Portræt af Chris Hedges
Chris Hedges, ameri­kansk jour­na­list, akti­vist, forfatter og pres­by­ri­tansk præst. Har bl. a. været uden­rigskor­re­spon­dent for New York Times

Denne artikel er oversat fra “A message from the dispos­sesed” på www.truthdig.com.

Terror-angrebet i Frankrig på det sati­riske tids­skrift Charlie Hebdo hand­lede hverken om ytrings­frihed eller radikal islam. Ej heller var angrebet en udløber af det fiktive, såkaldte sammen­stød mellem civi­li­sa­tioner (clash of civi­liza­tions). Angrebet var et varsel om den dystopi der stadigt nærmer sig. En dystopi hvor denne verdens fordømte bliver brutalt kontrol­leret, frarøvet livs­nød­ven­dige ressourcer, frataget alt håb og oven i købet bliver patro­ni­seret og hånet af de privil­e­ge­rede der lever i den vest­lige indu­stri­elle verdens sorg­løse over­flod. En verden hvor disse verdens mise­rable slår fra sig i ukon­struktiv og nihi­li­stisk vold.

Vi har selv skabt de forar­medes raseri. Terrorismens svøbe er produktet af den globale og impe­ri­a­li­stiske rovka­pi­ta­lisme og i stedet for at udsøge dette raseris årsager har vi skærmet os bag sikkerheds- og over­våg­nings­sy­stemer. Vi har vedtaget love der tillader snig­mord og tortur på de svage og vi har opbygget moderne hære med højtek­no­lo­giske maskiner der kuer verden med magt. Dette handler ikke om retfær­dighed. Dette handler ikke om krigen mod terror. Dette handler ikke om frihed eller demo­krati. Dette handler ikke om ytrings­frihed. Dette handler om de privil­e­ge­redes vanvit­tige kamp for over­le­velse på de fattiges bekost­ning. Og de fattige ved det.
Hvis man, som jeg har gjort, bruger noget tid i Gaza, Irak, Yemen, Algeriet, Egypten og Sudan tillige med de depri­me­rende, seggre­ge­rede (adskilte) bolig­pro­jekter der omkredser Paris, de såkaldte banlieues, hvor forar­mede nord­afri­kanske immi­granter oplagres, vil man begynde at forstå brød­rene Cherif og Said Kouachi der i fredags blev dræbt i en skud­veks­ling med fransk politi. Der er næsten ingen beskæf­ti­gelse i disse elen­dig­he­dens enklaver. Racismen er åbenlys. Fortvivlelsen griber om sig. Særligt for mændene der ikke kan se noget formål i deres tilvæ­relse. Chikanen mod indvan­drerne, ofte begået af poli­tiet ved ID-tjeks, er så godt som konstant. I Paris metro så jeg det franske politi hive en nord­afri­kansk immi­grant ud på perronen hvor de tæskede ham ganske nådes­løst. I franske fængsler er 60-70% af de indsatte franske muslimer og i Paris fattige områder lokker både stoffer og alkohol med akut lindring af lidelserne.
Franskmændene anser ikke de 5 mio. nord­afri­kanske immi­granter for franske, og hvis de vender tilbage til Algeriet, Tanger eller Tunisien, hvor de måske er født og kun har opholdt sig i ganske kort tid, bliver de behandlet som uden­landsk udskud. I dette tomrum mellem to verdener synker de – som brød­rene Kouachi – tilbage i stoffer, småkri­mi­na­litet og formålsløshed.
At blive en hellig kriger, en jiha­dist – forkæmper for et absolut og rent ideal – er en beru­sende forvand­ling. En slags genfødsel der giver en følelse af hand­le­kraft og betyd­ning. En følelse der er lige så velkendt for den isla­miske jiha­dist som den var for et medlem af de Røde brigader eller de gamle fascist- og kommu­ni­st­par­tier. Enhver der konver­terer til et absolut ideal hvis løfte er utopia ender med at tilegne sig et manikæisk histo­ri­esyn [hvor verden er en kamp ml. det absolut gode og det absolut onde], fyldt med bizarre konspira­tions­te­o­rier. Både modstan­dere og venligtsin­dede tilkendes skjult ond vilje. De “omvendte” tror at de lever i et sort/hvidt univers, delt mellem godt og ondt, rent og urent. Som forkæm­pere for det gode og rene, glori­fi­cerer de deres egen situ­a­tion som ofre og dæmo­ni­serer alle ikke-troende. De føler sig over­be­vist om at det er i deres skæbnes lod at ændre histo­rien. Og de favner en hyper­ma­skulin vold der ses som det rengø­rings­middel der skal rense verden for dens uren­heder, hvilket inklu­derer menne­sker der bekender sig til andre tros­sy­stemer, racer og kulturer. Det er derfor at Frankrigs ekstreme højre – centreret omkring det indvan­drer­fjendt­lige Front Nationals leder Marine Le Pen – har så meget til fælles med de jiha­di­ster som Le Pen siger at hun ønsker at udrydde.
Når du synker ned i afmagt, når du bor som fange i Gaza, Israels kæmpe­store uden­dørs fængsel, når du sover 10 menne­sker på gulvet i et beton-skur, når du hver morgen går gennem din flygt­nin­ge­lejrs mudrede stier efter en flaske vand fordi vandet i vand­hanen er giftigt, når du må stille dig i kø foran et FN-kontor fordi du hverken har mad eller arbejde og din familie er sultne, når du igen og igen oplever Israelske luft­bom­bar­da­menter der efter­lader hund­re­devis af døde…, når du oplever alt det – er din reli­gion det eneste du har tilbage. Den muslimske bøn der holdes fem gange om dagen bliver dit eneste holde­punkt, din eneste struktur og det eneste der giver mening samt ikke mindst en følelse af selv­værd. Og når så denne verdens privil­e­ge­rede latter­liggør den ene ting der giver dig værdighed, reagerer du i et uarti­ku­leret raseri. Et raseri der yder­mere skærpes fordi du og stort set alle du omgives af gribes af magtes­løshed, ude af stand til at svare.
Profet-tegningerne i det pari­siske sati­re­blad Charlie Hebdo er stødende og umodne. Ingen af dem er morsomme og de afslører en grotesk dobbelt­moral når det gælder muslimer. I Frankrig kan man få op til et års fængsel samt op til 60.000$ i bøde hvis man benægter enten Holocaust eller folke­mordet i Armenien. Det er krimi­nelt at håne Holocaust på samme måde som Charlie Hebdo hånede islam. Franske skolebørn lærer om nazi­sternes jøde­for­føl­gelser, men de lærer stort set intet om det franske kolo­ni­re­gimes egne forbry­delser, herunder ofrene for den algi­erske uafhæn­gig­heds­krig som iflg. visse kilder løber op i en million menne­sker. I Frankrig er det forbudt at bære burka, en dragt der dækker hele kroppen incl. et gitter foran øjnene, og niqab, et heldæk­kende slør med en sprække til øjnene. Kvinder der offent­ligt antræffes i disse beklæd­nings­gen­stande risi­kerer arre­stestion, bøde­straf på ca. 200$ og samfund­stje­neste. Sidste sommer – da Israel dagligt bombede Gaza med hund­redvis af civile ofre til følge – forbød Frankrig demon­stra­tioner tl fordel for Palæstina. Beskeden til musli­merne er klar: Jeres tradi­tioner, historie og lidelser er lige­gyl­dige. Jeres historie vil ikke blive hørt. Joe Sacco var modig nok til at frem­føre denne pointe i en tegne­se­ri­e­stribe i den engelske avis The Guardian. Og som Sacco påpe­gede; hvis vi ikke kan åbne ørerne for de andres historie, vil vi i al evighed udveksle staters terror for terror.
I en email skriver den isla­misk lærde Hamza Yusuf, ameri­kaner bosat i Californien, til mig: ”Det er en sørgelig tingenes tilstand når frihed betyder friheden til at fornærme, nedgøre og håne folks mest hellige over­be­vis­ninger. I visse latinske lande kan folk blive frikendt for mord hvis mordof­feret havde bagtalt ankla­gedes mor, det så jeg i Spanien for mange år siden. Det er ikke en undskyld­ning for mord, men det kan forklare tingene ud fra et æres­per­spektiv, et perspektiv der ikke længere betyder noget i vesten. Irland er et vest­ligt land der stadig bibe­holder aspekter af dette æres­per­spektiv og det var den irske duel-lovgivning der galdt i Kentucky som var den sidste stat i US der forbød dueller. Dueller var en gang frem­træ­dende i vesten den gang ære stadig betød noget dybt nede i menne­skesjælen. Nu må vi ikke føle os kræn­kede over andet end åbenlys racisme selvom racisme betyder mindre for en reli­giøs person end et angreb på hans eller hendes reli­gion. Som du ved styres de muslimske lande stadig af begreber som skam og ære. Religion er centralt. Jeg blev bedrøvet over ‘I’m Charlie’ kampag­nerne på de sociale medier, for selvom jeg intet har tilovers for de vild­ledte fjolser [der inva­de­rede Chs redak­tion], så føler jeg ingen soli­da­ritet med dem der håner”.
Selvom Charlie Hebdos fortsat insi­sterer på at alt og alle er måltavle for deres satire, fyrede de ikke desto mindre en tegner/forfatter i 2008 fordi denne havde skrevet en artikel som tids­skriftet opfat­tede som anti-semitisk.
Kort efter 9/11 angre­bene, da jeg boede i Paris og arbej­dede som korre­spon­dent for The New York Times, besøgte jeg La Cité des 4.000, et gråt og trøstes­løst bolig­pro­jekt hvor nord­afri­kanske immi­granter bor i lejlig­heder med tilmu­rede vinduer. Opgangene flød med affald. Spraymalede slogans kaldte den franske rege­ring for fasci­ster. Mellem de udbrændte bilvrag på parke­rings­pladsen solgte medlemmer af de tre domi­ne­rende bander kokain og hash. Nogle få unge mænd kastede sten efter mig mens de råbte: ”Fuck the United States!” og ”Osama bin Laden! Osama bin Laden! Osama bin Laden!”. Nogle havde spray­malet ”Død over jøderne” på en ældre jødisk kvindes dør hvilket hun havde forsøgt at vaske ned.
Osama bin Laden var en helt i de franske banlieues. Da nyheden om 9/11-angrebene nåede La Cité des 4.000 – som har fået sit navn fordi der var 4.000 lejemål da det blev opført – strøm­mede unge mænd ud af lejlig­he­derne for at fejre og juble på arabisk. ”Gud er stor!”. Få uger tidli­gere afholdt Frankrig den første fodbold­match ml. et fransk og et algi­ersk fodbold­hold siden den algi­erske uafhæn­gig­heds­krig. De nord­afri­kanske tilskuere piftede, buhede og messede ”Bin Laden! Bin Laden! Bin Laden!” under den franske natio­nalsang. To franske mini­stre, begge kvinder, blev over­dænget af flasker. Da det franske hold var ved at vinde kampen løb de algi­erske fans ind på banen for at stoppe kampen.
På en bænk i La Cité des 4.000 sidder den marok­kanske immi­grant Mohaam Abak sammen med et par kamme­rater i 2001 og spørger mig: ”Du synes vi skal græde over ameri­kanske liv når de hver dag bomber og dræber Palæstinensere og Irakere? Vi ønsker at flere ameri­ka­nere må dø så de begynder at indse hvordan det føles”.
Amerika har erklæret krig mod islam for længe siden” siger Laala Teula, en algi­ersk immi­grant der i mange år arbej­dede som meka­niker ved jern­ba­nerne ”Dette er kun gensvaret”.
Det er farligt at igno­rere dette raseri. Men det endog endnu mere farligt at undlade at sætte sig ind i og forstå dets årsager. Det stammer ikke fra hverken koranen eller islam. Det stammer fra masse-desperation, fra åben­lyse fattig­doms­for­hold og fra vestens volde­lige impe­ri­a­lisme, kapi­ta­li­stiske udbyt­ning og hybris. Mens jordens ressourcer, især i lyset af klima­for­an­drin­gerne, udtømmes er vores budskab til verdens ulyk­ke­lige råt og enty­digt: Vi ejer det hele og hvis i prøver at tage noget fra os slår vi jer ihjel. Svaret fra de forar­mede er lige så råt og enty­digt og det blev leveret i Paris.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here