13 uger i tvangsaktivering 

Forord

Ret og pligt.

Smag på ordene. Ret og pligt. De lyder rigtige, når de kommer ud af munden på poli­ti­kerne. Hvis du skal have en ydelse fra det offent­lige, skal du yde noget til gengæld. Sådan er den gene­relle hold­ning fra hoved­parten af de poli­tiske partier.

Men hvem er det til gavn for, at menne­sker, der er faldet ud af dagpen­ge­sy­stemet, skal i nytte­ak­ti­ve­ring? Er der i virke­lig­heden tale om en straf overfor de ’dovne’ og ’dumme’ ledige, der ikke har været kloge nok til at skaffe sig et job? Man kan jo altid finde et job, ikke sandt?

Regeringen vedtog sammen med de fleste oppo­si­tions­par­tier nyttejo­b­ord­ningen i begyn­delsen af 2014. Lovens navn er: ’Lov om ændring af lov om arbejds­løs­heds­for­sik­ring m.v., lov om en aktiv beskæf­ti­gel­ses­ind­sats og flere andre love.’

Loven går ud på, at en person, der får arbejds­mar­ked­sy­delse, skal gøre såkaldt ’nytte’ for sin ydelse. Når man er havnet på ydelsen, betyder det, at man indenfor fire uger, fra man modtager ydelsen, skal i 13 ugers nyttejob, såfremt man ikke i disse 13 uger er kommet i praktik, har fået et lønt­ilskud­sjob eller har fundet sig et rigtigt betalt arbejde.

Det lyder alt sammen fint og rigtigt på papiret, men hvordan er virkeligheden?

Den 4. august 2014 begyndte jeg på et 13 ugers forløb i nyttejo­b­ord­ningen i Københavns Kommune efter flere års ledighed. Jeg er på den særlige arbejds­mar­ked­sy­delse, som udgør 60 procent af dagpen­gene, eller godt 10.000 kroner før skat. Er man forsøger, udgør beløbet 80 procent af dagpen­gene, altså godt 13.000 kroner før skat.

Jeg beslut­tede at skrive dagbog over forløbet, fordi jeg havde en fornem­melse af, at det hele er spild af tid, skat­te­bor­gernes penge og absolut ikke ville føre mig noget skridt nærmere et rigtigt arbejde. Jeg fik desværre alt for meget ret. Jeg kalder nyttejo­b­ord­ningen for tvangs­ak­ti­ve­ring, fordi den på ingen måde er frivillig, og fordi den i virke­lig­heden bringer den ledige endnu længere væk fra arbejdsmarkedet.

Jeg kalder det også for samfund­stje­neste, selvom den ’dømte’ ikke har begået en lovover­træ­delse i staf­fe­lovens forstand. Men den ledige har begået den ’forbry­delse’, ikke at have været i stand til at skaffe sig et arbejde. Det afgø­rende spørgsmål er, hvem nyttejo­b­ord­ningen egentlig er til for?

Den ledige selv? Eller handler det om at tilfreds­stille den ’lever­postejs­smø­rende’ hård­t­ar­bej­dende dansker, der står op hver morgen for at passe sit job, og som må se på, at der ikke stilles krav til de ledige om at yde, før de kan nyde? Er det i virke­lig­heden det arbej­dende folk, der skal tilfreds­stilles ved at uddele nyttejobs til de ledige? Ifølge et notat fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune, der har ligget på kommu­nens hjem­meside under budget­for­hand­lin­gerne i efter­året 2014, forventer man at skulle bruge 20,5 mio. kr. i 2015 på nyttejo­b­ord­ningen. Er de penge givet godt ud?

Mit mål med denne bog er at fortælle, hvad nytte­ak­ti­ve­ringen rent faktisk går ud på. Det tror jeg ikke ret mange ved, og jeg tror slet ikke, at danskerne ved, hvad det gør ved et menneske at blive udsat for aktiveringen.

Mine dagbogs­noter kommer fra hjertet og beskriver, hvad der sker på en nytte­ak­ti­ve­rings­ord­ning i Københavns Kommune. Mit mål er at vise nyttes­løs­heden og den lige­gyl­dighed, systemet udviser overfor menne­sker, der i forvejen er trængte.

Desværre kan jeg med hånden på hjertet skrive, at jeg aldrig nogen­sinde har modtaget nogen form for hjælp fra Jobcenter eller anden offentlig instans, der har gjort det nemmere med at bryde igennem muren for at kunne slippe ud af arbejds­løs­heds­køen. Jeg er i stedet mødt med mistro og kontrol. Kun fagfor­e­ning og a-kasse har haft rele­vant viden for mig, men ikke nok til, at jeg er undsluppet ledig­he­dens fangarme.

Det er under­vejs også gået op for mig, at beskæf­ti­gel­ses­po­li­tikken ikke har til formål at hjælpe det enkelte individ, men alene at skaffe arbejds­kraft til arbejds­plad­serne. Der tages ingen indi­vi­du­elle hensyn, og ingen ser på det enkelte menneske. Hvad er det, som det speci­fikke menneske har brug for af en hjæl­pende hånd? Det betyder, at der er et vist antal menne­sker, menne­ske­ligt affald kan man kalde det, som bliver ladt alene tilbage med deres lang­tids­le­dighed og kan få lov til at havne på kontant­hjælp. Hvis de altså kan få den hjælp. Det kan en del ikke, fordi de for eksempel ejer en bil, et hus eller noget andet, der udgør en værdi. Det skal sælges først.

I skri­vende stund er cirka 40.000 menne­sker faldet ud af dagpen­ge­sy­stemet, og a-kasserne spår, at op mod 60.000 vil være faldet ud ved indgangen til 2015. Det er mange menne­sker, der risi­kerer at ende i samme elen­dighed som jeg.

Ledighed kan ramme alle, især hvis du bliver syg. En dag kan det også være dig, der må stå i neongult arbejd­støj og hive japansk pileurt op eller vaske gulve på nytte­ak­ti­ve­ring. Man tror altid, at ulykken rammer naboen, men en dag kan det være dig.

Nærværende dagbog var tæt på over­ho­vedet ikke at blive til noget. Som ledig er der mange regler for, hvad man ikke må gøre, før man ikke står til rådighed for arbejds­mar­kedet. Men jeg har konsul­teret min a-kasse og fået at vide, hvordan jeg skal opgøre de timer, jeg har brugt på bogen. Det er ganske få, fordi der er tale om dagbogs­no­tater. Systemet spændte altså ikke ben i dette tilfælde.

Det er vigtigt at under­strege, at jeg ikke har noget imod det perso­nale, som har et rigtigt lønnet arbejde på nytte­ak­ti­ve­ringen. De er redskaber for en politik vedtaget på Christiansborg. Jeg har kun mødt venlighed og imøde­kom­menhed. Undtagelsen er de jobkon­su­lenter, som egentlig skulle være ansat til at hjælpe os. Det er de ikke, de er ansat til at sørge for at sende folk i praktik eller lønstilskud. Ikke til at se på det enkelte menneske og hjælpe det videre.

Hvis meningen med den såkaldte nyttejo­b­ord­ning er, at menne­sker skal komme nærmere på arbejds­mar­kedet, sker der lige det modsatte. Som menneske bliver man yder­li­gere nedbrudt, og man er ikke kommet et skridt nærmere et rigtigt arbejde, tvær­timod. Er det virke­lige det, vi ønsker i det danske samfund?

God læse­lyst!

Dagbogen fra Slusen

Dag 1: Mandag den 4. august:

Det var mere depri­me­rende end deprimerende.

Der mødte en anselig hob menne­sker op på et Jobcenter i Sydhavnen i København. Jeg meldte mig i recep­tionen og fik udle­veret en lille mappe med nogle papirer. Derefter ventede jeg, udenfor silede det ned. Temperaturen lå pænt høj.

Alle frem­mødte blev inddelt i to grupper og kom i hver vores lokale med to konsu­lenter hver. Der var ulide­ligt varmt i det lille lokale, hvor der sad omkring 20 menne­sker. Halvdelen lyse­røde danskere og den anden halvdel ikke lyse­røde. Der rådede en stem­ning af mathed og afmagt i lokalet.

En overivrig kvin­delig konsu­lent med lyst krøllet hår begyndte at tale meget opti­mi­stisk om alle de tilbud og mulig­heder, der fandtes. Hun kaldte vores ’jobs’ for pladser. Hun gennemgik indholdet i mappen, noget vi umid­del­bart selv kunne have læst.

Ingen spurgte rigtigt om noget bortset fra en indu­striel designer, der havde mange spørgsmål. Især da det fremgik, at nytte­ar­bejdet handler om at luge ukrudt særligt en art ved navn pileurt. Hun spurgte opti­mi­stisk, om der var mulighed for at arbejde med urban garde­ning. Nej, det var der ikke. Men den anden konsu­lent, en mand med fodbold­mave og tobaks­hoste sagde, at hun kunne søge om at komme i praktik sådan et sted, hvis Københavns Kommune havde sådanne projekter. Der var vist noget i Ørestaden. Designeren så ud til at tænke sig godt om.

Efter en pause overtog den mand­lige konsu­lent og gennemgik praktik, lønt­ilskud og jobro­ta­tion. Den samme vin på umåde­ligt gamle flasker, dog med den nye oplys­ning, at der ifølge konsu­lenten er 50 procent, som kommer i beskæf­ti­gelse efter offentlig lønt­ilskud, mens tallet lå på 70-80 procent i det private. Det anfæg­tede en mand rigtig­heden af. ’Jo, det passer, vi er dygtige i Københavns Kommune’, lød svaret.

Der blev talt meget varmt om disse strå­lende mulig­heder, som om ingen havde hørt om dem før. Jeg skal nu de næste syv uger møde fra kl. 8-12 ved Slusen 2 for at rydde ud i pileurt ved en motor­bane. Man får arbejd­støj, der er omklæd­ning og toiletfaciliteter.

Det er til at græde over og så uvær­digt. Hvad koster dette mon? Enten må vi have et samfund, hvor menne­sker bliver hjulpet på en ordentlig måde, eller også må vi havde det brutale libe­ra­li­stiske samfund, hvor folk må klare sig selv.

Hvad nytter dette andet end at presse menne­sker? Når jeg så på hvor mange lønt­ilskud­sjobs, der hang på væggene, tænkte jeg: Kan det offent­lige over­ho­vedet fungere uden den store slavehær af under­be­talte menne­sker, der skal være glade og håbe, de kan få et rigtigt job, når de har udstået deres straf?

Hvis jeg var muslim, ville jeg nedfælde en fatwa over S og SF, der har stemt dette lort igennem. Som kristen må det blive en band­bulle. Jeg får lyst til at tilføje: Må de brænde i helvede.

Dag 2: Tirsdag den 5. august:

Kan man ikke græde, må man grine.

Jeg mødte op ved Slusen 2 nær et område med motor- og bmxbane tæt på Sjællandsbroen. Her hives der blandt andet pileurt op. Vi skal stemple ind – indu­stri­sam­fundet om igen. Stempelmaskinen virkede ikke, men det er lige meget. Man skal nemlig ikke stemple ud. Så sad vi der. Kort tid efter kom formanden og fortalte lidt om stedet, en af jobkon­su­len­terne var der også. Derefter gik vi rundt og kiggede på sagerne.

Undervejs kom jeg til at spørge, om vi ikke kunne se pileurten. Formanden så lidt over­ra­sket ud, men jo da. Vi travede op af nogle trapper for at besig­tige urten. Den var grøn, ca. 40 cm høj og så fredelig ud. Vi stir­rede alle på plan­terne, men fik forbud mod at nærme os området på grund af et hvep­sebo. Derefter stod vi og betrag­tede udsigten over broen og motor­banen – vældig spæn­dende. Der lå i øvrigt et mega­stort brom­bær­krat lige i nærheden, det skal huskes.

Efter gåturen slut­tede dagens akti­ve­ring. Dog kom den sjoveste bemærk­ning til sidst. En meget smilende kvinde med tørklæde sagde til formanden, at nu hun skulle være der i ni år, ville hun prøve alle maskiner.

”Nej,” råbte hun, ”13 uger”.

Alle grinede af lettelse. Dernæst kunne vi cykle hjem. Formanden sagde, lige før vi gik: ’Få nu ikke mare­ridt over det her.’

Det gør man næppe. Jeg ser alle­rede konceptet til endnu et sati­re­pro­gram som A-Klassen. Jeg er i øvrigt vild med formanden, der virkelig ligner en formand i blå overalls, hvid bluse og sikker­hedssko, stille, rolig og djærv. Han var godt klar over, at det her ikke er noget, nogen af delta­gerne havde lyst til.

Jeg over­væ­rede også en samtale mellem to af delta­gerne. De beret­tede om, hvordan flere hospi­tals­af­de­linger ikke kan klare sig uden lønt­ilskud­sjob­berne. En inter­es­sant jour­na­li­stisk historie, som lyder sandsynlig.

Dag 3: Onsdag den 6. august:

En kort dag. Vi mødte før kl. 8.00, sad i et lokale med borde og stole og ventede på, at noget skulle ske. Der gik en rum tid, før der kom en konsu­lent og indkaldte mig til samtale. Han sagde mit navn og ’kom med mig’, men ikke, hvad det hand­lede om. Det fremgik først, da vi sad ved hans skri­ve­bord på første sal i en container.

Vi skulle have en lille samtale om mig, og hvor jeg står. Det blev en ret kort og indholdsløs samtale, idet vi hurtigt kunne konklu­dere, at de næppe kan gøre ret meget for mig. Med min erfa­ring og uddan­nelse er der ikke meget at stille op i deres system.

Jobrotation eksi­sterer nærmest ikke i mit fag, men han ville gerne lede efter noget privat lønt­ilskud. Vi afgjorde også hurtigt, at der ikke var nogen grund til at disku­tere tvangs­ak­ti­ve­ring og lønt­ilskud som sådan. Han virkede flink nok, og når jeg kriti­serer, vil jeg gerne under­strege, at det ikke er enkel­tin­di­videt, jeg er ude efter. Det er det poli­tiske lag, der fore­slår og gennem­fører disse tåbeligheder.

Da jeg kom tilbage til frokost­stuen, sad vi og gloede lidt mere, mens jeg fik lavet en kop te og læst adskil­lige sider i min medbragte bog. Men så skete det: Vi fik tøj udle­veret. Det foregik i en anden container. Derefter skulle vi gå hen til mester selv, få udle­veret en lås og bagefter op af nogle trapper til nogle skabe i en ny container, hvor vi kunne låse vores nye tøj ind. Ned af trappen igen for at erhverve os nogle sikker­hedssko, tilbage igen og låse dem ind. Og det var det.

”I morgen går vi rigtigt i gang,” sagde mester begejstret.

Nå ja, vi blev også intro­du­ceret til stem­pel­ma­skinen. Det er vigtigt at huske, ellers får vi jo ikke vores penge, som mester sagde. Nu er der gået tre dage med intro på Jobcentret, en tur rundt på pladsen og udle­ve­ring af tøj. Jeg kommer til at tænke på Monty Python.

På vejen hjem var jeg lige ved at cykle Københavns soci­al­de­mo­kra­tiske over­borg­me­ster Frank Jensen ned. Han kom løbende på stien ved Slusen, han bor jo på Islands Brygge. Jeg blev alt for over­rum­plet til at stoppe og fortælle ham, hvad jeg mener om tvangs­ak­ti­ve­ring. Det skal han nok være glad for.

Dag 4: Torsdag den 7. august:

Hvis man ikke har noget godt at sige, skal man holde sin mund. Er det ikke sådan, det hedder? Jeg bør virkelig ikke skrive noget i dag…

En smule posi­tivt kan der dog skrives. Hvis der er noget som helst godt ved denne tvangs­ak­ti­ve­ring, er det, at jeg og andre er med til at fjerne forskel­ligt affald ved Københavns Havn. Det flyder bl.a. med flam­ingostykker. Desuden er det fint at være ude.

Derudover er det intet godt at berette. Jeg har til min store skræk opdaget, at jeg skal være i tvangs­ak­ti­ve­ring til den 9. november. Der er tale om 13 ugers tvangs­ar­bejde, mod hvad jeg havde opfattet som syv uger. Rent straf­fe­ar­bejde. Jeg tænker i retning af samfund­stje­neste med den store undta­gelse, at jeg, så vidt jeg ved, ikke har begået en strafbar handling.

Jeg er virkelig slået fuld­kommen ud af den kends­ger­ning, at jeg skal straffes i 13 uger. Det er uvær­digt og modby­de­ligt. Jeg er træt af, at huset ikke er solgt, så jeg kunne slippe ud af denne situ­a­tion noget før. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan jeg skal få råd til trans­port frem og tilbage. Der er intet morsomt at berette. Hvordan er det dog, vi behandler vores medbor­gere i det her samfund? Straf dem der ligger ned…

Dag 5: Fredag den 8. august:

Der er ikke noget posi­tivt at skrive andet end, at der er 60 dage tilbage.

Lørdag den 9. august:

Jeg havde besluttet mig for ikke at skrive mere, men fik en mail om, hvor min daglige opda­te­ring blev af? Når jeg ser på min venne­liste, fremgår det, at jeg ikke er den eneste, som er i en tilsva­rende vanskelig situ­a­tion. Det er ikke ulov­ligt, hvad kommunen gør, det sker efter en lov, som Folketinget vedtog januar 2014. Det er soci­al­de­mo­kra­tisk politik.

Det er vanske­ligt at nå et par ordent­lige ansøg­ninger om ugen. Jeg står op kl. 06 for at være der kl. 08, er hjemme igen 12.30 og er træt. Jeg skal cykle ca. 12 km. hver vej. Men må også taget toget nogle gange, det er dyrt. I denne uge har jeg kun nået en ansøg­ning, og skal derfor lave en mere her i weekenden.

Dag 6: Mandag den 11. august:

For at spare 15 kroner cykler jeg ud til Slusen. Det er en tur på omkring 12 kilo­meter og tager en lille time. Jeg ankommer omkring kl. 8.00, hvor vi skal huske at stemple ind som på en fabrik. Derefter omklæder vi til neongult selvly­sende tøj.

Jeg sætter mig på en bænk, venter og omkring kl. 8.30 går nogle af os over til det, som kaldes for stranden. Det er det stykke, der går fra Slusen ned mod Nokken ved Københavns Havn. For at komme dertil går vi 60 trin op til et langt plateau, hvor der er speedway­bane på den ene side og kolo­ni­haver på den anden. Derefter ned ad en skrænt til en sti, hvor der i øjeblikket kører larmende maskiner for at repa­rere grusstien.

Vi har et møde­sted ved to bænke. Her er ingen toilet­for­hold og intet skur, hvis det regner. Man kan gå et stykke hen til en møde­plads med toiletter, en lille forret­ning og et telt. Det har dog ikke noget med kommunen at gøre, men tilhører en kolonihaveforening.

Der sidder vi, og i dag talte de andre om film, altså film jeg ikke ser. Om Sylvester Stallone, Gitte Stallone, Jim Carrey og den slags. Bagefter går man ud, nogle hiver pileurt op, andre samler skrald, mens andre blot sidder på bænken. Jeg samler skrald, idet min ryg ikke duer til at gå og bukke sig ned efter pileurten. Enkelte går tilbage til bænken for at holde pause. Jeg holder pause for mig selv på en sten og ser ud på vandet.

Klokken cirka 11 vender vi tilbage til bænkene, sidder lidt, rydder op og går tilbage. Derefter omklæd­ning – igen må man glo, indtil en arbejds­leder meddeler, at man må tage hjem. I dag fik jeg tilmed et bistik på halsen. En bi havde forvildet sig ind i mit hår og stak på højre side af halsen. Man har ingen medicin på stedet, men en arbejds­leder tog brodden ud. Derefter cyklede jeg til Enghave Station og tog S-toget hjem. Det kostede 12 kroner.

Jeg skriver, som jeg opfatter tingene. I skal være klar over, at andre opfatter hele akti­ve­ringen på en anden måde. Jeg har hørt en enkelt sige, at hun er glad for at have noget at stå op til og giver udtryk for, at det er rime­ligt, hvad der sker, mens de fleste mest er opgi­vende og virker ret ligeg­lade. Der er mange slags menne­sker her. Jeg har mødt en indu­striel designer, en arki­tekt, en kontor­ud­dannet, en mand der har været ansat i Vejdirektoratet, en SOSU-hjælper og mange flere. Folk her har både lange, mellem­lange, korte og ingen uddannelser.

Efter min mening skal pileurten bekæmpes af profes­sio­nelle. Faktisk kan man se en del steder, at den kommer op igen, hvor ledige har gået og renset. Man bør desuden huske på, at beskæf­ti­gel­ses­sy­stemet ikke er til for den ledige, men for arbejds­gi­verne. Derfor er der ikke fokus på det enkelte individ. På seks dage har jeg haft én samtale med en jobkon­su­lent, der max tog 15 minutter, og hvor konklu­sionen lød, at de ikke kunne gøre noget for mig.

Der er 59 dage tilbage…

Dag 7: Tirsdag den 12. august:

Ingen tvangs­ak­ti­ve­ring i dag efter min beslut­ning. Bistikket har stadig hævet min hals op, det klør og stikker fortsat, mens huden er rød. Jeg meldte mig syg hos kommunen. Ingen god bedring, bare cpr-nummer og besked om at ringe igen i morgen, hvis jeg stadig er syg. Jeg føler mig lige­gyldig og marginaliseret.

De har ingen reme­dier på pladsen til bistik. Underligt i betragt­ning af at bier og hvepse er ret aggres­sive pt. Og at hvep­sestik kan være døde­ligt. Læste i går, at stik i halsen altid skal meldes til en læge. Det gjorde jeg ikke, smurte creme på og tog en anti­hi­sta­min­pille. Ringede i dag til min læge og fik fat i hende, men forbin­delsen blev afbrudt. Jeg prøvede igen en halv time uden at komme igennem. Nu prøver jeg igen.

Bistik er måske en lille ting og dog. Det er utro­ligt så ondt, det kan gøre. Jeg er normalt dårlig til at tage egen sygdom alvor­ligt. Det er ikke noget. Det går over, siger jeg til mig selv. Jeg negli­gerer, vil ikke være en pylrerøv. Nå, fik fat på lægen, skal komme med det samme.

Dag 8: Onsdag den 13. august:

Mon det er sandt, at peni­cil­lin­piller gør en ret træt? Synes, jeg føler mig meget meget træt. Har i dag næsten ikke lavet noget. Tror, jeg vil slå nogle bier ihjel sådan bare for at få hævn over den, der bed mig. Nå nej, tror jo ikke på hævn.

Dag 9: Torsdag den 14. august:

Jeg har to friske afslag på joban­søg­ninger i indbakken, men det kan da vende.

Dag 10: Fredag den 15. august:

Arbejdsgivere, hvor er jeg træt af dem!

Jeg søgte et jobro­ta­tionsjob, udar­bej­dede to opgaver gratis, brugte ti timer og blev holdt hen. Nu viser det sig, at det slet ikke var alvor­ligt ment. Hvad er det for en moral, visse menne­sker har?

“Beklager at der er gået så længe – vi røg ind i en storm, som endnu ikke er helt aftaget endnu. Jeg tror næppe, vi kommer til at tage projektet op igen. Jeg har givet det videre til et par andre, som grubler videre på det. Mere ved jeg ikke lige nu.”

Vi pisser lystigt på hinanden.

Søndag den 17. august:

I morgen skal jeg igen på tvangs­ak­ti­ve­ring. Men jeg ved ikke, hvordan jeg mentalt skal over­leve det. Der er 11 uger tilbage og måske endnu mere, hvis der lægges syge­dage til. Det er for mig så menings­løst, at det tanke­mæs­sigt kommer til at fylde enormt.

Dag 11: Mandag den 18. august:

Jeg er endnu en gang sendt til tælling denne gang med feber, opkast, svim­melhed, ingen appetit etc. Jeg tror aldrig, jeg før i mit liv har følt mig så presset. Min læge siger, jeg har fået en omgang virus. Det passer sikkert, men jeg er også ramt af dyb fortviv­lelse over tvangs­ak­ti­ve­ring, økono­misk ruin, mang­lende håb.

Det giver sig åben­bart udslag i fysisk sygdom. Det virker på mig, som om samfundet er glad for at slippe af med nogle borgere. Det er lig med en byrde mindre.

Dag 12: Tirsdag den 19. august:

Min stemme er næsten væk. En viru­s­in­fek­tion er ikke sådan at spøge med. At ligge og virkelig prøve at tage sig sammen til at stå op kan virke helt uover­sku­e­ligt – selv at gå på toilettet. Jeg har fået nogle Ibuprofenpiller, de slår feberen ned, og jeg får det lidt bedre. Jeg har ikke spist noget særligt i to dage. Der er noget galt. Appetitten er væk, helt under­ligt. Jeg ved ikke, hvor længe det varer. Det begyndte så småt lørdag, og nu er det tirsdag.

Verden står stille, men i og for sig bedre end at være på tvangsaktivering.

Dag 13: Onsdag den 20. august:

I dag er en bedre dag end i går, da jeg ikke er nødt til at ligge i sengen. Feberen er sand­syn­ligvis væk, det håber jeg. Til gengæld lyder min stemme som et hæst suk, og jeg skal desværre i tvangs­ak­ti­ve­ring igen i morgen.

Jeg har fulgt en smule med i dagpen­ge­de­batten, det er dybt depri­me­rende. De fleste er hyklere, så det gnistrer. Minus enkelte. De største er vel DF, der selv fore­slog den forkor­tede periode fra fire til to år. Til gengæld ser partiet dog ud til at ville gøre skaden god ved at indføre konjunk­tur­be­stemte dagpen­ge­pe­ri­oder, selv om det sikkert ikke bliver til noget. DF render nok fra deres forslag, hvis de får nogle græn­se­bomme og indført tørklæ­de­forbud i folkeskolen…

Sagen er den enkle, at der ikke er et sikker­hedsnet for alle, hvis man f.eks. mister sit arbejde eller bliver syg. Mennesker risi­kerer at falde hele vejen igennem, hvis de er uhel­dige. Det er fakta. Ca. 60.000 menne­sker i alt, mener mange, er faldet eller falder ved udgangen af 2014 ud af dagpen­ge­sy­stemet. Mennesker som har betalt skat, a-kassebidrag og bidraget til samfundet på alle mulige måder. Klarer de ikke kravene, er det bare ud, væk, tvangs­ak­ti­ve­ring og ingen­ting. Men heldigvis får nogle arbejde eller begynder på en uddannelse.

Det er ikke sådan et samfund, jeg ønsker. Har man tænkt over, at får folk dagpenge, er deres købe­kraft lidt større end på 60 procent af dagpenge? Vi er en del, som næsten ikke kan bruge penge, fordi vi ikke har nogle. Er det godt for samfundet? Bliver der holdt gang i hjulene, når en hel del menne­sker er stækket økono­misk? Hvad koster det ikke i syge­dag­penge, hospi­tals­op­hold, akti­ve­rings­kurser, bureau­krati, mang­lende skat­te­be­ta­ling, konkur­ren­ce­evne og så videre?

Jeg troede, den nordiske velfærds­model netop er et eksempel på, at et godt socialt sikker­hedsnet er til gavn for samfundet som et hele. De nordiske lande ligger i top, hvad angår rigdom, lykke og meget andet, som mange andre samfund misunder os.

En større fattig under­klasse skaber uro, usta­bi­litet og usik­kerhed i samfundet. Jo mere despe­rate menne­sker bliver, jo mere griber de til despe­rate hand­linger. Kriminalitet, selv­mord, børnemishandling.

Må selv gribe til en desperat hand­ling ved at ringe til ejen­doms­mæg­leren i morgen for at høre, om jeg kan sælge min bolig. Det vil sætte mig fri økono­misk, men også give bekym­ringer om nye boliger til min datter og mig selv. Boliger som helt sikkert ikke er billi­gere, end den vi har nu.

Men det vil gøre mig fri af et system, som aldrig har hjulpet mig. Hvis der altså er en køber.

Dag 14: Torsdag den 21. august:

Det er ikke særlig tit, jeg føler mig heldig, men gør det lidt i dag.

Mentalt var det en meget stor opgave at stå op kl. 06 efter få timers søvn for at cykle noget af vejen ud til Slusen 2 og Københavns Kommunes akti­ve­rings­hel­vede. Jeg følte mig ret skidt tilpas.

Ankommet prøvede jeg at få fat i en jobkon­su­lent, fordi jeg troede, at det var vedkom­mende, jeg skulle henvende mig til. Men konsu­len­terne dukkede slet ikke op. Jeg talte i stedet med en yngre venlig kvinde, der viste sig at være den, der bestemte. Jeg tror, hun repræ­sen­terer kommunen sammen med en anden yngre kollega. De sidder i en container i førstesals højde.

Meddelte hende at jeg satte mig over i en anden container for at hente jobop­slag frem. Jeg fortalte også, at jeg ville anmelde bistikket som en arbejds­skade. Det note­rede hun sig. Flere af de tvangs­ak­ti­ve­rede gik i gang med rengø­ring af toiletter, køkken, fælles lokale og gårdrum. Den ene af mine tvangs­ak­ti­ve­rede kolleger syntes, jeg så skidt tilpas ud. Min stemme er hæs som et rustent stry­ge­bræt. Hun er den mest venlige, jeg har mødt, men er helt sikkert under­trykt og nok lidt dum, da hun går med tørklæde. Ironi kan forekomme…

Jeg henvendte mig igen til kvinden på førstesalscon­tai­neren. Hun henviste mig til min jobkon­su­lent, fordi hun troede, jeg ville tale med ham om praktik eller lønt­ilskud. Sjovt, det havde jeg slet ikke talt om. Jeg ringede til konsu­lenten for at spørge, om det var ok, jeg tog hjem, grundet at jeg bestemt ikke var frisk. Han gik i forsvar­spo­si­tion med det samme og gentog tre gange, at det kunne han slet ikke tage stil­ling til.

”Jeg er bare jobkonsulent.”

Han var afvi­sende græn­sende til det ubeha­ge­lige. Jeg retur­ne­rede til den venlige kvinde, der straks sendte mig hjem, da hun havde bemyn­di­gelsen til det. Undervejs læste jeg opslag rundt på pladsen, at stedet er lukket i morgen, fordi perso­nalet skal på kontordag sammen. Hvilken befri­else og grunden til at jeg trods alt føler mig heldig. Jeg skal ikke ud til det cirkus i morgen.

Hvorfor skriver jeg al det her? Jeg tror, det er fordi, meget få menne­sker rent faktuelt ved, hvad de arbejds­løse i det her land bliver budt. Kompetent hjælp er ikke til stede. Mest af alt lige­gyl­dighed, slaphed, nyttes­løshed og inkom­pe­tence. Det er ikke de ansattes skyld. De er redskaber for systemet. Det vil jeg gerne understrege.

Dag 15: Fredag den 22. august:

Ingen tvangs­ak­ti­ve­ring i dag da perso­nalet har temadag. Jeg må slå græs og glædes over, at det er vejr til at sidde ude.

Dag 16: Mandag den 25. august:

Jeg vågnede kl. 04.30 og kunne ikke sove et sekund mere. Måske fordi jeg skulle på akti­ve­ring. Det går mig på.

Ankommet udfyldte jeg et skema med min arbejds­skade, altså bistikket. Jeg skrev udfør­ligt, hvad der skete og hvilke konse­kvenser, det fik. Jeg fik også talt med en arbejds­leder om, at jeg ikke ønsker at gå ude og igen risi­kere at få stik. Det forstod han godt. Midt i samtalen gik han, så stod jeg der. Jeg satte mig ned og udfyldte skemaet. Han kom lidt senere tilbage og sagde, at jeg nu skal være ‘føl’ hos en, der står for udde­ling af tøj og den slags.

‘Føl’ i min alder, ja hvorfor ikke. Det viser sig at være meget let. Der er et depot for tøj og sko, det styrer en af de akti­ve­rede. Da der skal være et overlap, er jeg hermed sat ind i systemet. Det betyder også, at når der ikke er ret meget at lave, kan man sidde i en anden container og lede efter jobop­slag, mens man prøver at få tiden til at gå. Det er et fanta­stisk system det her. Folk sidder og glor i køkkenet, fordi der ikke er ret meget at lave i forhold til rengø­ring, der hurtigt er over­stået. Jeg fatter ikke, at ansvar­lige folke­tings­po­li­ti­kere vil bruge så mange penge på at holde folk for nar på den måde.

Dag 17: Tirsdag den 26. august:

Sikke en dag! Fandeme en dag, der gør ondt langt ind i sjælen.

Som sædvanlig i akti­ve­ring hvor der ikke skete en skid. Min datter ringer – noget er helt galt. Jeg skriver yderst sjæl­dent om hende. Derfor har jeg defi­neret denne face­book­status, så hun ikke kan se den. Men person­ligt er jeg dybt berørt og ked af det. Hun var kommet på skadestuen.

Det gør enormt ondt, når man er magtesløs, bliver smidt rundt som en dukke og intet kan gøre. Det er da fedt at tale med ejen­doms­mæg­lere og få at vide, at jeg bor sådan et fedt sted. Men hvad betyder penge, hvis man ikke kan bo et godt sted, eller man ikke har det godt? Det betyder absolut ingenting!

Jeg kunne godt skrive en masse poli­tisk, men det er sgu lige meget. Faktum er, at arbejds­løshed og økono­misk usta­bi­litet rammer som ringe i vandet. Jeg er selv ufat­telig hård­hudet, kan åben­bart tage mange tæsk og har indkas­seret en hel del. Men jeg er også vant til, at jeg kan handle, gøre noget. Forandre ting, men må igen og igen erkende, at der er nogle ting, jeg ikke kan trylle med. Hvor har de sidste fire år været svære med meget få opmun­tringer. Så mange håb, der er brast. Så mange forsøg, der ikke er blevet til noget.

Heldigvis har min datter det nu bedre, hun spiser hind­bær­snitter hos sin far. Hvor er jeg glad for den gode far, hun har.

Life must go on, og ovenover skyerne skinner solen jo altid. Det er godt at vide.

Dag 18: Onsdag den 27. august:

Dagen i går havde ikke været spor rar, mens dagen i dag heldigvis ser mere blid ud. Solen skinner, og der er lovet op til 20 grader.

I dag skete der en smule. Mit tog stand­sede på Valby og kørte ikke længere, fordi der angi­ve­ligt var en mindre brand på Hovedbanegården. Derfor kom jeg noget senere end forventet. Det gjorde mig ikke spor, når der alli­gevel ikke foregår ret meget. I dag har jeg udle­veret noget tøj og obser­veret, at der mangler et par jakker og lidt andet på lageret. Her gælder det om at få tiden til at gå og gøre meget ud af at skrive en bestillingsliste.

I en af contai­nerne er der stillet fem compu­tere op, som man kan bruge til ansøg­ninger. Jeg har benyttet mig af mulig­heden for at skrive en ansøg­ning. Nu hvor klokken er 10.40, kan jeg se frem til at vente i mindst en time, før vi får fri. Det giver absolut ingen mening for mig. Men det er rart at tale med andre menne­sker, der er i samme situ­a­tion som mig. Her er mange danskere, der ikke er født i Danmark, med forskel­lige udfor­dringer. En del har sproget, andre deres uddan­nelse eller mangel på samme, og andre forstår ikke, hvad det her går ud på. Nej, det gør jeg heller ikke.

Dag 19. Torsdag den 28. august:

Forleden fik jeg et brev fra Jobcentret, en ny revi­deret jobplan. I den gamle stod, at akti­ve­ringen slut­tede 9. november, men i den nye stod, at den slutter en uge tidli­gere. Det er sikkert en fejl, men hvem ved. Jeg skal ikke beklage, at der er skåret syv dage af dette vanvid.

I dag var der en smule at lave. Der kom tøj retur fra vask, som blev lagt på plads. Desuden blev en enkelt akti­veret mand ekvi­peret. Alle skal have udle­veret en jakke, en T-shirt, en tykkere trøje, bukser og hand­sker. Senere kan de få regntøj og tykkere jakker alt efter vejret. De kan også få en vest eller en kasket og et bælte, hvis det er svært at holde bukserne oppe. Alt tøj er i neongule farver, signal­vær­dien er klar. Her kommer en arbejder, pas på!

En bil med bananer dukkede plud­se­ligt op, altså helt bogsta­ve­ligt. Rester fra DHL-stafetten blev læsset af. Nu har vi økolo­giske bananer og æbler i lange baner. Dog blev vi formanet om kun at måtte tage et styk.. Det er jo vigtigt med den der forma­ning, for vi kan sikkert finde på at nappe en hel klase. Ellers har jeg skrevet endnu en ansøg­ning i compu­ter­rummet. Nu er klokken 11.10. I går måtte vi først gå 11.56. Gad vide, hvornår vi må gå i dag?

Dag 20: Fredag den 29. august:

Dagen star­tede tidligt med at ringe til en køkken­leder angå­ende et job som køkke­nas­si­stent. Det var en skøn kvinde, som havde tippet mig. Desværre viste det sig, at man skal være uddannet indenfor køkken­om­rådet for at kunne bestride jobbet. Ærgerligt!

Tænk hvis vi alle er bedre til at være opmærk­somme og give tips til hinanden. Men ok, jeg holder et skarpt øje med alt indenfor mit eget fag. Jeg måtte cykle af sted uden jobhåb. Der stod et par kasser tøj, som skulle lægges på plads og lidt rengø­ring af container, det tager ingen tid. Der er stadig bananer fra i går, selvom et par af dem var smidt ud. Dem fiskede jeg op af skraldespanden.

Der er flere, som slutter i dag. Derfor serveres der både kager, småkager og choko­lade. Det er min fornem­melse, at folk er dybt taknem­me­lige over, at de endelig kan stoppe her. En arbejds­leder mente, at de søde sager blev sat frem i lutter taknem­me­lighed over det gode sted, de havde været…

Den lader vi lige stå to minutter.

I dag er der besøg af en biolog, som fortæller om den japanske pileurt. Derfor er de akti­ve­rede, som normalt arbejder om efter­mid­dagen, lige­ledes dukket op. På den måde kan vi alle sammen høre om den spæn­dende pileurt, mens vi spiser bananer, choko­lade og kage.

Ironi kan forekomme…

Dag 21: Mandag den 1. september:

Jeg ankom lidt efter kl. 8 og tog en kop te. Gik derefter ned i den tøjcon­tainer, hvor jeg som ’føl’ er ansvarlig for udde­ling af tøj, for at efterse, om der er tøj nok i de rele­vante stør­relser. I ren despe­ra­tion over at få tiden til at gå ryddede jeg op og fandt en del jakker i et hjørne. Fik dem lynet, kate­go­ri­seret og lagt på plads. Et toilet var stoppet, og derfor måtte kloak­ser­vice tilkaldes. De kom ret hurtigt – vi skal sørme kunne skide og tisse. En klam lorte­lugt lagde sig som en dyne over pladsen.

Derefter over­hørte jeg en del af en samtale mellem en af de akti­ve­rede og en fra kommunen. Han argu­men­te­rede imod arbejdet, fordi han fik ondt forskel­lige steder i kroppen af at fjerne denne her pileurt. Det blev til en meget lang samtale. Jeg hørte kun lidt af den, fordi jeg skulle hente en dymo til at printe skostør­relser med på tre par sko, som er leveret retur. Skoene genbruges, men en eller anden har fundet på, at der skal stå nummer på bagsiden af skoen. Så gik der tid med det..

Sad desuden i compu­ter­rummet for at finde diverse nye stil­linger, jeg kan søge. Fik en sms fra Jobindex om, at jeg er kontaktet via mit cv. Det viser sig, at en virk­somhed søger en med mine kompe­tencer. Derfor opfor­dres jeg til at søge, hvad jeg natur­ligvis gør. Jeg har altid prøvet at efter­leve de råd og mulig­heder, jeg har fået i forbin­delse med jobsøgning.

Dog har jeg fundet ud af, at jobkon­su­len­terne på stedet kun hjælper med lønt­ilskud­sjob. Hvad gavner det mig? Jeg står og skal sælge bolig. Derfor hjælper et job til 8.000 kroner udbe­talt ikke mig. Tænk, jeg kunne redde huset via et almin­de­ligt arbejde. Godt nok skulle jeg betale en del gæld af, men helt umuligt ville det ikke være.

Dag 22: Tirsdag den 2. september:

Vågnede meget tidligt og havde ondt i maven. Men solen skinner, og cykel­turen ud til Sluseholmen og Slusen gik fint. Der lå tøj, som skulle lægges på plads og senere endnu en bunke tøj, som var efter­ladt i rengø­rings­rummet. Alt blev lagt på plads, der er total orden i det depot.

I dag skulle en hånd­fuld nye menne­sker i tvangs­ak­ti­ve­ring. De ser undrende og måbende ud overfor det her. Kender en af dem og fortalte vedkom­mende, at det er en god ide at undgå pileurt­ar­bejdet. Det er både dårligt for ryg og lænd. Det er bedre at lave et gelænder, male eller noget andet.

De nye modtog tøj og sko, hvilket gav mig lidt arbejde. Sjovt så mange der bruger 36 i skostør­relse. Men her er også mange ikke dansk­fødte menne­sker, der taler virkelig dårligt dansk, og jeg forstår godt, de har det svært på arbejds­mar­kedet. Jeg talte med en ung mand, dansk­født, der kun har 9. klasse. Prøvede at over­be­vise ham om, at uddan­nelse er den eneste vej frem. Men han var forvirret over, hvad han skulle og havde ikke rigtigt nogen jobøn­sker. Han får det svært, hvis han ikke som minimum tager en faglig uddan­nelse eller en studentereksamen/HF.

Jeg sidder dog og tænker på, hvad jeg selv kan bruge flere år på univer­sitet, studen­terek­samen, en jour­na­listud­dan­nelse og et utal af kurser og efter­ud­dan­nelse til. Det hjælper åben­bart ikke en skid, når man som jeg er 50 år. Hvis jeg bare vidste, hvad der er så forfær­de­ligt galt med mig…

Min datter er på boli­gjagt. Hun fik tilbud fra KAB, dog sammen med andre og det er i Tingbjerg. Men det er trods alt posi­tivt. Jeg er helt sikker på, at hun nok skal finde noget at bo i. Med mig selv er jeg ander­ledes usikker. Måske skal jeg virkelig være rigtig hjemløs…

Dag 23: Onsdag den 3. september: 

En del menne­sker skulle have tøj og sko i dag. Det er lidt sjovt at se på folk og gætte, hvilke stør­relser de skal have. Især bukser kan være en smule svært at beregne. Sikke noget at gå op i.

Jeg ringede til min a-kasse for at høre, om det påvirker min arbejds­mar­ked­sy­delse, at jeg lejer et værelse ud. Nej, siger a-kassen. Det over­ra­sker mig. Men det vil altså sige, at jeg faktisk kan leje et kælder­væ­relse ud, uden det får konse­kvenser for min lille ydelse, der forsvinder i begyn­delsen af februar. Hvad så? Det er ufat­te­ligt svært at komme ind på arbejds­mar­kedet, når man ikke er der i forvejen.

Det er rigtigt, at der er kommet flere jobs, men jeg har ikke oplevet at blive indkaldt til samtaler, selvom jeg sender en del ansøg­ninger ud og reelt er ret kompe­tent til det, jeg søger. Men det virker umuligt at bryde isen, der er mange centi­meter tyk.

Hold kæft hvor jeg gerne vil se i en krystal­kugle. Kender jeg ikke en eller anden, der har synske evner og som kan fortælle mig en smule om, hvad jeg skal gøre?

Dag 24: Torsdag den 4. september:

Vi er nu tre, som skal tage os af tøjud­de­ling. Det betyder, at der ikke er ret meget at lave. Jeg lagde en del tøj på plads. Der blev også lavet lidt dymo til skoene, som skal have klæbet skostør­relsen bag på, så de er lette at finde. Man siger, her skal være op til 100 menne­sker i alt. Jeg tør ikke tænke på, hvad alle de menne­sker skal lave. I dag har vi snakket, jeg har set på jobop­slag og skrevet en mail til en arbejds­giver, hvor jeg var til samtale, der aldrig svarede opfølgende.

Nu har jeg sendt en mail, hvor jeg spørger, om det er det samme job, de slår op på ny, og hvorfor jeg aldrig fik en tilba­ge­mel­ding. Jeg spørger også om, det vil være dumt, hvis jeg søger igen. Jeg er ret spændt på svar.

Dag 25: Fredag den 5. september:

Nettet virkede ikke i dag. Noget af en bet for os der har tøjansvar, da der sådan set ikke er noget at lave.

Igen i en form for despe­ra­tion begyndte jeg at rydde op i skoene. Der blev sorteret i dem og nogle af dem kasseret. En af de akti­ve­rede sagde, at hun gerne ville have dem til menne­sker i Afrika. God ide. Nu bliver de genbrugt af menne­sker, hvor det ikke gør noget, at en sål er slidt lidt skævt. På mandag har jeg annon­ceret, at der skal gøres rent i hele tøjdepotet.

Der er stor util­fredshed blandt de akti­ve­rede over akti­ve­ringen. En mand kaldte området for ‘guljak­ke­lejren’ eller Gulag. En straf er det i hvert fald. Ingen ved sine fulde fem vil ønske at deltage i den her form for menings­løshed. Hvis der i det mindste var nogle jobkon­su­lenter, der gik op i at hjælpe den enkelte. Men de går kun op i praktik og lønt­ilskud. I går kom en af dem med en lønt­ilskud­s­stil­ling til mig. Jeg svarede: ”Hvad skal jeg bruge den til?” Jeg har brug for et rigtigt job med rigtig løn, hvis jeg skal blive boende.

Er det virkelig sådan, at jobkon­su­len­terne kun er ansat til at formidle praktik og lønt­ilskud? Det er jo gali­ma­tias. Talte med en anden jour­na­list, han gav op og vil prøve, om han kan leve af freelance. Det her cirkus gad han ikke.

Det gør jeg heller ikke. Vi står og glor som får og skal vente på at få lov til at gå hjem. Voksne menne­sker der står og glor og prøver at få tiden til at gå. Vi kunne skrive ansøg­ninger for fanden eller alt muligt andet. I stedet mener samfundet, at vi skal tildeles en straf, fordi vi er så dumme ikke at have fået et job. Det er vældig godt for selv­til­liden. Når det er slut, skal jeg aldrig nærme mig Amager Fælled igen. Og jeg hader neongult…

Dag 26: Mandag den 8. september:

En meget smuk og lun morgen med masser af trafik. Jeg tager toget til Enghave og cykler resten af vejen hen til Slusen 2, forbi Sluseholmen og en mindre bro. Den ligger bag ved Sjællandsbroen og er et lille paradis, hvor der hver dag står nogle fritids­fi­skere og drømmer om at få noget på krogen. Kontorfolk fra de nærlig­gende kontor­byg­ninger kommer også forbi og spiser deres frokost eller ryger en smøg med en formi­dabel udsigt ind mod København. Der ligger også flere husbåde i nærheden.

Her er ret stille og fred­fyldt trods en masse larm henne fra motor­broen. Der er også en del sejl­både og mange, der roer eller sopper rundt i en kano. Et yderst lækkert rekre­a­tivt område. I dag gik jeg hurtigt i gang med at gøre hylder rene. Det blev noget af et slæbe­ar­bejde og ret hårdt for ryggen. Men der var dæleme beskidt. I morgen tager vi gulvet. Der er jo ingen grund til at fyre al krudtet af på en gang.

Ellers bruger vi tid på at snakke, drikke te/kaffe, og når der er gjort rent i compu­ter­rummet, kan vi fordrive tiden der.

Dag 27: Tirsdag den 9. september:

I dag har det sørme regnet, første gang mens jeg har været her, at jeg har oplevet det. Det betød også, at en del af de akti­ve­rede måtte gå i hus, fordi der ikke er regntøj. Vi har regntøj, men det er ikke noget, folk modtager til at begynde med. De får udle­veret et par bukser, en T-shirt, en tykkere bluse, en jakke og et par hand­sker i skri­gende neongult. Det er vældig smart. Nogle får også en kasket, og andre vil gerne have strømper eller en hue. Hvis de ansatte ønsker termojakker, roder de selv på lageret for at finde en.

Vi har gjort rent i contai­neren i dag, fejet, støv­suget og vasket et meget snavset gulv og flyttet rundt på kasser med tøj. Kom ikke her og sig at vi ikke laver noget. I øvrigt får man også hoved­pine af at opholde sig længe i den container. Jeg fik at vide, at en tidli­gere akti­veret person har meldt sig syg med henvis­ning til, at hun blev syg af at opholde sig i contai­neren. Det betød, at perso­nalet borede et hul i enden af den for at skabe noget luftcir­ku­la­tion. Det virker ikke rigtigt efter min mening.

Sagen er også, at de ansatte skal åbne dør og vindue på fuld kraft hver morgen for at få luftet ud. Men det gør de slet ikke hver dag. Om morgenen gælder det om at få åbnet op, så der ikke stinker af helvede til. Der er masser af lugt i tøjet.

Dag 28: Onsdag den 10. september:

Overskyet til at starte med, siden brød solen dog igennem. Der skulle komme nye akti­ve­rede menne­sker i dag og få tøj, men de måtte først komme 12.30, for ellers kunne arbejds­le­deren ikke nå at spise frokost. Det betød, at der absolut intet var for os på depotet at lave. Normalt er der lidt at se til, når nye kommer og skal have tøj. Der stod vi tre damer og glanede.

Vi beslut­tede at gå en lang tur på fælleden, som er meget smuk mange steder. Den ene er uddannet blom­ster­binder, og hun fik samlet en flot vild buket ud af næsten ingen­ting. Jeg fik øjnene op for, hvor mange planter man kan lave en buket af. Ellers sad vi bare i compu­ter­rummet og drak mere te/kaffe. Hvor er jeg træt af den menings­løshed. Jeg spilder min tid hver dag og får slet ikke skrevet de ansøg­ninger, jeg burde.

Jeg plejer at sige, at der altid kommer noget godt ud af noget skidt, men lige med det her har jeg svært ved at se, hvad det gode er. Jeg tænker hele tiden på kommu­nens ord om, at akti­ve­ringen skal anspore mig. Jeg har aldrig følt mig så meget spyttet på som med dette.

Dag 29: Torsdag den 11. september:

I dag har jeg afva­sket to par sko og konsta­teret, at der skal bestilles lidt tøj. Det var det. Ellers har jeg fået skrevet en ansøg­ning, snakket en masse og disku­teret film, bøger og politik med mine to dejlige ‘kolleger’. Bortset fra det er der ikke sket en skid.

Egentlig har jeg mest af alt lyst til at komme hjem og få ordnet nogle huller i en væg i kælderen.

Dag 30: Fredag den 12. september:

Hip hip hurra for fagfor­e­ningen 3F!

Da jeg ankom i dag, blev jeg mødt af en af de akti­ve­rede, som sagde ’fri’. Jeg troede kun, det gjaldt ham og cyklede ind på selve området, hvor jeg traf en anden, som bekræf­tede, vi alle havde fri. Hun fortalte, at der var ballade. 3F er vrede over det arbejde, som vi tvangs­ak­ti­ve­rede laver. Vi tager arbejdet fra deres medlemmer. Antallet af folk fra 3F, der arbejder i området, er dykket kraf­tigt, efter at de tvangs­ak­ti­ve­rede er kommet på Amager Fælled, sagde hun.

Nu skal der være møde mellem 3F og kommunen, fik jeg at vide. Det er på tide, at 3F er vågnet op. Jeg gik en tur i området forleden og kunne se, at pileurten er kommet op de steder, hvor den ved hånd­kraft er hevet op. Den skal hånd­teres profes­sio­nelt for pokker. Jeg fatter ikke, at Socialdemokratiet vil udsætte egne medbor­gere for social dumping. Vi går og laver arbejde, virk­som­heder kan udføre med medar­bej­dere på overenskomst­mæssig løn. Det er jo konkur­ren­ce­forvri­dende og forned­rende for os, der gør det.

Dag 31: Mandag den 15. september:

Endnu et møde i a-kassen, derfor ingen tvangs­ak­ti­ve­ring i dag. Havde faktisk glemt alt om det. Men det har jeg ikke mere. Mødet i a-kassen var næsten lige så depri­me­rende som akti­ve­ringen. Jeg har hørt det hele utal­lige gange. Intet nyt under solen. Men altid godt at møde nye menne­sker og gamle ansigter.

Dog er det er lige så trivielt at høre på snakken i a-kassen, som eksem­pelvis at læse om de borger­liges angreb på de arbejds­løse, at det er deres egen skyld. Nå ja, tag S og SF med, de mener jo det samme. De arbejds­løse er dumme, dovne, udue­lige, ukreative.

Jeg orker ikke at høre på mere!

Dag 32: Tirsdag den 16. september:

Det viser sig, at foran­drin­gerne her på pladsen først sker efter nytår. Der skal, så vidt jeg forstår, skæres ned på antallet af nytte­pladser i kommunen, men desværre er det ikke noget, der ‘rammer’ mig. Alt forsætter sin vante gang. Det vil sige, at jeg har vasket to par sko af og givet en jakke til en mand. Nogle er i gang med at udføre repa­ra­tioner på vores tøjcon­tainer og de nye, som kom i dag, skal vist først have tøj i morgen.

Dertil må lægges, at jeg er træt som et ondt år. Sov meget lidt i nat på grund af afte­nens strøms­vigt og tanken om en stor ekstra­reg­ning til elek­triker. Jeg håber mere og mere, at der hurtigt dukker en køber op til min bolig, så jeg ved, hvor jeg står og måske kan begynde at plan­lægge bare en smule ud i fremtiden.

Det er ekstremt stres­sende konstant at være under pres, men jeg klarer det da ok. Faktisk burde enhver arbejds­giver stå på nakken af hinanden for at ansætte en person som mig, der virkelig har vist, at jeg mestrer at være i konstant pres. Men sådan tænker de åben­bart ikke.

Venter blot på at vi kan gå, for jeg har et hav af opgaver, når jeg kommer hjem. Sig ej at jeg er en forkælet velfærds­dan­sker, hvis største problem er, hvor efter­års­fe­rien skal gå hen. Jeg har i øvrigt ikke ferie og ikke haft det i umin­de­lige tider…

Dag 33: Onsdag den 17. september:

I dag skete noget uventet. Først skulle nogle have tøj, men en del af det lå ikke på rette plads. Lidt mystisk, men vi fandt ud af, at nogle går og henter tøj selv. Lidt irri­te­rende at blive irri­teret over det. Gider ikke lege poli­ti­be­tjent, men gider heller ikke rod. Flere af de ansatte har leget med vores tøjcon­tainer for at få den til at stå mere lige. Det betød, at en del jord foran var fjernet og gjorde det svært at komme op i den. Jeg fore­slog at få smidt noget jord uden for. Jeg og en anden gik i gang med skovl.

En af arbejds­le­derne lyste helt op over vores initi­ativ, og vi måtte endda køre med grav­koen. En skam jeg ikke havde sikker­hedssko på og kunne køre den, men det må da snart prøves. Vi fik også gang i en udglat­ter­ma­skine, der stamper jorden meget fast. Den ryster og larmer ad helvede til, så vi måtte have ørepropper i ørerne..

Dag 34: Torsdag den 18. september:

Sidste dag før weekenden – der er lukket i morgen, perso­nalet skal et eller andet. Gud ske tak og lov. I dag lavede vi damer, der er depot­be­sty­rere, to opslag, der fortæller de akti­ve­rede, hvilket tøj de får udle­veret, og at de skal henvende sig til os eller arbejds­le­derne, hvis de skal have nyt tøj. Det morede vi os en del over. En af os, ikke mig, fandt på dette fængende slogan:

”Scorer du ikke kassen, må du gå i Yellow Fashion!”

Vi er godt trætte af neongult arbejdstøj…

Jeg fandt ud af, at 3F og deres Fagbladet har et tema om nyttejob. Her kan man bl.a. læse om store forskelle i ‘time­lønnen’ for de akti­ve­rede. I nogle kommuner skal folk 37 timer i nyttejob.

Dag 35: Fredag den 19. september:

Dagen bruges heldigvis hjemme og ikke på Amager!

Solen skinner, og naboen larmer med et eller andet nyt bygge­pro­jekt, mens nabo­erne i mit hus sidder i haven og snakker. Dejligt endelig at have lidt fri ovenpå en hæsblæ­sende tid med klar­gø­ring i forhold til hussalg. Jeg drømmer om at finde et lille nyt sted for mig selv helst uden for København med mulighed for at dyrke lidt planter. Og med mulighed for at rejse.

Jeg trænger meget til at se noget mere af verden. Jeg drømmer om at rejse Europa tyndt og lære de lande at kende, jeg aldrig har besøgt. Og at min datter kan flytte trygt hjem­mefra snart. Hun har forskel­lige tilbud på hånden.

Dag 36: Mandag den 22. september:

Det er blevet ret koldt, og derfor må jeg i morgen få rede på, hvor mange vinter­jakker eller stormjakker, som de kaldes, vi har. Det er spæn­dende at se, om der er jakker nok.

Hvad skal folk lave hen over vinteren? De skal vel ikke hive pileurt op? Man maler jo ikke om vinteren. Der kan samles affald sammen, men ud over det? Hvad sker der mon på det felt?

Jeg har smidt tøj til vask i dag, udle­veret en del tøj og frosset så meget, at jeg måtte tage en af de neongule trøjer på. Det bekommer mig ikke vel, men jeg vil heller ikke fryse.

Jeg er heldigvis igennem lidt over halv­delen af dagene herude. Man bliver så ligeglad med det, men ikke med at stå op til noget fuld­kommen nytteløst.

Dag 37: Tirsdag den 23. september:

Koldt var det til morgen. Jeg må huske de hand­sker, når jeg cykler fra Enghave ud til Slusen. Dagen bød på optæl­ling af stormjakker. Disse termoforede neongule jakker, der får en til at ligne en klump uden former, men varme er de. Jeg fik også renset nogle sikker­hedssko for snavs, drukket en del te og snakket.

Jeg nåede også at få hældt te ned over mig. Nogle af folkene herude er triste, andre ligeg­lade og andre igen aggres­sive. Vi er et bundt meget forskel­lige menne­sker med vidt forskel­lige baggrunde, uddan­nelser og kultur. Forleden, da jeg var i a-kassen, opnåede mine to tøjfæller at indgå i et verbalt slagsmål med en yngre mand. Han havde sat sig i compu­ter­rummet med kaffe og lignede en, der ikke ville forstyrres. De to gik alli­gevel ind i rummet og talte sammen, men det skulle de ikke have gjort. Han skældte dem ud for at forstyrre ham.

På et tids­punkt følte de sig truet. En sjov omgang var det ikke, og han fik efter­føl­gende forbud mod at vise sig ved motor­banen igen. I dag sad jeg på bænken uden for huset og talte med mine to søde contai­n­er­kol­leger, da det var ved at være tid til at gå. En mand overfor mig begyndte i en aggressiv tone at sige til mig, at jeg skulle tage min kop med ud, ikke lade den stå på bordet. Han skub­bede til den, så der flød te ud og ned i mellem­rum­mene på bord­pladen, hvilket gav mig et te-varmt lår.

Jeg sagde ham min ufor­be­holdne mening. Det blev en smule ubeha­ge­ligt, især tonen. Nå pyt, ingen synes jo, det er fedt. Desuden ved jeg med mig selv, at jeg har vasket mange kopper af helt frivil­ligt. En anden mand hidsede sig også op. Han havde været her før, fået en måneds arbejde, men er nu beor­dret tilbage i nye 13 uger. Sådan er reglerne.

”Det kan ikke betale sig at arbejde,” råbte han.

Vi fandt ud af, at sørger man for at infor­mere medar­bej­derne fra Jobcentret rigtigt, kan man undgå den slags. Men det vidste manden ikke. Jeg har i dag også hørt, at der skal spares 50 mio. kr. i den afde­ling i kommunen, Center for Afklaring og Beskæftigelse, der har med det her område at gøre.

Det var lige før, vi ønskede, at nogle af medar­bej­derne som straf prøver en omgang nyttei­dioti. Det skulle jo være så ansporende….

Dag 38: Onsdag den 24. september:

Nogen af arbejds­le­derne har ryddet op i sko og tøj. Det betød, at en del skulle sorteres og smides til vask. Så gik der tid med det. Ydermere har vi fået en ekstra kvinde med på holdet – hun er gravid i uge 26 med plukveer. De gravide skal også udføre nytte­ak­ti­ve­ring. Her slipper ingen, med mindre man er syg.

Jeg har også oplevet, at vi har haft en mindre gnid­ning blandt os contai­n­er­kvinder. Men jeg tror, den er over­vundet. Det er nemt at blive irri­teret og sure på hinanden, når man er et sted, som ingen mening giver. Ord kan være virkelig irri­te­rende og fortolkes forkert. Heldigvis er her lukket i morgen. Det vil sige, jeg kan sove længere end til kl. 06 og selv bestemme, hvad jeg skal lave i morgen. Jeg ved, at jeg i hvert fald skal skrive nogle ansøg­ninger, fordi jeg er bagud.

Sikke foran­dringer der vil ske de næste par måneder. Det er jule­aften om præcist tre måneder, og det bliver den sidste jule­aften i huset. Min datter flytter på søndag, og for første gang i mit liv skal jeg bo alene.

Dag 39. Torsdag den 25. september:

I dag skinner solen, og jeg er ikke på Amager. Heldigvis. Vi har fri i dag, fordi perso­nalet tilsy­ne­la­dende skal holde møde. Det har betydet, at jeg kunne sove længe i dag, hvilket jeg og min krop trængte en del til. Selvom det er svært at sove. Jeg sover slet ikke som i gamle dage. Vågner hver nat en eller to gange og kan have store problemer med at sove igen. Min hjerne kører uafbrudt og vender og drejer krisen.

Hvor kunne jeg godt tænke mig at sige, nu gider jeg ikke mere beskæf­tige mig med krise. Jeg ved ikke, om man kan beslutte sig til det? Jeg tror på, at man i det store og hele kan, hvad man vil. Alligevel må jeg erkende, at der er alt for meget, jeg ikke kan af den ene eller anden årsag.

Skam og skyld er virkelig ord, der optager mig. Og ansvar. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for ikke hele tiden at slå mig selv med skam og skyld over min elen­dige situ­a­tion. Måske skal jeg også se den som en mulighed for at skifte spor. Ingen vil ansætte mig til det, jeg kan og er uddannet som. Men jeg kan skrive – det er et godt våben at have. Jeg har lige læst Yahya Hassans digtsam­ling, og den er dybt inspi­re­rende. Ingen har fortalt ham, at han kan skrive, men det gør han virkelig godt.

Vi har alle et talent.

Dag 40: Fredag den 26. september:

I går ringede en sød kvinde fra kommunen og fortalte, at der var fri i dag. Altså lukket. Jeg tager hatten af for, at man ringer til folk, så de ikke møder op forgæves. Jeg faldt over en beskri­velse af akti­ve­ring i Frederiksberg Kommune. Jeg troede, at rege­ringen ville afskaffe meningsløs akti­ve­ring. Men nej, man har faktisk gjort en hel del for at tilføje mere af den slags.

Jeg har endda noteret, at den nye radi­kale leder ønsker, at nytil­komne til landet skal udsættes for nytteaktivering!

Er Danmark blevet et sygt land?

Dag 41: Mandag den 29. september:

Jeg blev noget forbavset, da jeg her til morgen stod af toget ved Enghave. Der var tåget, men ikke i Vanløse ti minutter før. Normalt kan jeg fra broen se ind til København, i dag kunne jeg se højst 50 meter frem. Utroligt med så store vejr­for­skelle på kort afstand.

To kolleger, hvis jeg kan kalde dem det, er heldigvis holdt op. En fordi hun har fået noget vikar­ar­bejde, og en anden fordi hun har fundet et fast vika­riat indenfor hendes fagud­dan­nelse. Det er rigtig godt for dem, men lidt trist at miste så skønne menne­sker. Heldigvis har jeg dem på min Facebook-liste. Vi har fået en ny kollega på vores tøjhold, en gravid kvinde. I dag satte vi hende ind i absurditeterne.

”Der er jo kun til et kvar­ters arbejde,” sagde hun.

Det er sandt – for det meste. Vi lagde lidt tøj på plads og et par sko. Vi talte en del om, hvor nogle gummi­støvler skal være og om nogle kasser, der var kommet. De viste sig dog ikke at tilhøre os. Vi gik også en tur i området og undrede os igen over, hvad denne akti­ve­ring skal gøre af godt for os. Alle er enige om, at det er blevet sværere at få ordentlig tid til at skrive ansøg­ninger og være opsøgende.

Jeg har nu fire uger og fire dage tilbage. Jeg er ikke kommet et skridt nærmere et job, tvær­timod. For mig handler det om at holde modet oppe og ikke miste hele min tillid og tro på mig selv. Jeg har fået endnu en fysisk skavank, som jeg direkte kan rela­tere til denne umulige arbejds­løs­heds­si­tu­a­tion. I det lange løb bliver det rigtig dyrt, at så mange menne­sker er sat udenfor det gode selskab.

Jeg forstår ikke, samfundet har råd.

Dag 42: Tirsdag den 30. september:

Den gode nyhed er, at vi har fri på fredag. Motorbanen, som stedet kaldes, holder igen lukket. Hvorfor ved jeg ikke, har ikke spurgt. Men over­hørte en samtale mellem en af arbejds­le­derne og en akti­veret om, at stedet her måske skal lukke helt. Det var ærger­ligt, mente arbejds­le­deren, når der nu er sket så meget herude.

Hmm, sket meget herude? I går gik jeg forbi et af de områder, hvor der er hevet japansk pileurt op. Svært at se at der var fjernet en masse af de planter, som voksede i hele området. Men jeg forstår, det handler om at stresse plan­terne. De så nu ikke ud til at være spor stres­sede. Det er nok mere os akti­ve­rede, der er det.

I dag kom der nye folk og som de fleste andre, gloede de vantro, flere grinede og andre bekla­gede sig. Der opstår alt fra resig­na­tion til despe­ra­tion over at se frem til 13 uger her. Derfor prøver folk alt muligt for at slippe. Nogle synes, det er fint at tage fire ugers praktik i Fakta, mens andre er glade for et lønt­ilskud­sjob. Eller bare et vika­riat. Det forstår jeg godt, men jeg har valgt ikke at søge lønt­ilskud, fordi det ikke hjælper mig. Helt sandt er det ikke, da jeg har søgt nogle af de stillinger.

I det offent­lige giver lønt­ilskud ikke varigt job, og det er svært at finde noget i det private. Man skal også huske, at man ikke får talt timer med, sådan at man kan begynde at genop­tjene til dagpenge. Her er ærlig talt meget trist i dag. Det er over­skyet og drypper fra himlen. Stedet bliver utro­ligt uchar­me­rende, når solen ikke skinner.

Hvad har jeg lavet? Meget lidt. Lagt noget tøj på plads, fundet tøj til et par akti­ve­rede og fejet i contai­neren. Ellers har jeg siddet og printet jobs ud, som jeg kan søge.

I dag er der virkelig brug for ja-hatten….

Dag 43: Onsdag den 1. oktober:

Da jeg cyklede af sted i dag, regnede det. Dog ikke vild regn, mere konstant småregn. Det samme var tilfældet ved Enghave, men jeg mødte natur­ligvis frem – med småvåde lår og hår.

Regnen tog dog til, og der begyndte at samle sig pytter i gruset uden for contai­ner­hu­sene. De fleste søgte ly i den såkaldte frokost­stue, mens enkelte stod udenfor med kaffe og nogle med en smøg. Der herskede en trist opgi­vende stem­ning over tableauet. Både omgi­velser og menne­sker så fortabte ud. Den tilfor­la­de­lighed, som solen ellers har givet stedet, forsvinder fuld­kommen i regn og grå toner på himlen.

Jeg kom dog hurtigt i aktion, da nogle akti­ve­rede skulle have udskiftet både tøj og sko. Vi stod der klemt sammen i den smalle container med små vand­pytter, der samlede sig omkring vores fødder. Jeg har forstået, at de folk, der er i akti­ve­ring på bmx-banen, har ander­ledes forhold end os på motor­banen. Måske derfor ople­vede jeg en af de nytil­komne stå i under­hy­lere for at afprøve bukser i tøjcon­tai­neren. Det er sgu ydmy­gende. Jeg talte også med en kvinde, en af dem som udfører beskæ­rings­ar­bejde ude omkring i landskabet.

”Ja, det gælder om at holde sig. Vi har ingen tisse­pauser, for vi har ingen steder at tisse,” forkla­rede hun.

Jeg gad godt se de mange tusind danskere, der har en eller anden form for konto­r­ar­bejde, arbejde under forhold, hvor de ikke kan tisse, med mindre de sætter sig under en busk.

Fordi det regnede så meget, kom folk ikke ud, men satte sig inden døre og snak­kede. Der blev drukket kaffe og te og talt om, hvor­vidt vi ville blive sendt hjem.

Det gennem­gå­ende emne var natur­ligvis menings­løs­heden med denne akti­ve­ring. En kalder det for afso­ning, jeg sammen­ligner det med samfund­stje­neste, uden at der ligger en kriminel hand­ling bag. Men som en sagde, betragter nogen os jo alli­gevel som småkri­mi­nelle, siden vi ikke kan skaffe os et job. Kort tid efter dukkede en af arbejds­le­derne op og meddelte, at vi blev sendt hjem på grund af vejrlig.

”Det er I jo nok kede af,” lo han.

Dag 44: Torsdag den 2. oktober:

Det virkede lunt i dag. Havde taget den uldne efter­års­frakke på, men det var nærmest for varmt. Udsigten fra broen ind mod København var også diset. Der var en lidt feset stem­ning over vejret i dag.

Til gengæld er der ikke noget feset ved den tand­pine, jeg har fået. I går begyndte det at gøre ondt i en tand i under­munden, og er der noget, jeg frygter, er det lommes­merter i forbin­delse med tand­læge. Jeg har ikke haft råd til ret meget tand­læ­ge­ar­bejde i de sidste to-tre år. Derfor frygter jeg en tur i tand­læ­ge­stolen i efter­middag. Jeg må sluge en del piller lige nu, for tand­pine gør pokkers ondt. Frygter det værste og håber det bedste.

Jeg har lagt noget tøj på plads i dag og ikke mindst vasket tøj. Når man sidder her i compu­ter­rummet, kan man mærke og høre vaske­ma­skinen centri­fu­gere. Alt ryster, men ok så ved jeg da, hvornår den er færdig. Der kom en ny kvinde i dag, som gloede og så utilpas ud ved det hele. Hun ville helst ikke i det neongule tøj, men kunne ikke slippe. Hun havde taget et kamera med for at doku­men­tere stedet.

Hun blev henvist til arbejde på stranden, eller nede ved havnen kan man nærmere sige, det er. Men hverken hun eller arbejds­le­deren kunne finde folkene, og derfor kom hun tilbage og gik i stedet i gang med noget maler­ar­bejde. Men også det måtte hun stoppe med af fysiske årsager. Hun konsta­te­rede med et frygt­somt blik i øjnene:

”Ja, det er ikke fordi, jeg ikke vil arbejde, men det gør ondt i kroppen.”

Sådan er det, når man er arbejdsløs. Man bliver helt sikkert mistænkt for ikke at gide og må hellere hurtigt komme med en forkla­ring. Hvor har jeg set og hørt det mange gange. Alle disse forkla­ringer og undskyld­ninger man kommer med, for folk skal jo ikke tro, at man ikke vil eller er doven.

Dag 45: Fredag den 3. oktober:

Aktiveringsstedet er lukket i dag, hvorfor ved jeg ikke. Jeg gætter på, at der er planer om at lukke stedet. Der går rygter om det. Personalet har nok brug for at tale om en even­tuel nedlæg­gelse. Arkiveringsområdet er delt i to områder på Slusen 2. Når man drejer ind fra Artillerivej, er det første man møder på sin højre hånd en bmx-bane. Hvem den drives af, ved jeg ikke. Dog tror jeg, det er Københavns Kommune. Men det er de tvangs­ak­ti­ve­rede, som vedli­ge­holder området. Jeg møder nogle gange folk derfra, og de giver udtryk for, at der er tale om hårdt arbejde, og at deres faci­li­teter er dårlige.

Fortsætter man lige ud på området i stedet for at gå til højre, kommer man til motor­banen, hvor vi andre holder til. Det er et område, hvor man kan køre moto­cross. Her er smidt nogle contai­nere ud i land­skabet, hvor der er tøjde­potet, som jeg nu er bestyrer af. Der er også contai­nere til maskiner, værktøj, et smede­værk­sted, compu­terrum, rum til arbejds­le­derne og en frokost­stue med et mindre tilhø­rende køkken.

Meningen er, at de akti­ve­rede skal holde området selv, male, gøre rent og den slags. Det gør nogle, andre tager ud og samler affald, beskærer eller hiver japansk pileurt op. Nogle slår også græs. Vi kommer enten kl. 08 eller 11.30, alt efter hvilket hold man er på. Hørte i går om to der blev trukket i ydelse. Den ene fordi hun ikke var mødt op til intro­møde i Vasbygade, hvor de akti­ve­rede skal møde første gang. Ellers var hun kommet hver dag. Den anden fordi han kom 8.30-9.00 hver morgen. Om de havde fået advarsler, ved jeg ikke, men det siges, at kvinden opda­gede straffen ved denne måneds udbe­ta­ling af arbejds­mar­ked­sy­delse. Hun græd.

Holder man ferie, tillægges de dage ens akti­ve­ring. Er man syg, vurderes det i hvert enkelt tilfælde, om der skal lægges dage til. Man får cirka 10.000 kr. før skat i ydelse. Er man forsørger, får man ca. 13.000 kr. før skat. Meningen er, at man skal yde noget for de penge, man får, og at det skal anspore en til at få et job.

Dag 46: Mandag den 6. oktober:

I dag er der tre uger og fire dage tilbage. Det vil sige, at jeg kan se en ende på det, og at jeg ved udgangen af oktober er fri og ikke mere skal ud og være i denne menings­løse og perspek­tiv­løse aktivering.

Det var svært at komme op i dag. For en gangs skyld sov jeg godt og var midt inde i en spæn­dende drøm, da mobil­uret ringede. Jeg går tidligt i seng, meget tidli­gere end jeg før har haft for vane. Jeg er B-menneske, men alderen tynger også en smule. Jeg kan ikke bare gå sent i seng og stå tidligt op.

Himlen var grå over Slusen 2 i dag og stem­ningen mat. Det er ikke sådan, at folk sidder i frokost­stuen eller står ude på pladsen, griner, smiler og ligner menne­sker fyldt op med ny energi. Der hviler en opgi­vende stem­ning over det hele. Personalet især arbejds­le­derne forsøger med den opti­mi­stiske tone, men den falder som regel til jorden. Projektet virker som en døds­sejler, hvor det kun er et spørgsmål om tid, før skroget har taget så meget vand ind, at det synker.

I dag lagde jeg tøj sammen. Nogle siger, at det er grønt, men jeg vil altså påstå, det er neongult. Jeg satte vasketøj over. To maskiner men midt under den anden vask, opda­gede jeg, at der ikke kom noget vand ud af hanerne. Jeg gloede på maskinen og forstod, at den heller ikke tog vand ind, og der er jo ikke meget sjov ved en tørvask.

Jeg meddelte det til en arbejds­leder, der sad for sig selv i deres rum og netop havde afsluttet en frokost. Jeg så ham lidt tidli­gere komme med et stykke hvidt papir med gummi­bånd omkring. Det lignede en købt madpakke. Resterne lå på bordet, da jeg kiggede ind til ham. Han sprang op og så forvirret ud, men konsta­te­rede, at der heller ikke var vand i hanerne i hans container. Jeg måtte stoppe maskinen. Bagefter sad jeg lidt for mig selv på et mindre område bag ved frokost­stuen, hvor der er en bænk. Der sad jeg og filo­so­fe­rede over stedet og læste lidt i min Wallander krimi.

Jeg glæder mig faktisk til at kunne få solgt huset, selvom jeg ikke har nogen anelse om, hvor jeg skal bo. Flere har spurgt mig om det, men hvor skulle jeg vide det fra? Jeg kan ikke begynde at lede efter noget, før der er solgt. Det ville da være helt ånds­svagt. Jeg ved bare, at jeg glæder mig til, at dette er over­stået, at hytten bliver solgt, så jeg kan begynde at se lidt fremad. Jeg har ingen tro på, at tingene bliver bedre for menne­sker i akti­ve­ring. Det virker som om, en masse poli­ti­kere mener, at man skal yde noget for at kunne få noget. Jo da, men når der ikke er mening i tingene, bliver det vanvit­tigt demotiverende.

Det er lidt lige som menne­sker, der mener, at en røvfuld er god børne­op­dra­gelse. Det er samme princip. 

Dag 47: Tirsdag den 7. oktober:

Kulden bider i dag, og det blæser en halv pelikan. Jeg har tilbragt en stor del af min tid i tøjcon­tai­neren, for folk har hele tiden brug for nyt tøj eller de her stormjakker, der går helt ned om rumpen. Også i dag har jeg gjort en af arbejds­le­derne opmærksom på, at der mangler stormjakker. En af dem har lovet at køre ud og se efter flere. Folk fryser.

Jeg fik lidt ros i dag. Som tidli­gere skrevet er vi to hold, en på bmx-banen og en på mort­or­banen. Dem fra bmx skal selv sørge for tøj, men da deres tøjud­deler kom, var jeg der alli­gevel i contai­neren. Tøjuddeleren sagde:

”Jeg føler mig mere tryg, når du er her Anne.”

Det var sødt sagt. Hun mente, at jeg virker til at have forstand på, hvad det er for tøj, folk skal have og i hvilke stør­relser. Jeg kan skrive på mit CV: ”God til at spotte menne­skers tøjstør­relser.” Måske skulle jeg gå rundt med en vægt og begynde at vædde med folk om hvor meget, de vejer?

Der kom også nye folk i dag. De fik et oplæg af en af arbejds­le­derne og en rund­vis­ning. Man kan hurtigt spotte magtes­løs­heden og tomheden. En af dem var vred og ville tale med en af de ansatte.

Hvad koster det ikke at tage herud?” spurgte hun arrigt. 

Det ligger i zone 3. Det kan ikke være rigtigt.”

Det kan det jo desværre. Jeg vil ikke tænke på, hvor mange penge jeg har brugt på trans­port. Det er vanvit­tigt, at menne­sker som jeg, skal bruge så stor del af vores spar­somme ydelse på trans­port. Det er ikke alle, der kan cykle eller har bil. Det er yder­li­gere at pisse på folk efter min mening.

En af tørklæ­de­kvin­derne har fået mere rengø­rings­ar­bejde. Hun arbejder to timer hver dag og skulle i starten være her alle dage, men det fik hun lavet om, sådan at hun kun skal være her mandag og tirsdag. Nu slipper hun helt efter at have fået to timers daglig rengø­ring i en børne­have. Hun var lykkelig. Vi er ret opdelte. Alle der gør rent – stort set – har tørklæder på. De holder sig lidt for sig selv, og flere af dem taler dårligt dansk. Men jeg prøver at tale med alle, og folk ved efter­hånden, hvem jeg er. De, som er ude i land­skabet, er ret blan­dede både indfødte danskere og ikke indfødte.

Her er mange natio­na­li­teter. Jeg har mødt itali­enske, polske, gambi­anske, paki­stanske, bang­la­des­hiske, norske, tyrkiske og iranske menne­sker. Tænk hvis man kunne fortælle deres histo­rier. Hvorfor render de rundt her? Hvad er deres skæbne? Vi har alle en historie at fortælle som min tvangs­ak­ti­ve­rings­hi­storie. Alle menne­sker er noget værd.

Dag 48: Onsdag den 8. oktober:

Det er sjæl­dent, jeg ser solen stå op. Men i dag gjorde jeg, da jeg stod på broen ved Enghave Station. Der hang den som en orange kugle i hori­sonten og sendte sit matte skær ud over byen. Det var smukt. Cykelturen foregik i en pæn modvind, men beløn­ningen er at komme til den lille bro, der forbinder Amager med Sjælland. Her står tiden stille med husbåde, rødma­lede skure, lystbåde og et lille bådværft, hvor det ser ud til, at man er i gang med at bygge en husbåd.

To gange har jeg set en lille hvid kanin løbe rundt her. En gang var jeg ved at køre den over, da den plud­se­ligt dukkede op under en bil. Vi gloede på hinanden, og så løb den videre.

Jeg nåede pladsen tidligt, men opda­gede, at uret i stem­pel­ma­skinen ikke passede. Men pyt, jeg kom jo frem og hurtigt i gang med arbejdet. Nytilkomne skulle betjenes. Jeg var især stolt af at kunne regne ud, hvad en mand havde i bukse­stør­relse. Jakken var i XL, og det er jo lidt delikat at tale om stør­relse rundt om maven. Men jeg valgte stør­relse 104 med klap, og det viste sig at passe perfekt. Han var imponeret.

Han fortalte mig, at han kun fik 5.000 kr. udbe­talt på sin ydelse grundet noget gæld til Skat. Jeg fore­slog ham at søge job som pæda­gog­med­hjælper. Det viste sig, at han ikke helt vidste, hvad det job går ud på. Jeg håber at have givet ham inspira­tion til en ny jobsøg­ning. Der kom også totalt styr på skoene i dag med skokas­serne i rigtig række­følge. Konstaterede, at der kun er et par sko i stør­relse 43 og 44. Det går ikke og det er natur­ligvis kommu­ni­keret videre til en af arbejds­le­derne. Plus at der mangler nogle jakker og T-shirt i bestemte stør­relser. Man skal jo have tiden til at gå med noget.

Heldigvis er nettet oppe igen, da jeg blev færdig og parat til at sætte mig ind i compu­ter­rummet. Vi sad tre i alt og talte sammen. Det kom der to venne­an­mod­ninger på Facebook ud af og et tip til en anden, hvor han måske kan søge efter noget plade­pro­du­cer­ar­bejde. Sådan en snak giver 100 gange mere mening end at stå og rydde op i et skoskab.

Derefter kom rygtet: Fri i morgen. Det passede! Nu håber vi alle bare på, at en sød dame fra kommunen ringer i morgen og siger fri på fredag.

Dag 49: Torsdag den 9. oktober:

Dagen tilbringes derfor ikke på Amager. Desværre har ingen ringet og sagt, at der også er fri i morgen. I går var en lettel­sens dag og befri­ende at vide, at jeg ikke skulle derud i dag. Alt gik på en mere glidende måde. Presset lettede.

Det er under­ligt at befinde sig i land­skabet af grus, neongult arbejd­støj og contai­nere i army­grønt. Når solen skinner, ser der tilfor­la­de­ligt ud, men når det er gråt, titter tritessen tyde­ligt frem. På en måde kan man sige, at alle de menne­sker, der går ud derude, er en slags affald. Først har de haft et arbejde, så er de ledige, derefter er de kommet på dagpenge og siden over på arbejdsmarkedsydelse.

Det er noget af en social og menne­skelig deroute. Jeg kan ikke forstå, at nogen kan tro, at menne­sker hellere vil modtage dagpenge eller ydelser i stedet for at arbejde, bruge sig selv og tjene egne penge. Det er mig ubegri­be­ligt. Det er måske heller ikke det, det handler om. Jeg tror, det handler om straf, straf for ikke i tide at have sikret sig indkomst. På et tids­punkt skrev en til mig, at kan man ikke skaffe sig et job i løbet at to år, er noget galt med en. Måske er man syg?

Samfundet tillægger det enkelte menneske et kolos­salt person­ligt ansvar, og kan man ikke leve op til normerne, skal man straffes. Det hedder rettig­heder og pligter. Måske er sagen bare, at der er krise, og der mangler jobs?

Dag 50: Fredag den 10. oktober:

15 dage tilbage. Eller faktisk er det kun 14 dage, idet jeg skal til en under­sø­gelse på tirsdag i næste uge. Nu kan jeg se en ende på det.

Solen stod igen op i sit orange skær over København. Der hvilede en blid stem­ning over byen i dag. Alt gik glat og gnid­nings­løst i trafikken. Selvom jeg griner hver gang, jeg cykler forbi First Hotel Copenhagen, der har nogle store rekla­meskilte hængt op. De lokker med roman­tisk weekend. Jeg ved ikke, hvor roman­tisk en weekend kan blive med udsigt til de enorme rækker af fræsende biler, der skal hen over Sjællandsbroen og videre til motor­vejs­sy­stemet. Jeg ville måske henlægge en roman­tisk weekend et andet sted.

Ellers har jeg haft nok at se til. Dels med at rydde yder­li­gere op på tøjla­geret og dels med at lægge en del tøj på plads. Efter min anmod­ning er der kommet stormjakker og sko. Alt det skulle på plads, og papkasser skæres over. Herude smider man pappet ud, det sorteres ikke, som ellers alle andre gør. Det undrer mig en smule, for der er vældig meget pap. Men jeg har ikke spurgt hvorfor. Jeg er jo bare en akti­veret, men fik tak i dag for min indsats af en arbejds­leder – det luner. For lige igen at under­strege det: Jeg har intet imod perso­nalet herude! De er gene­relt flinke og imødekommende.

Jeg kan fornemme, at nogle grupper efter­hånden har det fint sammen. Der er en maler­gruppe, som tilbragte et stykke tid i compu­ter­rummet, og der lød høje latter­brøl derinde fra. Hvorfor fanden ikke grine, det er så kede­ligt at græde.

Fik i øvrigt også givet et par fif til en mands CV. Heldigvis er der også tid til at hjælpe hinanden, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi i stedet for alt det her nytte­ar­bejde kunne hjælpe og netværke med hinanden. Når vi gør det, sker det jo på trods.

Jeg må lige tilføje, at i dag har vores område, nyttejob, fået ny mini­ster. Mette Frederiksen er blevet justits­mi­ni­ster efter Karen Hækkerup, der skal være direktør i Landbrug og Fødevarer. Partifællen Henrik Dam Kristensen er ny beskæftigelsesminister.

Frederiksen er jo opfin­deren af nyttejob, og jeg glemmer aldrig hendes vanvit­tige forsvar for det og for den nedsatte kontant­hjælp til unge under 30 i Deadline overfor Martin Krasnik. Det var så pinligt, især af en såkaldt soci­al­de­mo­kra­tisk minister.

Socialdemokratiets top aner ikke, hvordan det almin­de­lige liv leves mere. Henrik Dam er ikke akade­miker, heldigvis, men jeg tror alli­gevel ikke, der kommer foran­dringer i nyttejobidiotiet.

Dag 51: Mandag den 13. oktober:

Det var først et sted mellem Vanløse og Valby, jeg opda­gede tomheden i toget. På Islev voldte det ingen problem at komme ind med cyklen eller få den placeret. Nå ja, det gik op for mig, at det er efter­års­ferie. Ferie er ikke noget, jeg tænker ret meget på, når jeg er på akti­ve­ring. Vil man holde ferie, tillægges feri­e­tiden ens akti­ve­ring. Så jeg holder ikke ferie. Råd til ferie har jeg natur­ligvis heller ikke.

Også cykel­turen ud forløb mere stille end sædvan­ligt. Et blidt og lang­somt skær hvilede over trafikken ud mod Sjællandsbroen, og Sluseholmen udgjorde et nærmest søvnigt indtryk. Vandet er helt klart, og man kan se til bunden. Jeg ankom i gråvejr og gik straks i aktion, udle­ve­rede tøj til en mand og kvinde. Dernæst konsta­te­rede jeg, at der ikke var mere flydende vaske­pulver tilbage, kun lige nok dråber til en vask. Derfor henvendte jeg mig til en arbejds­leder, og han bestilte straks det ønskede. Jeg fik også tørre­tum­blet lidt viske­stykker og karklude. Og fandt et par sko jeg tørrede af og satte i en tom skoæske.

To dunke med det flydende vaske­middel blev leveret cirka en time efter bestil­lingen. Dog kunne jeg ikke få låget af og måtte tilkalde en arbejds­leder, der heller ikke med rå maskulin kraft magtede opgaven. Men han fandt en kniv og skar skidtet op. Hvilket drama! Derefter satte jeg endnu en maskine over.

Senere gik jeg en tur for at foto­gra­fere den berømte japanske pileurt, der vokser lystigt de steder, hvor den ellers er hevet op. Jeg kom også forbi bmx-banen og fik taget nogle fotos af den. Alt så trøstes­løst ud i det her svagt dryp­pende regn­vejr, gråt, vådt og næsten klamt, fordi det ikke er særlig koldt i dag.

I morgen skal jeg ikke herud, jubii, men til speci­al­læge. På den baggrund kan man godt fritages. Jeg tjek­kede for en god ordens skyld hos perso­nalet, der havde noteret mit lovlige fravær.

Dag 52. Tirsdag den 14. oktober:

Speciallægen på Frederiksberg havde en god nyhed og et påbud om at gøre noget, som egentlig er mig ret meget imod…

Nød befri­elsen over ikke at skulle ud for at sortere og vaske tøj, rense sko eller sidde og få tiden til at gå i et compu­terrum. I stedet tænker jeg, hvornår kommer det store U-Turn for mig? Et rigtigt arbejde synes at være et fata­mor­gana. Det er virkelig svært ikke at føle sig dybt marginaliseret.

Lige nu venter jeg på, at der skal komme en og få noget mad fra fryseren. Der er menne­sker derude med tomme køle­skabe og lommer. I den hense­ende er jeg privil­e­geret. Endnu.

Dag 53. Onsdag den 15. oktober:

Det silede ned, da jeg stod op. Sov ikke særlig godt i nat, måske fordi jeg vidste, at mobil­uret ringede kl. 06. Jeg håbede, at regnen blev ved. Det gav en chance for, at arbejdet ikke kom i gang. Men regnen holdt desværre op.

Undervejs opda­gede jeg, at det er ved at være tid til lygter på cyklen om morgenen. I sandhed en trist morgen med dryp­pende regn, tunge grå skyer og en lind strøm af biler ud mod motor­vejs­nettet. Desuden var dækket på forhjulet næsten fladt. Heldigvis er der en pumpe på pladsen, og problemet blev løst af en af de akti­ve­rede, der kun arbejder i smedeværkstedet.

Dagen er indtil videre gået med at lægge tøj på plads, udle­vere regntøj, vaske sko, sætte mærkater på dem med skostør­relse og vasketøj. Der er en vaske­ma­skine og en tørre­tum­bler i en container i 1. sals højde. Jeg fik smidt noget vasket tøj til tørring og sat en portion neongult tøj over på 40 grader.

Vandet fra vaske­ma­skinen løber ud i en bruse­ka­bine lige ved siden af. Og hvorfor ikke, tænkte jeg. Jeg kan da lige så godt stå her med bruseren og få ledt al den jord, som har samlet sig i kabi­nens bund, væk og ned i afløbet. Det gjorde jeg for at få tiden til at gå. Det føles utro­ligt menings­fyldt at stå der med en bruser og glo på brun jord forsvinde i et afløb.

Lige nu er der absolut intet at fore­tage sig. Om en halv time er vaske­ma­skinen færdig, og tøjet kan smækkes til tørring og en ny maskine sættes over. Og så gik der da tid med det.

I dag er der to uger og to dage tilbage.

Dag 54: Torsdag den 16. oktober:

Åh Gud, menings­løs­heden slog ud i lys lue i dag.

Det plaskede ned, da uret ringede kl. 06. Ok, jeg har en plan B for at kommer til Slusen 2. Den går ud på at tage toget til Valby og skifte til bus 4 A. Det er ikke rart at møde frem pjaskvåd, uanset om man bruger regntøj eller ej. Men da jeg tog fra Vanløse, var regnen næsten stoppet. Derfor snup­pede jeg cyklen alli­gevel. Naturligvis plaskede det også ned ved Enghave.

Jeg cyklede og tænkte på farver – i regn­vejr bliver alt gråt. Derude omkring akti­ve­rings­stedet er huse, veje og cykelsti vitter­ligt i sorte gråtoner. Det er kun trafik­ly­senes farver og det kæmpe store Metro-skilt i gult, der giver en smule kolorit til brun og grå beton. Jeg ankom pænt våd og konsta­te­rede, at alle lignede forpju­skede menne­sker. De fleste var ikke omklædte, der lurede et håb om aflys­ning. Tristheden blev forstærket af det faktum, at der ingen te var. Kun denne her kval­mende dunst af kaffe. Jeg ved ikke hvorfor, men kaffe­duft giver mig kvalme.

Jeg traskede op for at klæde om til regnjakke og gik i contai­neren. Jeg er alene. Min gravide makker har ferie. Jeg lagde tøj sammen, og var netop færdig med at feje, da en af de soma­liske kvinder stak hovedet ind, vi har fri.

Der slog menings­løs­heden for alvor ud. Alt det besvær for at tage herud og hjem igen. Klokken var knapt halv ni. Min tid er intet værd. Det betyder ikke noget, at jeg skal spilde tre timer på absolut ingenting.

Dag 55: Fredag den 17. oktober:

Min aller­første opda­te­ring star­tede med ordene ‘mere depri­me­rende end depri­me­rende’. Dagen i dag er endnu mere depri­me­rende end deprimerende.

Regnede styr­tede ned, da jeg stod op og tænkte, det ser ud til aflys­ning. Men jeg kan jo ikke bare gå ud fra aflys­ning. Jeg er nødt til at tage den lange vej for at få stemplet mit kort, ellers får jeg ingen penge. Jeg har forstået på de andre, at jeg har den længste vej af alle. Ingen andre bor så langt fra akti­ve­rings­stedet. Håbede regnen holdt op, men nej. Derfor måtte jeg tage plan B i brug, nemlig tog til Valby og bus derfra. Det blev en meget beko­stelig affære. Naturligvis tænkte jeg ikke på, at jeg ikke skulle stemples ud på Valby Station. I stedet for en rejse foretog jeg to. Det koster.

Bussen kæmpede sig gennem regnen, og jo nærmere jeg kom Sjællandsbroen, jo større kaskader af vand kastede biler og busser fra sig hen over vejbanen. Stakkels cykli­ster. Da jeg nåede frokost­stuen, blev jeg mødt af en meddel­else om aflys­ning på grund af vejrlig. Folk sad over en kop te eller kaffe og så ganske slukø­rede ud. Der samlede sig flere søer under dem, som havde trodset vejret og cyklet.

Midt i det hele kom en hund til stede. En af de akti­ve­rede havde konklu­deret, at akti­ve­ringen blev aflyst. Derfor tog hun sin otte­årige puddel­hund med, der fik lov til at løbe rundt på bordene. Et surre­a­li­stisk tableau midt i våde menne­sker, dampende kopper og det skarpe skær fra neon­lyset. Hunden logrede, for rundt, snusede til alt og alle og lagde sig ned på ryggen med alle fire poter i vejret.

Folk gik fra stedet i små dryp, og jeg slog paraplyen ud og vadede ned mod bussen, men stop­pede op. Havde jeg nu stemplet? Min kort­tids­hukom­melse er dårlig. Jeg gik tilbage og stemp­lede igen. Det så ud til, at jeg faktisk havde stemplet en gang ved ankom­sten. Da jeg steg ud på Islev Station, konsta­te­rede jeg, at turen denne gang kostede 30,50 krone. Tur retur har jeg spen­deret i hvert fald 60 kroner eller mere. En vanvittig stor sum for absolut ingenting.

Jeg må indrømme, at modet er faldet til under fryse­punktet. Min hjerne kæmper desperat for at finde en udvej af det hele.

Hvor er legen og al det sjove blevet af?

Dag 56: Mandag den 20. oktober:

Det silede til morgen, men holdt op, før jeg skulle af sted. Det er egentlig ok, for det er dybt demora­li­se­rende at kæmpe sig hele vejen herud for at blive sendt hjem igen på grund af regn. Derfor hellere gennem­føre i stedet for at blive pisset på i dobbelt forstand.

Dagen har ikke været så meget ander­ledes end de forrige. Jeg udle­verer og vasker tøj, tørrer og lægger det på plads plus rydder op i contai­nerne, hvor jeg finder sko og tøj de mærke­ligste steder. Jeg tror ikke, det indgår i min ‘jobbe­skri­velse’ at være ‘finder’ af tøj og sko, men jeg gør det, fordi ellers bliver jeg sindssyg af ikke at lave noget. I dag blev jeg en smule klogere på det lovgiv­nings­mæs­sige omkring denne her akti­ve­ring. Det viser sig, at tager jeg for eksempel et vika­riat, hvis jeg da kunne finde det, på et par måneder, skal jeg starte forfra på 13 ugers tvangsaktivering!

Det er sådan, at kan man ikke forsørge sig selv, som det så smukt hedder, skal man starte forfra. Derfor er man jo godt dum, hvis man tager et job for en kort periode. Det betyder også, at akti­ve­ringen ikke på nogen måde tilskynder folk til at tage et arbejde for en kortere periode.

Jeg talte i dag med en mand, der har fået tre ugers karan­tæne, fordi a-kasse og Jobcenter påstår, at han har nægtet at tage imod et job. Det mener han ikke selv, kun at han havde forholdt sig kritisk. Nu skrev han en klage og var fortvivlet over, at det snart er den første. Hvordan skal han betale husleje med en uges arbejds­mar­ked­sy­delse? Det kan ingen. Han siger, at han drives mod det grå arbejds­marked for at over­leve økonomisk.

Det er nogle mærke­lige virk­ninger, der kommer ud af denne her nytte­ak­ti­ve­ring. Det kan ikke betale sig at tage et vika­riat, og folk begynder at arbejde sort. Det er under­ligt, at det endnu ikke er gået op for poli­ti­kerne, at borgere, der kan betale skat, i sidste ende også er et gode for hele samfundet. Jo længere ud man driver folk, jo dyrere bliver det i sidste ende. Det hedder fore­byg­gelse, men det glemmer poli­ti­kere alt om. De taler kun om straf og pligter.

Et andet aspekt er gruppen af indvan­drere, især kvinder, der går herude. Flere af dem taler virkelig dårlig dansk. Samtidig læste jeg i dag, at 80 procent af alle par på kontant­hjælp er indvan­drere. Det er vel ikke under­ligt, når man tyde­ligt her kan se, hvor skidt inte­gra­tionen har virket. Det er i sig selv også bemær­kel­ses­vær­digt, hvordan man først kan være på dagpenge og siden på arbejds­mar­ked­sy­delse uden at kunne tale og forstå dansk. Det siger vist alt for meget om en totalt fejl­slagen integrationspolitik.

Dag 57: Tirsdag den 21. oktober:

Breaking News, er man jo næsten tilbø­jelig til at skrive.

Jeg fik i dag at vide af en af mine guljak­ke­kol­leger, at stedet skal lukke, og at det meste af perso­nalet er sagt op fra måne­dens udgang. Årsag: Det er alt for dyrt for kommunen at drive stedet. Det kan jo sagtens passe, hvis det, jeg fik oplyst i går, har sin rigtighed. Nemlig at Københavns Kommune bruger 270.000 kroner per ‘indsat’.

For egen regning tror jeg også, det handler om budget­for­liget, der er indgået for 2015, hvor visse poli­tiske partier, læs røde, har ønsket at stoppe eller i hvert fald mini­mere idio­tak­ti­ve­ringen. Jeg kan konsta­tere, at der bliver brugt ret mange penge på den.

Jeg har fået oplyst, at skal man have sikker­hedssko i stør­relse 37 eller mindre, koster de 1.600 kroner per par. Hvad de almin­de­lige stør­relser koster, ved jeg ikke. Men læg hertil bukser i alle mulige stør­relse, sommer- og vinter­jakker, T-shirts, tykkere trøjer, huer, kasketter, bælter, regntøj, hand­sker i forskel­lige vari­anter. Oveni kommer biler, cykler, forskel­lige maskiner som græs­slå­ma­skiner og grave­ma­skiner, maler­ud­styr og maling, en mængde forskellig slags værktøj, bygnin­gerne, vaske­ma­skine, varme og kloakservice.

Hvornår stedet lukker, står hen i det uvisse og hvilke konse­kvenser, det får for de tvangs­ak­ti­ve­rede, ved jeg ikke. Jeg tvivler på, at folk kan unds­lippe, for det er bundet i lovgiv­ning, at man på arbejds­mar­ked­sy­delse skal i 13 ugers akti­ve­ring, hvis man ikke kommer i praktik, et lønt­ilskud­sjob eller i ordinær beskæf­ti­gelse. Det er da altid noget, at visse poli­ti­kere kan se, at det er at snyde skat­te­bor­gerne at bruge så mange penge på sådan noget forbandet pjat. Hverken arbejds­gi­verne eller de ledige selv kan på nogen måde profi­tere af det.

Alle går og ryster på hove­d­erne, og jeg tør godt sige, at jeg endnu ikke har mødt en eneste akti­veret, der mener, at det har forbedret hans eller hendes mulig­heder for at komme i ordinær beskæf­ti­gelse. Hverken indfødte danskere eller ikke indfødte.

Derudover har jeg fået bekræftet fra en af de søde kvinder på kontoret, at jeg rent faktisk stopper på næste fredag. Det var virkelig godt at få den besked. Desuden er her tilmed lukket på fredag, hvilket er en dejlig nyhed.

Hvad har jeg så arbejdet med i dag? Jeg star­tede med at lægge noget tøj på plads, siden har jeg vasket to maskiner, tørret en og har gang i endnu en maskine. Derudover hjalp jeg en med at finde nogle gummi­støvler og så har jeg drukket en del te.

Dag 58: Onsdag den 22. oktober:

Dagen begyndte som den plejer og dog. Lige omkring Vanløse station fik jeg øje på en kontrollør og kom i tvivl om, hvor­vidt jeg havde stemplet ind med mit rejse­kort. Min kort­tids­hukom­melse er rådden, stod af på Flintholm, tjek­kede ind og ventede ti minutter på toget.

Det gør ikke en skid, om jeg kommer lidt for sent. Jeg kan faktisk komme, næsten som jeg vil, fordi jeg er i Good Standing. Måske fordi jeg er flæske­s­tegs­hvid? Forklaring følger. Som sædvan­ligt lagde jeg noget tøj sammen i tøjcon­tai­neren. Da jeg stod der med det neongule tøj, kom en kvinde fra bmx-banen med noget andet tøj, som også skulle på plads.

Det over­ra­skede mig en del at se hende, for hun var startet i praktik. Hun stammer oprin­de­ligt fra Tyrkiet, taler meget hurtigt og desværre et ret elen­digt dansk. Hun fortalte, at hendes praktik gik i vasken. Jeg forstod ikke hvorfor. Der var rod med papir­ar­bejdet – om det skyldtes arbejds­gi­ve­rens fejl eller jobcen­te­rets, er umuligt at få kort­lagt. Hun var virkelig ked af det.

Hun sagde også, at dagen i dag egentlig burde være hendes sidste dag, men at hun havde fået besked om, at hun skulle blive ugen ud, fordi hun havde haft et par sygedage.

”Hvad,” sagde jeg. ”Det kan ikke passe.”

Man må gerne have et par syge­dage uden det forlænger ens aktivering.

”Nej,” sagde hun og begyndte at græde. Munden løb med, hvordan det foregik på bmx-banen.

”De behandler os udlæn­dinge så dårligt. Vi får ikke en pause. Hent kaffe, ryd op, vask gulv og så videre.”

Jeg mener, hun sagde: ’Vi bliver behandlet som dyr.’

Jeg opfor­drede hende til at tale med en af de flinke fra førstesalscon­tai­neren, som er udsta­tio­neret fra Jobcenteret. Det gjorde hun og kom tilbage og fortalte, at hun havde fået besked om, at det i prin­cippet var en fortolk­ningssag. Men når hendes vejleder på bmx-banen sagde, som han gjorde, måtte hun rette sig efter det. Jeg skammer mig over ikke at været gået med hende over til den der leder og sagt ham et par ord. Jeg tænkte først på det bagefter. Idiot.

I stedet sagde jeg til hende, at hun måtte sige til lederen, at det ikke er rime­ligt, og at der forskel­s­be­handles. Nu håber jeg ikke at se hende i morgen, for det betyder, at hun er fri for den her satans aktivering.

Resten af dagen gik med at vaske og tale med flere kvinder, der ikke har danske rødder. Jeg hørte en fortæl­ling fra en soma­lisk kvinde om hendes flugt til Danmark med Rusland som mellem­sta­tion. Hun er en meget smilende og latter­mild kvinde med fem børn og en mand. Jeg og min gravide makker talte også med en kvinde fra Pakistan og Tyrkiet. I øvrigt slutter min gravide makker i dag, da hun syge­melder sig. Hun er i 29. uge. Men fordi hun slutter nu, har hun fået at vide, at hun i prin­cippet skal i 13 nye ugers tvangs­ak­ti­ve­ring, når hun engang har over­stået sin barsel. Tak for kaffe.

Dag 59: Torsdag den 23. oktober:

Jeg har fået sved på panden i dag, det er ikke sket særlig tit.

Men sagen er, at arbejds­le­derne har tømt en masse skabe for tøj og sko. Jeg gik i gang med at få indsamlet tingene, vasket skoene og sat vasketøj over. Det er der gået ufat­telig lang tid med, også med at lægge tøj på plads. Jeg må siges at være blevet vaskekone-, skopudser- og læggetøjsammen-ekspert. Jeg er sikker på, at disse kompe­tencer vil stråle i neongult på mit CV…

Udover det har jeg gjort mig nogle iagt­ta­gelser. Biologen er herude i dag, og jeg hørte, han fortalte, at man visse steder havde fået bugt med pileurten. Men på mindre områder, kunne jeg forstå. Han så virkelig glad ud. Jeg fik også at vide, at alle – eller så mange akti­ve­rede som muligt – er sat til at flå og rive i pileurten. Det kommer som en ordre fra højeste sted, forstod jeg. Altså inde fra Rådhuset, vil jeg tro. Wow, det er vigtige ting, de beskæf­tiger sig med på kontor­chef­ni­veau på Rådhuset.

Derudover har jeg også fungeret som brev­rå­d­giver i dag. En mand talte om, at han skulle i kontakt med rets­hjælpen. Jeg spurgte, hvad det hand­lede om. Han hentede et stykke papir på engelsk tilsy­ne­la­dende afsendt fra Tyskland, det hand­lede om, at inde­ha­veren af brevet stod til at arve jeg ved ikke hvor mange milli­oner euro, men at han lige skulle ordne lidt med banken først. Hø hø…

Brevet er sand­syn­ligvis sendt til netop ham, fordi han har et tysk mellem­navn. Det er satme frækt, nu sendes disse falsk­ne­rier også per almin­delig post. Jeg rådede ham til at smide brevet ud. Jeg fik også talt med den tyrkiske kvinde, der i går græd over, at hun skal blive her længere på grund af sygdom. Hun havde taget sin mand med i går, men beskeden lød, at når hendes arbejds­leder på bmx-banen sagde, at hun skulle være her ekstra tid som kompen­sa­tion for sygdom, så skulle hun det. Slut prut finale.

Det er jo en vild form for forskel­s­be­hand­ling, for sådan vurderes tingene ikke her på motor­banen. I morgen er her heldigvis lukket, medar­bej­derne skal vel tale om den even­tu­elle lukning af stedet og deres egne fyringer, hvis de altså har fået dem. Jeg har jo kun hørt rygterne.

Dag 60: Fredag den 24. oktober:

Var jeg i de ansattes sko, ville jeg også føle mig under­ligt til mode. Personalet går og skal finde på alle mulige arbejds­op­gaver til de akti­ve­rede, og samtidig ved de godt, at folk er modvil­lige, nedtrykte og finder det nyttes­løst at gå rundt i det neongule tøj.

Deres arbejde er også forgæves, hvis stedet lukkes. Al det pileurt­ar­bejde er intet værd, hvis ikke planten stresses hele tiden. Og er der ingen ledige til at hive den op, er arbejdet totalt omsonst. Som jeg forstår det, ved perso­nalet ikke endnu, om det skal fyres helt eller omplaceres.

Forskellen mellem de ansatte og os er dog, at de får løn, har ret til syge­dage og ferie, at de ikke behøver at frygte at gå fra hus og hjem eller tænke over, om der er penge til mad i køle­skabet. Jeg har ikke noget dårligt at sige om arbejds­le­derne og de kvinder, der sidder på kontoret. De virker venlige, imøde­kom­mende og endda er visse udstyret med humor. Jobkonsulenterne derimod virker modløse og ude af stand til at hjælpe. Her skal det dog tilføjes, at jeg ikke kender deres succes­rate. Jeg ved ikke, hvad de opnår.

I forhold til mig selv kan jeg konsta­tere, at jeg har haft en samtale på 15 minutter og det var det. Konklusion: Der er ikke noget at gøre i rela­tion til mig. Jeg får et flas­h­back til folke­skolen, hvor der heller ikke kunne stilles noget op. Jeg var jo den kvikke, der måtte beskæf­tige mig selv. Når det er sagt, er det i den grad min hold­ning, at de, som har brug for hjælp, bestemt også skal have den.

Men selvom man er den kloge, den privil­e­ge­rede og alt det der, kunne det være rart at få lov til at blive set som menneske og få den hjælp, som kan skubbe en videre. Heldigvis har jeg venner, der gør det. I mine øjne handler det her akti­ve­rings­cirkus om, at samfundet ikke vil erkende, at der ikke er jobs nok lige for tiden, og at det ikke er den enkeltes egen skyld, at vedkom­mende ikke kan finde varig beskæf­ti­gelse. Derfor uddeles der straf i form af den akti­ve­ring, jeg nu har beskrevet siden 4. august.

Jeg kalder det en meget dyr straf, der hverken giver værdi til det enkelte menneske eller til samfundet. Skattekronerne er fosset ud af kommu­ne­kassen til ingen verdens nytte, bare fordi samfundet mener, at de ledige skal føle straffen, nytte­ak­ti­ve­ringen. Jeg spørger: For hvis skyld?

Dag 61: Mandag den 27. oktober:

Der er fire dage tilbage nu, hvilken befrielse.

Solens lys stod skarpt i dag. Tilbagerulningen af sommer­tiden har sin effekt om morgenen, hvor det plud­se­ligt er lyst, hvilket i dag virkede på mig, som om foråret kom retur. Men vinteren skal først over­stås, før det livgi­vende forår kommer. Gad vide, hvor mit liv er henne til foråret?

Hvad er der at sige om absur­di­te­terne i dag? Tja, havde jeg ikke over­taget tøjva­ske­ri­do­mænet, ville jeg intet have haft at lave. Der står ikke noget om i arbejds­be­skri­velsen, at jeg skulle vaske tøj. Den tidli­gere tøjde­pot­be­styrer slog syv kors for sig ved tanken om tøjvask. Men hellere det end ikke at lave noget.

Når folk er ved at begynde arbejds­dagen og står og venter på, at en arbejds­leder sætter dem i gang, eller de lige må vente på en, der skal have nye sko, bliver der snakket. Sådan råsnakket over kaffe, smøger eller te. I dag talte vi om bade­an­stalter. Anledningen var, at en af de akti­ve­rede skal have renoveret sit bade­væ­relse. Hvor skulle hun tage bad, mens renove­ringen stod på? Det fik en af herrerne til at tænke på fordums bade­an­stalter. Jeg sad og drømte om at gå i sauna og bagefter tage et koldt styrtebad.

Man kan drømme om så meget, når man står med fingrene i det neongule vasketøj, drømme sig hen til noget, der giver mening og værdi til ens liv. Det er bestemt rart at snakke med alle de forskel­lige folk, der er herude, og se den indiske kvinde glo på en Bollywood film lige ved siden af mig i compu­ter­rummet. Men hvad er meningen med det?

Jeg tænker meget over, for hvis skyld denne her nytte­ak­ti­ve­ring er sat i verden. Jeg tror, akti­ve­ringen er her for, at dem der har god løn og betalte pauser, kan føle, at de har det endnu bedre, når de, som ikke bidrager til samfundet, mærker, at de gør nogen nytte, der kan sætte den enorme skat­te­be­ta­ling i relief. Uanset menings­løs­heden og at skat­te­bor­gerne betaler dyrt for det rene pjat og pip.

Skide være med det, bare det gør en smule ondt på alle de dovne skiderikker…

Dag 62. Tirsdag den 28. oktober:

Der er forår i luften. I hvert fald føltes det sådan på cykel­turen i dag. Solen stod på himlen, som om den selv var en smule i tvivl om årstiden.

Til gengæld kunne jeg i dag lugte fritu­re­s­tegt fiske­filet på min vej. Der kommer ofte forskel­lige maddufte på cykel­turen ud til Slusen 2. Nogle gange dufter der af crois­santer, andre gange af forl­oren hare eller noget i den retning og andre gange igen af stegte løg. Der er gang i kanti­nerne rundt om.

Da jeg ankom, var der ikke en sjæl at se nogen steder. Alt så forladt og øde ud, og jeg tænkte: ”Hurra, der er fri.” Men nej, indenfor i frokost­stuen sad et par af de akti­ve­rede bag skod­derne under neon­lyset og talte sagte sammen. Jeg snup­pede en kop te, gik udenfor, og lang­somt drys­sede de akti­ve­rede forbi.

Vi sad nogle stykker på bænken og talte sammen, inden arbejds­le­derne kom til syne for at uddele arbejds­op­gaver. Jeg talte med en mand fra Marokko og en fra Somalia om, at der er mange itali­enske rødder i Somalia, men også engelske og franske. Det vidste jeg ikke.

Manden fra Marokko fortalte mig, at han har arbejdet 15 år i et itali­ensk bageri her i København. Derfor kunne han en del itali­ensk plus spansk og fransk. Men han kan få lov til at hive pileurt op, kan han. Han må dog sikkert selv bestemme, om han vil tale spansk, arabisk, fransk eller itali­ensk til den…

Jeg fik uddelt lidt tøj og konsta­teret, at der ikke var noget vasketøj. Ak og ve, hvad skulle jeg så gøre og gribe i? Jeg gik på jagt og fandt noget tøj hist og pist, som jeg kunne vaske. Sig ej, at jeg ikke går ind for sagen. Alligevel havde jeg masser af tid til at læse i min medbragte bog, der natur­ligvis er en itali­ensk krimi. Det er helt en skam, at jeg i dag ikke har cyklet på Italiensvej.

Dag 63: Onsdag den 29. oktober:

Hvis der var forår i luften i går, er der vinter i den i dag. Det skulle regne en smule i dag, men jeg fornemmer, det snart er ’totter’, der vil dale ned.

Da jeg mødte frem, var der klæbet A4-sedler op rundt omkring, og jeg tænkte straks: ”Jubii, der er fri.” Nej, kun for efter­mid­dags­holdet. Øv. Der følte jeg mig snydt. Motorbanen er lukket kl. 12. Personalet skal nok til møde om alle de omstruk­tu­re­ringer, som der tales om i krogene. Jeg er faktisk ligeglad nu, der næsten kun er to dage tilbage. På fredag skal der åbnes en flaske Cremént for at fejre, at det her cirkus endelig er slut. Jeg kan mærke en lettelse over, at enden er nær, men jeg nærer samtidig en dyb bekym­ring for, hvad der så skal ske. Det her akti­ve­rings­halløj har ikke lige frem gjort min adkomst til arbejds­mar­kedet lettere. Man skriver ikke ’tøjdame’ på sit CV.

Jeg blev titu­leret ’tøjdame’ i dag af en af arbejds­le­derne, der ville vide, om jeg havde tjek på, hvad der er af tøj. Jo da, men jeg har ikke talt samt­lige stykker tøj op, for der sker udskift­ning hele tiden. Til gengæld fik jeg en menings­fuld samtale med en iransk mand, der oprin­de­ligt er uddannet bibli­o­tekar. Han har de sidste tre år arbejdet som sådan, men i lønt­ilskud­sjobs på nogle skoler.

”Der er ikke brug for mig mere, jeg er 62,” som han sagde med sine brune bedrø­ve­lige øjne.

Nej, der er mange, der ikke er brug for i det danske samfund. Passer vi ikke ned i en kasse, er det væk og ud. Vi fik en snak om det at være forfatter og om litte­ratur. Han ville forære mig en bog med fortæl­linger fra Iran. Ellers er her stille, folk hænger over compu­terne, hvis de da ikke er ude og hive et eller andet op, mens jeg lige nu venter på, at en maskine er færdig. Så skal jeg op og hive tøjet i tumb­leren og få lagt noget andet tøj sammen og på plads.

Da jeg kom ned fra vaske­tøjet, greb en af de venlige kvinder fra 1. salscon­tai­neren fat i mig. Jeg havde fået en ny jobplan, der gik ud på en teknisk forlæn­gelse. Hvad? Der var skrevet en ny jobplan, hvor jeg egentlig skulle forlænges på grund af sygdom. Men, sagde hun, fordi jeg ikke blev varslet i tilstræk­kelig god tid, skulle jeg heller ikke møde op.

Nu har jeg tjekket på jobnet, og der står faktisk, at jeg skal komme hele næste uge. Uha uha, kan jeg stole på, at jeg ikke skal møde op? Jeg spurgte, hvad der sker i forhold til a-kassen. De har adgang til et andet system, så der er ingen problemer, lød svaret. Det gør mig sgu en smule utryg. Hvad nu hvis en hånd fore­tager sig noget, som den anden hånd ikke ved?

Må have fat i dem igen fredag for at være 100 procent sikker på, at jeg ikke skal møde op. Der fik jeg en hel del negativ hjertebanken….

Dag 64: Torsdag den 30. oktober:

Jeg har ikke fået det på skrift, men set et skrift­ligt svar givet til en af konsu­len­terne. Af det fremgår det, at jeg IKKE skal i akti­ve­ring i næste uge, fordi jeg er varslet for sent. Derfor afkrydses jeg som lovligt fravæ­rende hele næste uge.

Det er en lettelse!

Til gengæld har jeg opdaget, at der er forskel­lige måder at vurdere tingene på. I et nyheds­brev fra Københavns Kommune, ‘Velkommen til oktober måneds orien­te­ring for uddannelseshjælp- og kontant­hjælps­mod­ta­gere med aktu­elle nyheder fra Ydelsesservice København’, står der:

Spørgsmål til brevkassen:

‘Jeg er på arbejds­mar­ked­sy­delse og i nyttejob, akti­ve­ring i Københavns Kommune. Jeg vil gerne høre, hvad meningen er med den akti­ve­ring? Det er så menings­løst, som noget kan være, efter min mening. Hvorfor forlænger for eksempel ferie de 13 ugers akti­ve­ring, og gælder det også for sygdom?’

Svar:

‘Meningen med nytte­ind­sats er, at man skal arbejde for sin ydelse.

I forhold til dit andet spørgsmål er det Folketinget og Beskæftigelsesministeriet, der fast­lægger bestem­mel­serne omkring varighed af nytte­ind­sats, herunder i hvilken udstræk­ning slut­dato for nytte­ind­sats udsættes på grund af sygdom og/eller ferie. Sygdom af kortere varighed (op til 2 uger) udsætter ikke slutdato.’

Venlig hilsen Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Københavns Kommune.

Men det var en fejl, for reglen om at sygdom af kortere varighed ikke udsætter slut­dato, gælder først fra 1. januar 2015. Ikke desto mindre har jeg mundt­ligt fået oplyst, at kortere tids sygdom ikke bliver modregnet. Sådan har det også været prak­ti­seret. Jeg blev her til morgen mødt af en af de akti­ve­rede, som rakte to fingre i vejret: ”To dage tilbage,” smilede han. Han stopper også i morgen.

Jeg talte lige­ledes med en kvinde, der kunne bekræfte forly­dender om, at stedet skal lukke. Vi talte om menings­løs­heden og om, at hun tidli­gere havde hørt en arbejds­leder sige ordene:

”Det skal ikke være hygge­ligt det her.”

Bare rolig, vi mærker smerten over menings­løs­heden hver dag…

Dag 65: Fredag den 31. oktober:

Alles ist vorbei.

Det var med en vis lettelse, jeg cyklede hen over den lille bro ved Sluseholmen lidt før middag. Det virkede som om, lyset blev stær­kere, jo tættere jeg kom på Enghave Station.

Dagen på Slusen 2 har ikke været så forskellig fra alle de øvrige dage. Måske har tempoet for mit eget vedkom­mende været mere lang­somt. Og dog. Jeg lagde tøj på plads, talte med den iranske mand, der ville forære mig en bog. Jeg fandt løse hætter til jakkerne og gennemgik alle jakker for at se, om nogle mang­lede en hætte, vasket tøj og ryddet lidt op hist og pist. Jeg har en del gange efter­hånden gjort opmærksom på, at jeg var alene om tøjvask og udle­ve­ring af tøj. Alligevel formåede de ikke at få en ny ind i ‘jobbet’. Det afstedkom en vis panik hos en af arbejds­le­derne, lige før vi skulle gå.

Han kom op til mig i vaske­riet, hvor jeg sad og ventede på, at en maskine blev færdig.

”Kan du ikke blive en halv time længere? Der kommer en del nye, som skal have tøj her ved middagstid?”

En ret mærkelig anmod­ning. Jeg sagde, det kunne jeg ikke, fordi jeg skulle skynde mig hjem og se, om jeg havde husket at indsende mit ydel­ses­kort. Det er ikke rart ikke at kunne huske, om det skide kort er sendt ind til a-kassen eller ej.

”Jamen jeg kan køre dig.”

”Det går ikke,” sagde jeg, ”for jeg er på cykel,” og spurgte, om de ikke selv for en gangs skyld kunne finde ud af at uddele tøj.

”Jo, men det er jo det med stør­rel­serne,” sagde han og så næsten fortvivlet ud.

Mon ikke selv en mand, der er uddannet jord- og beto­n­ar­bejder, kan finde ud af at ekvi­pere bare nogenlunde?

Jeg fik mit stem­pel­kort med hjem. Det vil jeg hænge op som en påmin­delse af Dansk Journalistforbunds næst­for­mand Lars Werges ord om, at ledige er vor tids spedalske. Vi er dem, de andre ikke vil røre ved, fordi vi minder det arbej­dende folk om, hvad der venter, hvis de trækker et nummer i arbejds­løs­heds­køen. Ellers er det på med det neongule tøj og ud at gøre nytte…

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here