Det star­tede altså ikke sådan. Det star­tede faktisk helt okay. Som barn var jeg meget tillids­fuld, jeg ville alle menne­sker. Min lege­kam­merat Bjørn fra børne­haven havde sagt, at han gerne ville være brand­mand, så derfor kunne jeg godt regne ud, at det ville være smart, at sige, at ’så ville jeg være brand­kone’, for samhø­righed er jo rart.

Jeg troede ganske naivt, at alle fami­lier var som min, indtil jeg blev lidt for gammel. Jeg troede alle var empa­tiske menne­sker der gik op i politik og miljøet. Det troede jeg virkelig. Jeg troede verden var god.

pige ved dør
Illustration: Aya Mathilde Stobbe

Min far har haft migræne det meste af min barndom, og min mor har knoklet for to. Min bror og jeg har kun halvandet år i mellem os alder­s­mæs­sigt, så vi er vokset op som en slags pseudo-tvillinger. Han var den gode tvil­ling. Den blide, den rolige og den med vennerne. Jeg var den der altid fik “nej”, den der kunne sidde og ringe hele klasse-listen igennem uden at nogen kunne lege.

Da jeg star­tede i første klasse begyndte mine usik­ker­heder. Der var en mærkelig stem­ning i de linole­ums­duf­tende rum. Alt hvad der før var tilladt, var nu under censur, og jeg var nok lidt som en hund i et spil kegler. Jeg kendte slet ikke til sociale rang­ordner og hierarki. Jeg var bare et lille drøm­mende menneske, der troede, at jeg kunne blive alt.

Det star­tede så frede­ligt i børne­haven, livet var godt og mit. Jeg havde dengang slet ikke gennem­skuet, at min følsomhed som menneske frem­over i livet ville spænde ben for mig.

Den skæb­nesvangre dag fik min klas­se­kam­merat, Louise, at vide at ‘nu skulle hun ikke gå på toilettet mere i den mate­ma­tik­time’, fordi at hun brugte det som undskyld­ning for at undgå det hun synes var svært. Ja, faktisk ville læreren ikke have, at nogen af os gik på toilettet i timen.

Erik Stanley, som han hed, var af den gamle skole. Gråt velfri­seret hår med tydelig side­skil­ning, sorte firkan­tede briller, og et dertil­hø­rende hårdt og misbil­li­gende blik. Den slags lærer, der havde brugt spanskrør i sin tid, og synes, at det hele nu var blevet alt for blødsødent.

Jeg turde ikke sige, at jeg nu skulle jeg tisse.

Jeg kæmpede så længe. Og jeg kan stadig huske følelsen og lyden af, da jeg gav slip. Helt stille, totalt i panik. Da klokken ringede ud, rejste alle sig op og løb mod udgangen, Louise så pølen og råbte: ’’Ad! Mathilde har tisset på stolen!’’ Jeg kan stadig huske varmen, der steg op i mine kinder, da alle samledes rundt om mig, for at besig­tige min ynke­lighed. Stanley sendte mig på toilettet efter papir, med beskeden om at jeg godt kunne se at få tørret op, så det gjorde jeg, foran alle klassekammeraterne.

Når jeg, efter den dag, kom ned i skole­gården, blev jeg ofte kaldt ’Tisse-Mathilde’ af de andre børn. Det var forfær­de­ligt ydmy­gende, konstant at blive mindet om episoden, så jeg fore­trak at være indenfor på gangene eller i klassen. Hvis jeg var udenfor, prøvede jeg tit, at gøre mig usynlig. F.eks. ved at gemme mig i en busk, hvor man ville ikke kunne ses udefra. Det var bare tryg­gere, at være tilskuer.

Faktisk var episoden så ydmy­gende, at da jeg på et senere tids­punkt i første klasse igen tissede i bukserne, sagde jeg det ikke til en sjæl. Ikke engang mine forældre. Jeg gemte det og gik hjem med våde bukser, og skaf­fede bevi­serne om min lavstatus af vejen, tænk hvis mine forældre opda­gede det og også begyndte, at tænke, at jeg var klam?

Måske var det kun 15 sekunder, men i de 15 sekunder grund­lagdes der ganske ufri­vil­ligt et dybt tankespor i min hjerne, der kort­lagde min plads i verden. Uønsket, persona non grata, uden for samfundet.

I skolen lavede jeg vist en masse ballade. Jeg husker det ikke som ballade, men sådan virker ADHD’ere på andre. Den konstante moto­riske uro, tanke­myl­deret og dagdrøm­me­riet i timerne, var ikke noget, der impo­ne­rede nogen. Og jeg kunne ikke følge med i mate­matik. Jeg synes ikke, at det gav mening, den måde det blev forklaret på, og dengang var der kun den ene måde. Så jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at undgå at blive spurgt. Det så lærerne: Når jeg ikke vidste det, og meget tyde­ligt prøvede, at undgå øjen­kon­takt satte de en særlig ære i, at vælge at spørge mig. Jeg blev eksemplet på, hvorfor man skulle læse sine lektier (så man ikke blev dum og uopmærksom som mig).

Det var også mig, der kom i skole klædt i kopi­mærker som Baffalo, i stedet for den dyrere Buffalo, der jo var på mode. Jeg nænnede ikke, at fortælle min mor, at jeg fik kommen­tarer på det. Jeg kunne godt se på hende, at de var pres­sede økono­misk. To pæda­goger med tilhø­rende ringe indkom­ster bosat i Birkerød. Min mor håbede hun havde sparet lidt penge på, at købe kopi­varen, jeg lod hende blive i troen i mange år. Hun gjorde sit bedste, altid.

Jeg var en drømmer. Jeg kan huske, at være kommet for sent i skole talrige gange, fordi at solop­gangen på vejen simpelthen var for smuk. Jeg var nødt til, at stoppe op og tage mentale billeder af himmelen. Jeg ville bare gerne fast­holde nuet, det var beta­gende, og jeg følte lidt, at jeg var den eneste, der kunne se det. Alle menne­skerne i bilerne, og på gaden skyndte sig fremad, de stop­pede slet ikke op. Og så kom jeg for sent. Der var ikke fedt, at være et sted, hvor man altid range­rede lavest. Jeg fortryder ikke min barn­lige eska­pisme og kommen-for-sent. Den var jo selvforsvar.

Når man er blevet snakket hen over, som er man luft, nok gange, når man en grænse, hvor det at søge andres aner­ken­delse bliver lige meget. Man ryger ud over behovet for samhø­righed, for den er der jo ikke. Man gider ikke blive ved med, at kæmpe for, at være en del af noget, der alli­gevel ikke vil én… Den følelse er farlig og destruktiv for et samfund.

Dengang havde man også det her smarte system i gymna­stik, hvor læreren udpe­gede to af de gode (alfa) elever, der så skulle vælge hver deres hold på tur. Det var altid klas­sens tykke dreng, Lau, den søde og lidt usikre Niklas og mig der stod tilbage. Hele processen var tå-krummende. Jeg prøvede altid at se skarp ud. Jeg ville så gerne være med i det fælles­skab, men lige meget hjalp det. Kan huske følelsen af, at stå og svede foran alle, det var ydmy­gende. Efter lidt tid fandt jeg ud af, at der var et hemme­ligt lokale ved siden af bold­rummet, så når læreren kiggede væk, gemte jeg mig derinde. Jeg kan stadig huske lydene fra mit gemmested.

Den gang var jeg alle­rede begyndt at fore­trække at høre stemmer lidt væk fra, så jeg ikke skulle forholde mig direkte. Det virkede meget mindre truende.

Da vi så begyndte på klas­se­tu­rene, blev det hårdt. Jeg havde to veninder i klassen, en hollandsk og en kurdisk pige. Hvis jeg blev uvenner med den ene, dikte­rede min lavstatus at jeg mistede begge for en periode. Så i folke­skolen fik jeg min debut med, at skulle op, at stå foran en klasse og uddeles til en gruppe, der ville tage imod mig og lade mig bo på deres værelse, nu hvor jeg ikke selv havde fundet en gruppe. Det føles som en evighed fra, at læreren spørger ud i klassen, til, at nogen tager mig til nåde. Måske var det kun 15 sekunder, men i de 15 sekunder grund­lagdes der ganske ufri­vil­ligt et dybt tankespor i min hjerne, der kort­lagde min plads i verden. Uønsket, persona non grata, uden for samfundet.

Senere i livet fandt jeg ofte selv­de­struk­tive veje, jeg kunne gå ad. De var tryg­gere end konfor­mi­te­tens veje, der havde tygget mig i stykker og spyttet mig ud. Når man selv vælger at fucke up, føles det ikke, som endnu en ting der er sket én, men som et state­ment om, at man endelig selv bestemmer. Når man er blevet snakket hen over, som er man luft, nok gange, når man en grænse, hvor det at søge andres aner­ken­delse bliver lige meget. Man ryger ud over behovet for samhø­righed, for den er der jo ikke. Man gider ikke blive ved med, at kæmpe for, at være en del af noget, der alli­gevel ikke vil én… Den følelse er farlig og destruktiv for et samfund.

Jeg er et følsomt væsen og min empati forbyder mig, at gro fast i bitter­heden, og dermed blive farlig. Men min selv­tillid derimod, er aldrig rigtig kommet sig. Jeg føler mig som en tilskuer. Jeg går ned ad strøget og ser på menne­skene som frem­mede fra mig, og jeg føler, at det er deres verden. Jeg tænker tit, at jeg nok er usynlig for dem. Det føles aldrig som om de rigtig ser mig.

Av
Illustration: Aya Mathilde Stobbe

Mine tænder gør ondt hver dag, jeg har gemt det fra de fleste menne­sker længe.

I to år havde jeg en depres­sion, der star­tede en lavine af problemer. Ekstragebyrer på regninger, der blev betalt for sent, dumme spon­tankøb i despe­ra­tion for, at tænde bare en eller anden følelse af glæde indeni. Og så mine tænder, der bare fik lov at stå til.

Da jeg endelig begyndte, at reagere var jeg forgældet, havde en masse huller i tænderne, og følte mig stadig ikke som brug­bart mate­riale til arbejds­mar­kedet. Nu havde jeg så mange huller, at jeg på kontant­hjælp, ikke havde nogen chance for, at lave andet end midler­ti­dige plast­fyld­ninger, der faldt ud løbende igen. Hurtigere end, at jeg kunne nå at betale regnin­gerne, og jeg fik også brev fra RKI.

Sideløbende blev jeg sendt i praktik hos en meget fin modist i København. Jeg koncen­tre­rede mig virkelig for, at være det han forven­tede, men jeg synes det var svært, at slå til. Den jobkon­su­lent, fra “anden aktør”, der havde min sag, og som havde været med til prak­tik­sam­talen, havde nemlig smurt tykt på og frem­hævet nogle kvali­fi­ka­tioner, jeg skulle besidde indenfor sy-faget, som var nærmest taget ud af tynd luft.. Men jeg gjorde mit bedste. Jeg ville jo gerne have foden indenfor, jeg ville gerne komme mig og være en del af samfundet igen.

Efter tre uger tænker jeg, at jeg vil nævne, at jeg har ADHD, som en forkla­ring på hvorfor jeg ikke er nået længere med mit liv, selvom jeg er sidst i tyverne. Han svar lammer mig: ’’Du har ADHD? Og så sender de sådan én ind til mig?!?’’ Jeg holdt ud en uge efter det, men derefter blev det for angst­pro­vo­ke­rende og opsli­dende indefra, at være der.

Så brugte jeg to år på at få en reva­li­de­ring igennem. Et helt igennem opsli­dende forløb, med tilhø­rende græn­se­over­skri­dende gransk­ning af éns person og kompe­tencer. Ydmygende, er det ord, der for mig dækker det bedst. Sideløbende med reva­li­de­rings­søg­ningen tog jeg mate­matik på VUC og knok­lede så meget for det, at jeg fik 10 til eksamen. Og så kom jeg ind på min drømme-designteknolog-uddannelse. Jeg troede min lykke var gjort. Jeg star­tede op og fandt ud af, at det slet ikke gik. Skolen var ikke færdig­bygget, og rummet jeg skulle lære i, var inddelt i klasser ved hjælp af spånplade-skillevægge. Så mens læreren prøvede, at under­vise, var hånd­vær­kerne, der borede med slag­bo­re­ma­skiner desværre det eneste mit hoved kunne foku­sere på. Oveni har jeg ingen gode sociale erfa­ringer fra skole­tiden, og jeg var slet ikke med på alle de mode­blogs og events, de andre snak­kede om. Jeg havde bare mig og min skaber­trang, og ikke noget smart image. Jeg var rædsels­slagen for, at de skulle opdage min mang­lende værdi fra sekundet jeg star­tede der, så måske var det egentlig en lettelse, da jeg beslut­tede mig for, at give slip på den drøm og den verden.

Min tand­pine er i disse dage så slem, at jeg i de mest mørke og trøstes­løse timer om natten, har over­vejet at skære tanden ud med en hobbykniv. Eller hive den ud med en tang. Jeg har ikke 4.000 kr. til, at få trukket min visdom­stand ud for (eller 22.000, som det vil koste for hele munden).

En nat ringede jeg stortu­dende til 1813 med forfær­de­lige smerter. Jeg tiggede og bad damen i røret om hjælp, men hun henviste mig til tand­læ­ge­vagten, som jeg jo ikke har råd til og ingen tand­læge vil tage mig ind på afbe­ta­ling, fordi jeg står i RKI. Igen var jeg skakmat.

Hun ville ikke udskrive smer­testil­lende, det måtte jeg snakke med en tand­læge om. Jeg fik også et husråd med fra damerne i baggrunden, der mente jeg måske kunne tygge på noget is og bruge det som smertestillende.. .

Jeg synes, at jeg kæmper og har kæmpet det jeg kan. Jeg er træt af, at have ondt og stå stille i livet.

Jeg håber, at den nye gene­ra­tion vil lykkes i, at få et stær­kere fælles­skab på tværs af alle de skøre og over­ra­skende menne­ske­typer, der findes. At vi som menne­sker vil blive vurderet på vores person­lighed, og ikke vores sociale status eller økono­miske situ­a­tion, og at der igen vil blive plads til alle i Danmark. Også skral­de­man­dens, rengø­rings­hjæl­pens og pæda­go­gens børn.

4 KOMMENTARER

  1. Stærkt skrevet. Glad for at du deler dine sjæle-sår, dine tanker, håb og ønsker med en ikke altid forstå­ende omver­denen. Følelser kan være svære at forstå når man ikke selv har ligende ople­vel­ses­re­fe­rencer at tolke ud fra. Mennesker vil altid handle ud fra deres egen tolk­ning af “virke­lig­heden” . En jeg kendte sagde altid, at der er “rart at se at der er andre der har det værre end en selv” I første omgang grinte jeg indfor­stået, senere undrede jeg mig over dette stupide udsagn. Det er aldrig rart at se menne­sker have det “skidt” Det er måden vi hånd­terer det ople­vede på der er afgø­rende for de menne­sker vi møder på vores vej i livet, eller ikke mindst deres vej i livet.

  2. Hårdt at læse, genkender meget af det, med mig var det gammel mælk de trak mig igennem da jeg tillod mig at lægge arm med den stær­keste i klassen og ikke tabte (vandt vist heller ikke, klokken ringede).

    Hvad kan man sige, Gud elsker de Søde og verdenen mangler drøm­mere, hold ved, der er masser af søde menne­sker derude, man ser dem bare ikke for alle de højtrå­bende smart­snak­kende idioter….

    Det der nok har hjulpet mig mest er at jeg er et hobby­men­neske, du lyder som een der har (eller let kan få) inter­esser, kom ud og dyrk dem, livet ér fedt i sig selv, det er bare (mange af) os menne­sker den er galt med….
    -Så vil du med tiden kunne smide even­tu­elle dårlige nerver og/eller selv­bil­lede ud, begynde at kunne nyde det hele….

    Jeg så engang en hollywood skue­spil­le­rinde tale ud om hendes barndom og den mobning hun havde været ude for….
    Hvis hun skulle give hendes barn­lige selv et råd ville det være at grine ad dem, om 20 år vil de stadig være tåber….;-)

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here