Retssikkerheden sejler

Kommuner sparer på fejl i hundredtusindvis af sager!

1
78

Der træffes hvert år afgø­relser i hundrede-tusindvis af sager af fami­liær, social og beskæf­ti­gel­ses­mæssig karakter. Lige fra handicap-hjælp, bo-tilbud, magt­an­ven­delse, syge­dag­penge, bolig­støtte, førtids­pen­sion, reva­li­de­ring, ressour­ce­forløb, virk­som­heds­praktik, lønt­ilskud, flexjob, bevil­ling af fysiske hjæl­pe­midler og hjem­me­hjælp, til diverse sociale tillæg og ydelser og MEGET andet. Ofte har afgø­rel­serne en stor betyd­ning for folks liv og økonomi. Derfor er der natur­ligvis opstillet forskel­lige tids­fri­ster og lovkrav til det grundlag afgø­rel­serne træffes på. Det skal ikke bare sikre en fair afgø­relse, men også lighed for loven og rets­sik­ker­heden i sig selv naturligvis.

Vidste du at…

  1. At der bevis­ligt er grave­rende fejl i flere tusind Ankestyrelses-sager på social og beskæftigelsesområdet.

  2. At omgørelses-procenten er stigende og senest på 27% i 2015.
    Dvs. at mere end hver fjerde Ankestyrelses-sag ikke over­holder lovkra­vene, på trods af at kommunen har behandlet hver enkelt sag to gange før de når Ankestyrelsen!

  3. At omgørelses-procenten, ifølge ekspert John Klausen, er udtryk for en generel proble­matik omhand­lende alle sager.
    Altså også det store flertal af sager der ikke klages over. Faktisk vurderer han, at problemet måske endda er endnu større for disse sager!

  4. At der træffes mange hund­re­de­tu­sinder afgø­relser hvert år.
    Og at hvis der er bare lidt om ekspert John Klausens vurde­ring, så snydes langt over hund­re­de­tu­sinde, måske hen ved en kvart million, af samfun­dets svageste for en juri­disk fair behand­ling hvert eneste år! Ofte med økono­miske og sociale konsekvenser.

  5. At den kommu­nale forvalt­ning både træffer afgø­rel­serne og skal få budgettet til at række
    og derfor har et økono­misk inci­ta­ment til at træffe de billigst mulige afgørelser.

  6. At en række eksperter giver udtryk for, at kommu­nerne faktisk i stor stil træffer juri­disk proble­ma­tiske afgø­relser med henblik på at spare penge.

  7. At antallet af prin­ci­p­af­gø­relser fra anke­sty­relsen er faldet drastisk.
    Endda i en tid med mange nye reformer og love. Hvilket betyder større skøn fra den enkelte sags­be­handler og sand­syn­ligvis større vari­a­tion i udfaldet af ellers ens sager.

  8. At forkerte afgø­relser ingen økono­miske, juri­diske eller karrierer-mæssige konse­kvenser har
    Hverken for kommu­nerne, forvalt­ningen eller den enkelte sags­be­handler. Faktisk er der måske større karrierer-mæssig risiko, ved ikke at give efter for pres fra oven?

Ankestyrelsen omgør mere end hver fjerde sag

Med så mange sager er det måske forven­te­ligt der sker fejl. MEN det gælder faktisk ikke dem der når Ankestyrelsen. For inden en klagesag sendes videre til Ankestyrelsen, har kommunen fire uger til at genover­veje, om alt er som det skal være. De sager, der når til Ankestyrelsen, burde altså være dobbelt­tjekket for fejl!

Statistik over klager over kommu­nernes afgø­relser på social- og beskæftigelsesområdet.

Kilde: Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen behand­lede henholdsvis 39.576 og 30.857 kommu­nale afgø­relser på social- og beskæf­ti­gel­ses­om­rådet i 2014 og 2015 (JF. figuren ovenfor). Af dem blev ca hver fjerde omgjort! Altså på trods af, at kommu­nerne havde gennem­gået dem to gange. Omgjort betyder, at der er så store fejl ved sagen, at anke­sty­relsen enten selv omgør afgø­relsen (”Ændring” i figuren) eller pålægger kommunen at behandle den endnu engang (”Hjemvisning” i figuren). Således blev tilsammen 8.877 afgø­relser i 2014 og 7.569 afgø­relser i 2015 omgjort. Omgørelses-procenten er i øvrigt steget med 6%. Fra 21% i 2013 til 27% i 2015.

Omgørelses-procenten afspejler et generelt problem

De mange tusinde fejl­ag­tige afgø­relser indenfor social og beskæftigelses-området, er selv­føl­gelig et stort problem i sig selv. Men hvad værre er, så er der, ifølge Lektor i Socialret John Klausen, grund til at tro, at omgørelses-procenten afspejler en helt generel proble­matik. Han udtaler således til advo­kat­sam­fundet: ”Når en sag bliver omgjort, er den enten direkte forkert eller behæftet med så væsent­lige fejl, at den er ugyldig. Men inden sagen kommer til Ankestyrelsen, skal kommunen revur­dere og behandle den igen, og kan dermed repa­rere sager med fejl, det er altså kun, hvis kommunen fast­holder afgø­relsen, at klagen går videre.

Derfor er der grund til at antage, at der er mindst lige så mange forkerte og fejl­be­hæf­tede sager blandt de sager, der ikke bliver påklaget…

John Klausen har beskæf­tiget sig med området i 25 år, og er ph.d. og Lektor i Socialret på Aalborg Universitet og desuden med egen erfa­ring og karriere i den kommu­nale forvaltning.

Problemet har et enormt omfang

Der findes, ifølge Ankestyrelsens årsre­de­gø­relse fra 2014, ikke stati­stik over antallet af kommu­nale afgø­relser, men, som de skriver, når fx 400.000 modtager syge­dag­penge hver år, så må det samlede antal sociale og beskæftigelses-relateret sager omfatte mange hund­re­de­tu­sinde. Så hvis vi fx antager, at der træffes afgø­relser i ca 1 million sager årligt, så betyder det, på baggrund af John Klausens vurde­ring, at mere end en kvart million borgere, har fået en sags­be­hand­ling, som ville være blevet omgjort, hvis de havde klaget! Når mange ikke klager kan det fx skyldes, uvidenhed om egne rettig­heder, korte klage-tidsfrister og det forhold, at de pågæl­dende ofte i forvejen er i en svær situ­a­tion uden de nødven­dige ressourcer.

Hvorfor fejler kommunerne?

For det første, så er de rele­vante love og cirku­lærer ofte komplekse og foran­dres jævn­ligt med nye poli­tiske tiltag. Omvendt så arbejder soci­al­rå­d­gi­verne typisk inde for et speci­fikt felt, hvor man vel kan forvente, at de forholdsvis hurtigt opar­bejder det nødven­dige kend­skab til lovgivningen.

For det andet, er det velkendt, at der eksi­sterer et stort arbejds­pres på soci­al­rå­d­gi­verne. Hvis ikke man rigtigt kan nå det man bliver bedt om, så stiger risi­koen for fejl selvsagt. Ligesom det måske også bliver mere fristende at springe over hvor gærdet er lavest.

For det tredje, så skal kommunen både træffe alle disse afgø­relser og få et oftest meget stramt budget til at række. Det betyder med andre ord, at den kommu­nale forvalt­ning har et økono­misk inci­ta­ment til at træffe afgø­relser, der er så billige som muligt. Det er forhå­bent­ligt de færreste kommu­nale medar­bej­dere, der bevidst træffer lodret forkerte afgø­relser. Men mange sager bygger på skøn af en eller anden art og der kan man måske godt fore­stille sig, at folk kan være påvirkelige.

Det betaler sig at snyde borgerne

Indtil 2015 kunne folk der vandt en klagesag over mang­lende kontant­hjælp ikke få efter­be­talt det de var blevet snydt for! Det blev helt grotesk modregnet i kommende udbe­ta­linger. Kommunerne kunne altså spare penge selv på de sager de tabte! Det var indly­sende unfair og kræn­kende for rets­be­vidst­heden og blev heldigvis ændret via Christiansborg fra 2015. MEN loven blev kun ændret for økono­miske (indkomst) ydelser. Uretfærdigheden gælder derfor stadig sager om servi­cey­delser. Der er altså i dag ingen økono­misk kompen­sa­tion med tilba­ge­vir­kende kraft via Ankestyrelsens afgø­relse, når en borger vinder en sag om mang­lende servi­cey­delse som fx hjem­me­hjælp. Det kræver, at borgerne tager sagen endnu videre til domsto­lene med alle de ressourcer det inde­bærer. I praksis sparer kommu­nerne altså ikke kun penge på, forment­ligt, en stor del af de mange u-påklaget sager, men endda også på en del af dem de taber!

Snyder kommunerne med vilje?

Det er selv­føl­gelig svært at bevise. Særligt fordi mange sager bygger på skøn af en eller anden art. Men i 2011 – 2012 forsøgte stats­for­valt­ningen i Midtjylland, at under­søge årsa­gerne til de mange fejl­be­hæftet sager. I den efter­føl­gende rede­gø­relse står der blandt andet: “…at stats­for­valt­ningen ikke er blevet præsen­teret for oplys­ninger, »som giver grund til at anse en så høj fejl­pro­cent som lovlig.

… eller at man forsøger at sætte servi­ce­ni­veauet ulov­ligt lavt…

Og chef­kon­su­lent i stats­for­valt­ningen Martin Basse, som stod for under­sø­gelsen, udtalte til Berlingske, at: “…når der var fejl i imellem en tred­jedel og en fjer­dedel af afgø­rel­serne, så begynder det at lugte lidt af, at man konse­kvent sætter for få ressourcer af, eller at man forsøger at sætte servi­ce­ni­veauet ulov­ligt lavt…”

Nogle kommuner mener at det er bedre at borgerne får mindre end de har ret til

Og professor og dr. jur. i soci­alret Kirsten Ketscher tager, i samme artikel, den et lille skridt videre: ”Desværre er der nogle kommuner, der mener, at det er bedre, at borgerne får mindre end det, de har ret til. Det kan man så se i de mange tvivls­omme afgørelser…”

“Vi er på niveauet før, at du kan få en afgø­relse, der hedder, at “du er for tyk til at få førtidspension”

Også advokat Mads Krøger Pramming, som har ført en lang række sociale sager og som har stiftet advo­katvagten og under­vist på Københavns Universitet ser et kommu­nalt spare­in­ci­ta­ment i skøns­sager og udtaler således til Advokatsamfundet: “Problemet er, at fortolk­ningen af det skøn, som for eksempel ligger i ordene ‘varigt og væsent­ligt’, er dele­geret til myndig­he­derne, der skal spare og har inter­esse i at stramme. Det skøn kan reelt ikke prøves ved domsto­lene. Vi er på niveauet før, at du kan få en afgø­relse, der hedder, at “du er for tyk til at få førtids­pen­sion”. Myndighederne slipper næsten af sted med hvad som helst – enten fordi sagerne ikke bliver anlagt, eller fordi de bliver tabt, hvis de gør.”

Retssikkerheden er væk

Mads Krøger Pramming siger endvi­dere til advokatsamfundet:

“Retssikkerhed? Der er ingen, sådan som det er nu”

Retssikkerhed? Der er ingen, sådan som det er nu. Den ene af de tre stats­magter udfylder ikke den rolle, de har på det her område. Det er en kæmpe urime­lighed i vores rets­sy­stem, at du har en grund­lovs­sikret ret, der i praksis ikke fungerer. Når der er et så stort fravær af kontrol, så er myndig­he­derne selv­føl­gelig græn­se­sø­gende, ikke mindst fordi de skal spare. Så opstår der en kultur, hvor man kan tillade sig hvad som helst, fordi det stort set ingen konse­kvenser har.”

Mads Krøger Prammings meget alvor­lige kritik under­bygges af et drastisk faldende antal prin­ci­p­af­gø­relser i Ankestyrelsen de senere år.

(Kilde: Ugebrevet A4)

Som det fremgår af figuren ovenfor faldt antallet af prin­ci­p­af­gø­relser i Ankestyrelsen fra 265 i 2009 til blot 34 i 2015. En prin­ci­p­af­gø­relse er en bindende retskilde, altså en juri­disk rettesnor for afgø­relser i tilsva­rende sager som sags­be­hand­lerne skal følge. Det hjælper, dels sags­be­hand­lerne til at forstå loven korrekt, ikke mindst i skøns­sager, dels sikrer det lighed for loven, sådan at afgø­relsen ikke er afhængig af hvilken kommune man tilfæl­digvis bor i. Principafgørelser er særlig aktu­elle og vigtige i forbin­delse med nye love. Derfor er det ekstremt proble­ma­tisk, at antallet er faldet så drastisk i en periode hvor den ene reform på social og beskæf­ti­gel­ses­om­rådet har afløst den anden. Det betyder indly­sende nok, at stadig flere afgø­relser IKKE bygger på en bindende retskilde, men kun på den enkelte sags­be­hand­lers person­lige skøn. Det øger sand­syn­lig­heden for vari­e­rende afgø­relser i ellers ens sager og under­graver rets­sik­ker­heden vold­somt, for såvidt der over­ho­vedet er tale om rets­sik­kerhed længere.

Autorisation for sagsbehandler

Også fra en kritisk soci­al­rå­d­gi­vers syns­punkt, er der belæg for at kommu­nernes og sags­be­hand­lernes faglighed er i forfald

I forlæn­gelse af problemet med rets­sik­ker­heden, er det værd at bemærke, at sags­be­hand­lerne / soci­al­rå­d­gi­verne ikke er under­lagt auto­ri­sa­tion. Det betyder, ifølge soci­al­rå­d­giver Mette valentin, som i sin blog-artikel ”Hvorfor skal vi soci­al­rå­d­gi­vere ikke have auto­ri­sa­tion og dermed kunne stilles fagligt til ansvar?”, skriver: “…at vi ikke kan fratages retten til at virke som soci­al­rå­d­gi­vere og ikke kan pålægges fagligt ansvar og f.eks indklages for et fagligt nævn, såfremt vi bryder med de faglige regler og kodeks – og de juridske rammer vi arbejder under, i vores forvalt­ning af borgernes sager.”

Så hvis en soci­al­rå­d­giver lader sig presse til fx at træffe billige frem for juri­disk korrekte afgø­relser, så får det prak­tisk talt aldrig konse­kvenser selvom det bliver opdaget.

Mette Valentin skriver endvi­dere (med udgangs­punkt i fami­liesager): “Mange steder er op til 50 % af sags­be­hand­lerne end ikke uddan­nede soci­al­rå­d­gi­vere – og op mod 40% af resten, nyud­dan­nede. Det er kort sagt ved at gå helt galt med faglig­heden mange steder – og som konse­kvens heraf sejler både borgernes rets­sik­kerhed og målet med indsatsen!

Også fra en kritisk soci­al­rå­d­gi­vers syns­punkt, er der altså belæg for at kommu­nernes og sags­be­hand­lernes faglighed er i forfald. I alt fald nogle steder. Og følgelig, at de, sags­be­hand­lerne, vel nemmere end tidli­gere kan presses til at admi­ni­strere og afgøre sager under indtryk af andre para­metre end de rent faglige og juridiske.

Opsummering

Vi har set:

  1. At der bevis­ligt er grave­rende fejl i flere tusind Ankestyrelses-sager på social og beskæftigelsesområdet.

  2. At omgørelses-procenten er stigende og senest på 27% i 2015.
    Dvs. at mere end hver fjerde Ankestyrelses-sag ikke over­holder lovkra­vene, på trods af at kommunen har behandlet hver enkelt sag to gange før de når Ankestyrelsen!

  3. At omgørelses-procenten, ifølge ekspert John Klausen, er udtryk for en generel proble­matik omhand­lende alle sager.
    Altså også det store flertal af sager der ikke klages over. Faktisk vurderer han, at problemet måske endda er endnu større for disse sager!

  4. At der træffes mange hund­re­de­tu­sinder afgø­relser hvert år.
    Og at hvis der er bare lidt om ekspert John Klausens vurde­ring, så snydes langt over hund­re­de­tu­sinde, måske hen ved en kvart million, af samfun­dets svageste for en juri­disk fair behand­ling hvert eneste år! Ofte med økono­miske og sociale konsekvenser.

  5. At den kommu­nale forvalt­ning både træffer afgø­rel­serne og skal få budgettet til at række
    og derfor har et økono­misk inci­ta­ment til at træffe de billigst mulige afgørelser.

  6. At en række eksperter giver udtryk for, at kommu­nerne faktisk i stor stil træffer juri­disk proble­ma­tiske afgø­relser med henblik på at spare penge.

  7. At antallet af prin­ci­p­af­gø­relser fra anke­sty­relsen er faldet drastisk.
    Endda i en tid med mange nye reformer og love. Hvilket betyder større skøn fra den enkelte sags­be­handler og sand­syn­ligvis større vari­a­tion i udfaldet af ellers ens sager.

  8. At forkerte afgø­relser ingen økono­miske, juri­diske eller karrierer-mæssige konse­kvenser har
    Hverken for kommu­nerne, forvalt­ningen eller den enkelte sags­be­handler. Faktisk er der måske større karrierer-mæssig risiko, ved ikke at give efter for pres fra oven?

Hvad kan man gøre?

En mulighed er, at adskille sags­be­hand­ling og penge­kasse på en sådan måde, at sags­be­hand­lernes chefer ikke også er dem der skal få budgettet til at række. Før at en sådan løsning kan være helt effektiv, skal sags­be­hand­lingen nok tages helt ud af kommu­nalt regi, da kommu­nal­po­li­ti­kerne, der lægger budgettet, jo også er en slags chefer som kan lægge pres nedad.

En anden mulighed er, at give anke­sty­relsen ressourcer til og instruk­tion om, at prio­ri­tere prin­ci­p­af­gø­relser højt fremad­rettet, så der over­lades et mindre skøn til de enkelte sagsbehandlere.

En tredje mulighed, som fx soci­al­rå­d­giver Mette Valentin advo­kerer for, er at indføre auto­ri­sa­tion for soci­al­rå­d­gi­verne, for at øge faglig­heden via bevidst­heden om, at grave­rende fejl kan få juri­diske og karriere-mæssige konse­kvenser. Desværre skriver Mette Valentin, at der ikke hidtil har været opbak­ning til en sådan ordning i soci­al­rå­d­gi­vernes forbund.

Endelig kunne poli­ti­kerne fjerne eller redu­cere spare­krav således, at presset, fra Christiansborg på kommu­nerne, som presser cheferne i forvalt­ningen, der presser de enkelte sags­be­hand­lere for at få budget­terne til at holde, mind­skes. Men en sådan politisk-økonomisk løsning er nok den største illu­sion i disse omprioriterings-bidrags-tider.

Og hvor moti­veret er poli­ti­kerne i virke­lig­heden, for at sikre de svageste rets­sik­kerhed, når de fleste af hundrede-tusindvis af sager betyder yder­li­gere udgifter, der sammen­lagt nemt løber op i flere milli­arder ekstra kroner hvert eneste år?

Kilder:

1 KOMMENTAR

  1. En over­be­vi­sende gennem­gang som tyde­ligt viser at nok har vi en velfærds­stat, men ikke, som mange fejl­ag­tigt antager, for de fattige og de svage men for de rige og stærke. Sådan som det var i de gode gamle dage med velde­fi­ne­rede klasser, styr på tingene og en konge i spidsen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here