I 2014 var 41.240 dagpen­ge­be­ret­tiget og 93.483 kontant­hjælps­mod­ta­gere, altså til sammen 134.723 menne­sker, i vari­e­rende peri­oder og time­antal i ulønnet praktik. Det svarer ifølge Danmarks stati­stik til 18.467 fuld­tids­del­ta­gere. (Se figuren nedenfor)
virksomhedspraktik
Selvom det er givet, at virk­som­he­derne ikke ville have ansat et tilsva­rende antal menne­sker til fuld løn og forsik­ring, så bliver der natur­ligvis udført en enorm mængde arbejde, der ellers skulle betales for. Således viste en under­sø­gelse fra Dansk Metal da også, at to ud af tre prak­ti­kanter havde den ople­velse at de ikke kom tættere på et arbejde, men blot blev udnyttet som gratis arbejds­kraft. Og ”ople­velsen” blev bakket op af fakta i og med kun en ud af ti metal-praktikanter blev tilbudt ordi­nært arbejde efterfølgende.

Formålet med virk­som­heds­praktik er selv­føl­gelig, at holde de ledige til ilden og bringe dem tættere på et rigtigt job. Men mange ledige må altså skuffet konsta­tere at den gratis omgang ikke udløser et job og at den ene praktik afløser den anden. I følge loven skal der være et rime­ligt forhold mellem regu­lært ansatte og antallet af prak­ti­kan­teri en virk­somhed, netop for at prak­ti­kanter ikke skal fortrænge ordi­nære jobs, hvilket blandt andet skal sank­tio­neres af tillids­manden overfor kommunen. Men en under­sø­gelse af 12 kommuner udført af Ankestyrelsen, viste at 42% af bevil­lin­gerne af virk­som­heds­praktik og jobtilskud ikke levede op til lovens krav. Og selvom ledige ikke må komme i praktik to gange samme sted, så må virk­som­he­derne tilgen­gæld gerne få ny gratis arbejds­kraft ind.

Men hvorfor leverer kommu­nerne i vidt omfang gratis arbejds­kraft på kant med loven? Det er selv­føl­gelig fordi man på Christiansborg har vedtaget, at kommu­nerne død og pine skal akti­vere de ledige på den ene eller anden facon. I en tid med større arbejds­løshed, er det faktisk en stor opgave for de travle sags­be­hand­lere. Det er altså lovgiv­ningen fra Christiansborg der presser kommu­nerne, der presser sags­be­hand­lerne, der presser de ledige rundt og rundt i prak­tik­kar­ru­sellen. Mens virk­som­hed­s­e­jerne frem­står som barm­hjer­tige sama­ri­ta­nere, som tilsy­ne­la­dende giver de ledige en chance, men ofte blot malker fælles­skabet for gratis arbejdskraft.

Hvis vi antager at virk­som­he­derne ikke kunne undvære, at betale sig fra at få udført fx 2 tred­je­dele af det arbejde der i dag udføres gratis af prak­ti­kanter, så betyder det altså at de lediges egen tvungne virk­som­heds­praktik spærrer for at mere end 12.000 af dem i stedet kunne komme i rigtigt fuldtids-arbejde! Og det er vel at bemærke arbejde, der selvsagt matcher de arbejds­løses kvali­fi­ka­tioner. Til sammen­lig­ning forventes den seneste kontant­hjælps­re­form blot at skaffe 700 i job.

Kilder:
http://www.statistikbanken.dk/AUK01
http://www.ugebreveta4.dk/ledige-doedtraette-af-virksomhedspraktik_14318.aspx
Ankestyrelsens prak­sis­un­der­sø­gelse om
Virksomhedspraktik og løntilskud
Marts 2014

1 KOMMENTAR

  1. Kan såmænd godt følge budskabet, men da jeg selv er én af de 100.000, er jeg selv i ulønnet praktik/jobtræning og har været det i knap 16 måneder nu. Jeg får ikke selv løn for mit arbejde, jeg får resource godt­gø­relse som svarer til det man får i kontant­hjælp. Min chef, som også er min job-mentor, får økono­misk kompen­sa­tion af kommunen for det antal timer hvor jeg har brug for ham som mentor når jeg er på job. Det kan jeg måske også godt sætte mig ind i at nogle kan mene ikke er ok at kommunen/samfundet, bruger penge på. MEN – når det så er sagt, så bliver jeg simpelthen bare nød til at sige følgende par ting: For det første, så findes der ikke hverken penge nok eller “ordinære”jobs nok i verden – eller noget som helst andet for den sags skyld, der på nogen som helst måde kommer nogen som helst steder i nærheden af, at kunne opveje hvad min prak­tik­plads har givet mig og stadig bliver ved med at give mig i mit liv, og hvad lige præcis dét job (både stedet jeg arbejder og de folk der er der) har gjort for mig, både person­ligt og socialt. Jeg kunne skrive en længere afhand­ling om alle de helt fanta­stiske ting jeg har oplevet i min tid der. Om hvad det gør ved mig når jeg er på job, hvad det gør ved mig når jeg enten har fri eller f.eks har været syg så jeg ikke har kunne komme afsted. Jeg har aldrig i mit 44 år lange liv haft et job, hvor jeg har været ked af ikke at kunne komme på job fordi jeg var syg, eller haft et job hvor jeg så meget som ville tænke skyggen af en tanke om at arbejde på hellig­dage, jule­aften og nytår­s­aften eller haft et job hvor jeg ikke har haft ferie i 16 måneder fordi jeg ikke hverken kan eller vil være væk derfra i 2-3 uger. Dét har jeg nu. Det job jeg har nu, er et job som jeg har drømt om hele mit liv men som jeg ikke i min vildeste fantasi nogen­sinde troede var muligt at jeg ville få. Så når jeg siger at jeg har fået mit ULTIMATIVE ALLERSTØRSTE DRØMMEJOB – så er det lige præcis hvad det er. Der findes absolut INTET job i verden jeg hellere ville have. Jeg er i et Resource forløb hos Aalborg Kommune som kan varer op til 5 år. Det er kort fortalt én lang arbejds­prøv­ning, hvor der skal findes ud af hvor meget jeg kan holde til at arbejde. Når det så er klar­lagt, så skal kommunen vurdere og finde ud af hvordan de mener jeg kan arbejde på bedst mulig vis. Om jeg skal have f.eks flex-job hvis det vurderes at jeg godt kan arbejde men ikke kan klare fuld tid, førtids­pen­tion hvis det vurderes at jeg slet ikke kan klare at arbejde, arbejde på fuld tid med særlige hensyn eller hvad nu der findes af andre mulig­heder. I maj 2015 kom jeg i praktik på en ride­skole hvor jeg star­tede med at arbejde 2 dage om ugen i 3 timer hver gang jeg var der. Efter 7 uger følte jeg selv at jeg kunne klare lidt mere så der blev, efter mit eget ønske og initi­ativ, øget med 2 timer, én time pr. gang. Lige inden den første 13-ugers periode slut­tede spurgte min (fuld­stændig fabel­ag­tige fanta­stiske sags­be­handler) mig om hvad jeg så ville. Hvortil jeg svarede at jeg gerne ville blive der i 13 uger mere. Men da stedet skulle lukke, var det ikke en mulighed. Men da jeg følte at det ville være en kata­s­rtofe for mig at komme væk fra at arbejde med de umådelig fanta­stiske enestå­ende dyr, var det kun dét jeg ville. Så jeg fandt på egen hånd et nyt sted, tog derud og talte med beri­deren på stedet og i samar­bejde med min sags­be­handler, star­tede jeg i en ny 13-ugers praktik hos ham i hans firma, med at arbejde 3 dage om ugen i 3 timer pr. gang. Til at begynde med skulle jeg passe hans egne heste, som svin­gede mellem at være 4-6 stk. De 13 uger er nu, i skri­vende stund, blevet forlænget en del gange og jeg håber inder­ligt at jeg kan blive hos ham og gøre min arbejds­prøv­ning færdig der, indtil kommunen har et klart billede af hvad jeg kan klare og hvilket tilbud de mener vil passse bedst muligt til mig. Men så en dag sidst i maj måned 2016, ringede min chef til mig og fortalte at han havde fået nyt job på et sted syd for Randers og at han skulle starte der d.1. Juni 2016. Panikken nåede lie at brede sig i mig, for hvad nu med mit prak­tik­forløb, mit job, alle de vidun­der­lige heste og folk og og og…. men så sagde han at han var så glad og så tilfreds med både mig, mit arbejde, mit forhold til hestene, hvordan jeg hånd­te­rede hestene og hvor godt jeg kendte dem men også hvor godt hestene kendte mig og hvor trygge de var ved mig, så han ville gerne have mig med til det nye sted hvis jeg havde lyst til det. Jeg sagde bare JA med det samme fordi jeg vidste at min sags­be­handler vidste alt om hvad dét job og de heste gjorde for mig, så hun ville finde en måde hvorpå det ville kunne lade sig gøre. Så da jeg kører med min chef frem og tilbage og derfor ikke skal flytte men bliver ved med at bo i Aalborg Kommune, så kunne det sagtens lade sig gøre. Jeg arbejder nu (desværre) kun 2 dage om ugen fordi da vi kører fra Aalborg kl.8 og kører dernede fra kl.16 så er det jo plud­selig nogle meget længere dage for mig end de 4 timer 3 gange om ugen jeg var kommet op på på det andet sted. Men for at opsum­mere og sige det ganske kort: Så har dét, at der findes den mulighed for virk­som­heds­praktik og at jeg fik det tilbud af Aalborg kommune, gjort at jeg ganske enkelt har fået mit liv tilbage. I de sidste 5 år, inden jeg fik det tilbud og kom i gang, da var mit liv så indholds­løst og trist og føltes ofte så værdi­løst at jeg tænkte at der var da ingen grund til at holde op med at ryge. For jeg havde det sådan at hvis jeg døde af det, så var det da lige­meget for jeg havde intet at være her for. Jeg vil godt lige på det kraf­tigste under­strege at jeg ville ALDRIG ALDRIG ALDRIG have taget mit eget liv – jeg tænkte bare at det var da lige meget om jeg var her eller ej. Sådan har jeg det absolut ikke mere. Jeg er SÅ glad og jeg har det SÅ godt. Jeg har lært en masse fanta­stiske menne­sker at kende og jeg har fået SÅ meget værdi­fuldt indhold i mit liv. Jeg har fået et helt uvur­der­ligt fanta­stisk forhold til mine forældre, min familie og mine venner og veninder, som jeg før slet ikke havde over­skud til at se og holde bare en minimal kontakt med.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here