Det offentlige underskud overdrives

Når poli­ti­kerne skal legi­ti­mere reformer / bespa­relser på offent­lige udgifter og velfærd, peges der ofte på under­skuddet på den offent­lige saldo (udgifter minus indtægter), som eksem­pelvis var på 41,1 milliard kr. i 2015. Og saldoen har rigtigt nok været negativ de sidste syv år, undtagen i 2014 (pga ekstra­or­di­nære indtægter fra skatterabat-omlægningen af kapi­tal­pen­sionen). Men mens man kan forstå på poli­ti­kerne, at reformer og bespa­relser er kommet for at blive, så er under­skud­dene sand­syn­ligvis blot midler­ti­dige og vil som før blive afløst af over­skud når krisen er helt forbi.

Først skal man være opmærksom på, at rege­ringen typisk vil forsøge at mindske krisen ved at øge efter­spørgselen, fx ved frem­ryk­ning af offent­lige inve­ste­ringer, hvilket slår nega­tivt ud på saldoen. Dvs. under­skuddet bliver større det år. Dette er en kendt og klas­sisk måde at stimu­lere økono­mien på i krisetid. Ligesom rege­ringen omvendt under højkonjunktur typisk vil, eller burde, forsøge at lægge en dæmper på efter­spørgselen, fx for at mindske risi­koen for infla­tion og flaske­halspro­blemer mv.. Tiltag som den borger­lige rege­ring efter manges mening forsømte og dermed forstær­kede krisen. En del af det under­skud som nogen bruger til at skræmme befolk­ningen med, kan derfor være et bevidst og yderst fornuf­tigt finans­po­li­tisk valg. Faktisk er tænke­ligt at Danmark var kommet lettere igennem krisen, hvis rege­ringen havde stimu­leret efter­spørgselen og altså midler­ti­digt øget under­skuddet yder­li­gere. Men den forrige rege­ring valgte i stedet at tilslutte sig finans­pagten, hvilket teknisk set betød at under­skuddet ikke måtte over­stige 0,5% af BNP og i praksis, at der blev lagt meget stramme bånd på et ellers klas­sisk soci­al­de­mo­kra­tisk værktøj. De sagde det ikke direkte, men langt hen ad vejen opgav de egen politik til fordel for De Radikales og Merkels højre­o­ri­en­teret sparepolitik.

Figuren ovenfor viser hvordan saldoen har vari­eret siden 1994 og lægger man tallene sammen giver det faktisk ikke et under­skud med der imod et samlet over­skud på over 77 milli­arder kr.. Den offent­lige saldo har altså IKKE været over­ve­jende negativ over de seneste tyve år.

Man kan derfor ikke bruge saldoens historik og de aktu­elle under­skud som undskyld­ning for perma­nente nedskæ­ringer. Og negativ saldo i en årrække under krisetid, betyder ikke nødven­digvis, at man bruger mere end nationen har råd til, hvilket vil fremgå endnu tyde­li­gere i de kommende afsnit.

Den offentlige gæld overdrives

Et andet vold­somt tal, som kan skræmme og give folk indtryk af, at den offent­lige sektor har en stør­relse som fører nationen mod afgrunden, er den offent­lige gæld på næsten 800 milli­arder kr.. , svarende til ca 40% af værdien af alt det vi produ­cerer på et helt år (BNP). Den kaldes ømu-gælden og er EU’s måde at opgøre de forskel­lige landes offent­lige gæld. Da EU-landene opgør værdier og tilgo­de­ha­vender (aktiver) på forskellig vis, har man valgt at se bort fra akti­verne og kun foku­sere på passi­verne, altså det der skyldes. Derfor er ømu-gælden en brut­to­gæld. MEN hvis vi skal vurdere om vi virkelig er på vej mod afgrunden, så skal vi selv­føl­gelig trække akti­verne, altså det vi har af værdi (fx inde­stå­ende i Nationalbanken), fra. Ligesom i en priva­tø­ko­nomi, så skylder det offent­lige penge væk, men har også aktiver af værdi. Når vi trækker akti­verne fra passi­verne i den offent­lige økonomi så får vi en langt lavere netto­gæld på 108 milli­arder kr.

På figuren nedenfor ses forskellen og udvik­lingen af både ømu- og netto-gæld ifølge Danmarks statistik.

Det er således meget misvi­sende, at bruge ØMU- / Brutto-gælden, som argu­ment for at vi ikke har råd til vores offent­lige sektor, som vi kender den. I stedet bør man selv­føl­gelig forholde sig til den meget lavere Nettogæld.

Den offentlige gæld i perspektiv

Nu kan man jo indvende, at en negativ offentlig saldo på 41 milli­arder og en samlet netto­gæld på 108 milli­arder også er meget store beløb. Og det er de rigtigt nok. Men er de større ,end vi har råd til? Er vi på vej mod afgrunden? Næppe! Lad os prøve at anskue belø­bene i forskel­lige rele­vante perspektiver.

Først er det værd, at bemærke, at den offent­lige netto­gæld hellere ikke har været perma­nent de seneste år. Som det også fremgår af figuren ovenfor, havde det offent­lige mere til gode end det skyldte i årene 2006 – 2011 (Den grønne kurve er under nul), hvilket selv­føl­gelig var et udslag af at man under seneste højkonjunktur i nullerne kunne betale af på gælden.

Om Danmark har råd til den velfærd vi kender, handler selv­føl­gelig ikke kun om den offent­lige økonomi men om hele landets økonomi. Et inter­es­sant tal her er udlands­for­muen, som er en opgø­relse over hvad Danmark har til gode (eller skylder) overfor udlandet, når alt og alle borgere, insti­tu­tioner, virk­som­heder osv. inddrages. Når alt gæld (vi skylder til udlandet) trækkes fra alle tilgo­de­ha­vender (Værdier vi har / ejer i udlandet) har Danmark som helhed et kæmpe plus på 816 milli­arder kroner. Denne posi­tive Udlandsformue er altså til sammen­lig­ning, mere end syv gange større end den offent­lige Nettogæld!

Et tredje perspektiv på om stør­relsen af det offent­liges under­skud og gæld virkelig er mere end vi har råd til, er de danske hushold­nin­gers netto­formue. Hvor meget mindre ville Danmark så og sige være værd, hvis man med et snuptag afbe­talte et beløb af svarende til den offent­lige netto­gæld? Ved indgangen til 2015 havde de danske hushold­ninger en netto­formue på hele 6617 milli­arder (JF. figuren nedenfor).

Betalte hushold­nin­gerne hele Danmarks samlede offent­lige netto­gæld (6617 – 108 = 6509) ville netto­for­muen blot være 1,63% lavere. Således ville hver eneste dansker, inklusiv børn, i gennem­snit stadig være god for værdier til mere end 1,1 million kr. hver. Hvis altså formu­erne havde været lige fordelt, hvilket desværre ingen­lunde er tilfældet, men det er en anden historie. Figuren ovenfor viser også, at selvom krisen midler­ti­digt gjorde Danmark lidt ”fatti­gere” mellem 2007 – 2012, så har nationen som helhed aldrig været rigere end nu. Rigtig mange af os er ikke i nærheden af at være god for 1,1 million kroner, mange er tvær­timod forgældet, hvilket selv­føl­gelig er fordi, formu­erne er meget skævt fordelt.

En anden rele­vant dimen­sion er udvik­lingen af netto­for­muens stør­relse sammen­lignet med det offent­lige budget. I 1994 var hushold­nin­gernes netto­formue og det offent­lige budget omtrent det samme på henholdsvis 572 og 589 milli­arder kr.. Men mens det offent­lige budget blot er blevet 1,85 gange større i 2014 (Se krydset ved nedre højre hjørne på figuren ovenfor), så er hushold­nin­gernes netto­formue (Se slut­ningen af kurven) blevet hele 11,5 gange større. Eller sagt på en anden måde. De private (Husholdningernes) netto­for­muer er steget 6 gange mere end det offent­lige budget siden 1994!

En fjerde og desværre ganske aktuel sammen­lig­ning, er de mange milli­arder i skat­tely. Ifølge Ekstra Bladet, som har brugt Nationalbanken, IBIS og Den Internationale valuta­fond som kilder, har danskere placeret omkring 130 milli­arder ubeskattet kroner i udlandet ved udgangen af 2014. Et tal der formodes at stige ca 10% om året! Således må man anslå at det aktu­elle tal er over 143 milli­arder. Det er selv­føl­gelig forskel­ligt hvordan disse penge skulle være beskattet, men man over­driver nok ikke hvis man antager at de mang­lende indtægter fra skattely-milliarderne alene kunne betale 2/3-del af den offent­lige nettogæld.

Man kan også selv­føl­gelig også perspek­ti­vere de 108 milli­arder i offentlig netto­gæld til speci­fikke offent­lige udgifter. Fx kunne man jo spørge befolk­ningen, om den virkelig ønsker, at bruge et trecifret milliard beløb på indkøb og vedli­ge­hol­delse af jagerfly eller om mindre kunne gøre det?

Den sjette og sidste perspek­ti­ve­ring, går på det offent­liges indtægter. Fx vurderes det at boligskat­te­stoppet, som i øvrigt forstær­kede bolig­boblen i nullerne, fra 2001 og frem til 2020 har mind­sket statens indtægter med omkring 130 milli­arder. Altså også en god ”slat” over den samlede offent­lige nettogæld.

Vi kan altså konstatere:

  1. At den årlige offent­lige saldo og den offent­lige netto­gæld ikke er i konstant minus, men vari­erer med den samfund­s­ø­ko­no­miske situation.

  2. At vi på trods af krisen aldrig har haft bedre råd til velfærd før, både set i rela­tion til hushold­nin­gernes private formuer og udlandsformuen.

  3. At Danmark har en Udlandsformue som er mere end 7 gange større end den offent­lige nettogæld.

  4. At hushold­nin­gernes netto­for­muer kun ville svinde med 1.63% hvis vi brugte den til at betale den offent­lige nettogæld.

  5. At hushold­nin­gernes netto­for­muer er steget hele 6 gange mere end det offent­lige budget siden 1994.

  6. At de mang­lende indtægter pga boligskat­te­stoppet, er større end den offent­lige netto-gæld.

  7. At udgif­terne til nyindkøb og vedli­ge­hol­delse af Jagerfly bliver større end den offent­lige gæld.

  8. At de mang­lende indtægter fra skattely-milliarderne, alene kunne betale en meget stor del af den offent­lige gæld.

Der er altså god grund til at forholde sig yderst skep­tisk overfor folk, der påstår, at det offent­lige under­skud og den offent­lige gæld betyder, at vi ikke har råd til den velfærd vi kender og som de fleste danskere ønsker, at bevare.

Der findes selv­føl­gelig mange andre rele­vante økono­miske aspekter og udfor­dringer. Fx er det rigtigt, at Danmark har udsigt til større udgifter til pensio­ni­ster og sygdom, og færre arbejdsindkomst-indtægter pga små årgange at beskatte, men vi (og Holland) har også sparet mere op (omkring 4000 milli­arder, hvor af stør­ste­delen endnu ikke er beskattet!) til den demo­gra­fiske udvik­ling end alle andre vest­lige lande. Dertil kommer, at den demo­gra­fiske udvik­ling, alt andet lige, også betyder færre udgifter til fx dagin­sti­tu­tioner, uddan­nel­ses­sy­stem, SU, kontant­hjælp osv..

I rela­tion til den offent­lige sektor og velfærd, handler det altså mindre om hvad vi har råd til, og i højere grad om i hvilken udstræk­ning vi vil finan­siere velfærden via en bedre forde­ling af de store værdier der uomt­vi­ste­ligt er i landet, skattely-milliarderne undtaget.

Kilder generelt:

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here