Sådan vandt en dårlig ide over Vesten

austerity illusion

Denne artikel er oversat fra et essay af Mark Blythforeignaffairs.com

Mark Blyth er professor i International Politisk Økonomi ved Brown University og har skrevet bogen “Austerity – The History of a Dangerous Idea” som ligger til grund for dette essay

Europa tager den forkerte medicin

Ude af stand til at sætte konstruk­tivt i gang mod et fælles mål, er USA’s kongres efter­hånden henvist til at spille en endeløs omgang ”kylling” med den ameri­kanske økonomi. Gældsloft-skærmydslerne banede vejen for den ”Økonomiske Afgrund” der senere skif­tede form og blev til de brede bespa­relser på militær og udgifter der går under navnet ”Sequestration”. Uanset hvad det næste på beskat­nings­fronten bliver, er yder­li­gere nedskæ­ringer sand­syn­lige. Således holder en let ændret udgave af den euro­pæ­iske ”nøjsom­heds­po­litik” som vi har set den efter 2010, sit indtog i USA. De eneste spørgsmål i den forbin­delse er hvor hårdt USA bliver ramt, og hvem der skal holde for? Det der gør hele denne affære så absurd er at de Europæiske erfa­ringer igen og igen tyde­ligt har vist at nøjsomheds-politikken netop er det helt forkerte middel til en økonomi i vanskeligheder.

… som følge af chokket fra den seneste finanskrise der medførte en eksplosiv stig­ning i offentlig gæld, har det meste af Europa i de seneste fire år søgt en udvej i nøjsom­heds­po­li­tikken. Resultaterne af dette ekspe­ri­ment fore­ligger nu, og de er enty­dige: Nøjsomhed virker ikke

Eurozone-landene, UK og de baltiske stater har meldt sig frivil­ligt som prøve­klude i et stort anlagt ekspe­ri­ment der går ud på at vise om man kan spare sig til frem­gang. Nøjsomhedspolitikken – den over­lagte udhuling af hjem­lige lønninger og priser gennem nedskæ­ringer i de offent­lige udgifter – har til formål at nedbringe statens gæld og under­skud, øge dens økono­miske konkur­ren­ce­evne og genop­rette erhvervs­li­vets tiltro til markedet. Det sidste er et kardi­nal­punkt. Nøjsomhedsfortalere mener at man ved at skrue ned for de offent­lige udgifter ansporer private inve­ste­ringer, eftersom nedskæ­rin­gerne signa­lerer at staten ikke vil sætte sig på inve­ste­rings­mar­kedet med egne stimulus-tiltag og ikke vil øge sin gæld. Forbrugere og produ­center vil iflg. dette argu­ment så til gengæld forbruge mere og dermed sætte gang i væksten igen.

I denne ides ånd, og som følge af chokket fra den seneste finanskrise der medførte en eksplosiv stig­ning i offentlig gæld, har det meste af Europa i de seneste fire år søgt en udvej i nøjsom­heds­po­li­tikken. Resultaterne af dette ekspe­ri­ment fore­ligger nu, og de er enty­dige: Nøjsomhed virker ikke. De fleste af økono­mi­erne i Eurozonens peri­feri har været i frit fald siden 2009, og i sidste kvartal af 2012 så man for første gang nogen­sinde en økono­misk krympet Eurozone. Portugals økonomi gik tilbage med 1,8%, Italiens med 0,9% og selv regio­nens såkaldte loko­motiv, Tyskland, måtte indkas­sere en tilba­ge­gang på 0,6%. Storbritannien undslap kun med nød og næppe den første 3-dyps depres­sion, og det på trods af at de ikke er med i Eurozonen,

Man burde have set det komme

Nøjsomheds’ effekt på offentlig gæld (Gæld/BNP ratio)
Land Før (2006/7) Efter (2012)
Portugal 62% 108%
Irland 24,8% 106,4%
Grækenland 106% 170%
Letland 10,7% 42%

Det eneste virke­ligt over­ra­skende i alt det her er faktisk at det kommer som en over­ra­skelse. I juli 2012 adva­rede IMF om at samti­dige nedskæ­ringer, i en krisetid med alle­rede lave rente­satser og på tværs af tæt sammen­hæn­gende økono­mier, uvæger­ligt ville skade mulig­he­derne for vækst. En advarsel der kom oven i i en alle­rede righoldig bevis­mængde der peger på at de lande der havde taget nøjsom­heds­po­li­tikken til sig havde væsent­ligt mere gæld end da de star­tede. Portugals gæld/BNP ratio steg fra 62% i 2006 til 108% i 2012. Irlands gæld/BNP ratio steg mere end fire gange fra 24,8% i 2007 til 106,4% i 2012. Grækenlands gæld/BNP ratio steg fra 106% i 2007 til 170% i 2012, og Letlands gæld steg fra 10,7% af BNP i 2007 til 42% i 2012. Ingen af disse stati­stikker tager over­ho­vedet højde for de sociale omkost­ninger ved nøjsom­heds­po­li­tikken. Omkostninger der bl. a. inklu­derer arbejds­løs­hedstal vi ikke har set siden ’30erne. Så hvad ansporer rege­rin­gerne til at fort­sætte af dette spor?

Nøjsomhedspolitikken blev, og er den dag i dag, stan­dards­varet på eurozo­nens finanskrise af både mate­ri­elle og ideo­lo­giske årsager. Materielt, fordi der har ikke har været så mange andre let tilgæn­ge­lige mulig­heder. USA kunne p.g.a. sin konstruk­tion med et centralt finans­mi­ni­ste­rium og en central-bank der kan accep­tere alle former for sikkerhed hjælpe sine banker i 2008. Til forskel, måtte EU nøjes med at styrke bankerne (der var tre gange så store og dobbelt så højt gearede som de ameri­kanske) med lidt ekstra likvi­ditet, offent­lige nedskæ­ringer og påkal­delse af en ”urok­kelig opbak­ning til euroen”. Hvor USA’s banker har svøbt gælden af sig, reka­pi­ta­li­seret og nu er klar til vækst, har EU ikke engang været i stand til at starte denne udvik­ling. Konsekvensen er at eurozo­nens økono­mier stadig krymper på trods af det stadigt mere hule løfte om at ”tilliden er på vej tilbage”.

Ideologisk set er det den intu­i­tive appel ved ideen om nøjsomhed, ”man ikke kan bruge mere end man har”, der virkelig har forført. En forstå­else for hvor­ledes nøjsomhed blev stan­dards­varet i den libe­rale økono­miske tanke når en stat ryger i vanske­lig­heder kan afdække hvorfor ideen er så forfør­ende og farlig

Nøjsomhed er forførende men …

Nøjsomhed er en forfør­ende ide fordi dens kernepå­stand er så simpel: Du kan ikke afvikle gæld med mere gæld. Dette er for så vidt rigtigt, men det er ikke vidt­gå­ende nok. Tre knapt så iøjne­fal­dende faktorer under­graver den ellers simple påstand, at lande med under­skud bør skære i sine udgifter.

Den første faktor er distri­butiv. Nøjsomhedens konse­kvenser opleves forskel­ligt på forskel­lige niveauer i samfundet. De der befinder sig på bunden mister en forholdsvis større andel end dem der befinder sig på toppen fordi de i langt højere grad er afhæn­gige af statens ydelser og fordi de er ringere økono­misk polstret til at modstå krisens anslag. De 400 rigeste ameri­ka­nere ejer flere aktiver end de 150 mio. fattigste ameri­ka­nere. De nederste 15%, ca. 46 mio. menne­sker, lever for under $22.050 pr. husstand om året. At forsøge at få den nederste del af indkomst­py­ra­miden til at betale gennem nedskæ­ringer i det offent­lige er både hjer­te­løst og mate­ma­tisk besvær­ligt. De der kan betale vil ikke, og de der ikke kan betale forventes at gøre det.

Tre faktorer der taler mod nøjsomhed
Distribution Nøjsomhedspolitik har en uhyg­gelig social slag­side og fører til drama­tisk øget ulighed med deraf følgende sociale katastrofer
Sammenhæng Nøjsomhedspolitik lader sig kun gøre i helt speci­fikke sammen­hænge. Det kræver handels­part­nere der er i vækst. Hvis alle handels­part­nere følger nøjsom­heds­po­litik er resul­tatet en samlet tilbagegang
Logik Nøjsomhed forud­sætter en kølig rationel økono­misk adfærd hos en finan­sielt ukyndig befolk­ning der er opskræmt af tanken om at miste job og social sikkerhed

Den anden faktor er sammen­hængen. Alle kan ikke skære sig til vækst på samme tid. Sat i en euro­pæisk kontekst: Selvom det måske kan betale for den enkelte stat at nedbringe sin gæld, opstår der problemer hvis alle medlem­merne af mønt­u­ni­onen gør det samtidig, de er nemlig alle hinan­dens væsent­ligste samhan­dels­part­nere. Resultatet vil uvæger­ligt blive en samlet tilba­ge­gang for den regio­nale økonomi under et. Fortalerne for nøjsom­heden ser ikke denne fare fordi de har fået sammen­hængen mellem opspa­ring og forbrug galt i halsen. De tror at offentlig nøjsomhed før eller senere vil afsted­komme privat forbrug. Men nogen skal spen­dere før andre kan spare op, ellers har de der ønsker at spare ingen indtægt. På samme måde med lønninger. Hvis det skal kunne svare sig at sænke lønnin­gerne lokalt for at opnå bedre konkur­ren­ce­evne, skal der være et land der er rede til at bruge penge på det man produ­cerer. Hvis alle stater forsøger at skære ned og spare på en gang, som vi ser det i eurozonen i dag, så er der ingen der er rede til at kaste sig ud i det forbrug der er nødven­digt for at skabe vækst.

Den tredje faktor er logisk: Ideen om at offent­lige nedskæ­ringer øger tilliden hos private inve­storer holder ikke vand ved nærmere eftersyn. Som økonomen Paul Krugman og andre med ham har påpeget, så er præmissen i den ide at forbru­gerne forudser og inkorpo­rerer alle statens tiltag i deres livs­tids budget-beregninger. Når rege­ringen signa­lerer kraf­tige budget­nedskæ­ringer, lyder argu­mentet, vil forbru­geren indse at dette vil betyde skat­te­let­telser i nær fremtid. Forbrugeren vil derfor øge sit forbrug og således bidrage til krisens afslut­ning på trods af de står midt i økono­miens kollaps. At formode at den finan­sielt ukyn­dige forbruger i virke­lig­he­dens verden der er opskræmt af tanken om at miste sit job midt i en poli­tisk betinget krise er i bedste fald heroisk roman­ti­se­ring, i værste fald tåbeligt.

Nøjsomheden er en farlig ide fordi den igno­rerer de ekster­na­li­teter den skaber, den igno­rerer effekten af en persons valg på den næste persons valg og den igno­rerer den svin­dende sand­syn­lighed der er for at folk rent faktisk vil opføre sig som ideen kræver. For at forstå hvor­ledes en så fortær­sket politik blev Europas stan­dardsvar på krise, må vi konsul­tere en lille hånd­fuld englæn­dere, to skotter og tre østrigere

Et liberalt dilemma

Nøjsomheden finder sit udspring i et dilemma i den libe­rale økono­miske tænk­ning omkring staten. I den anden af hans “Two Treaties on Government” accep­terer den engelske 1600-tals poli­tiske teore­tiker John Locke at ulighed var uund­gå­e­ligt som følge af penge­væ­se­nets og den private ejen­doms­rets opståen. Derfor måtte han også accep­tere behovet for en stat der kunne beskytte og opret­holde de ulig­heder markedet afsted­kommer. Men enhver stat der kunne løfte denne opgave ville samtidig være stærk nok til at true de ejen­doms­ha­vere den var sat i verden for at beskytte. Og således fødtes et dilemma centralt i libe­ra­lismen: Du kan ikke leve med staten eftersom den måske vil berøve dig, men du kan heller ikke leve uden, siden du i så fald risi­kerer at pøblen slår dig ihjel. Senere, i 1700-tallet, da de skotske tænkere David Hume og Adam Smith vendte sig mod dette dilemma, antog det en ny dimen­sion: Hvordan finan­siere den stat som du på den ene side frygter men på den anden side har behov for? Løsningen syntes at blive stats­gæld, men hverken Hume eller Smith var glade for den løsning.

Tyverne og tredivernes nøjsomhed slog ikke blot fejl, den forårsagede II. Verdenskrig

Som både Hume og Smith bemær­kede, kan staten låne penge ved at tilbyde hand­lende mindre risi­ko­fyldte inve­ste­rings­mu­lig­heder med det samme eller bedre afkast gennem det instru­ment der hedder offentlig gæld. For disse inve­storer har denne ordning yder­li­gere den fordel at den finan­si­erer staten uden brug af skatter. Ja, staten betaler jo for finan­si­e­ringen på den måde. Men problemet med denne gratis metode er at den ikke er gratis. For at finde villige købere til sin gæld, er staten nødt til at tilbyde bedre afkast end markedet i øvrigt tilbyder, og ved at indgå i aftaler på så favorable vilkår for køber, bliver pengene ledt væk fra markeds­drevne inve­ste­ringer og over i uhold­bare offent­lige udgifter. På den måde ender man med mind­sket vækst, voksende renteud­gifter og en stat sat i gæld, først til lokale inve­storer, siden til frem­mede. I stedet for at løse statens finan­si­e­rings­pro­blem, fører dette til evigt stigende skatter og, som Smith adva­rede om, til långi­vers ruin da ”den uvirk­somme og ødsle skyldner [tjener] på bekost­ning af den fore­tag­somme og spar­som­me­lige långiver, … over­flytter en stor del af den natio­nale kapital … til de der sand­syn­ligvis vil sprede og ødelægge den.” Ud fra dette konklu­de­rede både Hume og Smith at det gjaldt om under alle omstæn­dig­heder at undgå stats­gæl­dens gift, også selv den som kort­sigtet finan­si­e­rings­løs­ning virker tiltrækkende.

Det nittende århund­redes britiske libe­rale tænkere prøvede at løse dette dilemma på to forskel­lige måder. Nogle, som f.eks. David Ricardo, søgte at udelukke staten helt fra økono­mien , eftersom dens hand­linger ansås for ukon­struk­tive indgreb i det der ellers ville være et selv­re­gu­le­rende system. Mens andre, som f.eks. John Stuart Mill, så en rolle for staten der gik udover blot at regu­lere ulig­heder. Mill gik endda så langt at han talte for at stats­gæld ikke behø­vede at betyde ruin for staten og at den endog kunne anvendes til at finan­siere nyttige sociale inve­ste­ringer. Kapitalismen kunne ikke, iflg. Mill og hans ideo­lo­giske brødre, fungerer hensigts­mæs­sigt i den moderne verden uden stats­lige indgreb. De anså de selv­re­gu­le­rende egen­skaber Ricardo forud­sagde for usand­syn­lige pga. de gryende arbej­der­be­væ­gelser, forretnings-cyklussens flyg­tighed, krav om stem­meret og en verden af arbejds­løshed og fattigdom midt i overflødighedshornet.

Så i det tyvende århund­rede split­tedes libe­ra­lismen i to spor. På det ene spor, Ricardos, afviste østri­gere som Joseph Schumpeter, Ludvig von Mises og Friedrich Hayek staten i stadigt stær­kere vendinger. På det andet spor, Mills spor, slut­tede en gruppe britiske økonomer, folk som John Hobson, William Beveridge og slut­te­ligen John Maynard Keynes fred med en mere aktiv, og når nødven­digt, forgældet stat.

Likviditionismens fælde

Endskønt frygten for stat og stats­gæld har været indgra­veret dybt i libe­ra­lis­mens DNA, var det ikke før at stater rent faktisk var store nok til nedskæ­ringer at modstanden mod stats­gæld blev en poli­tisk grille. I 1920erne og ’30erne, og i særde­leshed i Østrig og USA, søgte et stigende antal økonomer at forklare hvorfor virke­lig­he­dens økono­mier hele tiden drama­tisk boblede op og brast sammen på trods af deres formodede indbyg­gede tendens mod lige­vægt. Iflg. denne bevæ­gelses tanker var svaret at bankerne lånte for mange penge ud hvilket medførte at for mange penge blev misal­lo­keret i tvivls­omme speku­la­tioner. Før eller siden ville de billige penge der drev disse inve­ste­ringer uvæger­ligt forsvinde, rente­sat­serne ville stige og konkurser ville være resul­tatet. Fordelen ved alt dette var iflg. Andrew Mellon, US Finansminister under præs. Hoover, at ”rådden­skaben vil blive renset ud … folk vil … føre et mere moralsk liv … Og drif­tige folk vil over­tage de mindre kompe­tentes vraggods”

Kort og godt, sagde Østrigerne, kan gælds­fi­nan­si­e­rin­gens excesser kun kureres gennem nøjsomhed. Statens rolle var at holde sig udenfor og lade processen løbe af sig selv. ”Likviditionisme” – at likvi­dere fejl­slagne virk­som­heder som en løsning på de økono­miske problemer – var det store løsen. Under den store depres­sion i 30’erne forsøgte staten Washington sig med nøjsomhed, og præcis som i vore dages eurozone-krise, hjalp det ikke. I UK prøvede man en lignende tilgang som man kaldte ”The Treasury view”, eller ”finans­mi­ni­ste­riets vinkel”. Argumentet var at man udeluk­kende ville ende i mere gæld og fjerne grobunden for private inve­ste­ringer hvis man søgte at lade staten inve­sterer sig ud af proble­merne, og man gik derfor nøjsom­heds­vejen i stedet. Det fejlede også og forvær­rede kun UKs økonomi yderligere.

Der skulle adskil­lige fejl­slagne nøjsomheds-forsøg til på at redde 30’ernes økonomi samt Keynes General Theory før nøjsom­heds­i­deen mistede ende­ligt mistede sin trovær­dighed. De tre argu­menter fra før – distri­bu­tion, sammen­hæng og logik – var centrale. Sammen med de prak­tiske resul­tater af 30-40’ernes politik, incl. erfa­rin­gerne fra II. Verdenskrig der syntes at reha­bi­li­tere behovet for massiv økono­misk stats-intervention, satte disse argu­menter hele nøjsomheds-ideen i et nyt lys hvorpå ideen kollap­sede. Hvorfor ser vi den komme igen med fuld kraft nu mere end 60 år senere? For at finde svar på det spørgsmål må vi en tur til USA hvor den østrigske boble-model fandt uventet reso­nans i 2008 finanskrisen, og videre derfra til efter­kri­gens Tyskland, hvor det var lykkedes nøjsomheds-ideen at over­leve sin lange Keynesianske vinter og stå fadder til den krise­hånd­te­ring vi ser i Eurozonen i dag.

Den tyske metode

Efter 70’erne, hvor stag­f­la­tionen ende­ligt tog glansen af Keynesianismen, så man ikke så lidt af en pudsighed i USA’s økonom-uddannelser. Studerende kunne erhverve sig en Ph.D i de fineste skoler uden nogen­sinde at læse penge, bankvæsen eller kredit. Dette skyldtes at man i det neoklas­siske syn der opstod efter Keynesianismens gyldne periode, anså penges lang­tid­s­ef­fekter for at være neut­rale (penge ændrede hverken præfe­rencer eller mulig­heder), mens man anså aktø­rernes forvent­ninger for lang­sig­tede og ratio­nelle. I denne selv-afbalanceringens lykke­lige verden er kredit simpelthen bare en over­førsel af indkomst fra en person til en anden og bankerne er simpelthen formid­lere af inve­ste­ringer. Et syn der fik sig lidt af et chok da krisen i 2008 afslø­rede en verden med hyper­gearet og uansvarlig långiv­ning, over­belå­ning og over­lagt risiko-blindhed blandt disse såkaldt ratio­nelle aktører. Men det var intet chok for dem der stadig læste de nøjsomme østrigere.

Krisen syntes at udspille sig nøjagtig efter Mises og Hayeks model: Banker lånte for mange penge, staten holdt hånden under bankerne, forbru­gerne lånte for meget og kapital blev misal­lo­keret hvilket medførte en episk bolig-boble i årene 2000-2007. Modellen havde en klar forskrift ved en sådan udvik­ling: Ingen bank­pakker. Men eftersom bank­pakker alle­rede var udstedt og bankernes private gæld over­ført til det offent­lige regn­skab, var der kun en ting tilbage at gøre. Præcis den ting som østri­gerne havde slået til lyd for 1920’erne og 1930’erne – offent­lige nedskæ­ringer, nedsæt­telse af gælden, frem­skyn­delse af konkurser for firmaer og indi­vider der var nået for langt ud og så lade ”drif­tige folk vil over­tage de mindre kompe­tentes vraggods”

Nedskæringer fører ikke i sig selv til vækst. De virker kun i små stater der kan ekspor­tere til store stater der er i vækst.

Likviditionismen var tilbage, men kun fordi økonomer og poli­ti­kere glemte tidli­gere tiders erfa­ringer i løbet af de tre årtiers neoli­be­rale domi­nans. I en verden af effek­tive markeder og ratio­nelle forbru­gere, var en krise som den staten nu stod overfor simpelthen teore­tisk umulig. Så da krisen ramte var det kun den østrigske model der tog banker, bobler og boble-brist alvor­ligt, og det kan vi delvis takke tyskerne for.

Som følge af Tysklands historie med infla­tion og defla­tion i tyverne og tredi­verne, har finan­siel stabi­litet altid været en mærkesag i efter­krig­sti­dens økono­miske tænk­ning i Tyskland. Men det der virke­ligt kende­teg­nede denne tænk­ning var afvis­ningen af Keynesianismen. En teori der aldrig gav meget mening for tyske poli­ti­kere pga. den måde den tyske økonomi fungerer på.

Tysk økono­misk vækst har altid været drevet af eksport. Berlins prio­ri­teter i efter­krig­stiden har følge­ligen været inve­ste­ringer i genop­byg­ningen af landets produk­tions­evne (hvilket indebar at man lagde låg på det hjem­lige forbrug) og at genvinde tabte eksport­mar­keder (hvilket indebar omkost­nings­kon­trol og dermed lønt­il­ba­ge­hol­denhed). Med dette fokus på eksterne behov snarere end interne behov blev væksten under­lagt konkur­ren­ce­evne og monetær stabi­litet snarere end hjemlig efter­spørgsel. I dette system ville stats­lige stimuli kun afsted­komme øget produk­tions­om­kost­ninger og laver eksport-efterspørgsel.

Dette er en glim­rende økono­misk model for en udbud­s­o­ri­en­teret, eksport­drevet økonomi med en stærk monetær auto­ritet og super­kon­kur­ren­ce­dyg­tige produkter. Problemet er at der kun kan være en af den slags. Ikke alle Europæiske lande kan være som Tyskland og køre med over­skud, andre må køre under­skud, præcis lige som at nogle må forbruge for at andre kan spare. Desværre lykkedes det Tyskland at skabe nøgle-institutionerne i EU og Eurozonen i deres eget billede med et stærkt konkur­ren­ceråd og en yderst uafhængig og infla­tions­op­taget central-bank. Så da den græske krise indt­rådte, slog Tysklands uvilje mod Keynesianismen igennem i det herskende poli­tiske syn på hele regio­nens økonomi – resul­ta­terne har været katastrofale.

Tyskland havde råd til at nedskære sig til vækst fordi kilderne til Tysklands vækst lå uden for dets grænser: Tyskland er eksport-verdensmester. Men det betyder ikke at hele Europa kan følge den tyske model, især fordi de asia­tiske lande også kører over­skud. Som Martin Wolf, Financial Times spurgte: ”Er det meningen at alle skal køre med over­skud? I så fald overfor hvem … mars­bo­erne?”. De ideer der formede det insti­tu­tio­nelle design af efter­krig­sti­dens tyske økonomi og EU virker måske udmærket for Tyskland, men de virker forfær­de­ligt for et samlet Europa der uanset hvor hårdt det prøver simpelthen ikke kan køre over­skud. Sammenhængen er vigtig.

For at se hvor alt dette fører hen, kan vi kaste et blik tilbage på den sidste gang man forsøgte noget lignende i stor skala, tredi­verne og det kaos der fulgte. Men kriti­kerne vil hævde at den slags historie-granskning er irre­le­vant, eftersom at nyere eksempler fra Canada og Irland i firserne og senere igen Østeuropa, viser det modsatte: at nøjsomhed fører til vækst. Men det er en forkert konklu­sion på de eksempler, så det er værd at kaste et blik på dem.

Nøjsomhed nu, vanvid senere

I tyverne og tredi­verne forsøgte USA, UK, Tyskland og Japan alle at opnå vækst gennem nedskæ­ringer. Dette slog ikke alene fejl, det hjalp også II. Verdenskrig på vej. Tyvernes US økonomi var et sært væsen. Priserne på land­brugs­pro­dukter faldt, arbejds­løs­heden steg og alli­gevel steg aktie­kur­serne. I 1929 revnede det hele så med et brag, skat­te­ind­tæg­terne kollap­sede og under­skuddet blom­strede. Dette fik inve­storer til at trække penge ud af landet i stor stil med store rentestig­ninger og deraf følgende minus­vækst som resultat. Investorerne fryg­tede at USA ville gøre som UK og opgive systemet med en guld-reserve. I klas­sisk nøjsom­heds­stil udtalte Hoover at landet ikke kunne ”ødsle sig selv til frem­gang på ryggen af ruine­rede skat­tey­dere”, og i 1931 satte han samti­digt skatten op og udgif­terne ned. I løbet af de næste to år steg arbejds­løs­heden eksplo­sivt fra 8% til 23% og økono­mien kollap­sede. Det samme gjorde USA’s egnethed som eksport­marked for andre lande. USA’s økonomi kom sig ikke helt før krig­sti­dens massive inve­ste­ringer redu­ce­rede arbejds­løs­heden til 1,2% i 1944.

Situationen var ikke meget bedre i UK der var blevet meget mere medtaget af I. Verdenskrig end USA. For at opnå vækst efter krigen burde London have deva­lu­eret pundet og dermed forøget sin konkur­ren­ce­evne. Men fordi UK var verdens største finan­si­elle magt og udgjorde krum­tappen i guld-reserve systemet, ville selv en antyd­ning om deva­lu­e­ring have medført børs­panik og et stormløb på det britiske pund, hvilket ville have medført et væsent­ligt værditab på britiske over­søiske inter­esser. I denne klemme valgte UK at fast­lægge en høj veksel­rate i håbet om at indgyde inve­sto­rerne tillid, men dette medførte en ødelagt britisk økonomi og en forskerts­ning af efter­krig­sti­dens genop­byg­nings­ar­bejde. UK stag­ne­rede med en kronisk høj arbejds­løshed gennem 1920’erne.

UK’s situ­a­tion forvær­redes yder­li­gere da USA i 1929 satte renterne op for at nedkøle situ­a­tionen omkring Wall Street, og Young-planen for Tysklands krigs­ska­de­er­stat­ninger trådte i kraft. En plan der prio­ri­te­rede offentlig over privat gæld og dermed medførte at Tysklands offent­lige gæld ville blive tilba­ge­be­talt først hvis boblen brast. Førhen, da privat gæld havde forrang for offentlig, havde en stor del af den ameri­kanske private kapital tilflydt Tyskland. Da Young-planen vendte denne prio­ri­te­ring opstod kapital-flugt fra Europa til USA, hvilket fast­holdt UK’s rente­satser på et højt niveau og en fortsat stagnation.

Eftersom UK hverken kunne justere pundet op eller ned forblev nøjsomhed den fore­trukne politik, uanset at det var kontrapro­duk­tivt. På trods af gentagne nedskæ­rings­runder, og selv på trods af at man opgav guld-standarden, steg den britiske gæld fra 170% af BNP i 1930 til 190% i 1933. I 1938 var det britiske økono­miske real-output kun margi­nalt højere end det havde været i 1918. Kort sagt, de to største økono­mier i verden forsøgte samti­digt at nedskære sig til velstand, hvilket kun medførte at deres problemer blev cemen­teret. I Tyskland og Japan var resul­tatet fascisme.

Tysklands problemer i denne periode tilskrives ofte hype­r­in­f­la­tionen i 1923, en infla­tion der i dag ses som den tids store økono­miske busse­mand, et mare­ridt der aldrig må gentage sig. Men i dette syns­punkt udelades det forhold at hype­r­in­f­la­tionen ikke var et vild­ledt forsøg på Keynesiansk stimuli-politik, men i langt højere grad end bevidst regerings-politik med henblik på at unddrage sig krigs­ska­de­er­stat­ninger til Frankrig. Efter Frankrigs besæt­telse af Ruhr-området i 1923 begyndte den tyske rege­ring som modstands­hand­ling at betale de lokale arbej­deres løn, hvilket medførte at under­skuddet voksede. Den Tyske Central-bank, Reichsbank, trykte penge der kunne dække under­skuddet, men dette medførte natur­ligvis at Reichsmarkens værdi faldt og således blev det umuligt at tilba­ge­be­tale krigs­gælden og nye gælds­for­hand­linger måtte optages. Ikke lang tid efter stabi­li­se­redes infla­tionen og landet begyndte lang­somt at kunne stå på egne ben igen.

Den nye krigs­gælds­af­tale forår­sa­gede en flugt af privat ameri­kansk kapital fra Tyskland, så Reichsbank beslut­tede sig for at hæve rente­sat­serne for at modvirke flugten og skub­bede dermed økono­mien ud i en reces­sion. På dette tids­punkt overtog Deutsche Zentrumspartei kans­ler­po­sten og prøvede at styre den økono­miske skude flot gennem drama­tiske budget­nedskæ­ringer. Men jo mere rege­ringen skar, des mere medvind fik Nazisterne. Ved valget i 1930 vandt Nazistpartiet 18,3% af stem­merne og blev dermed det næst­største parti i Rigsdagen. De var trods alt det eneste parti der argu­men­te­rede mod ”nøjsomhed”. Nedskæringerne fort­satte og i 1933 fik Nazisterne hele 43,9% af stem­merne. Det var nøjsomhed og ikke infla­tion der gav verden National Socialismen.

Ingen var mere ivrige og konsi­stente med nøjsom­heds­po­li­tikken end den Japanske rege­ring. Efter et børs­krak i 1920 fulgte man op med adskil­lige defla­tions­for­vær­rende sparer­under. Den største udgiftspost på Tokyos budget, mili­tæret, blev næsten halveret i det følgende årti. Japan fort­satte nedskæ­rin­gerne for at komme tilbage til guld-standarden, hvilket lykkedes i 1930. Lige tidsnok til at økono­mi­erne i USA og Europa røg ud i frit fald og dermed røg Japans eksport-økonomi. Japans vækst faldt med 9,7% i 1930 og med yder­li­gere 9,5% i 1931 mens renten skød i vejret. På trods af sammen­bruddet gearede Tokyo yder­li­gere op for nedskæ­rin­gerne og lod hæren bære den tungeste ende af nedskæ­rin­gerne. I efter­året 1930 havde hæren fået nok.

I oktober 1930, efter rati­fi­ka­tionen af London Flådetraktaten der begræn­sede flåde­mæssig oprust­ning, blev Premierminister Osachi Hamaguchi udsat for et atten­tat­forsøg begået af en gruppe ultra­na­tio­na­li­ster, han døde senere af sine sår. Senere, i 1932, blev forhen­væ­rende Finansminister Junnosuke Inoue, nøjsom­heds­po­li­tik­kens arki­tekt i Japan op gennem tyverne, myrdet ved attentat. Takahashi Korekiyo, den ny rege­rings finans­mi­ni­ster, gik væk fra nøjsom­heds­po­li­tikken og økono­mien begyndte hurtigt at bedres. Væksten kom tilbage med et snit på 4% i årene 1932-1936. Men ingen god gerning skal åben­bart gå ustraffet hen og Korekiyo blev, som en række andre civile poli­ti­kere, selv myrdet i 1936. Den civile rege­ring kollap­sede og ekspe­ri­men­terne med demo­krati og nøjsomhed blev afløst af kejser­dømmes velkendte imperialisme.

Firser-showet

Da mellem­krig­sår­enes fire største økono­mier alle prøvede at skære sig til frem­gang på en og samme gang blev resul­tatet skrump, protek­tio­nisme, vold og fascisme. Nogle vil måske sige ”Det kan godt være, men andre tilfælde viser andre erfa­ringer”. I den forbin­delse bliver 1980’ernes erfa­ringer i Australien, Canada, Danmark og Irland bliver ofte taget frem som gode eksempler på det økono­merne kalder ”vækst­ska­bende offent­lige bespa­relser”, desværre ser virke­lig­heden ikke sådan ud.

I halv­fem­serne syntes flere under­sø­gelser at pege på at firsernes offent­lige bespa­relser i Australien, Canada, Danmark og Irland have givet de lokale økono­mier et boost. De skar alle i budget­terne, deva­lu­e­rede deres valuta og lagde låg på lønud­vik­lingen og de fik alle impo­ne­rende vækstrater. Den meka­nisme der drev væksten var angi­ve­ligt forbru­gernes lang­sig­tede forvent­ninger, dvs. tillid­s­ef­fekten: I forvent­ning om lavere skatter som følge af nedskæ­rin­gerne brugte folk deres penge flit­tigt hvilket medførte kraftig opblom­string af økono­mien. Senere tids visdom sætter dog spørgs­måls­tegn ved disse under­sø­gel­sers metoder, deres konklu­sioner samt deres frem­stil­ling af hvad der egentlig foregik i de nævnte lande.

For det første: For hvert af disse lande var situ­a­tionen at en lille stat foretog offent­lige nedskæ­ringer på et tids­punkt hvor væksten var helt i top, og store handels­part­nere blom­strede op. Ydermere er der tale om fire sepa­rate episoder, ikke om samtidig nøjsomhed.

For det andet: I de nævnte tilfælde var nøjsom­heds­in­stru­men­terne fortrinsvins deva­lu­e­ring og aftaler med fagfor­e­nin­gerne om lønt­il­ba­ge­hol­denhed, sådan at de posi­tive virk­ninger af deva­lu­e­ringen ikke blev udlignet af import-inflation. Med andre ord: Hvis et land søger at skabe vækst gennem eksport med en billi­gere valuta, vil det være ufor­mål­stjenst­ligt hvis gevin­sten ædes op af lønstig­ninger, hvilket undgås via aftaler med fagbe­væ­gel­serne om lønt­il­ba­ge­hol­denhed. Dette lader sig natur­ligvis kun gøre i lande med en høj orga­ni­sa­tions­grad. Under indtryk af alle disse speci­elle forud­sæt­ninger giver det næppe mening at konklu­dere at tillid affødt af nøjsomhed er den primære grund til vækst.

Ydermere afstedkom disse ”konso­li­de­ringer i offentlig vækst” for både Australien og Danmarks vedkom­mende ikke meget mere end et lille bump på vejen nedad og begge økono­mier røg ud i svær krise indenfor en tids­ho­ri­sont på bare to år efter nedskæ­rin­gerne (hvem sagde tillid?). I det irske tilfælde steg, som økonomen Stephen Kinsella påviste, real­lønnen i sen-firserne, hvilket peger på at boom’et skyldtes en rutine-stimulus effekt og ikke posi­tive ændringer i forbru­gernes forventninger.

Hvad angår Canada er forkla­ringen simpel: Canada kunne nedskære sig til vækst fordi dets største handels­partner, USA, ople­vede et massivt økono­misk opsving imens den cana­diske dollar faldt næsten 40%.

Intet af dette har noget med forvent­ninger eller tillid at gøre. Tværtimod er det, set i det rette lys, den Keynisianske historie om hvordan man gennem deva­lu­e­ringer og lønt­il­ba­ge­hol­denhed kan booste en økonomi hvis part­nere er i vækst. Et boost der på sin side tillader offent­lige nedskæ­ringer. Som Keynes sagde: ”Nøjsomhed gode, ikke dårlige, tider til”. Nedskæringer fører ikke i sig selv til vækst, og de virker kun i små stater der kan ekspor­terer til store stater i vækst. Præcis som lande der handler med hinanden ikke alle kan have over­skud, kan indbyrdes afhæn­gige økono­mier ikke alle deva­luere samti­digt og forvente eksportfremgang,

Derfor kan REBLL Alliancen ikke sprænge Gældsstjernen i luften

Men der er skam mere endnu. For nyligt er en hånd­fuld østeu­ro­pæ­iske lande blevet hevet frem som rollemo­deller af nøjsom­heds­for­ta­lerne. Det drejer sig om Rumænien, Estland, Bulgarien, Letland og Litauen, lad os kalde dem REBLL Alliancen. De skar mere end alle andre euro­pæ­iske lande i 2009 og 2010 og havde mere vækst end alle andre andre i 2011 og 2012. Var dette ende­ligt beviset for at nedskæ­ringer fører til vækst? Nej, ikke just …

Det første spørgsmål vi må stille er hvorfor der var så drastiske nedskæ­ringer i det hele taget, svaret er inter­es­sant. Tilbage i starten af dette århund­rede, den gang disse lande stod på kanten til opta­gelse i EU, synedes deres bank-aktiver over­or­dent­ligt under­vur­de­rede. Disse landes rege­ringer ønskede at ryste kommu­nis­mens støv af skul­drene og favne frem­tiden i form af den ny tids kapi­ta­lisme, og beslut­tede at oprette økono­miske insti­tu­tioner der var særdeles venlige overfor kapi­tal­flow og uden­landske inve­ste­ringer. Dette medførte at 80-100% af de lokale banker blev opkøbt af udlandet. Som følge af likvi­di­tetskrisen i 2008-9 beslut­tede de nye østrigske, tyske og svenske moder­banker at skaffe fornø­dent likvi­ditet ved at tage penge fra datter­ban­kerne i østeu­ropa. De østeu­ro­pæ­iske lande kunne kun se hjæl­pe­løst til mens deres penge­be­hold­ning drænedes.

For at standse blød­ningen indgik man en aftale i Wien i 2009. Bankerne, EU, IMF og EU-kommissionen samt Ungarn, Letland og Rumænien. Her forplig­tede bankerne sig til at holde likvi­di­teten i de østeu­ro­pæ­iske banker mod at staterne til gengæld gennem­førte nøjsom­heds nedskæ­ringer rettet mod en stabi­li­se­ring af de lokale bankers økonomi. Wieneraftalen forhin­drede likvi­di­tetskrisen i at brede sig til de øvrige REBLL lande, så længe nøjsom­heds­po­li­tikken blev ført andet­steds i regionen også. Resultatet blev at lettiske lærere og rumænske pensio­ni­ster ople­vede massiv indtægts­ned­gange til fordel for de store ejere af obliga­tioner i de store Europæiske hovedbanker.

For at lægge alt dette lidt til side: Har nedskæ­rin­gerne, og der var mange af dem, været en succes? I Letland faldt forbruget med næsten 23% i 2009 og BNP faldt med 7%. I Estland faldt begge dele med næsten 15%. I REBLL landende var tocif­rede lønnedskæ­ringer i den offent­lige sektor dagens orden, hvilket medførte kaos i sundheds-, uddannelses- og social sekto­rerne. Men selvom man har genvundet impo­ne­rende 60-80% af de tab man led under krisen har prisen været alt for høj.

Først og frem­mest: Hvis nøjsom­he­dens ypperste fortje­neste er en reduk­tion af gælden så har alle REBLL lande, Estland undtaget, fejlet. De har mere gæld i dag end da de påbe­gyndte nedskæ­rin­gerne. Letland, Litauen og Rumænien havde sågar større budge­tun­der­skud på højden af deres nøjsom­heds­pro­grammer i 2009-10 end både Grækenland og Spanien havde da de var højden i deres. For det andet vil det, selv med de mest opti­mi­stiske briller på, vare mindst til 2015 før nogle af dem har genvundet hvad man har tabt siden 2009. Konsekvensen er tocif­rede arbejds­løs­hedstal i den over­sku­e­lige fremtid. For det tredje, disse lande så intet til de posi­tive forvent­ninger eller den tillid som nøjsom­heds­po­li­tikken siges at skulle afsted­komme. En Eurobarometer-måling viste i 2009 at 79% af letlæn­derne syntes at Estlands økonomi var dårlig, 58% mente at man ikke havde nået det værste endnu. Kort og godt, ligesom i tilfældet med firsernes nedskæ­ringer, kan man ikke betegne REBLL landenes seneste erfa­ringer kan ikke kaldes en sejr for nøjsom­heds­po­li­tikken. REBLL Alliancen har ikke ende­ligt sprunget Gældsstjernen i luften, den har tvær­timod, og med enorme omkost­ninger, gjort den større.

I morgen er der atter en dag

Hvis nøjsom­heden ikke virker, hvad kan man så gøre? Udgiftsorgier fra alle­rede gælds­pla­gede stater eller en lang række konkurser i den udvik­lede verden synes ikke som synder­ligt attrak­tive mulig­heder. Så ambi­tiøs behøver man dog heller ikke at være. En simpel Hippokratisk regel kunne være: Undlad først og frem­mest at forår­sage skade. Eurozonen har konse­kvent benyttet nøjsom­heds­po­litik og skrumper nu samlet set ind. Modsat har USA ikke imple­men­teret nøjsom­heds­po­litik og er nu klar til vækst. Javel, USA’s gæld voksede også, men vækst kurerer gæld hen ad vejen. Nedskæringer vil, såfremt de er samti­dige og gennem­gri­bende, udeluk­kende føre til flere problemer.

Forholdet mellem nedskæ­ringer og gæld indfanges bedst af økonomen Richard Koo’s ide om ”krise­ba­lance”. Det er ikke muligt for lande at nedbringe offentlig og privat gæld samtidig, hvilket er præcis hvad Europa har forsøgt. I stedet skulle rege­rin­gerne tilskynde at den private sektor fik afhændet sin gæld mens man fast­holdt det offent­lige udgifts­ni­veau, for når alt kommer til alt så skal pengene til den private sektors opspa­ring jo komme et eller andet sted fra. Når den private sektor har afhændet sin gæld vil skat­te­ind­kom­sterne stige og de opståede gælds- og udgiftspo­ster kan så betales af. Som tidli­gere bemærket kræver det timing og tilret­te­læg­gelse at gøre dette på en effektiv måde.

I mellem­tiden burde USA benytte sig af at de ikke er hæmmet af de samme insti­tu­tio­nelle fejl som eurozonen lider under og at de yder­mere kan låne prak­tisk talt uden omkost­ninger. Tiden er gunstig for nyttige inve­ste­ringer fra Washingtons side. For at tage et eksempel: Ca. en tred­jedel af USA’s broer er i elendig forfat­ning og trænger til at blive renoveret. At få bragt det i orden ville skærpe USA’s produk­ti­vitet og der er ingen ulemper forbundet med det. I den forbin­delse er nøjsomhed ikke alene forkert pga. de tre problemer nævnt ovenfor: Distribution, sammen­hæng og logik; det er også forbundet med yder­li­gere omkost­ninger at vente. Hvis USA valgte nøjsom­heds­vejen ville veje lægge urepa­re­rede hen, stude­rende ville gå glip af viden og de arbejds­løses kunnen og kompe­tencer ville visne hen. USA’s posi­tion i forhold til lande der ikke gjorde det samme ville forværres og USA ville ende endnu mere fattigt og gæld­stynget end det var før, og det værste ville være at USA ville miste evnen til at gene­rere frem­tidig vækst.

Schumpeters prose­lytter kunne måske indvende at selvom stats­lige udgifter var omkost­ningsfri, så ville den virke­lige kilde til vækst stadig være privat innova­tion. Men som venture-kapitalisten William Janeway forklarer i sin seneste bog Doing Capitalism in the Innovation Economy, er forud­sæt­ningen for Schumperts ”krea­tive destruk­tion” det som Schumpeter kalder ”Keynesiansk spild”. USA’s rumfart­sin­du­stri ville aldrig være blevet til noget uden massive udlæg fra staten, nylige land­vin­dinger i biotek­no­logi ville ikke have set dagens lys uden National Institute of Health, ja selv inter­nettet var et bipro­dukt af statslig forsk­ning. Innovationens grund­stof kommer ofte fra stats­lige initi­a­tiver, ikke fra private.

Hvis USA tilslut­tede sig nøjsom­heds­po­li­tikken, ville statens mang­lende evne til at gene­rere ”Keynesiansk spild” under­mi­nere landets vækstevne. Spar staten væk, specielt nu hvor andre lande forsøger at skære sig til vækst, og ameri­ka­nerne vil ende et meget være sted end de nogen­sinde ku’ fore­stille sig. Men tag endelig ikke mit ord for det – prøv at spørge euro­pæ­erne hvordan nøjsomhed har virket for dem.

oa: Jeg har taget mig friheder med over­skrif­terne …

Læs også

'Recessions can hurt, but austerity kills' | Politics | The Guardian

‘Recessions can hurt, but auste­rity kills’ | Politics | The Guardianhttp://www.guardian.co.uk/society/2013/may/15/recessions-hurt-but-austerity-killsIn a powerful new book, The Body Economic, Stuckler and his colle­ague Sanjay Basu, an assi­stant professor of medi­cine and epide­mio­lo­gist at Stanford University, show that…

1 KOMMENTAR

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here