Jeg har 32 spin­dok­torer men ikke noget at fortælle

“Politik er kede­ligt”, en tanke der nemt melder sig når man (helt rime­ligt) er optaget af at få sit eget liv til at virke og være spæn­dende, godt, udfor­drende og hvem ved, måske endog kærlighedsfyldt.

Men politik afstikker rammerne for ens egen mulighed for udfol­delse, og hvis disse rammer plud­se­ligt indsnævres begynder man at mærke nødven­dig­heden af at inter­es­sere sig for hvad der egentlig foregår

Om ikke lang tid vil vi mærke nødven­dig­heden i Danmark.

Måske er det en fordel at det kommer til at ske så rela­tivt hurtigt, for så vil chok-effekten gøre sit til at nødven­dig­heden står lysende klar.

Der er pt. tre væsent­lige hovedstrøm­ninger i politik, tre strøm­ninger der er de rele­vante, ikke nødven­digvis de rigtige.

Den ene er den nuher­skende … den (neo)liberale fortæl­ling, kulturløs fascisme uden fobier.

En anden er den socialistiske

En tredje er den åben­lyst fasci­stiske, komplet med fobier og nationalkonservatisme.

Hvis det lyder forsim­plet, tillader jeg mig at henvise til Grækenland hvor lige præcis disse tre strøm­ninger kæmper om folkets opmærk­somhed. Liberalismen dernede har ikke tag i folks hjerter, men den har magt over deres liv, godt hjulpet af EU. Ligeledes vil den her i Danmark mærke tilba­ge­gang i folkets hjerter, men den vil sidde solidt på magtap­pa­ratet. På hver sin fløj kæmper hhv. soci­a­lismen i skik­kelse af Syriza og fascismen repræ­sen­teret af Chrysi Avgi – Gyldent Daggry.

Når chokket kommer bliver det en kamp om fortæl­ling. Hvem kan give folket den bedste grund til at det hele er noget lort, og dermed vinde posi­tionen som dem der skal vaske den væk?

Venstrefløjen har alle­rede demon­streret at den ikke forstod værdi­kam­pens vigtighed, og den demon­strerer fortsat at den ikke fatter det. Der er alt mulig grund til at formode at den over­ho­vedet ikke vil være klar til at gribe kampen om fortæl­lingen og føre den til sejr.

I mellem­tiden forsøger Konservativ Ungdom i alvor at afholde jævn­byr­digt debat­møde med Nazisterne. Det blev forhin­dret af venstre­flø­jens mest radi­kale elementer der med simpel vold som trussel skræmte KU så meget at de aflyste. For mange danskere er der formentlig ikke tvivl om hvem skur­kene er i den historie. Det er ikke hverken KU eller nazisterne.

Jeg maler en dystopi op, og det kan være at den er strammet lidt rige­ligt, jeg er ikke sikker selv.

Hele appa­ratet er alle­rede i stand til, har potens til, at udøve en fryg­telig kontrol der ikke før er set i histo­rien. Det skal bare falde i de forkerte hænder. Stasi vidste INTET om østty­skerne i forhold til hvad Staten ved om danskerne. En fryg­telig kniv der aldrig må falde i forkert hånd, og som alle­rede nu burde sløves afgø­rende af de siddende politikere.

De siddende poli­ti­kere er næsten komplet døve overfor folkets røst, og ingen, eller meget få af dem, besidder intel­lek­tuel ballast til at sætte udvik­lingen i hverken histo­risk eller etisk perspektiv.

Det må være enhver retsindet danskers pligt at indse det her, og gøre modstanden mod den udvik­ling til en personlig sag, og dermed gøde jorden for at det kan blive en fælles sag.

Hvis ikke vi kan indse det nu, kan vi indse det om et år. Så hvorfor ikke nu? Kan VI vinde kampen om danskernes virkelighed?

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here