Dagen i dag er døbt ‘Sorte onsdag’, for i dag får tusindvis af kontant­hjælps­mod­ta­gere, at vide hvor meget mindre, de skal til at klare sig for pga. kh-loftet og 225-timers reglen. 

Det er sen efter­middag, klokken er næsten fire og solen knalder ubarm­hjer­tigt ned fra en aldeles ubekymret, skyfri og knaldblå himmel. Undertegnede har aldrig helt forstået begej­stringen, men folk elsker den slags. Ved strø­gets start, hænger et reklame-banner med teksten “Fest som i 70’erne”, hvilket natur­ligvis afføder tanken: “tænk hvis der var demon­stra­tioner, som i 70’erne”.

Tre dages modstandskamp med underklasse og varme hænder | Intro

For 1 år siden blev kontant­hjælps­re­formen indført. Stigende ulighed og flere fattige er åben­bart det landet har brug for. Vores reporter, Esben Maaløe, fulgte kampen den gang, for et år siden 

Tre dages modstandskamp med underklasse og varme hænder | Dag 1

nr to af fire artikler: Første dag - krise­møde for reform­ramte på rådhuset. 

Tre dages modstandskamp med underklasse og varme hænder | Dag 3

Torsdag d. 15. september, 2016. Dag 3: Velfærds-alliancens store demon­stra­tion på Rådhuspladsen. Solen bager atter i dag, så det er tredje dag i kampen for... 
Læs også de andre afsnit i serien

Sørgemarch til Storkespringvandet

Sørgemarchen går ned ad strøget, mod Storkespringvandet. Foto: Aage Christensen

“Den absolut lavest tænke­lige fællesnævner for empati, må være når voksne menne­sker med poli­tisk indfly­delse udfær­diger, gennem­fører, sank­tio­nerer eller legi­ti­merer stats­lige over­greb på børn.”
– Claus Jansson

Arrangørerne af dagens sørge­march elsker garan­teret også solskin, og de kunne sikkert godt tænke sig, at der var demon­stra­tioner som i 70’erne. Sørgemarchen tager udgangs­punkt fra rådhus­pladsen, og det der ligner ca. 200 er mødt op, for at deltage. Fra Christiansborg er Karsten Hønge(SF), Finn Sørensen(Enhedsl.) og Torsten Gejl(Alt.) at finde blandt delta­gerne, alle tre er de repræ­sen­tanter for Christiansborgs mest vokale modstan­dere af kontant­hjælpsloftet. Claus Jansson fra “Bekæmp Fattigdom Nu”, sparker cere­mo­nien i gang med en kort tale, og en opfor­dring til 1 minuts omtanke. I talen lyder det bl. a. “Den absolut lavest tænke­lige fællesnævner for empati, må være når voksne menne­sker med poli­tisk indfly­delse udfær­diger, gennem­fører, sank­tio­nerer eller legi­ti­merer stats­lige over­greb på børn.” og med det tænker han nok på de 7.000 børn yder­li­gere, der ryger ned under den afskaf­fede fattig­doms­grænse, og på de 34.500 børn i alt, der berøres af det her.

Fakta:


Ali bali, ali bali bi luk nu dine øjne i.
Vi går aldrig mere forbi det store stygge Storkespringvand.
Al den pænhed er som kloroform
kedsom­heden er enorm men prote­sten ender som en storm, i det store stygge Storkespringvand
— Storkespringvandet – Tekst: Thøger Olesen — Musik: Cæsar

Der er ikke mange skilte, faktisk får jeg kun øje på et stort “Å” i grøn over­stør­relse. Alternativet er da i hvert fald til stede. Sørgetoget sætter i gang, og et par hund­rede menne­sker styrer ned af strøget. Jeg tvivler lidt på effekten, for eftersom folk går i stilhed for at markere at der sørges, og eftersom der næsten ingen skilte er i demon­stra­tionen, er det faktisk ikke til at vide, hvad der egent­ligt foregår, hvis man altså ikke lige ved det. Nogle går rundt med flyers, og få inter­es­se­rede tager imod. Da proces­sionen når ned til stor­kespring­vandet, tager sørge­toget en tur tre gange rundt om det. Her er mangt en protest fore­gået førhen, da den slags var i højere kurs, og man afsynger passende nogle vers fra Cæsars ikoniske “Storkespringvandet” fra 1966:

Efter tre gange om spring­vandet, drager optoget atter op ad strøget og tilbage til Rådhuspladsen, og dermed er arran­ge­mentet, lidt over­ra­skende for under­teg­nede, afsluttet.

Torsten Gejl(Å): Man sparer sammen til topskattelettelser

I dag har jeg min mobil­te­lefon med, så nu skal der høstes lidt reak­tioner. Jeg styrer over mod det grønne Å, jeg vil gerne høre hvad Alternativet har at sige om loftet, for jeg synes ikke jeg har bemærket dem i debatten (det skal vise sig at det skyldes egen uopmærk­somhed). Under Å’et finder Torsten Gejl, beskæf­ti­gel­ses­ord­fører for Alternativet, og det står hurtigt klart, at de er meget aktive i forb. med loftet.

KH-loftet er en demo­kra­tisk bombe”

“Jeg har været med til 10 samråd, 3 marathon-forhandlinger i folke­tinget, en fore­spørgsels­debat og en høring, og har skrevet rigtigt meget om det.” svarer Torsten, da jeg forholder ham, at jeg ikke “har hørt meget til Alternativet?” og jeg undskylder pænt min uvidenhed, og tænker lidt over, om mon ikke jeg skal hjem og justere medie-vaner. Det skal jeg faktisk. Torsten kalder kh-loftet for “en bureau­kra­tisk bombe”, for der er givet alt for kort tid til at gennem­føre loftet, og det lægger et kæmpe­pres på de offent­lige forvalt­ninger. Det har bl. a. resul­teret i 43.000 breve med fejl, og der er også fejl i de breve der blev sendt ud i anden omgang. Selve indholdet af kontant­hjælpsloftet har Torsten Geil heller ikke meget til overs for:

Man sætter tusinder og tusinder af menne­sker ned i kh for at få 600 årsværk i job. Dvs. du jager mange og mange menne­sker rundt efter jobs der ikke findes … Det er en ekstrem smålig fællesnævner at basere en fortæl­ling på

“Man sætter tusinder og tusinder af menne­sker ned i kh for at få 600 årsværk i job. Dvs. du jager mange og mange menne­sker rundt efter jobs der ikke findes. Utroligt mange af de menne­sker er også syge og udsatte, har sociale, fysiske eller psykiske problemer. De har ikke en jordisk chance for at tage det job som altså ikke findes”. “Jamen, hvorfor gør man det?” indskyder Deres udsendte, snedigt, snar­rå­digt og på Deres vegne, og Torsten fort­sætter: “Det er jo modsæt­nings­fyldt, men det er selv­føl­gelig for at skjule noget andet, at man sparer sammen til topskat­te­let­telser, og at man ved at mini­mumsløn­nin­gerne følger over­førs­lerne nedad. Man spreder en enorm ubeha­gelig fortæl­ling om, at bare der er nogen der har det ringere end dig, så er det i orden. Det kan godt være du har en lav løn, men dem på kh, har det værre. Den tror jeg dog ikke danskerne bider på, jeg har set under­sø­gelser der viser at folk tror på, at folk gerne vil arbejde. Det er en ekstrem smålig fællesnævner at basere en fortæl­ling på” svarer Torsten Gejl.

Ulrik Kohl (Ø): Neergaard vrøvler

Tragisk at høre beskæf­ti­gel­ses­mi­ni­steren sige at man “bare” kan henvende sig i jobcentrene

Ja, læseren må tilgive dette forme­lige mikro­fon­hol­deri, men passagen over­lever verbatimt, fordi den ret koncen­treret, udtrykker de hold­ninger man møder, både blandt delta­gerne i dagens sørge­march, og møde­del­ta­gerne i går, hvoraf en stor del natur­ligvis er de samme. Ulrik Kohl, beskæftigelsesordfører/byrådsmedlem for Enhedslisten, København, er i store træk enig med kolle­gaen fra Alternativet, og tilføjer om 225-timers reglen: “Det er jo tragisk at høre Neergaard sige, at man bare kan henvende sig i jobcen­trene. Som medlem af et kommu­nalt beskæf­ti­gel­ses­ud­valg, ved jeg, at det bare ikke er sådan det foregår, og især ikke for den gruppe menne­sker, som det her rammer”.

Fakta:
75% af de, der modtager kontant­hjælp, kan ikke tage et arbejde
Kilde: Beskæftigelsesministeriet, dr.dk

Linda, folkeskolelærer, er bekymret

… men i dag var der dårlig stemning

Mængden, eller måske rettere, flokken, er i opløs­ning. På en bænk finder jeg Linda Villadsen, medstarter af “Næstehjælperne”. Linda er lidt bekymret. Hun har været med til at dele flyers ud, og det har ellers været hygge­ligt, de andre gange hun har prøvet det, men i dag var der en dårlig stemning.

Fattigdom, ha! De går jo og flasher deres iPhones

“Folk var vrede,” fortæller Linda “én var endda så vred, at hun pegede og vris­sede ‘Ha – fattigdom – de går jo og flasher deres iPhones'”. Det samme som blev sagt om flygt­ninge. Linda er bekymret for, om det kan være et udtryk for øget split­telse i befolk­ningen. En anden flyer-uddeler havde også en grim ople­velse.“et par unge mænd i slips og skjorte, havde afvist flyeren og sagt ‘Nej tak, I er grimme og I larmer, fuck af med jer”.

Stærk kronik: Når de stærke trækker offerkortet

Linda Villadsen, medstifter af 'Næstehjælperne': Når en syg efter en periode med hån og ydmy­gelser skriver: »gid du selv faldt ned fra et stil­lads« trækker profes­sio­nelle offer­kortet med det samme. 

Vi havde dog et kollega-sammenhold, et arbejds­fæl­les­skab og fagfor­e­ninger til at støtte os, kontant­hjælps­mod­ta­geren har ingen

“Jeg er selv folke­sko­le­lærer” siger Linda “og jeg kan huske hvordan det var, at blive svinet til i medi­erne. Jeg kunne over­ho­vedet ikke genkende medi­ernes billede af, hverken mig som lærer, eller den virke­lighed jeg er en del af. Men den gang havde vi dog et kollega-sammenhold, et arbejds­fæl­les­skab og fagfor­e­ninger til at støtte os, kontant­hjælps­mod­ta­geren har ingen. Der er ingen, der siger ‘Det er også uret­fær­digt, det kigger vi lige på’, men det er det samme som de udsættes for” og under­streger dermed også behovet for sammen­slut­ninger af folk, der vil hjælpe hinanden. Sammenslutninger som f.eks. “Næstehjælperne”, som hun selv har været med til at starte.

Kim har slidt og slæbt hele livet, men kommunen svigter

På pladsen, foran hove­d­ind­gangen til rådhuset, står en gemyt­ligt udse­ende Herre med et skilt. Teksten på skiltet er for nærvæ­rende undsluppet de huskede faktas land, men skil­te­hol­deren hedder Kim Madsen, og ham husker jeg fra mødet i går. På T-shirtens mave står navnet på den facebook-gruppe Kim har startet, og som i dag har over 3.000 medlemmer: “Jobcentrenes ofre”. Jeg spørger Kim hvad han synes om dagen og Kim er god til at fortælle:

“Jeg er da glad for at der var nogen der mødte op, men jeg er ikke helt tilfreds med frem­mødet, jeg skyder på at der var 130. Taget i betragt­ning af hvor alvor­ligt problemet er, så er jeg lidt skuffet, men jeg håber at der kommer mange flere i morgen til velfærdsalliancen

Jeg har selv svær slid­gigt i nakke og ryg, og alli­gevel er jeg på kh – min læge­er­klæ­ring siger at jeg har en stationær, varig og uhel­bre­delig diag­nose. Da jobcen­teret fandt ud af at de ikke ku’ gøre mere for mig, jeg havde været ude hos en under­le­ve­randør til noget arbejds­prøv­ning som viste at min arbejd­s­evne var lig nul, så blev jeg indkaldt til møde i jobcen­teret sammen med kommu­nens under­le­ve­randør, Incita, og min sags­be­handler og så sad de og sagde ‘ja, vi ka’ sgu ikke gøre mere for dig, alle mulig­heder er afprøvet, men du er for syg til at få fleksjob, og så skal vi jo finde på hvad der skal ske med dig, og så ville de indkalde mig til møde inden for en tre ugers tid – det blev jeg så. Så erklæ­rede de plud­selig at jeg var rask, og henviste mig til et andet jobcenter. Jaja – nu er lige præcis jobcenter Baldersgade på nørrebro jo kendt som et af de værste, som har gjort brug af læge­kon­su­lenter der ikke var specielt popu­lære i forvejen. Bl. a. en som har udtalt at han har udskrevet atte­ster på borgere som han ikke engang har mødt. Han har heller ikke mødt mig, han mener bare godt at jeg kan arbejde.

Jeg gik med aviser fra jeg var 7. Da jeg var 10 var det kul, koks, brænde og petroleum på Frederiksberg, op ad køkken­trap­perne, men jeg var en stor stærk teenager, så jeg tænkte ikke på det. Jeg er født i ’59, så det var jo i halvfjerd­serne. Om sommeren når der så ikke var noget at lave med brændsel, så arbej­dede jeg hos den lokale slagter, hvor jeg var bydreng. Jeg endte natur­ligvis i slag­ter­lære, men jeg måtte holde op et halvt års tid før lære­tiden var over­stået, for så ku’ min ryg ikke mere. Det var garan­teret gigten der meldte sig alle­rede dengang, men man blev jo ikke under­søgt på samme måde som man gør i dag. Ellers har jeg kørt som chauffør, haft firma som vogn­mand og et flyt­te­firma og sådan nogle ting. Det med skri­ve­bordet det var ikke lige mig.

Det er måske ærger­ligt at der ikke er flere til demoen, men jeg er ikke skuffet og jeg mister ikke kamp­gejst. Vi skal nok få rykket folk sammen, det tror jeg på. Når først de finder ud af hvor lidt penge de har på kontoen her efter d. 1. så skal de nok komme ud på gaderne.

Der er noget ukue­ligt over flere af delta­gerne, ikke mindst som her, Kim Madsen, men det er vist også det, der skal til, hvis de skal have held mod en rimelig stor Christiansborg-konsensus, bestå­ende af V, DF, LA og K. og en befolk­ning, der angi­ve­ligt synes at de bare skal se at få lettet røven.

Tre dages modstandskamp med underklasse og varme hænder | Intro

For 1 år siden blev kontant­hjælps­re­formen indført. Stigende ulighed og flere fattige er åben­bart det landet har brug for. Vores reporter, Esben Maaløe, fulgte kampen den gang, for et år siden 

Tre dages modstandskamp med underklasse og varme hænder | Dag 1

nr to af fire artikler: Første dag - krise­møde for reform­ramte på rådhuset. 

Tre dages modstandskamp med underklasse og varme hænder | Dag 3

Torsdag d. 15. september, 2016. Dag 3: Velfærds-alliancens store demon­stra­tion på Rådhuspladsen. Solen bager atter i dag, så det er tredje dag i kampen for... 
Læs også de andre afsnit i serien

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here