I den forgangne uge har tre, nu fire, forskellige kronikker, alle bragt af Politiken hhv. Information, formået at sætte den stigende økonomiske ulighed på dagsordenen.

De fire kronikker er skrevet med synspunkt fra hver sit samfundslag, men fælles for dem er at de ser det samme: Den stigende økonomiske ulighed er farlig. Den vil føre til mere polarisering i et land der ellers har været kendt for sin høje grad af lighed og sammenhæng, og den medfører menneskelig lidelse.

Kronik 1: Her på toppen ser vi ned på alle andre [icon name=”right” color=”red”]

Magnus Harald Haslebo skriver om sit liv og opvækst i samfundets absolutte top, et liv hvor han er blevet støttet hver gang der var problemer. Han er bekymret over at hans kendskab til de nedre lag i samfundet er abstrakt og dermed ikke ‘kropsliggjort’, for han ved at dem vi ikke kender kan vi ikke forholde os til.

“… netop isolationen, empatiens forvitring, er lighedens første fjende – når vi mister følingen med hinandens vilkår, åbner det en bred bane for projicering af egne oplevelser og motivationer over på andre. Uden føling med forskellene. Omgivelsernes tiltagende homogenitet i toppen gør det svært at se egne privilegier som netop det: privilegier. Og det fører til den lidet flatterende fejltagelse at tilskrive egen begavelse, dygtighed og indsats den eneste eller største betydning for egen succes.”

Magnus kan ikke se at hans position i den økonomiske elite gør at han skulle have fordel af den stigende ulighed, tværtimod.

“Stor ulighed fører uundgåeligt til magtkoncentration, pengestyring af politik, usikkerhed, mere politi, mere kriminalitet, flere fængsler og forspildte og fortabte liv. Og vil gøre stolte fortællinger om at have klaret den på trods endnu sjældnere. Håbløsheden vil spredes. Og det fører til indhegnede boligområder i bund og top, privat sikkerhed og utryghed”

Kronik 2: Vi dyrker os selv og skubber andre ned på bunden [icon name=”right” color=”red”]

Marie Nielsen skriver om sit liv ca. i midten af den økonomiske pyramide. Et trygt liv med trygge rammer. Men middelklassen har tabt engagementet i andre end sig selv, middelklassen har glemt fællesskabet som værdi.

” Det handler nu om at dyrke sig selv og bruge store armbevægelser i søgen om at nå toppen, mens man i forbifarten skubber andre ned på bunden. Denne top skal allerhelst bestiges så let som muligt. Der tænkes nu i kvantitet frem for kvalitet. Dette mantra gælder i alle livets forhold – lige fra forbrugsvarer som mad og tøj til sociale forhold som venner og partnere. “

Kronik 3: Her på bunden ser vi skævt til hinanden [icon name=”right” color=”red”]

Esben Maaløe beskriver sin egen opvækst på bunden af samfundet. Han fortæller om de oplevelser man kan have som barn dernede, og hvad sådan opvækst kan gøre ved et barn der senere hen skal ud og være menneske.

“Hernede vender vi normalt ikke raseriet opad. Vi vender det indad mod os selv (som jeg gjorde), eller vi vender det mod hinanden”

Han er indigneret over den behandling bunden får af de medierende og meningsdannende lag i samfundet:

“Umyndiggørelsen [af bunden] institutionaliseres af et stadig mere invasivt og rigidt farvelfærds-system, og medierne puster klik-liderligt til bålet, holder den olympisk-evige brand kørende … og når folk går ned i flammer – er det tid til prime-time forsidehån “

Som de to andre kronikører er han stærkt bekymret over den stigende ulighed og opfordrer til at ændre kursen:

“Jeg har skrevet alt dette for at uddybe Magnus’ Kronik. Jeg har skrevet det, fordi når en person deroppefra vitterlig rækker en hånd herned – så skal der fa’me være en hernede, der rækker en hånd tilbage. Jeg kommer fra en verden, hvor jeg blev holdt nede, Magnus kommer fra en verden, hvor han blev holdt oppe, men vi ser de samme problemer. Vi skal alle sammen eksistere i samme fremtid, og den bliver bedst, hvis vi gør det i fællesskab. Gør vi det i konkurrence, splittelse, råben ad hinanden og eksklusion, bliver den forfærdelig og farlig.”

Kronik 4: Kære Inger Støjberg, jeg råber til dig hernede fra bunden [icon name=”right” color=”red”]

Sarah Elizabeth Daley skriver direkte til Venstres Inger Støjberg. Hun fortæller hvordan det er at være uden muligheder og hvor fornedrende systemet og politikernes behandling af kontanthjælpsmodtagerne er. Eksklusion er smertefuld og det synes eliten ikke rigtig at have sans for.

Jeres logik er helt enkel: Giv de arbejdsløse færre penge, så det kan betale sig at arbejde. For 2.000 kroner mere om måneden rækker kun til et par sko, og det er ikke incitament nok til at arbejde. Undskyld mig, Inger, den konklusion siger langt mere om jeres position og privilegier end om os.

Værre endnu er den modsætning, I sætter op mellem dem, der knokler, og dem, der dovner. Jeg og alle andre, der modtager kontanthjælp, er ærkeeksemplerne på dem, der dovner, selv om vi dagligt søger arbejde; møder op på Jobcenteret, hvor der er sikkerhedsvagter, fordi risikoen for menneskelige sammenbrud gør det nødvendigt. Selv om vi bliver tvunget i nyttejob, hvor vi reelt bliver brugt som gratis arbejdskraft, samtidig med at vi skal stå til rådighed

 

Læs kronikkerne på Politiken online

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here