Manyar Parwani holder hånden for det ene øje
Filminstruktøren Manyar Parwani kom til Danmark som flygtningebarn fra Sovjets krig i Afghanistan

Kære Inger …

Gennem hele min opvækst har der været mange af din slags, som forsøgte at tage modet fra mig. Som forsøgte at eliminere mine store drømme. Som forsøgte at få mig til at føle mig mindre værd. Som forsøgte at få mig til at føle mig som en slags andenrangsborger.

Selv de kultiverede forsøgte, at kvæle den poesi og lidenskab jeg stammer fra. Og når man vokser op i Urbanplanen på Amager, der hvor der ikke var plads til store drømme, der hvor man tit fik at vide at man skulle nøjes med små drømme, og der hvor man fik at vide at man skulle være dybt taknemlig, og der hvor en mørk og tung sky konstant hang over en, har man mange odds imod sig.

Men jeg er vokset op med den velsignelse, at jeg er ikke her for at tage noget fra dit Danmark, dine danske værdier eller din demokratifølelse. Jeg er havnet her via skæbnen og jeg er her for at give noget.

Jeg formåede aldrig at leve op til dine standarder af integration. Jeg kan i dag ikke påkalde mig den danskhed du står for, og det kommer jeg aldrig nogensinde til. Den danskhed jeg kender har intet med danskhed at gøre. Jeg kalder den medmenneskelighed, medfølelse og åbenhed. Og jeg mødte dette den gang jeg var 19 år.

Jeg var såret af krigen [Sovjets besættelse af Afghanistan red.]. Min sjæl kunne ikke finde hvile og jeg havde konstant mareridt. Jeg var så bange, at jeg tissede i sengen til jeg var 19 1/2. Jeg så russiske dæmoner overalt. Rigshospitalet gav mig et særligt lagen med elektroder i, som reagerede på væske, og satte en alarm i gang. Dette var psykisk terror, for når jeg tissede i bukserne gik alarmen i gang, og hele min familie kunne høre det og blev vækket. Det var ikke sundt. Det var usundt for mit selvværd. Det var pinligt. Hele min familie vidste at jeg pissede i bukserne. Så når jeg gæstede mine fætre eller kusiner, og skulle overnatte der, lå der altid en plastikpose under lagenet.

Mit sind var i enorm smerte over krigen og volden, og lige meget hvad jeg forsøgte mig med, gik det altid i stykker. En dag løb jeg hjemmefra i gråd, sorg og afmagt. Det var vinter og der var hvid sne over det hele. Jeg løb og løb og løb. Fra Urbanplanen og hele vejen til Nyhavn. Jeg troede at jeg skulle dø og det var også det jeg inderst inde ønskede.

Da jeg stod dernede i Nyhavn og ikke kunne mere, opdagede jeg at jeg stod der i bukser, undertrøje, bare tæer og intet andet. Nu var jeg sikker på at kulden ville dræbe mig. Så jeg ventede på at døden skulle omfavne mig. Det gjorde ondt. Fysisk ondt. Fysisk smerte har jeg aldrig frygtet, ej heller døden.

Opdatering!
Manyars brev er udkommet som kronik i Information. Klik her.

Mens jeg står der og fryser, hører jeg en stemme. Det er ældre herre ved navn Jørgen. Jeg har aldrig set ham før. Han spørger mig om jeg ikke har lyst til at drikke en varm kop kakao, og komme indenfor i hans husbåd? Jeg råber “FUCK AF”! Han svarer at han har brug for selskab – så nu går han ind og sætter sig i husbåden, og jeg er mere end velkommen, det ville han blive glad for og går han ind. Jeg står der og kigger mod husbåden, stearinlyset, dampen fra kakaoen, og jeg begynder at fryse endnu mere. Han gør tegn til at jeg skal komme ind. Jeg gi’r mig og går derind.

Jeg sidder foran ham ved bordet. Jeg får kakao, tæppe, tykke sokker og en hue på. Han sætter sig foran mig og siger ingenting. Han venter på at jeg skal snakke. Og vi får snakket, og jeg får grædt, og jeg fortæller ham ting, som jeg ikke engang har delt med mine allernærmeste. Det er første gang jeg snakker om det.

Ser du Inger – det er medmenneskelighed. Den mand hedder Jørgen, er født i Jylland og vokset op i København. Han anser ikke sig selv for dansker. Han er et verdensmenneske siger han. Han siger også, at hvis har kun var dansk, så ville han kede sig ihjel. Allerhelst vil han bare kaldes menneske. Og det er sådanne mennesker, som jeg har mødt et par stykker af på min rejse gennem livet. Og selv om jeg har haft alle odds imod mig, for at blive til noget som helst overhovedet, er det disse mennesker og deres indsigt, deres tone, dannelse, visdom og enorme kærlighed, som har smittet af på mig.

De hjalp mig med at finde hjem til min kære mor, kære far og søstre. Hele mit dramatiske liv har fået luft under vingerne pga. gode og empatiske mennesker. De har aldrig nogensinde sagt, at danskhed er roden til alt godt, og at alt andet er dårligt og uvelkomment. De kendte til livets op- og nedture. De kendte til menneskets væsen. Selv et udyr som mig kunne de tæmme. Det tog lang tid, men de gjorde det.

De samme med min forældre. Deres urokkelige tro på at jeg, Manyar Parwani, var et mirakelbarn, der kunne lykkes med hvad end jeg satte mig for. Det hviskede de hver dag. Og det var ikke nok for dem at få mig selv til at tro på mig. De ville rense min sjæl så meget, at jeg ikke længere var et offer for ondskaben. De lærte mig lidenskaben. De lærte mig at blive forelsket. De lærte mig hjertemod. De lærte mig at være social. De lærte mig at tale. Og de lærte mig næsten at skrive. Grammatikken nåede de ikke og alt det med at stave. Men som de sagde – bare skriv Manyar – folk forstår følelser.

Inger den chance ville jeg aldrig få af dig og dine ligesindede, Og dem har der været mange af, i de årtier jeg har boet i Danmark. I har løftet jeres næver og råbt “BLIV DANSK ELLER SKRID”! Men jeg blev aldrig dansk. Og jeg bliver aldrig dansk eller integreret. Jeg vil ikke gå i knæ for dig og jeg vil ikke frygte dig. Jeg er kun underlagt loven og medmenneskeligheden. Alt det racistiske og det vulgære vil jeg ikke knæle for. Og uanset hvad du gør for at tale ned til mig og dem som ligner mig – vil jeg altid drømme kæmpe stort.

At drømme er at leve, at elske, at føle og at være. Du kan ikke tage det fra mig. Du må gerne kalde dig ‘Dansk’ hvis det gør dig glad. Men du er ikke en god ‘dansker’. Og gode og anstændige værdier nedstammer ikke fra din danskhed. De nedstammer fra medmenneskelighed som er en universel følelse indplantet i mennesker over hele verden. Og takket være sådanne vidunderlige mennesker, kan jeg skrive følgende under mit navn.

Kærlig Hilsen
Manyar Parwani
Filminstruktør, manuskripforfatter og skabsdigter

 

29 KOMMENTARER

  1. Jeg kan li den måde du er større end din krops fysiske rammer, tak for din menne­ske­lige tilgang til de sande værdier.

  2. Ar drømme er jo lige nøjagtig det modsatte at leve. Men dit brev bære tyde­ligt præg at din påstå­ende “filmin­struktør” rolle. For det hele er jo bare drømme. Skæbnen kan sende dig videre, hvis du selv vil. Så videre med dig. Synes du er temmelig ynkelig at læse. Det er jo bare et langt brev der beskriver din selv­ret­fær­dighed. Hvis du vil have “retfær­dighed” så gør noget for den. Lad være med at ynke dit util­pas­sede væsen, men kæmp for det du har fået. Nå nej.. Igen glemmer jeg du aldrig vil være dansk og det slet ikke er dit ønske at være her. For det er jo skæb­nens skyld.
    Hvis du aldrig bliver dansk, jamen så håber jeg da også du finder tilbage til din egen stand. For giver du skæbnen skylden for at være her er du ikke andet en den hykler selv, du påpeger om andre.
    At du oplever at blive talt ned til, så er det vel mangel på selv­værd, som så andre skal have skylden for. Således at det plud­selig bliver raci­stisk at kalden dig for en util­passet indvandre, flygt­ning eller hvad fanden der nu er tilladt at kalde dig uden du føler dig talt ned til.
    Medmenneskelighed er ikke = at føje og bukke. Men sådan er du jo nok ikke opdraget, hvis overhovedet..
    Ud over skabs­digter, glemte du skabs­dan­sker… Nåååå nej, dansker bliver du jo aldrig.

  3. Det kan godt være dine forældre ikke lærte dig gram­ma­tikken men det er den mest gribende tekst jeg har læst..

  4. Kære Manyar.
    I gennem hele mit liv, har jeg fået at vide at man skal hjælpe andre, og behandle andre som man selv vil behandles, træk armen ud og du få det 10 gange tilbage.
    Har altid levet efter disse regler, og alli­gevel er der personer og grupper, som man ikke formår at trænge ind til, om de er ude for pæda­go­gisk række­vide, skal jeg være ude for at udtale mig om, men provo­ke­rende er de, og desværre ser man i disse grupper optræde flere af anden etisk herkomst.
    Nu er vi blevet et folk af tole­rante narhatte, der bruger eller misbruger racisme, uden at vide hvordan man skal bruge ordret til, og anden etisk herkomst misbruger det i stor stil, uden vi kan gøre noget, da vi er låst af vores egen sødme, som bliver kval­mende at høre på, og konkur­rere om hvem der er klas­sens sødeste dreng, og hvem der kan svine alle andre til, så vi glemmer problemet.
    Vi må ikke sige at der var en flok indvandre drenge der lavede ballade, men skal finde os i at de andre etik udlæn­ding, kalder os hvide svin, og desværre syndes at gellerupsk, er det nye danske sprog. Og som ofte for at redfær­dig­gøre deres hand­linger, trækker de så racisme kortet, så de kan gå fra at være den tilta­lende til at være offeret, at de unge anden/ tredje gene­ra­tions indvandre, ikke kan se der er noget galt, eller især deres forældre syndes det er i orden, fatte man jo ikke, kunne man også gøre det i deres hjem­land, det tvivler jeg på. Ved godt at man ikke kan anklage alle. Men alli­gevel, gemmer der sig rigtigt mange, bag racisme, for hvis det ikke er mig du mener, så er det min gud, og er det ikke min gud, ja så er det en anden af min familie, som realt er alle dem
    Jeg ved man tror på Muhamed, og fatter ikke at man ikke er ”dansk” nok til at rejse sig om og sige, ja vi lave en fejl, og det skal vi prøve ikke at gøre igen, i steden for at blande andre ind i det, hørte du ordet, eller var det bare i din ophid­selse du hørte racisme. Hvis man vil være Dansk, så vær Dansk og ikke ander­ledes, for så er det kun hudfarven man ser på.
    Hvis vi skal leve side om side, og vi alle skal passe på vores børn og gamle, så er vi nød til at lære at undskyld, ikke er en fornær­melse mod Muhamed eller Jesus, og du nok ikke får stuear­rest for at bruge ordet. Og ærlighed, i de fleste tilfælde, ikke giver en fængsle dom, og bare fordi man er flere, gør det ikke mere lovligt.
    Kærligst hilsen
    Michael Juncker

  5. Tak fordi du deler din historie og sætter ord på, hvad det handler om…for os alle tror jeg
    Omend der er personer, som ikke har gjort sig det klart.

  6. Hvor dejligt lige at få den rigtige defi­ni­tion af danskhed på plads!
    Hr. Parwani skriver så fint:

    “Jeg kalder den medmen­ne­ske­lighed, medfø­lelse og åbenhed. Og jeg mødte dette den gang jeg var 19 år”.

    Inger Støjberg er en kvinde med meget lidt mellem ørene, og desværre for meget taletid og indfly­delse på vor samfund.

    Jeg væmmes.

  7. Manyar. jeg kan ikke bruge dine begrun­delser til noget din fortid er fuld­stendig lige­gyldig i forhold til at nogle idioter opføre sig som de gør og selv­føl­gelig skal sand­heden frem . vi skal ikke have dig til at indføre sensur uanset vor mavesur du er havde de talt et nyde­ligt dansk var deres baggrund aldrig blevet nævnt deres. Flemming Engel


  8. Jeg vil hellere end gerne give jer en chance, og jeg ønsker, at I skal blive en del af vort samfund. Gode borgere, der bidrager. Men fort­sætter I på samme måde som nu, så får I det rigtigt svært.
    Behandl andre som I selv gerne vil behandles, hvor svært er det?

  9. hey Manyar Parwani ! Min skæbne qua født og igennem 600 år aner på Færøerne opvokset og dannet i disse dejlige øer, og bosid­dende i Danmark , i vugge­gave dansk stats­bor­ger­skab qua rigs­fæl­les­skabet,. Jeg er gift med mine børns dejlige far , min mand er dansk , mine børn er danske, jeg er og jeg bliver Færing.blandt danske venner/frænder

  10. Hvor er jeg glad for, at læse din historie, at du har evnet, at modtage og bruge det gode du er blevet givet.
    Jeg tror der findes mange menne­sker, som dem du har mødt. De råber bare ikke så højt, og bliver derfor ikke hørt.

  11. Der er mange slags Danskere, som der er mange slags Afghanere, hvem du vil være bestemmer du selv, det er også at være Dansker.

  12. Jeg forstår ikke at Inger Støjberg ikke må fortælle hvad der sket i den biograf og hvem der gjorde det. Det har ikke noget at gøre med at ville forhindre de møjunger i at blive til noget. Tværtimod. Det var i hvert fald ikke medmen­ne­ske­lighed de viste.

  13. I min optik behøver man ikke at være dansker for at leve i Danmark, men man skal opføre sig ordent­ligt uanset hvor man er født. ….Jeg for min del, ville også blive sur på de unge menne­sker for at ødelægge min biograf tur, som jeg har glædet mig til og betalt penge for. …konklu­sion: opfør dig ordent­ligt i det offent­lige rum uanset hvor du er og hvor du kommer fra ❤

  14. Dejligt med fokus på medmen­ne­ske­lighed, indle­velse og empati. Vores land er ved at blive køligt. Det ville være skønt at se de menne­sker, som har særlig indfly­delse gå forest i kampen om fredelig samek­si­stens mellem os menne­sker. Der findes ikke røde og blå menne­sker og der findes ikke dem og os. Det er mentale konstruk­tioner som retfær­diggør at vi kan skade andre med god samvit­tighed. Både i ord og fysisk hand­ling. At se det forud­sætter selv­føl­ge­ligt at man har evnen til at forbinde med andre menne­sker og se at tragiske hand­linger kommer af smerte. Og når vi er presset nok, er vi alle i stand til at handle ekstremt.
    Empatien eller indle­velse og dialog er eneste vej, hvis vi vil fredelig samek­si­stens. Det vil jeg gerne.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here