Nøjsom­heds­il­lu­sio­nen

Sådan vandt en dår­lig ide over Vesten

austerity illusion

Denne arti­kel er over­sat fra et essay af Mark Blythforeig​naf​fairs​.com

Mark Blyth er pro­fes­sor i Inter­na­tio­nal Poli­tisk Øko­nomi ved Brown Uni­ver­sity og har skre­vet bogen “Auste­rity — The History of a Dan­gerous Idea” som lig­ger til grund for dette essay

Europa tager den for­kerte medicin

Ude af stand til at sætte kon­struk­tivt i gang mod et fæl­les mål, er USA’s kon­gres efter­hån­den hen­vist til at spille en ende­løs omgang ”kyl­ling” med den ame­ri­kan­ske øko­nomi. Gældsloft-​​skærmydslerne banede vejen for den ”Øko­no­mi­ske Afgrund” der senere skif­tede form og blev til de brede bespa­rel­ser på mili­tær og udgif­ter der går under nav­net ”Seque­stra­tion”. Uan­set hvad det næste på beskat­nings­fron­ten bli­ver, er yder­li­gere nedskæ­rin­ger sand­syn­lige. Såle­des hol­der en let ændret udgave af den euro­pæ­i­ske ”nøjsom­heds­po­li­tik” som vi har set den efter 2010, sit ind­tog i USA. De ene­ste spørgs­mål i den for­bin­delse er hvor hårdt USA bli­ver ramt, og hvem der skal holde for? Det der gør hele denne affære så absurd er at de Euro­pæ­i­ske erfa­rin­ger igen og igen tyde­ligt har vist at nøjsomheds-​​politikken netop er det helt for­kerte mid­del til en øko­nomi i vanskeligheder.

… som følge af chok­ket fra den sene­ste finanskrise der med­førte en eks­plo­siv stig­ning i offent­lig gæld, har det meste af Europa i de sene­ste fire år søgt en udvej i nøjsom­heds­po­li­tik­ken. Resul­ta­terne af dette eks­pe­ri­ment fore­lig­ger nu, og de er enty­dige: Nøjsom­hed vir­ker ikke

Eurozone-​​landene, UK og de bal­ti­ske sta­ter har meldt sig fri­vil­ligt som prø­ve­klude i et stort anlagt eks­pe­ri­ment der går ud på at vise om man kan spare sig til frem­gang. Nøjsom­heds­po­li­tik­ken – den over­lagte udhuling af hjem­lige løn­nin­ger og pri­ser gen­nem nedskæ­rin­ger i de offent­lige udgif­ter – har til for­mål at ned­bringe sta­tens gæld og under­skud, øge dens øko­no­mi­ske kon­kur­ren­ce­evne og genop­rette erhvervs­li­vets til­tro til mar­ke­det. Det sid­ste er et kar­di­nal­punkt. Nøjsom­heds­for­ta­lere mener at man ved at skrue ned for de offent­lige udgif­ter anspo­rer pri­vate inve­ste­rin­ger, efter­som nedskæ­rin­gerne sig­na­le­rer at sta­ten ikke vil sætte sig på inve­ste­rings­mar­ke­det med egne stimulus-​​tiltag og ikke vil øge sin gæld. For­bru­gere og pro­du­cen­ter vil iflg. dette argu­ment så til gen­gæld for­bruge mere og der­med sætte gang i væk­sten igen.

I denne ides ånd, og som følge af chok­ket fra den sene­ste finanskrise der med­førte en eks­plo­siv stig­ning i offent­lig gæld, har det meste af Europa i de sene­ste fire år søgt en udvej i nøjsom­heds­po­li­tik­ken. Resul­ta­terne af dette eks­pe­ri­ment fore­lig­ger nu, og de er enty­dige: Nøjsom­hed vir­ker ikke. De fle­ste af øko­no­mi­erne i Eurozo­nens peri­feri har været i frit fald siden 2009, og i sid­ste kvar­tal af 2012 så man for før­ste gang nogen­sinde en øko­no­misk krym­pet Eurozone. Portu­gals øko­nomi gik til­bage med 1,8%, Ita­li­ens med 0,9% og selv regio­nens såkaldte loko­mo­tiv, Tys­kland, måtte ind­kas­sere en til­ba­ge­gang på 0,6%. Stor­bri­tan­nien undslap kun med nød og næppe den før­ste 3-​​dyps depres­sion, og det på trods af at de ikke er med i Eurozonen,

Man burde have set det komme

Nøjsom­heds’ effekt på offent­lig gæld (Gæld/​BNP ratio)
Land Før (2006÷7) Efter (2012)
Portu­gal 62% 108%
Irland 24,8% 106,4%
Græken­land 106% 170%
Let­land 10,7% 42%

Det ene­ste vir­ke­ligt over­ra­skende i alt det her er fak­tisk at det kom­mer som en over­ra­skelse. I juli 2012 adva­rede IMF om at sam­ti­dige nedskæ­rin­ger, i en kri­se­tid med alle­rede lave ren­te­sat­ser og på tværs af tæt sam­men­hæn­gende øko­no­mier, uvæ­ger­ligt ville skade mulig­he­derne for vækst. En advar­sel der kom oven i i en alle­rede rig­hol­dig bevis­mængde der peger på at de lande der havde taget nøjsom­heds­po­li­tik­ken til sig havde væsent­ligt mere gæld end da de star­tede. Portu­gals gæld/​BNP ratio steg fra 62% i 2006 til 108% i 2012. Irlands gæld/​BNP ratio steg mere end fire gange fra 24,8% i 2007 til 106,4% i 2012. Græken­lands gæld/​BNP ratio steg fra 106% i 2007 til 170% i 2012, og Let­lands gæld steg fra 10,7% af BNP i 2007 til 42% i 2012. Ingen af disse sta­ti­stik­ker tager over­ho­ve­det højde for de soci­ale omkost­nin­ger ved nøjsom­heds­po­li­tik­ken. Omkost­nin­ger der bl. a. inklu­de­rer arbejds­løs­heds­tal vi ikke har set siden ‘30erne. Så hvad anspo­rer rege­rin­gerne til at fort­sætte af dette spor?

Nøjsom­heds­po­li­tik­ken blev, og er den dag i dag, stan­dards­va­ret på eurozo­nens finanskrise af både mate­ri­elle og ide­o­lo­gi­ske årsa­ger. Mate­ri­elt, fordi der har ikke har været så mange andre let til­gæn­ge­lige mulig­he­der. USA kunne p.g.a. sin kon­struk­tion med et cen­tralt finans­mi­ni­ste­rium og en central-​​bank der kan accep­tere alle for­mer for sik­ker­hed hjælpe sine ban­ker i 2008. Til for­skel, måtte EU nøjes med at styrke ban­kerne (der var tre gange så store og dob­belt så højt gea­rede som de ame­ri­kan­ske) med lidt ekstra lik­vi­di­tet, offent­lige nedskæ­rin­ger og påkal­delse af en ”urok­ke­lig opbak­ning til euroen”. Hvor USA’s ban­ker har svøbt gæl­den af sig, reka­pi­ta­li­se­ret og nu er klar til vækst, har EU ikke engang været i stand til at starte denne udvik­ling. Kon­se­kven­sen er at eurozo­nens øko­no­mier sta­dig krym­per på trods af det sta­digt mere hule løfte om at ”til­li­den er på vej tilbage”.

Ide­o­lo­gisk set er det den intu­i­tive appel ved ideen om nøjsom­hed, ”man ikke kan bruge mere end man har”, der vir­ke­lig har for­ført. En for­stå­else for hvor­le­des nøjsom­hed blev stan­dards­va­ret i den libe­rale øko­no­mi­ske tanke når en stat ryger i van­ske­lig­he­der kan afdække hvor­for ideen er så for­før­ende og farlig

Nøjsom­hed er for­før­ende men …

Nøjsom­hed er en for­før­ende ide fordi dens ker­nepå­stand er så sim­pel: Du kan ikke afvikle gæld med mere gæld. Dette er for så vidt rig­tigt, men det er ikke vidt­gå­ende nok. Tre knapt så iøj­ne­fal­dende fak­to­rer under­gra­ver den ellers simple påstand, at lande med under­skud bør skære i sine udgifter.

Den før­ste fak­tor er distri­bu­tiv. Nøjsom­he­dens kon­se­kven­ser ople­ves for­skel­ligt på for­skel­lige niveauer i sam­fun­det. De der befin­der sig på bun­den mister en for­holds­vis større andel end dem der befin­der sig på top­pen fordi de i langt højere grad er afhæn­gige af sta­tens ydel­ser og fordi de er rin­gere øko­no­misk pol­stret til at mod­stå kri­sens anslag. De 400 rige­ste ame­ri­ka­nere ejer flere akti­ver end de 150 mio. fat­tig­ste ame­ri­ka­nere. De neder­ste 15%, ca. 46 mio. men­ne­sker, lever for under $22.050 pr. hus­stand om året. At for­søge at få den neder­ste del af ind­komst­py­ra­mi­den til at betale gen­nem nedskæ­rin­ger i det offent­lige er både hjer­te­løst og mate­ma­tisk besvær­ligt. De der kan betale vil ikke, og de der ikke kan betale for­ven­tes at gøre det.

Tre fak­to­rer der taler mod nøjsom­hed
Distri­bu­tion Nøjsom­heds­po­li­tik har en uhyg­ge­lig social slag­side og fører til dra­ma­tisk øget ulig­hed med deraf føl­gende soci­ale katastrofer
Sam­men­hæng Nøjsom­heds­po­li­tik lader sig kun gøre i helt spe­ci­fikke sam­men­hænge. Det kræ­ver han­dels­part­nere der er i vækst. Hvis alle han­dels­part­nere føl­ger nøjsom­heds­po­li­tik er resul­ta­tet en sam­let tilbagegang
Logik Nøjsom­hed for­ud­sæt­ter en kølig ratio­nel øko­no­misk adfærd hos en finan­si­elt ukyn­dig befolk­ning der er opskræmt af tan­ken om at miste job og social sikkerhed

Den anden fak­tor er sam­men­hæn­gen. Alle kan ikke skære sig til vækst på samme tid. Sat i en euro­pæ­isk kon­tekst: Selvom det måske kan betale for den enkelte stat at ned­bringe sin gæld, opstår der pro­ble­mer hvis alle med­lem­merne af mønt­u­ni­o­nen gør det sam­ti­dig, de er nem­lig alle hin­an­dens væsent­lig­ste sam­han­dels­part­nere. Resul­ta­tet vil uvæ­ger­ligt blive en sam­let til­ba­ge­gang for den regio­nale øko­nomi under et. For­ta­lerne for nøjsom­he­den ser ikke denne fare fordi de har fået sam­men­hæn­gen mel­lem opspa­ring og for­brug galt i hal­sen. De tror at offent­lig nøjsom­hed før eller senere vil afsted­komme pri­vat for­brug. Men nogen skal spen­dere før andre kan spare op, ellers har de der ønsker at spare ingen ind­tægt. På samme måde med løn­nin­ger. Hvis det skal kunne svare sig at sænke løn­nin­gerne lokalt for at opnå bedre kon­kur­ren­ce­evne, skal der være et land der er rede til at bruge penge på det man pro­du­ce­rer. Hvis alle sta­ter for­sø­ger at skære ned og spare på en gang, som vi ser det i eurozo­nen i dag, så er der ingen der er rede til at kaste sig ud i det for­brug der er nød­ven­digt for at skabe vækst.

Den tredje fak­tor er logisk: Ideen om at offent­lige nedskæ­rin­ger øger til­li­den hos pri­vate inve­sto­rer hol­der ikke vand ved nær­mere efter­syn. Som øko­no­men Paul Krug­man og andre med ham har påpe­get, så er præ­mis­sen i den ide at for­bru­gerne for­ud­ser og inkorpo­re­rer alle sta­tens til­tag i deres liv­s­tids budget-​​beregninger. Når rege­rin­gen sig­na­le­rer kraf­tige bud­get­nedskæ­rin­ger, lyder argu­men­tet, vil for­bru­ge­ren indse at dette vil betyde skat­te­let­tel­ser i nær frem­tid. For­bru­ge­ren vil der­for øge sit for­brug og såle­des bidrage til kri­sens afslut­ning på trods af de står midt i øko­no­mi­ens kol­laps. At for­mode at den finan­si­elt ukyn­dige for­bru­ger i vir­ke­lig­he­dens ver­den der er opskræmt af tan­ken om at miste sit job midt i en poli­tisk betin­get krise er i bed­ste fald her­oisk roman­ti­se­ring, i vær­ste fald tåbeligt.

Nøjsom­he­den er en far­lig ide fordi den igno­re­rer de ekster­na­li­te­ter den ska­ber, den igno­re­rer effek­ten af en per­sons valg på den næste per­sons valg og den igno­re­rer den svin­dende sand­syn­lig­hed der er for at folk rent fak­tisk vil opføre sig som ideen kræ­ver. For at for­stå hvor­le­des en så for­tær­sket poli­tik blev Euro­pas stan­dards­var på krise, må vi kon­sul­tere en lille hånd­fuld eng­læn­dere, to skot­ter og tre østrigere

Et libe­ralt dilemma

Nøjsom­he­den fin­der sit udspring i et dilemma i den libe­rale øko­no­mi­ske tænk­ning omkring sta­ten. I den anden af hans “Two Tre­a­ties on Gover­n­ment” accep­te­rer den engel­ske 1600-​​tals poli­ti­ske teo­re­ti­ker John Locke at ulig­hed var uund­gå­e­ligt som følge af pen­ge­væ­se­nets og den pri­vate ejen­doms­rets opståen. Der­for måtte han også accep­tere beho­vet for en stat der kunne beskytte og opret­holde de ulig­he­der mar­ke­det afsted­kom­mer. Men enhver stat der kunne løfte denne opgave ville sam­ti­dig være stærk nok til at true de ejen­doms­ha­vere den var sat i ver­den for at beskytte. Og såle­des fød­tes et dilemma cen­tralt i libe­ra­lis­men: Du kan ikke leve med sta­ten efter­som den måske vil berøve dig, men du kan hel­ler ikke leve uden, siden du i så fald risi­ke­rer at pøb­len slår dig ihjel. Senere, i 1700-​​tallet, da de skot­ske tæn­kere David Hume og Adam Smith vendte sig mod dette dilemma, antog det en ny dimen­sion: Hvor­dan finan­si­ere den stat som du på den ene side fryg­ter men på den anden side har behov for? Løs­nin­gen syn­tes at blive stats­gæld, men hver­ken Hume eller Smith var glade for den løsning.

Tyverne og tre­di­ver­nes nøjsom­hed slog ikke blot fejl, den for­år­sa­gede II. Verdenskrig

Som både Hume og Smith bemær­kede, kan sta­ten låne penge ved at til­byde hand­lende min­dre risi­ko­fyldte inve­ste­rings­mu­lig­he­der med det samme eller bedre afkast gen­nem det instru­ment der hed­der offent­lig gæld. For disse inve­sto­rer har denne ord­ning yder­li­gere den for­del at den finan­si­e­rer sta­ten uden brug af skat­ter. Ja, sta­ten beta­ler jo for finan­si­e­rin­gen på den måde. Men pro­ble­met med denne gra­tis metode er at den ikke er gra­tis. For at finde vil­lige købere til sin gæld, er sta­ten nødt til at til­byde bedre afkast end mar­ke­det i øvrigt til­by­der, og ved at indgå i afta­ler på så favorable vil­kår for køber, bli­ver pen­gene ledt væk fra mar­keds­drevne inve­ste­rin­ger og over i uhold­bare offent­lige udgif­ter. På den måde ender man med mind­sket vækst, vok­sende ren­teud­gif­ter og en stat sat i gæld, først til lokale inve­sto­rer, siden til frem­mede. I ste­det for at løse sta­tens finan­si­e­rings­pro­blem, fører dette til evigt sti­gende skat­ter og, som Smith adva­rede om, til lån­gi­vers ruin da ”den uvirk­somme og ødsle skyld­ner [tje­ner] på bekost­ning af den fore­tag­somme og spar­som­me­lige lån­gi­ver, … over­flyt­ter en stor del af den natio­nale kapi­tal … til de der sand­syn­lig­vis vil sprede og øde­lægge den.” Ud fra dette kon­klu­de­rede både Hume og Smith at det gjaldt om under alle omstæn­dig­he­der at undgå stats­gæl­dens gift, også selv den som kort­sig­tet finan­si­e­rings­løs­ning vir­ker tiltrækkende.

Det nit­tende århund­re­des bri­ti­ske libe­rale tæn­kere prø­vede at løse dette dilemma på to for­skel­lige måder. Nogle, som f.eks. David Ricardo, søgte at ude­lukke sta­ten helt fra øko­no­mien , efter­som dens hand­lin­ger ansås for ukon­struk­tive ind­greb i det der ellers ville være et selv­re­gu­le­rende system. Mens andre, som f.eks. John Stu­art Mill, så en rolle for sta­ten der gik udover blot at regu­lere ulig­he­der. Mill gik endda så langt at han talte for at stats­gæld ikke behø­vede at betyde ruin for sta­ten og at den endog kunne anven­des til at finan­si­ere nyt­tige soci­ale inve­ste­rin­ger. Kapi­ta­lis­men kunne ikke, iflg. Mill og hans ide­o­lo­gi­ske brødre, fun­ge­rer hen­sigts­mæs­sigt i den moderne ver­den uden stats­lige ind­greb. De anså de selv­re­gu­le­rende egen­ska­ber Ricardo for­ud­sagde for usand­syn­lige pga. de gry­ende arbej­der­be­væ­gel­ser, forretnings-​​cyklussens flyg­tig­hed, krav om stem­me­ret og en ver­den af arbejds­løs­hed og fat­tig­dom midt i overflødighedshornet.

Så i det tyvende århund­rede split­te­des libe­ra­lis­men i to spor. På det ene spor, Ricar­dos, afvi­ste østri­gere som Joseph Schum­pe­ter, Lud­vig von Mises og Fri­edrich Hayek sta­ten i sta­digt stær­kere ven­din­ger. På det andet spor, Mills spor, slut­tede en gruppe bri­ti­ske øko­no­mer, folk som John Hob­son, Wil­liam Beve­ridge og slut­te­li­gen John May­nard Key­nes fred med en mere aktiv, og når nød­ven­digt, for­gæl­det stat.

Lik­vi­di­tio­nis­mens fælde

End­s­kønt fryg­ten for stat og stats­gæld har været ind­gra­ve­ret dybt i libe­ra­lis­mens DNA, var det ikke før at sta­ter rent fak­tisk var store nok til nedskæ­rin­ger at mod­stan­den mod stats­gæld blev en poli­tisk grille. I 1920erne og ‘30erne, og i sær­de­les­hed i Østrig og USA, søgte et sti­gende antal øko­no­mer at for­klare hvor­for vir­ke­lig­he­dens øko­no­mier hele tiden dra­ma­tisk bob­lede op og brast sam­men på trods af deres for­modede ind­byg­gede ten­dens mod lige­vægt. Iflg. denne bevæ­gel­ses tan­ker var sva­ret at ban­kerne lånte for mange penge ud hvil­ket med­førte at for mange penge blev misal­lo­ke­ret i tvivls­omme spe­ku­la­tio­ner. Før eller siden ville de bil­lige penge der drev disse inve­ste­rin­ger uvæ­ger­ligt for­svinde, ren­te­sat­serne ville stige og kon­kur­ser ville være resul­ta­tet. For­de­len ved alt dette var iflg. Andrew Mel­lon, US Finans­mi­ni­ster under præs. Hoover, at ”råd­den­ska­ben vil blive ren­set ud … folk vil … føre et mere moralsk liv … Og drif­tige folk vil over­tage de min­dre kom­pe­ten­tes vraggods”

Kort og godt, sagde Østri­gerne, kan gælds­fi­nan­si­e­rin­gens exces­ser kun kure­res gen­nem nøjsom­hed. Sta­tens rolle var at holde sig uden­for og lade pro­ces­sen løbe af sig selv. ”Lik­vi­di­tio­nisme” – at lik­vi­dere fejl­slagne virk­som­he­der som en løs­ning på de øko­no­mi­ske pro­ble­mer – var det store løsen. Under den store depres­sion i 30’erne for­søgte sta­ten Was­hin­g­ton sig med nøjsom­hed, og præ­cis som i vore dages eurozone-​​krise, hjalp det ikke. I UK prø­vede man en lig­nende til­gang som man kaldte ”The Trea­sury view”, eller ”finans­mi­ni­ste­ri­ets vin­kel”. Argu­men­tet var at man ude­luk­kende ville ende i mere gæld og fjerne gro­bun­den for pri­vate inve­ste­rin­ger hvis man søgte at lade sta­ten inve­ste­rer sig ud af pro­ble­merne, og man gik der­for nøjsom­heds­vejen i ste­det. Det fej­l­ede også og for­vær­rede kun UKs øko­nomi yderligere.

Der skulle adskil­lige fejl­slagne nøjsomheds-​​forsøg til på at redde 30’ernes øko­nomi samt Key­nes Gene­ral The­ory før nøjsom­heds­i­deen mistede ende­ligt mistede sin tro­vær­dig­hed. De tre argu­men­ter fra før – distri­bu­tion, sam­men­hæng og logik – var cen­trale. Sam­men med de prak­ti­ske resul­ta­ter af 30–40’ernes poli­tik, incl. erfa­rin­gerne fra II. Ver­denskrig der syn­tes at reha­bi­li­tere beho­vet for mas­siv øko­no­misk stats-​​intervention, satte disse argu­men­ter hele nøjsomheds-​​ideen i et nyt lys hvorpå ideen kol­lap­sede. Hvor­for ser vi den komme igen med fuld kraft nu mere end 60 år senere? For at finde svar på det spørgs­mål må vi en tur til USA hvor den østrig­ske boble-​​model fandt uven­tet reso­nans i 2008 finanskri­sen, og videre der­fra til efter­kri­gens Tys­kland, hvor det var lyk­ke­des nøjsomheds-​​ideen at over­leve sin lange Key­nesi­an­ske vin­ter og stå fad­der til den kri­se­hånd­te­ring vi ser i Eurozo­nen i dag.

Den tyske metode

Efter 70’erne, hvor stag­f­la­tio­nen ende­ligt tog glan­sen af Key­nesi­a­nis­men, så man ikke så lidt af en pud­sig­hed i USA’s økonom-​​uddannelser. Stu­de­rende kunne erhverve sig en Ph.D i de fine­ste sko­ler uden nogen­sinde at læse penge, ban­kvæ­sen eller kre­dit. Dette skyld­tes at man i det neoklas­si­ske syn der opstod efter Key­nesi­a­nis­mens gyldne peri­ode, anså pen­ges lang­tid­s­ef­fek­ter for at være neut­rale (penge ændrede hver­ken præ­fe­ren­cer eller mulig­he­der), mens man anså aktø­rer­nes for­vent­nin­ger for lang­sig­tede og ratio­nelle. I denne selv-​​afbalanceringens lyk­ke­lige ver­den er kre­dit sim­pelt­hen bare en over­før­sel af ind­komst fra en per­son til en anden og ban­kerne er sim­pelt­hen for­mid­lere af inve­ste­rin­ger. Et syn der fik sig lidt af et chok da kri­sen i 2008 afslø­rede en ver­den med hyper­gea­ret og uansvar­lig lån­giv­ning, over­belå­ning og over­lagt risiko-​​blindhed blandt disse såkaldt ratio­nelle aktø­rer. Men det var intet chok for dem der sta­dig læste de nøj­somme østrigere.

Kri­sen syn­tes at udspille sig nøj­ag­tig efter Mises og Hay­eks model: Ban­ker lånte for mange penge, sta­ten holdt hån­den under ban­kerne, for­bru­gerne lånte for meget og kapi­tal blev misal­lo­ke­ret hvil­ket med­førte en episk bolig-​​boble i årene 2000–2007. Model­len havde en klar for­skrift ved en sådan udvik­ling: Ingen bank­pak­ker. Men efter­som bank­pak­ker alle­rede var udstedt og ban­ker­nes pri­vate gæld over­ført til det offent­lige regn­skab, var der kun en ting til­bage at gøre. Præ­cis den ting som østri­gerne havde slået til lyd for 1920’erne og 1930’erne – offent­lige nedskæ­rin­ger, ned­sæt­telse af gæl­den, frem­skyn­delse af kon­kur­ser for fir­maer og indi­vi­der der var nået for langt ud og så lade ”drif­tige folk vil over­tage de min­dre kom­pe­ten­tes vraggods”

Nedskæ­rin­ger fører ikke i sig selv til vækst. De vir­ker kun i små sta­ter der kan eks­por­tere til store sta­ter der er i vækst.

Lik­vi­di­tio­nis­men var til­bage, men kun fordi øko­no­mer og poli­ti­kere glemte tid­li­gere tiders erfa­rin­ger i løbet af de tre årti­ers neoli­be­rale domi­nans. I en ver­den af effek­tive mar­ke­der og ratio­nelle for­bru­gere, var en krise som den sta­ten nu stod over­for sim­pelt­hen teo­re­tisk umu­lig. Så da kri­sen ramte var det kun den østrig­ske model der tog ban­ker, bob­ler og boble-​​brist alvor­ligt, og det kan vi del­vis takke tyskerne for.

Som følge af Tys­klands histo­rie med inf­la­tion og def­la­tion i tyverne og tre­di­verne, har finan­siel sta­bi­li­tet altid været en mær­kesag i efter­krig­sti­dens øko­no­mi­ske tænk­ning i Tys­kland. Men det der vir­ke­ligt ken­de­teg­nede denne tænk­ning var afvis­nin­gen af Key­nesi­a­nis­men. En teori der aldrig gav meget mening for tyske poli­ti­kere pga. den måde den tyske øko­nomi fun­ge­rer på.

Tysk øko­no­misk vækst har altid været dre­vet af eks­port. Berl­ins pri­o­ri­te­ter i efter­krig­sti­den har føl­ge­li­gen været inve­ste­rin­ger i genop­byg­nin­gen af lan­dets pro­duk­tions­evne (hvil­ket inde­bar at man lagde låg på det hjem­lige for­brug) og at gen­vinde tabte eks­port­mar­ke­der (hvil­ket inde­bar omkost­nings­kon­trol og der­med lønt­il­ba­ge­hol­den­hed). Med dette fokus på eksterne behov sna­rere end interne behov blev væk­sten under­lagt kon­kur­ren­ce­evne og mone­tær sta­bi­li­tet sna­rere end hjem­lig efter­spørgsel. I dette system ville stats­lige sti­muli kun afsted­komme øget pro­duk­tions­om­kost­nin­ger og laver eksport-​​efterspørgsel.

Dette er en glim­rende øko­no­misk model for en udbud­s­o­ri­en­te­ret, eks­port­dre­vet øko­nomi med en stærk mone­tær auto­ri­tet og super­kon­kur­ren­ce­dyg­tige pro­duk­ter. Pro­ble­met er at der kun kan være en af den slags. Ikke alle Euro­pæ­i­ske lande kan være som Tys­kland og køre med over­skud, andre må køre under­skud, præ­cis lige som at nogle må for­bruge for at andre kan spare. Desværre lyk­ke­des det Tys­kland at skabe nøgle-​​institutionerne i EU og Eurozo­nen i deres eget bil­lede med et stærkt kon­kur­ren­ce­råd og en yderst uaf­hæn­gig og inf­la­tions­op­ta­get central-​​bank. Så da den græ­ske krise ind­t­rå­dte, slog Tys­klands uvilje mod Key­nesi­a­nis­men igen­nem i det her­skende poli­ti­ske syn på hele regio­nens øko­nomi – resul­ta­terne har været katastrofale.

Tys­kland havde råd til at nedskære sig til vækst fordi kil­derne til Tys­klands vækst lå uden for dets græn­ser: Tys­kland er eksport-​​verdensmester. Men det bety­der ikke at hele Europa kan følge den tyske model, især fordi de asi­a­ti­ske lande også kører over­skud. Som Mar­tin Wolf, Finan­cial Times spurgte: ”Er det menin­gen at alle skal køre med over­skud? I så fald over­for hvem … mars­bo­erne?”. De ideer der for­mede det insti­tu­tio­nelle design af efter­krig­sti­dens tyske øko­nomi og EU vir­ker måske udmær­ket for Tys­kland, men de vir­ker for­fær­de­ligt for et sam­let Europa der uan­set hvor hårdt det prø­ver sim­pelt­hen ikke kan køre over­skud. Sam­men­hæn­gen er vigtig.

For at se hvor alt dette fører hen, kan vi kaste et blik til­bage på den sid­ste gang man for­søgte noget lig­nende i stor skala, tre­di­verne og det kaos der fulgte. Men kri­ti­kerne vil hævde at den slags historie-​​granskning er irre­le­vant, efter­som at nyere eksemp­ler fra Canada og Irland i fir­serne og senere igen Øst­eu­ropa, viser det mod­satte: at nøjsom­hed fører til vækst. Men det er en for­kert kon­klu­sion på de eksemp­ler, så det er værd at kaste et blik på dem.

Nøjsom­hed nu, van­vid senere

I tyverne og tre­di­verne for­søgte USA, UK, Tys­kland og Japan alle at opnå vækst gen­nem nedskæ­rin­ger. Dette slog ikke alene fejl, det hjalp også II. Ver­denskrig på vej. Tyver­nes US øko­nomi var et sært væsen. Pri­serne på land­brugs­pro­duk­ter faldt, arbejds­løs­he­den steg og alli­ge­vel steg aktie­kur­serne. I 1929 rev­nede det hele så med et brag, skat­te­ind­tæg­terne kol­lap­sede og under­skud­det blom­strede. Dette fik inve­sto­rer til at trække penge ud af lan­det i stor stil med store ren­testig­nin­ger og deraf føl­gende minus­vækst som resul­tat. Inve­sto­rerne fryg­tede at USA ville gøre som UK og opgive syste­met med en guld-​​reserve. I klas­sisk nøjsom­heds­stil udtalte Hoover at lan­det ikke kunne ”ødsle sig selv til frem­gang på ryg­gen af rui­ne­rede skat­tey­dere”, og i 1931 satte han sam­ti­digt skat­ten op og udgif­terne ned. I løbet af de næste to år steg arbejds­løs­he­den eks­plo­sivt fra 8% til 23% og øko­no­mien kol­lap­sede. Det samme gjorde USA’s egnet­hed som eks­port­mar­ked for andre lande. USA’s øko­nomi kom sig ikke helt før krig­sti­dens mas­sive inve­ste­rin­ger redu­ce­rede arbejds­løs­he­den til 1,2% i 1944.

Situ­a­tio­nen var ikke meget bedre i UK der var ble­vet meget mere med­ta­get af I. Ver­denskrig end USA. For at opnå vækst efter kri­gen burde Lon­don have deva­lu­e­ret pun­det og der­med for­ø­get sin kon­kur­ren­ce­evne. Men fordi UK var ver­dens stør­ste finan­si­elle magt og udgjorde krum­tap­pen i guld-​​reserve syste­met, ville selv en antyd­ning om deva­lu­e­ring have med­ført bør­s­pa­nik og et storm­løb på det bri­ti­ske pund, hvil­ket ville have med­ført et væsent­ligt vær­di­tab på bri­ti­ske over­søi­ske inter­es­ser. I denne klemme valgte UK at fast­lægge en høj vek­sel­rate i håbet om at ind­g­yde inve­sto­rerne til­lid, men dette med­førte en øde­lagt bri­tisk øko­nomi og en for­skerts­ning af efter­krig­sti­dens genop­byg­nings­ar­bejde. UK stag­ne­rede med en kro­nisk høj arbejds­løs­hed gen­nem 1920’erne.

UK’s situ­a­tion for­vær­re­des yder­li­gere da USA i 1929 satte ren­terne op for at ned­køle situ­a­tio­nen omkring Wall Street, og Young-​​planen for Tys­klands krigs­ska­de­er­stat­nin­ger trå­dte i kraft. En plan der pri­o­ri­te­rede offent­lig over pri­vat gæld og der­med med­førte at Tys­klands offent­lige gæld ville blive til­ba­ge­be­talt først hvis bob­len brast. Før­hen, da pri­vat gæld havde for­rang for offent­lig, havde en stor del af den ame­ri­kan­ske pri­vate kapi­tal til­flydt Tys­kland. Da Young-​​planen vendte denne pri­o­ri­te­ring opstod kapital-​​flugt fra Europa til USA, hvil­ket fast­holdt UK’s ren­te­sat­ser på et højt niveau og en fort­sat stagnation.

Efter­som UK hver­ken kunne justere pun­det op eller ned for­blev nøjsom­hed den fore­trukne poli­tik, uan­set at det var kon­trapro­duk­tivt. På trods af gen­tagne nedskæ­rings­run­der, og selv på trods af at man opgav guld-​​standarden, steg den bri­ti­ske gæld fra 170% af BNP i 1930 til 190% i 1933. I 1938 var det bri­ti­ske øko­no­mi­ske real-​​output kun mar­gi­nalt højere end det havde været i 1918. Kort sagt, de to stør­ste øko­no­mier i ver­den for­søgte sam­ti­digt at nedskære sig til vel­stand, hvil­ket kun med­førte at deres pro­ble­mer blev cemen­te­ret. I Tys­kland og Japan var resul­ta­tet fascisme.

Tys­klands pro­ble­mer i denne peri­ode til­skri­ves ofte hype­r­in­f­la­tio­nen i 1923, en inf­la­tion der i dag ses som den tids store øko­no­mi­ske bus­se­mand, et mare­ridt der aldrig må gen­tage sig. Men i dette syns­punkt ude­la­des det for­hold at hype­r­in­f­la­tio­nen ikke var et vild­ledt for­søg på Key­nesi­ansk stimuli-​​politik, men i langt højere grad end bevidst regerings-​​politik med hen­blik på at und­drage sig krigs­ska­de­er­stat­nin­ger til Frank­rig. Efter Frank­rigs besæt­telse af Ruhr-​​området i 1923 begyndte den tyske rege­ring som mod­stands­hand­ling at betale de lokale arbej­de­res løn, hvil­ket med­førte at under­skud­det vok­sede. Den Tyske Central-​​bank, Rei­chs­bank, trykte penge der kunne dække under­skud­det, men dette med­førte natur­lig­vis at Rei­chs­mar­kens værdi faldt og såle­des blev det umu­ligt at til­ba­ge­be­tale krigs­gæl­den og nye gælds­for­hand­lin­ger måtte opta­ges. Ikke lang tid efter sta­bi­li­se­re­des inf­la­tio­nen og lan­det begyndte lang­somt at kunne stå på egne ben igen.

Den nye krigs­gælds­af­tale for­år­sa­gede en flugt af pri­vat ame­ri­kansk kapi­tal fra Tys­kland, så Rei­chs­bank beslut­tede sig for at hæve ren­te­sat­serne for at mod­virke flug­ten og skub­bede der­med øko­no­mien ud i en reces­sion. På dette tids­punkt over­tog Deut­sche Zen­trums­par­tei kans­ler­po­sten og prø­vede at styre den øko­no­mi­ske skude flot gen­nem dra­ma­ti­ske bud­get­nedskæ­rin­ger. Men jo mere rege­rin­gen skar, des mere med­vind fik Nazi­sterne. Ved val­get i 1930 vandt Nazist­par­tiet 18,3% af stem­merne og blev der­med det næst­stør­ste parti i Rigs­da­gen. De var trods alt det ene­ste parti der argu­men­te­rede mod ”nøjsom­hed”. Nedskæ­rin­gerne fort­satte og i 1933 fik Nazi­sterne hele 43,9% af stem­merne. Det var nøjsom­hed og ikke inf­la­tion der gav ver­den Natio­nal Socialismen.

Ingen var mere ivrige og kon­si­stente med nøjsom­heds­po­li­tik­ken end den Japan­ske rege­ring. Efter et bør­s­krak i 1920 fulgte man op med adskil­lige def­la­tions­for­vær­rende spa­rer­un­der. Den stør­ste udgiftspost på Tokyos bud­get, mili­tæ­ret, blev næsten hal­ve­ret i det føl­gende årti. Japan fort­satte nedskæ­rin­gerne for at komme til­bage til guld-​​standarden, hvil­ket lyk­ke­des i 1930. Lige tids­nok til at øko­no­mi­erne i USA og Europa røg ud i frit fald og der­med røg Japans eksport-​​økonomi. Japans vækst faldt med 9,7% i 1930 og med yder­li­gere 9,5% i 1931 mens ren­ten skød i vej­ret. På trods af sam­men­brud­det gea­rede Tokyo yder­li­gere op for nedskæ­rin­gerne og lod hæren bære den tun­ge­ste ende af nedskæ­rin­gerne. I efter­å­ret 1930 havde hæren fået nok.

I okto­ber 1930, efter rati­fi­ka­tio­nen af Lon­don Flå­de­trak­ta­ten der begræn­sede flå­de­mæs­sig oprust­ning, blev Pre­mi­er­mi­ni­ster Osa­chi Hamagu­chi udsat for et atten­tat­for­søg begået af en gruppe ultra­na­tio­na­li­ster, han døde senere af sine sår. Senere, i 1932, blev for­hen­væ­rende Finans­mi­ni­ster Jun­nosuke Inoue, nøjsom­heds­po­li­tik­kens arki­tekt i Japan op gen­nem tyverne, myr­det ved atten­tat. Taka­hashi Korekiyo, den ny rege­rings finans­mi­ni­ster, gik væk fra nøjsom­heds­po­li­tik­ken og øko­no­mien begyndte hur­tigt at bed­res. Væk­sten kom til­bage med et snit på 4% i årene 1932–1936. Men ingen god ger­ning skal åben­bart gå ustraf­fet hen og Korekiyo blev, som en række andre civile poli­ti­kere, selv myr­det i 1936. Den civile rege­ring kol­lap­sede og eks­pe­ri­men­terne med demo­krati og nøjsom­hed blev afløst af kej­ser­døm­mes vel­kendte imperialisme.

Firser-​​showet

Da mel­lem­krig­sår­e­nes fire stør­ste øko­no­mier alle prø­vede at skære sig til frem­gang på en og samme gang blev resul­ta­tet skrump, pro­tek­tio­nisme, vold og fascisme. Nogle vil måske sige ”Det kan godt være, men andre til­fælde viser andre erfa­rin­ger”. I den for­bin­delse bli­ver 1980’ernes erfa­rin­ger i Austra­lien, Canada, Dan­mark og Irland bli­ver ofte taget frem som gode eksemp­ler på det øko­no­merne kal­der ”vækst­ska­bende offent­lige bespa­rel­ser”, desværre ser vir­ke­lig­he­den ikke sådan ud.

I halv­fem­serne syn­tes flere under­sø­gel­ser at pege på at fir­ser­nes offent­lige bespa­rel­ser i Austra­lien, Canada, Dan­mark og Irland have givet de lokale øko­no­mier et boost. De skar alle i bud­get­terne, deva­lu­e­rede deres valuta og lagde låg på løn­ud­vik­lin­gen og de fik alle impo­ne­rende væk­stra­ter. Den meka­nisme der drev væk­sten var angi­ve­ligt for­bru­ger­nes lang­sig­tede for­vent­nin­ger, dvs. til­lid­s­ef­fek­ten: I for­vent­ning om lavere skat­ter som følge af nedskæ­rin­gerne brugte folk deres penge flit­tigt hvil­ket med­førte kraf­tig opblom­string af øko­no­mien. Senere tids vis­dom sæt­ter dog spørgs­måls­tegn ved disse under­sø­gel­sers meto­der, deres kon­klu­sio­ner samt deres frem­stil­ling af hvad der egent­lig fore­gik i de nævnte lande.

For det før­ste: For hvert af disse lande var situ­a­tio­nen at en lille stat fore­tog offent­lige nedskæ­rin­ger på et tids­punkt hvor væk­sten var helt i top, og store han­dels­part­nere blom­strede op. Yder­mere er der tale om fire sepa­rate epi­so­der, ikke om sam­ti­dig nøjsomhed.

For det andet: I de nævnte til­fælde var nøjsom­heds­in­stru­men­terne for­trinsvins deva­lu­e­ring og afta­ler med fag­for­e­nin­gerne om lønt­il­ba­ge­hol­den­hed, sådan at de posi­tive virk­nin­ger af deva­lu­e­rin­gen ikke blev udlig­net af import-​​inflation. Med andre ord: Hvis et land søger at skabe vækst gen­nem eks­port med en bil­li­gere valuta, vil det være ufor­mål­stjenst­ligt hvis gevin­sten ædes op af løn­stig­nin­ger, hvil­ket und­gås via afta­ler med fag­be­væ­gel­serne om lønt­il­ba­ge­hol­den­hed. Dette lader sig natur­lig­vis kun gøre i lande med en høj orga­ni­sa­tions­grad. Under ind­tryk af alle disse spe­ci­elle for­ud­sæt­nin­ger giver det næppe mening at kon­klu­dere at til­lid affødt af nøjsom­hed er den pri­mære grund til vækst.

Yder­mere afsted­kom disse ”kon­so­li­de­rin­ger i offent­lig vækst” for både Austra­lien og Dan­marks ved­kom­mende ikke meget mere end et lille bump på vejen nedad og begge øko­no­mier røg ud i svær krise inden­for en tids­ho­ri­sont på bare to år efter nedskæ­rin­gerne (hvem sagde til­lid?). I det irske til­fælde steg, som øko­no­men Step­hen Kin­sella påvi­ste, real­løn­nen i sen-​​firserne, hvil­ket peger på at boom’et skyld­tes en rutine-​​stimulus effekt og ikke posi­tive ændrin­ger i for­bru­ger­nes forventninger.

Hvad angår Canada er for­kla­rin­gen sim­pel: Canada kunne nedskære sig til vækst fordi dets stør­ste han­dels­part­ner, USA, ople­vede et mas­sivt øko­no­misk opsving imens den cana­di­ske dol­lar faldt næsten 40%.

Intet af dette har noget med for­vent­nin­ger eller til­lid at gøre. Tvær­ti­mod er det, set i det rette lys, den Key­ni­si­an­ske histo­rie om hvor­dan man gen­nem deva­lu­e­rin­ger og lønt­il­ba­ge­hol­den­hed kan boo­ste en øko­nomi hvis part­nere er i vækst. Et boost der på sin side til­la­der offent­lige nedskæ­rin­ger. Som Key­nes sagde: ”Nøjsom­hed gode, ikke dår­lige, tider til”. Nedskæ­rin­ger fører ikke i sig selv til vækst, og de vir­ker kun i små sta­ter der kan eks­por­te­rer til store sta­ter i vækst. Præ­cis som lande der hand­ler med hin­an­den ikke alle kan have over­skud, kan ind­byr­des afhæn­gige øko­no­mier ikke alle deva­lu­ere sam­ti­digt og for­vente eksportfremgang,

Der­for kan REBLL Alli­an­cen ikke sprænge Gælds­stjer­nen i luften

Men der er skam mere endnu. For nyligt er en hånd­fuld øst­eu­ro­pæ­i­ske lande ble­vet hevet frem som rol­lemo­del­ler af nøjsom­heds­for­ta­lerne. Det dre­jer sig om Rumæ­nien, Est­land, Bul­ga­rien, Let­land og Litauen, lad os kalde dem REBLL Alli­an­cen. De skar mere end alle andre euro­pæ­i­ske lande i 2009 og 2010 og havde mere vækst end alle andre andre i 2011 og 2012. Var dette ende­ligt bevi­set for at nedskæ­rin­ger fører til vækst? Nej, ikke just …

Det før­ste spørgs­mål vi må stille er hvor­for der var så dra­sti­ske nedskæ­rin­ger i det hele taget, sva­ret er inter­es­sant. Til­bage i star­ten af dette århund­rede, den gang disse lande stod på kan­ten til opta­gelse i EU, syne­des deres bank-​​aktiver over­or­dent­ligt under­vur­de­rede. Disse lan­des rege­rin­ger ønskede at ryste kom­mu­nis­mens støv af skul­drene og favne frem­ti­den i form af den ny tids kapi­ta­lisme, og beslut­tede at oprette øko­no­mi­ske insti­tu­tio­ner der var sær­de­les ven­lige over­for kapi­tal­flow og uden­land­ske inve­ste­rin­ger. Dette med­førte at 80–100% af de lokale ban­ker blev opkøbt af udlan­det. Som følge af lik­vi­di­tetskri­sen i 2008–9 beslut­tede de nye østrig­ske, tyske og sven­ske moder­ban­ker at skaffe for­nø­dent lik­vi­di­tet ved at tage penge fra dat­ter­ban­kerne i øst­eu­ropa. De øst­eu­ro­pæ­i­ske lande kunne kun se hjæl­pe­løst til mens deres pen­ge­be­hold­ning drænedes.

For at standse blød­nin­gen ind­gik man en aftale i Wien i 2009. Ban­kerne, EU, IMF og EU-​​kommissionen samt Ungarn, Let­land og Rumæ­nien. Her for­plig­tede ban­kerne sig til at holde lik­vi­di­te­ten i de øst­eu­ro­pæ­i­ske ban­ker mod at sta­terne til gen­gæld gen­nem­førte nøjsom­heds nedskæ­rin­ger ret­tet mod en sta­bi­li­se­ring af de lokale ban­kers øko­nomi. Wie­ner­af­ta­len for­hin­drede lik­vi­di­tetskri­sen i at brede sig til de øvrige REBLL lande, så længe nøjsom­heds­po­li­tik­ken blev ført andet­steds i regio­nen også. Resul­ta­tet blev at let­ti­ske lærere og rumæn­ske pen­sio­ni­ster ople­vede mas­siv ind­tægts­ned­gange til for­del for de store ejere af obliga­tio­ner i de store Euro­pæ­i­ske hovedbanker.

For at lægge alt dette lidt til side: Har nedskæ­rin­gerne, og der var mange af dem, været en suc­ces? I Let­land faldt for­bru­get med næsten 23% i 2009 og BNP faldt med 7%. I Est­land faldt begge dele med næsten 15%. I REBLL lan­dende var tocif­rede løn­nedskæ­rin­ger i den offent­lige sek­tor dagens orden, hvil­ket med­førte kaos i sundheds-​​, uddan­nel­ses– og social sek­to­rerne. Men selvom man har gen­vun­det impo­ne­rende 60–80% af de tab man led under kri­sen har pri­sen været alt for høj.

Først og frem­mest: Hvis nøjsom­he­dens ypper­ste fortje­ne­ste er en reduk­tion af gæl­den så har alle REBLL lande, Est­land und­ta­get, fejlet. De har mere gæld i dag end da de påbe­gyndte nedskæ­rin­gerne. Let­land, Litauen og Rumæ­nien havde sågar større bud­ge­tun­der­skud på høj­den af deres nøjsom­heds­pro­gram­mer i 2009-​​10 end både Græken­land og Spa­nien havde da de var høj­den i deres. For det andet vil det, selv med de mest opti­mi­sti­ske bril­ler på, vare mindst til 2015 før nogle af dem har gen­vun­det hvad man har tabt siden 2009. Kon­se­kven­sen er tocif­rede arbejds­løs­heds­tal i den over­sku­e­lige frem­tid. For det tredje, disse lande så intet til de posi­tive for­vent­nin­ger eller den til­lid som nøjsom­heds­po­li­tik­ken siges at skulle afsted­komme. En Eurobarometer-​​måling viste i 2009 at 79% af let­læn­derne syn­tes at Est­lands øko­nomi var dår­lig, 58% mente at man ikke havde nået det vær­ste endnu. Kort og godt, lige­som i til­fæl­det med fir­ser­nes nedskæ­rin­ger, kan man ikke betegne REBLL lan­de­nes sene­ste erfa­rin­ger kan ikke kal­des en sejr for nøjsom­heds­po­li­tik­ken. REBLL Alli­an­cen har ikke ende­ligt sprun­get Gælds­stjer­nen i luf­ten, den har tvær­ti­mod, og med enorme omkost­nin­ger, gjort den større.

I mor­gen er der atter en dag

Hvis nøjsom­he­den ikke vir­ker, hvad kan man så gøre? Udgiftsor­gier fra alle­rede gælds­pla­gede sta­ter eller en lang række kon­kur­ser i den udvik­lede ver­den synes ikke som syn­der­ligt attrak­tive mulig­he­der. Så ambi­tiøs behø­ver man dog hel­ler ikke at være. En sim­pel Hip­po­kra­tisk regel kunne være: Und­lad først og frem­mest at for­år­sage skade. Eurozo­nen har kon­se­kvent benyt­tet nøjsom­heds­po­li­tik og skrum­per nu sam­let set ind. Mod­sat har USA ikke imple­men­te­ret nøjsom­heds­po­li­tik og er nu klar til vækst. Javel, USA’s gæld vok­sede også, men vækst kure­rer gæld hen ad vejen. Nedskæ­rin­ger vil, såfremt de er sam­ti­dige og gen­nem­gri­bende, ude­luk­kende føre til flere problemer.

For­hol­det mel­lem nedskæ­rin­ger og gæld ind­fan­ges bedst af øko­no­men Richard Koo’s ide om ”kri­se­ba­lance”. Det er ikke muligt for lande at ned­bringe offent­lig og pri­vat gæld sam­ti­dig, hvil­ket er præ­cis hvad Europa har for­søgt. I ste­det skulle rege­rin­gerne til­skynde at den pri­vate sek­tor fik afhæn­det sin gæld mens man fast­holdt det offent­lige udgifts­ni­veau, for når alt kom­mer til alt så skal pen­gene til den pri­vate sek­tors opspa­ring jo komme et eller andet sted fra. Når den pri­vate sek­tor har afhæn­det sin gæld vil skat­te­ind­kom­sterne stige og de opstå­ede gælds– og udgiftspo­ster kan så beta­les af. Som tid­li­gere bemær­ket kræ­ver det tim­ing og til­ret­te­læg­gelse at gøre dette på en effek­tiv måde.

I mel­lem­ti­den burde USA benytte sig af at de ikke er hæm­met af de samme insti­tu­tio­nelle fejl som eurozo­nen lider under og at de yder­mere kan låne prak­tisk talt uden omkost­nin­ger. Tiden er gun­stig for nyt­tige inve­ste­rin­ger fra Was­hin­g­tons side. For at tage et eksem­pel: Ca. en tred­je­del af USA’s broer er i elen­dig for­fat­ning og træn­ger til at blive renove­ret. At få bragt det i orden ville skærpe USA’s pro­duk­ti­vi­tet og der er ingen ulem­per for­bun­det med det. I den for­bin­delse er nøjsom­hed ikke alene for­kert pga. de tre pro­ble­mer nævnt oven­for: Distri­bu­tion, sam­men­hæng og logik; det er også for­bun­det med yder­li­gere omkost­nin­ger at vente. Hvis USA valgte nøjsom­heds­vejen ville veje lægge ure­pa­re­rede hen, stu­de­rende ville gå glip af viden og de arbejds­lø­ses kun­nen og kom­pe­ten­cer ville visne hen. USA’s posi­tion i for­hold til lande der ikke gjorde det samme ville for­vær­res og USA ville ende endnu mere fat­tigt og gæld­styn­get end det var før, og det vær­ste ville være at USA ville miste evnen til at gene­rere frem­ti­dig vækst.

Schum­pe­ters pro­se­lyt­ter kunne måske ind­vende at selvom stats­lige udgif­ter var omkost­nings­fri, så ville den vir­ke­lige kilde til vækst sta­dig være pri­vat innova­tion. Men som venture-​​kapitalisten Wil­liam Janeway for­kla­rer i sin sene­ste bog Doing Capi­ta­lism in the Innova­tion Eco­nomy, er for­ud­sæt­nin­gen for Schum­perts ”kre­a­tive destruk­tion” det som Schum­pe­ter kal­der ”Key­nesi­ansk spild”. USA’s rum­fart­sin­du­stri ville aldrig være ble­vet til noget uden mas­sive udlæg fra sta­ten, nylige land­vin­din­ger i bio­tek­no­logi ville ikke have set dagens lys uden Natio­nal Insti­tute of Health, ja selv inter­net­tet var et bipro­dukt af stats­lig forsk­ning. Innova­tio­nens grund­stof kom­mer ofte fra stats­lige ini­ti­a­ti­ver, ikke fra private.

Hvis USA til­slut­tede sig nøjsom­heds­po­li­tik­ken, ville sta­tens mang­lende evne til at gene­rere ”Key­nesi­ansk spild” under­mi­nere lan­dets væk­stevne. Spar sta­ten væk, spe­ci­elt nu hvor andre lande for­sø­ger at skære sig til vækst, og ame­ri­ka­nerne vil ende et meget være sted end de nogen­sinde ku’ fore­stille sig. Men tag ende­lig ikke mit ord for det – prøv at spørge euro­pæ­erne hvor­dan nøjsom­hed har vir­ket for dem.

oa: Jeg har taget mig fri­he­der med over­skrif­terne …

Læs også

'Recessions can hurt, but austerity kills' | Politics | The Guardian

‘Reces­sions can hurt, but auste­rity kills’ | Poli­tics | The Guar­dianhttp://​www​.guar​dian​.co​.uk/​s​o​c​i​e​t​y​/​2​0​1​3​/​m​a​y​/​1​5​/​r​e​c​e​s​s​i​o​n​s​-​h​u​r​t​-​b​u​t​-​a​u​s​t​e​r​i​t​y​-​k​i​llsIn a power­ful new book, The Body Eco­no­mic, Stuck­ler and his col­le­ague Sanjay Basu, an assi­stant pro­fes­sor of medi­cine and epi­de­mio­lo­gist at Stan­ford Uni­ver­sity, show that…

1 comment for “Nøjsom­heds­il­lu­sio­nen

Add Comment Register



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Menneske eller robot? *