Dette er en afskrift af et foredrag af den jødisk-israelske eks-kampsoldat Eran Efrati. Foredraget blev holdt i Denver, Colorado d. 3 marts 2014. Eran fortæller om sin opvækst i en mili­ta­ri­stisk og zioni­stisk familie, om hans mormor der over­le­vede Auschwitz og hvordan det gjorde ham stålsat på at det aldrig måtte ske igen, sin tid i Israel Defense Force og hvordan ople­vel­serne som udsta­tio­neret i Hebron fik ham til at indse at han stod på den forkerte side i den histo­risk genta­gelse han havde lovet sig selv aldrig måtte ske.

Overblik – hvad fortæller Eran i foredraget?

(de små trekanter () er links til det pågæl­dende sted i videoen, fuld afskrift følger efter oversigten)

  1. Børnene indok­tri­neres kraf­tigt i Israel
  2. På isra­elske hellig­dage får palæsti­nen­serne i de besatte områder udgangsforbud
  3. Selvom IDF dræber et barn må fami­lien ikke begrave barnet hvis der er jødisk helligdag
  4. IDF misre­præ­sen­terer begi­ven­heder. Drabet på den lille dreng og arre­sta­tionen af faderen bliver udlagt som ‘en nedlagt terr­o­rist og en arre­steret hjælper’
  5. IDF arre­sterer børn helt ned til 8-10 års alderen
  6. Den isra­elske sepe­ra­tionsmur tager ingen hensyn til borgernes behov
  7. Den isra­elske hær beskyder demon­stra­tioner med gummi­kugler og tåregas uden varsel
  8. IDF snyder med check­point adgangstil­la­delser til syge mennesker
  9. Gazakrigen, Operation Cast Lead, var en nedslagt­ning af civile
  10. Israel brugte hvid fosfor mod befolk­ningen, en krigsforbrydelse
  11. IDF censu­rerer alt der har med konflikten at gøre, blog­gere, aviser, Breaking the Silence, TV-nyheder osv
  12. Israels presse er ikke fri
  13. Israel har produ­ceret en tåregas som de har annon­ceret som ‘den mest døde­lige’ nogen­sinde. I 2011 skrev Eran skrev en artikel i New York Times om det emne, men artiklen og omtalen er iflg. Eran blevet fjernet fra både NYT og Google på opfor­dring fra den isra­elske regering
  14. Israel planter provo­ka­tører blandt demon­stre­rende palæsti­nen­sere der opildner til uro
  15. Israel og USA har et tæt samar­bejde om crowd-control hvor USA høster Israels erfa­ringer med palæstinenserne
Gummi-kugle

eran efratiErans foredrag:

Mit navn er Eran Efrati, jeg er 28 år gammel. Jeg er født og opvokset i Jerusalem. Jeg er 7. gene­ra­tion i Jerusalem. Min farfar var 5. gene­ra­tion i den gamle by, født i det jødiske kvarter midt i byen Hans mor døde under fødslen, og hans palæsti­nen­siske nabo tog ham til sig og ammede ham. Så han var faktisk en palæsti­nen­sisk jøde. Sådan så han sig selv. Han talte arabisk før han talte hebraisk. Hans venner var de palæsti­nen­sere og de få jøder der var omkring ham. Min farfar døde for to-en-halv uge siden i hans hjem i Jerusalem, og spurgte min far om jeg skulle tage hjem og deltage i Shiva, de 7 dages sorg, og vi blev enige om at det var mere vigtigt at jeg ærede hans minde gennem disse foredrag. For i dag er der så mange menne­sker der ikke kan fore­stille sig at jøder og palæsti­nen­sere kan bo sammen på det samme stykke jord, selvom min farfar var det levende bevis på at det alle­rede skete længe før Israel blev etab­leret. Så dette er for min farfar.

Min barndom, som de er flest i Israel: zionistisk og militaristisk

Jeg voksede op i Jerusalem i en meget zioni­stisk og mili­ta­ri­stisk familie. Sådan er de fleste fami­lier i Jerusalem og hele Israel. Det vidste i sikkert godt. Undtagelsen er de ultra-ortodokse jøder, de er en helt anden art end os andre. Men vi er alle vokset op som zioni­ster. og jeg vidste at zionist og jøde var det samme. Og at være anti-zionistisk var det samme som at være anti-semitisk og hade alle jøder og ønske at de skal dø. Sådan voksede jeg op, i et meget mili­ta­ri­stisk hjem. Min store­bror var officer i faldskærm­strop­perne. Min mor var var officer i den isra­elske hær, og min far var en meget højt­stå­ende officer i den isra­elske hær. I dag er min far chef for efter­forsk­nings­af­de­lingen i Jerusalems politi. Så jeg har en ret fin famillie-baggrund.

Min mormors skrig

Min mormor og morfar boede også hos os, og de kom fra Ungarn efter Holocaust. De var de eneste fra deres familie der havde over­levet. Min mormor over­le­vede Auschwitz. Så helt fra barnsben forstod jeg at der var noget galt med verden. For jeg så min mormor, hvordan hun reage­rede på ting, med en masse frygt og en masse para­noia. Et af mine første barn­doms­minder er at jeg vågner om natten pga. skrig. Min mormor plejede at vågne skri­gende midt om natten. Hun drømte om Auschwitz og Holocaust. Og hele huset vågnede rædsels­sla­gent. Og min mor kom løbende ind på vores værelse for at bero­lige min bror og mig. Og fortalte os hvorfor mormor skreg, og om hvad Auschwitz og Holocaust var, og hvorfor de gjorde sådan ved jøderne. Og jeg vidste da jeg voksede op, at jeg ville være et bedre menneske. Jeg voksede op og vidste at noget så forfær­de­ligt var sket Så næste gang sådan noget skete, noget forfær­de­ligt i histo­rien så er jeg der, på rette tid og sted. Sådant et menneske vil jeg være. Jeg voksede op og prøvede at forstå alt hvad jeg kunne om Holocaust, og sikre at det aldrig, på nogen måde, kunne ske igen. Så i stedet for bare at lære om hvad de gjorde ved jøderne, begyndte jeg at læse om nazi’erne Hvordan kunne solda­terne gå ud i lejrene om morgenen, og så tage hjem om aftenen til deres fami­lier og putte deres børn og kysse deres koner. Det drev mig til vanvid. Jeg læste ‘Mein Kamp’ da jeg var femten Jeg blev dybt optaget af Holocausts historie

Skoleudflugt til Auschwitz

I 11. klasse var jeg, som de fleste andre i Israel, på tur med klassen til Polen. I kan ikke rigtig se det … jeg ved ikke hvad vi kan gøre ved lyset. Men det her er os i Auschwitz. på to ugers tur … … ah, tak … fald ikke i søvn … … på to ugers tur i alle lejrene i Polen, alle skoler i Israel sender børnene på sådanne ture. Og efter at have besøgt alle lejrene, kom vi til Auschwitz (dette er Birkenau) Og jeg står i den samme lejr som min mormor over­le­vede. Og på et tids­punkt står jeg i samme barak som min mormor sov i. Og lige i det øjeblik, det var meget følel­ses­ladet, får jeg et brev. Brevet var fra min mormor og min mor fik det listet ind via mine guider Og i brevet står der “Eran, du er sådan en sød dreng” “En sød dreng med et stort hjerte, men …” “men jeg frygter at du er for følsom” “Det er vigtigt at du ved så meget du kan om Holocaust” “Men Holocaust var ikke din fejl, og du må ikke føle at du er et dårligt menneske” “eller at verden er et dårligt sted” “tag ikke alt det på dig, jeg er bekymret for dig

Det var det sødeste brev jeg kunne få på lige det tids­punkt og jeg beslut­tede mig for at læse det op for mine venner Og i det øjeblik jeg havde læst det færdigt kom en af mine guides og sagde “Eran, ved du hvad din mormor virkelig prøver at sige?” “Ja – at jeg er en sød dreng med et stort hjerte?” “Nej – din det din mormor vil sige er at holo­caust vil ske igen og at det vil ske før du tror det. Og hvis du ikke vil have del i det, fordi du ikke gjorde noget skal du tage hjem og melde dig ind i hæren, så du er sikker på at det ikke sker igen. Du skal gøre det for din mormor, for dig selv, for dine børn, du bliver nødt til at gøre det” Jeg tænkte “Ok – hvis det er det min mormor ønsker” og jeg tog tilbage og gjorde skolen færdig og så meldte jeg mig ind i IDF som kampsoldat.

Soldat i IDF

Her ser i mig, en flot og ung soldat i IDF

(folk ler)

Jeg forstår ikke at folk ler når jeg viser det billede. Jeg var en meget ung og flot soldat! Og jeg blev straks sendt på rekrut­lejr, og træningen var i bund og grund syv mdrs. træning til krig I syv måneder trænede vi hver dag krig. Krig med Egypten, med Syrien, med Libanon, med Iran. I syv måneder – hver dag. Men det var lidt forvir­rende, for Israel har ikke været i krig i 40 år. Israel ikke været i krig siden 1973 mod en anden hær eller et andet land, med fly og tanks. Vi har haft opera­tioner i det vi kalder det besatte land, mod terr­o­ri­ster, mod Hamas i Gaza, I Libanon. Men vi har ikke ført regulær krig. Alligevel trænede vi kun den slags krig. Og i samt­lige syv måneder talte vi slet ikke om palæsti­nen­sere. Og da de syv måneder var over­stået, blev jeg sendt til en helt anden slags krig.

Udstationeret i Hebron, Palæstina

Jeg blev sendt til Palæstina. Og jeg befinder mig nu i den største palæsti­nen­siske by på vest­bredden; Hebron, eller al-Khalīl på arabisk Jeg står i en by med 180.000 palæsti­nen­sere og midt i byen er der en jødisk bosæt­telse, en bosæt­telse med 800 jødiske bosæt­tere, der er omgivet af 500 soldater som mig selv og 300 poli­ti­mænd som min far, dengang. Så hvorfor skal vi have politi og hær på det samme sted? I bund og grund fordi vi har to slags menne­sker Vi har jødiske bosæt­tere der, selvom de ikke er i Israel, skal have samme goder som andre isra­elske borgere. som f.eks. politi-tjeneste, ligesom i har det. Men så har vi lige ved siden af dem, i det næste hus, naboen, næste gade har vi palæsti­nen­serne, og de er natur­ligvis ikke borgere i nogen stat. De er under vores lov, under en 18-20 år gammel mili­tærlov. Og vi kontrol­lerer deres liv. Og det går hurtigt op for mig hvad mit job går ud på i Hebron. Mit job er at sikre at alle i byen forstår hvem der bestemmer. Det er os, hæren, og de jødiske bosæt­tere. og jeg indså snart noget jeg havde svært ved at forstå. Jeg havde magten til at lukke en hel by ned. Jeg skulle bare gå ud i gaden og råbe “Udgangsforbud!” og så ville alle lukke deres forret­ninger og løbe hjem Ved i hvad forskellen på “udgangs­forbud” og “lukning” er? Hvis den isra­elske hær “lukker” en by fordi der f.eks. er en jødisk helligdag … … “lukning” gælder en hel by, det kan være i Gaza eller i Ramallah man lukker byen helt og så kan ingen komme hverken ind eller ud af byen. Men et “udgangs­forbud” er ander­ledes, det betyder at alle skal gå hjem. Når jeg råber “udgangs­forbud” så løber alle hjem og lukker døren, indtil andet bliver befalet. Så hvis den isra­elske hær stod udenfor nu og råbte “udgangs­forbud” mens vi alle sidder her, ja, så hyg jer, for vi sidder fast her. og måske havde vi alle­rede oplevet udgangs­forbud i nogle timer, nogle dage, en uge eller nogle måneder. Det varede ikke længe i tjeneste, før jeg begyndte at udstede udgangsforbud.

Et særligt udgangsforbud

I en særlig sabbat, en speciel weekend i den jødiske tradi­tion, hvor Abraham køber patri­ar­kenes grav i Hebron, så det er en særlig mærkedag for bosæt­terne i Hebron. og tusindvis af bosæt­tere fra hele vest­bredden, kommer til Hebron, og tusindvis af menne­sker fra hele Israel kommer til Hebron, for at fejre denne weekend. Og natur­li­givs har alle 180.000 palæsti­nen­sere udgangs­forbud. Så vi beor­drer udgangs­forbud, og i den weekend får vi backup fra en anden enhed Det er en enhed med speciale i terr­o­risme og jeg har en rigtig god ven i den enhed Og det er så dejligt at møde en ven hjem­mefra, midt i Hebron. Og vi vil gerne snakke, men vi får ikke lejlighed til det for jeg har dagvagter og skal sørge for at alle bliver i deres hjem og han er på natte­vagt. Så vi misser hinanden hele tiden. På weeken­dens sidste dag siger jeg til ham Ok, i aften når jeg kommer tilbage så tager vi lige 5 minutter og ta’r en smøg og en kaffe og så fortæller du mig hvordan det går derhjemme og hvordan det går med kære­sten osv. og det lover vi hinanden. Så kommer jeg hjem fra dagvagten Og han er lige ved at tage afsted på natte­vagt og vi får ikke tid til at tale, så vi aftaler ‘ok – så i morgen tidlig’ og han tager på vagt og jeg går i seng.

En uventet opvågnen

Men efter nogle få timers søvn, ikke meget, bliver jeg vækket ret brat. Jeg slår øjnene op og min ven læner sig ind over mig og jeg spørger ham hvad der er på færde? Men min ven mumler bare, og jeg ser udenfor. Halvdelen af hans deling er alle­rede tilbage nogle timer inden vagten slutter og hans deling er i gården, men de er delt i to grupper halv­delen af hans deling jubler og synger. Men den anden halvdel går bare rundt i chok. De er helt lammede. Så jeg spørger min ven: Hvad sker der? Min ven ser på mig og siger: “Jamen, jeg tror vi lige har dræbt en lille dreng.” “Hvad mener du – <i>Tror</i> i lige har dræbt en lile dreng?” “Det er sådan noget man skal vide!” “Jeg ved det ikke, vi var derude og vi så nogen i mørket” “og han havde noget i hænderne” “og vi råbte ‘udgangs­forbud’ og en af gutterne begyndte at skyde” “og så begyndte vi alle bare at skyde og han faldt,” “Vi gik hen til ham og så at han var meget lille” “og så gik vi tilbage til basen” Jeg anede ikke hvad jeg skulle stille op med den viden. Jeg var 19 år, havde kun været få måneder i Hebron og jeg anede ikke hvad jeg skulle svare. Så det bedste jeg ku’ finde på var at sige “ok – lad os få noget søvn. Så står vi op i morgen tidlig” “og går ned til huset og måske kan vi sige undskyld.”

Jeg hører min mormors skrig igen, men i Hebron

Jeg var en meget naiv ung soldat, fordi, få timer senere meget tidligt, før vi vågnede, kom vores offi­cerer og vækkede hele basen. Alle skal stille i fuld munde­ring, hjelm, granater, rifler og ammu­ni­tion og være klar til at gå på mission. Ingen aner hvad der sker, men de to delinger gør sig klar, og marcherer ud af basen i Hebron. Ind i Abu Sneina kvar­teret. Og min ven i den anden deling ser på mig og siger: “Dette er kvar­teret vi var i!” “Fint” siger jeg “så snart vi er færdige går jeg med dig hen til huset.” Og vi går gennem kvar­teret, ind i en gade, og min ven siger: “Dette er gaden vi var i!”. Vi går ned af gaden og stopper foran et hus, og vi får ordre til at omringe huset. Min ven ser på mig og siger: “Dette er huset hvor vi var!” Og vi står bare der rundt om huset i 20 minutter. Vi forstår ikke hvad der sker. Efter 20 minutter indser vi at den lille dreng skal begraves. Men der er udgangs­forbud, det er jødisk helligdag, ingen må forlade deres hjem.

Så vores mission er at sikre at begra­vel­ses­op­toget ikke kan forlade hjemmet. Og vi står bare der og tiden går, indtil den lille drengs far kommer ud og begynder at råbe af os. Han råber af os, og på et tids­punkt skubber han til en officer, og det må man bare ikke i Palæstina. Man må ikke skubbe til en officer. Så vi gør hvad vi gør med alle der gør noget forkert i Palæstina. Vi arre­sterer ham. Og det foregår altid på samme måde, uanset om han er 85 eller 8 år gammel Vi har en lille plastic-strip som vi bagbinder ham med. Og vi har et stykke stof som vi binder for hans øjne. Og vi tager faderen og smider ham ind i vores jeep. Og moderen til barnet der blev dræbt, ser at vi har arre­steret hendes mand, og hun kommer ud af huset, og begynder at skrige af os og hun skriger og skriger og skriger af os. Og det var så intenst at jeg plud­selig indså at jeg alle­rede havde hørt det skrig før. Hun skreg præcis som min mormor gjorde når hun vækkede hele huset hver nat, da jeg var barn. Og jeg ku’ ikke et ord på arabisk. Jeg ku’ ikke forstå hvad hun sagde, men jeg forstod alt hvad hun mente med det skrig. Og jeg ku’ ikke bære hendes skrig, så jeg meldte mig frivil­ligt til at køre faderen tilbage til basen. Og jeg sprang bare ind i jeep’en og kørte væk. Og vi kom tilbage til basen, og jeg overlod bare faderen til portvagten som vi plejede at gøre når vi havde arre­steret nogen. Og jeg gik tilbage til min seng, og trak tæppet over hovedet og prøvede at få det hele til at forsvinde.

Erkendelsen: Jeg er på den forkerte side i historien

Men det gjorde det ikke, og det var den første af mange gange hvor jeg indså at histo­rien banker på døren lige nu, og jeg er på den forkerte side. Hele mit liv havde jeg ventet på at være på den rigtige side, men i alle disse måneder havde jeg været på den forkerte side. Og det slog klik i hovedet på mig. Jeg måtte bare lukke mig selv ned, Jeg lukkede mig selv helt ned. Min far ringede, som han tit havde gjort, og fortalte at IDF-talsmanden havde nævnt os.

IDF-talsmanden havde lavet en udta­lelse om vores enhed i Hebron. Han sagde at vores enhed havde klaret at dræbe en terr­o­rist, og havde arre­steret en anden terr­o­rist der prøvede at hjælpe ham. Og mit sind var bare ikke med længere, og det slog klik. Jeg lukkede for alt og fort­satte med min tjeneste. Dag efter dag efter dag efter dag. Jeg gjorde de samme ting. Jeg gik ind i hjem midt om natten og arre­ste­rede folk.

Jeg arre­ste­rede børn, nogle gange under 10 eller 8 år gamle. Jeg arre­ste­rede kvinder og ældre menne­sker. Jeg skød på demon­stranter, nogle gange med skarpt, andre gange med gummi-kugler eller tåregas. Det næste halve år gjorde jeg alt hvad de forlangte af mig. Jeg gjorde bare alt som jeg skulle. Men da jeg begyndte at få weekend-orlov og komme hjem, forstod jeg at jeg ikke kunne tage hjem og være den samme person som jeg en gang var. Jeg forstod at man ikke kan være den samme person derhjemme og når man er soldat. Man må vælge og jeg valgte ubevidst at være soldaten, Så jeg tager hjem, og jeg ku’ helt bogsta­ve­ligt ikke genkende mit ansigt i spejlet. Min mor siger at jeg er blevet meget voldelig. Min kæreste slår op med mig og jeg er helt ude på kanten.

Jeg må gøre noget andet – noget helt andet

Så jeg beslutter mig for at gøre noget jeg ikke troede jeg ville gøre. Jeg ringer til en gammel ven hjem­mefra. Og vi bryder os ikke meget om ham, for han er venstre­o­ri­en­teret. Han er den mest venstre­o­ri­en­te­rede i flokken, og han kommer fra et venstre­o­ri­en­teret hjem, så der er ingen der egentlig kan li’ ham. Men jeg ringer til ham. Den eneste grund til at jeg har hans nummer er at han er virkelig god til basket-ball. Men jeg ringer til ham og siger: “Mand, du <i>skal</i> forstå hvad jeg går igennem” “Jeg må snakke med dig, du er den eneste der vil lytte” “Du er den eneste jeg har at ringe til” og han siger “Vent vent, hvad sker der?” “Jeg må fortælle dig hvad jeg har set” “Ok, fortæl?” Jeg fortæller ham denne historie og mange andre, nogle endda værre. om de sidste seks måneder. Og jeg fortæller historie efter historie efter historie. Og min ven siger “wow Eran, stop!” “Hør her, hvis du virkelig har det så dårligt” “Hvis du virkelig er så langt ude, og forstår hvad det er der sker,” “tager du så ikke med til demon­stra­tion næste fredag?” “i byen Bil’in, med ‘Anarkister mod Muren’?” “‘Anarkister mod Muren’ ??? Er du tosset?” “Nej, det gør jeg ikke – de er jo skøre!” “Eran – hvad har du at miste?” og jeg indser at jeg faktisk ikke har noget at miste, så jeg siger “ok”.

Tåregas og gummikugler ved Bil’in

Tåregas ved Bil'in
Demonstranter ved Bil’in bliver beskudt med tåregas

Og den næste fredag tager jeg ikke hjem fra basen. Jeg tager til Tel Aviv. Jeg lægger uniformen i min civile taske og tager civilt tøj på. Og jeg befinder mig på en bus sammen med ‘Anarkister mod Muren’ på vej mod Bil’in.

Bi’lin er en lille landsby, midt i Palæstina, og sepa­ra­tions­muren skærer byen lige over i to dele, så halv­delen af jorden, af oliven­lunden, ligger på den anden side af muren, og ødelægger årtiers liv og arbejde. Siden 2004, tror jeg … I fredags var det er præcis 9 år siden protesterne star­tede. Hver fredag er der ikke-voldelige demon­stra­tioner mod muren, mod solda­terne, mod besæt­telsen. hvor folk går i optog til muren og råber til solda­terne: “Forlad vores land, tag jeres check­po­ints og jeres mur med” Og vi marcherer og når frem til Bil’in, og jeg er skide bange, jeg er så bange. Aldrig før har jeg været på palæsti­nen­sisk jord, omgivet af palæsti­nen­sere, uden min riffel, mine hånd­gra­nater, min ammu­ni­tion og uden backup, aldrig! Alle taler arabisk omkring mig, og det eneste jeg kunne sige på arabisk var: “Tag tøjet af og giv mig dit ID”, og det kunne jeg ikke lige stå og sige. Så jeg sad virkelig fast der, i midten af lands­byen, og meget bange. Og marchen begynder, dengang var det stadig et hegn, i dag er det en 6 m.. høj betonmur, og vi går ind mod hegnet, og folk trommer, synger og har skilte med. Og her går jeg med dem, og jeg er så bange. Ud af øjen­krogen ser jeg nogle unge mænd rejse sig, og kaste sten i retning mod hegnet, og øjeblik­ke­ligt bliver vi omringet af en hærenhed.

Gummi-kugle Den isra­elske hær dukker op ud af intet og begynder at skyde uden varsel. De skyder med gummi-kugler, og jeg ved ikke om i ved det, Gummi-kugler er ikke lavet af gummi. Det er stål-kugler med et gummi-overtræk. Det vidste jeg ikke, og de skyder gummi-kugler og tåre­gas­gra­nater ind i mængden. Og jeg er aldrig blevet beskudt før, jeg har skudt på folk, men ingen har nogen­sinde skudt på mig. Og jeg er så skide­bange at det eneste jeg kan finde ud af er at råbe: “STANDS SKYDNINGEN – JEG ER ISRAELSK SOLDAT!” Så ser en af anarkist-fyrene på mig og begynder også: “JEG ER OGSÅ ISRAELSK SOLDAT! STANDS SKYDNINGEN!” Og så begynder palæsti­nen­serne også: “VI ER ALLE ISRAELSKE SOLDATER! STANDS SKYDNINGEN!” (publikum ler …) Jeg lo ikke, for de holdt ikke op med at skyde. Og så begyndte tåre­gassen at virke. Har i prøvet tåregas? Vi prøvede en smule i rekrut­lejren, men det var intet i forhold til den dag i Bil’in. Tåregassen virker og den lukker dig helt ned, du kan ikke ånde. Du bliver kvalt, du kan ikke trække vejret, og den dag i dag ved jeg ikke om det virker mest mentalt eller på ånde­drættet, men det virker, og du kan ikke ånde, og jeg prøvede at løbe væk fra gassen, men det blev det kun værre af. Så nu er jeg nede på alle fire, i midten af byen, prøver at få vejret og tænker “Er det sådan jeg skal dø?” Og efter kort tid løber et par unge palæsti­nen­siske mænd forbi mig, og en af dem vender om og tager fat i mig og hiver mig med ind i hans hus. Han sætter mig ned og giver mig noget løg, det virker åben­bart mod tåregas, indtil jeg føler at jeg kan trække vejret igen. Jeg forlod hans hus og tog hjem til resten af weekenden, og jeg vidste at nu er det slut for mit vedkom­mende, jeg vil aldrig tage tilbage og gøre de samme ting igen. Nogensinde!

Jeg bliver postbud for Læger Uden Grænser

Men så … kommer søndagen … og jeg tager min uniform og mit våben og jeg tager tilbage til Hebron. For det er den eneste virke­lighed vi kender i Israel. Jeg havde ingen venner der ikke var i hæren, jeg havde ingen familie jeg kunne fortælle at jeg ikke ville tilbage. Så jeg tager tilbage, men jeg lover mig selv at nu skal det være ander­ledes. Og jeg fort­sætter med at gå til demon­stra­tioner med Anarkister mod Muren, og efter et par uger er jeg til et møde i Tel Aviv med Læger Uden Grænser. Kender i Læger Uden Grænser? Så jeg er til møde med isra­elsk Læger Uden Grænser, og de beder om min hjælp og forklarer deres helt særlige situ­a­tion i Israel. De forklarer at alle palæsti­nen­sere der vil på hospi­talet, have medicin eller behand­ling, skal igennem check­po­ints, både i Israel og på Vestbredden. Og hvis de vil igennem check­po­ints, skal de have tilla­delser. Humanitære tilla­delser for at komme til hospi­talet. Og i ved natur­ligvis alle sammen at den isra­elske her er den ‘mest moralske’ hær i verden. Og den isra­elske hær giver disse tilla­delser men i stedet for at give dem til syge palæsti­nen­sere, giver de dem til Læger Uden Grænsers advo­kater. Og alt de så behøver at gøre derefter, er at nægte folk fra Læger Uden Grænser adgang gennem check­po­ints når de vil vide­re­give tilla­delsen til de syge palæsti­nen­sere. Og sådan sikrer den isra­elske hær at alt er lovligt, ingen kan klage. På det tids­punkt var min mor døende af kræft hjemme i Jerusalem. Og i det næste halvandet år, sniger jeg mig ud fra basen. Midt om natten, i uniform, med min vest og mit våben, og banker på folks hjem i Hebron. Denne gang som gæst. Og jeg deler tilla­delser ud til folk så de kan komme gennem check­po­ints og få medicin. Til gengæld fortæller de mig hvordan det er at leve under en militær besæt­telse. Og jeg møder utal­lige kvinder med bryst­kræft i Palæstina. Ingen kender antallet for ingen laver opgø­rel­serne. Men på dette tids­punkt er min mor ved at dø derhjemme, og jeg ser de selv­samme ting ske i mit sind.

Breaking the Silence – bryder den tavshed IDF tillader bliver brudt

Jeg hører om en lille gruppe der hedder ‘Breaking the Silence‘ (Bryd Tavsheden) En gruppe af unge vete­raner, kamp­sol­dater, der samler vidnes­byrd fra andre soldater og udgiver dem til den isra­elske offent­lighed og til det inter­na­tio­nale samfund. De fortæller om sand­heden i de besatte områder. Og jeg beslutter at jeg vil fortælle min historie, min mors historie, kvin­dernes historie. Og jeg fortæller dem histo­rier fra hæren, og den dag jeg forlader hæren melder jeg mig ind i Breaking the Silence. I løbet af de næste 2½ år bliver jeg deres chef-undersøger. Jeg tager vidnes­byrd fra flere end 250 soldater på Vestbredden og Gaza, og prøver at få dem udgivet til den isra­elske offent­lighed og i udlandet. Og jeg ved at besæt­telsen er <i>så</i> tæt på at blive afsluttet, fordi det isra­elske folk har ikke hørt MIN historie endnu, og når de har hørt den så er de nødt til at afblæse besæt­telsen, ikke sandt? Men måne­derne går og intet ændrer sig. De vidnes­byrd jeg samler gør intet.

Operation Cast Lead begynder …

Hvid fosfor over Gaza
Hvid fosfor regner ned over Gaza under opera­tion Cast Lead 2008-2009

Og så starter Operation Cast Lead. Og Operation Cast Lead var så slem. Vi sad derhjemme og prøvede at forstå hvad der foregik, men ingen fortalte hvad der skete nede i Gaza. Så jeg går fra kontoret og ned til Gaza-grænsen, og venter på soldater der kommer ud fra Gaza, så de kan fortælle mig hvad der foregår derinde. Efter tre uger begynder solda­terne at komme ud fra Gaza, og nogen af dem passerer forbi mig og fortæller mig deres histo­rier. Og de var meget meget forvir­rede. Folk tror de var meget gale eller meget glade, men de var forvir­rede. For disse soldater havde trænet i årevis i at føre krig,

og de fik deres krig da de kom til Gaza. De så tanks bombar­dere alt i sigte. De så israels luft­våben smide tonsvis af bomber på civile, og rydde vejen for dem så de kunne gå ind.

De så hvid fosfor falde fra himlen og brænde alt hvad det kom i kontakt med. Men da det blev deres tur til at gå ind, var der ingen fjende tilbage. Kun hund­reder og hund­reder og hund­reder af lig overalt. Hver eneste dag. Og de kom ud totalt forvirrede.

Det er svært at få lov at fortælle israelerne sandheden

De næste 3 mdr. indsam­lede jeg vidnes­byrd fra så mange som muligt, der gjorde tjeneste i Gaza på det tids­punkt. Og vi udgav en lille bog i Breaking the Silence, med vidnes­byrd fra Operation Cast Lead. Men inden vi frigiver bogen til den isra­elske offent­lighed, vil vi sikre os at vi har en god plat­form så folk vil høre efter. Bogen er vigtig. Så vi tager ind til den mest venstre­o­ri­en­te­rede avis i Israel. Hvilken avis er den mest venstre­o­ri­en­te­rede i Israel? Ha’aretz! Alle ved altid hvad Ha’aretz er … under­ligt. Så vi tager til Ha’aretz og jeg taler med krigskor­re­spon­denten Amos Harel, og jeg fortæller ham histo­ri­erne og han siger “Uh, hvis disse histo­rier er sande så får i forsiden!” Og han bruger to uger på at veri­fi­cere histo­ri­erne og så siger han: Det ryger på forsiden på fredag! Og da det bliver fredag går vi ud og køber Ha’aretz. Men der er ingen forsi­de­hi­storie, eller bagside eller midter­hi­storie. Så vi går tilbage til konto­reret og ringer til Ha’aretz og spørger “Hvad skete der?” og de fortæller at de dagen før havde fået et opkald fra IDFs (hærens) tals­mand, og han gav dem to mulig­heder: Enten er i med Breaking the Silence eller også er i med mig. Hvis i vælger Breaking the Silence er samar­bejdet mellem os slut. Og Ha’aretz forklarer os: “Vi har faktisk ikke korre­spon­denter i Gaza eller på Vestbredden” “så vi er virkelig afhæn­gige af IDFs tals­mand, at han giver os sand­heden fra disse områder.” Og jeg lægger røret på, og bladrer igennem vores bog som alli­gevel ikke kommer ud. Og så opdager jeg at der er huller i histo­ri­erne, og nogle af histo­ri­erne mangler helt. Så jeg går til min davæ­rende chef og spørger: “Hvad sker der? Der mangler hele og halve histo­rier?” “Det er helt i orden, det er bare IDFs censur!” svarer han. “Hvad?”

“Vær nu ikke naiv Eran, du ved da at alle tv-programmer, alle nyheder” “alle radioer, alle blog­gere, aviser osv. skal igennem IDFs censur?” “Nej det vidste jeg ikke, har vi ikke en fri presse? Det er da utro­ligt!” “Men hey … vi bryder jo tavs­heden!” Men han ser bare på mig og siger: “Ja, vi bryder den tavshed som IDF tillader vi bryder!” Og jeg indser at mine dage i orga­ni­sa­tionen er talte.

Det handler om penge

Og efter få måneder fort­sætter jeg det samme arbejde, bare på egen hånd. Jeg samler vidnes­byrd fra soldater, fra offi­cerer. Jeg samler histo­rier fra folk udenfor hæren, nogle af topfol­kene i militær- og sikker­heds­in­du­strien i Israel. Jeg samler deres histo­rier og giver dem til jour­na­li­ster fra The Times, The Guardian, til Washington Post og BBC. Ikke alle men mange bliver publi­ceret. Og i løbet af den tid opdager jeg noget forbløf­fende: Jo mere jeg leder efter infor­ma­tion om besæt­telsen, desto mere finder jeg infor­ma­tion om penge. Det forstår jeg ikke, så jeg graver dybere og dybere og så i 2010 får jeg færten af en meget inter­es­sant historie, om hvordan Israel solgte et nyt tåre­g­a­spro­dukt til Singapores rege­ring og politi, der køber for at kunne bekæmpe deres proteste­rende. Og jeg spørger mig selv: “Sælger Israel tåregas?”. På sikker­heds­mi­ni­ste­riets website finder jeg ud af at Israel lige har afsluttet en handel med Singapores rege­ring, hvor de solgte “Det bedste tåregas-produkt nogen­sinde” “Testet af den isra­elske hær” Lidt længere ned på siden stod der:

Palæstina er et test-laboratorium for crowd-control

“Denne tåregas har vist sig at være den mest døde­lige nogen­sinde” og jeg tænker: Hvem i ville dog være test­person for tåregas? Og så slår det mig: De afprøver våbnene, hver eneste dag, Ikke i labo­ra­to­rier, de afprøver dem i marken! JEG var deres test­person i Bil’in, i Betlehem, i Hebron. Jerusalem osv … Vi afprøver vores våben hver dag og så sælger vi dem til udlandet. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne så jeg gravede videre. Og så slår det mig: Kan i huske de unge fyre der kastede sten i Bil’in?

De var ikke palæsti­nen­sere, de var en undercover enhed fra den isra­elske hær. forklædt som palæsti­nen­sere – der star­tede urolig­he­derne, så de isra­elske soldater havde en undskyld­ning for at skyde og afprøve deres våben. Og jo mere jeg under­søger, des mindre forstår jeg. Er det virkelig sådan? Hvor lang tid har det stået på? Hvor mange penge laver vi på det her? Jeg graver videre og så opdager jeg at i de sidste 40 år og denne liste er slet ikke komplet dette er de dikta­turer som den isra­elske rege­ring og hær har handlet våben med, udvekslet viden og tekno­logi med, og hvis soldater vi har trænet i deres lande. I de sidste 40 år har vi enga­geret os i de værste dikta­turer og regimer i verden. Og vi har bogsta­velig talt skudt mere end pape­gøjen, Vi har tjent så mange penge på det. Og jeg indser at dette ikke er en besæt­telse, dette er et labo­ra­to­rium. Som soldat gav jeg palæsti­nen­serne test-gift, som demon­strant flyg­tede jeg med palæsti­nen­serne som rotter i et labo­ra­to­rium. Og i al den tid afprø­vede vi våben og solgte dem. Og det er grunden til det hele, Det er ikke reli­gionen, det er ikke land­om­rå­derne. Der er så mange mange penge i det. Jeg indser at jeg bor det forkerte sted, og jeg flytter fra Jerusalem til New York.

Israel lærer USA hvordan man håndterer genstridige elementer

I de sidste tre år har jeg under­søgt forholdet mellem vores hær og jeres hær, vores rege­ring og jeres rege­ring, og alle de penge der flyder imellem. Og nu vil jeg lave en anden slut­ning på mit foredrag end den sædvan­lige. For 2½ måned siden, kørte vi på Marylands highway på vej til at holde foredrag i Washington DC og så kørte vi galt og stran­dede. Folk kørte bare forbi, så vi gjorde noget vi ellers ikke havde lyst til Vi ringede til poli­tiet. Og poli­tiet var der kort tid efter, og fik bilen bugseret væk og jeg fik et lift med en poli­ti­mand. Vi kørte i stilhed en ti minut­ters tid, og jeg anede ikke at mit liv snart skulle foran­dres. Vi kører i stilhed og så spørger poli­ti­manden mig: “Hvor er du fra?” “Jeg er fra Palæ… fra Israel” og poli­ti­manden siger: “Oh mand, I er bare så seje. I ved hvordan man lukker munden på proteste­rende.” “I ved hvordan man dæmper gemyt­terne. Der er ingen der ikke adlyder jer” “I er bare de bedste.” Og jeg siger: “Ah – jeg tror ikke du egentlig kender meget til den isra­elske hær” “Nej nej, jeg har lige været derovre!” “Hvad? som turist?” Og han svarer: “Nej, med Maryland politi, vi har lige været derovre” “og træne med jeres militær og jeres politi.” “Hvad har i?” “Den er god nok. Alle vores poli­ti­folk tager til Israel” “og træner med jeres militær og jeres politi.” Og jeg bliver ved med at spørge ham ud og får mere og mere at vide og så lige da jeg skal til at forlade huset … jeg mener bilen, undskyld, spørger jeg “Kender du Schlomo Eifrat, min far, chef i Jerusalems politi?” Og fyren hiver sin mobil­te­lefon frem, og viser mig et billede af min far i Washington D.C. og jeg er fuld­stæn­digt rystet. Lidt senere ringer jeg til min far i Jerusalem og spørger: “Hvad sker der far?” og han svarer “Vær nu ikke naiv Erani. Du ved da at New Yorks politi har et kontor i Tel Aviv, ikke?” “Og at vi har et kontor i New York?” “Vi samar­bejder for at beskytte jer!”

Det der sker i Palæstine vil også ske i USA, det sker allerede

Og så forstod jeg, ikke for første gang, men for alvor … I årevis har vi holdt disse foredrag for lokal­sam­fund i USA, og vi har sagt at bare man sørger for sit lokal­sam­fund skal det nok gå, men i skal vide at … det der sker i Palæstina er en huma­nitær krise. Og jeg tager rundt og fortæller folk at jeg lærte noget da jeg voksede op, at vi alle gerne vil være på det rigtige sted på det rigtige tids­punkt når histo­rien banker på døren. Og histo­rien banker på døren lige nu. Den banker virkelig på i Palæstina, og i må alle være på den rigtige side. Men ikke denne gang – denne gang siger jeg: Hvis i er ligeg­lade med Palæstina efter dette fordrag er jeg ligeglad. Og hvis i er ligeg­lade med os isra­e­lere der beder om hjælp til at stoppe apartheid-regimet i Israel er det også ok med mig. Men i skal vide: I er de næste. Næste gang nogen dør af en tåre­gas­granat i brystet, bliver det i Zuccotti parken, i Denver, i Oakland, i San Franscico. Det sker her alle­rede. Det sker for forskel­lige menne­sker. De farvede, immi­gran­terne, det sker alle­rede. Det bliver jeres tur næste gang! Den næste der dør af poli­ti­b­ruta­litet bliver en af jeres sønner eller døtre. For de træner sammen. Jeres politi træner med vores hær. Vores hær lærer dem hvordan man ordner fjenden. For os, er fjenden palæsti­nen­serne, men for jeres politi er det JER der er fjenden. I al den tid vi har brugt på vores egne lokal­sam­fund, har rege­ring og politi orga­ni­seret sig globalt, for at under­trykke os. Vi må orga­ni­sere os globalt for at modstå dem. Og det starter i Palæstina, lige nu. Hvis vi stopper deres træning der, kan vi stoppe den her. Derfor har jeg meldt mig ind i BDS – Global boykot af Israel – Fjerne ondet ved dets rod, ikke-voldeligt. Tag pengene ud af ligningen. Hvor mange liv kan vi redde? Alle ved at apartheid-regimet vil ende, spørgs­målet er; Hvornår og hvor mange skal dø både der og her før det sker? Vi bliver nødt til at orga­ni­sere os globalt for at modstå dem. Jeg håber i vil slutte jer til BDS og mange tak for jeres tid!

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here