Miko Peled

figure miko peled.png
Miko Peled, israelsk-født jøde, nu bosiddende i USA. Han er søn af en af Israels store generaler, Matti Peled, der kæmpede i de jødiske militser i 1948 og var medlem af den israelske hærs general-stab under seksdages-krigen i 1967. Miko Peled er selv uddannet elite-soldat i IDF, men fortrød umiddelbart efter uddannelsens afslutning og fortsatte i stedet ved sanitetstropperne. Miko har (som sin far) længe været aktiv i den israelske fredsbevægelse og har skrevet bogen “The Generals Son

Jeg vil begynde med at takke medlemmerne af AIPAC (American Israel Public Affairs Committee – zionistisk lobbyorganisation red.) som er kommet her i aften. Jeg er glad for at de har sat tid af til at udtrykke solidaritet med det palæstinensiske folk. Jeg ved at i vil høre og se optagelserne af mine kommentarer her i aften og at i vil gennemgå dem grundigt. Det vil forhåbentligt gå op for jer at i støtter det onde. Forstår i, også jeg har en dybt zionistisk baggrund, langt mere zionistisk og jødisk end de fleste af jer her i aften. Min bedstefar var medunderskriver på den israelske uafhængighedserklæring, og min far var general, en af giganterne der planlagde og udførte Israels mest definitive militære sejre, nemlig 1948 og 1967. Så jeg ved hvad man har lært jer og hvad i tænker. Men tiden er kommet til at feje de zionistiske myter af banen og afdække sandheden så at vi alle omsider kan komme til at leve i fred.
De myter jeg vil imødegå i aften er de tre mest almindelig og udbredte myter.
  1. Myten om 1948
  2. Myten om den eksistentielle trussel i 1967
  3. Myten om Jødisk demokrati

Myten om 1948

Jeg vil gerne læse en passage fra min kommende bog ’Generalens søn’ op, og jeg citerer

Da vi voksede op lærte vi at araberne havde forladt Eretz Israel (Israels lovede land – bibelsk navn for et område ca. svarende til det nuværende Israel) delvis af egen drift og delvis på ordre fra deres såkaldte ledere, og at det derfor var moralsk i orden at tage deres hjem og deres land. Det faldt os aldrig ind at selv hvis de skulle have forladt landet frivilligt, havde vi ingen ret til at nægte dem at vende tilbage. Men så fandt israelske historikere ud af at palæstinensernes påstand igennem årtier var rigtig.

Med andre ord, når palæstinenserne påstår noget tvivler vi på det, men når israelerne selv påstår det samme så er det en helt anden historie. De israelske historikere kom frem til at Israel og Palæstina var det nøjagtigt samme sted. Men da Israel blev skabt blev det bygget på ruinerne af Palæstina

Hafrada – adskillelse

Dengang var Palæstina endnu ikke en stat, men nationen ville have udviklet sig til en hvis ikke det var for den omfattende ødelæggelse den blev udsat for. Palæstina havde summende byer med livlig handel og forretningsliv, de havde en middelklasse, de havde dommere og lærde og et rigt politisk liv og de havde i høj grad en kultur og en unik identitet der skilte sig ud fra resten af den arabiske verden. Det de ikke havde, den ene ting de ikke investerede i, var et militær. Og selvom de udgjorde den overvældende majoritet af befolkningen var de forsvarsløse da jødiske militser angreb dem.
På det tidspunkt var det israelske samfund i Palæstina ikke ret stort, mindre end en halv million mennesker, men det havde udviklet sine egne statslignende institutioner adskilt fra palæstinensernes. Ud fra princippet om Hafrada, eller adskillelse, havde de skabt deres egne skoler, et nationalt sundhedssystem, en kvasi-regering og en stærk veltrænet milits med unge mænd som min far der viede deres liv til at skabe en jødisk stat i Palæstina, uagtet at et overvældende flertal i befolkningen var palæstinensere.

Fordrivelse og udrensning

I 1948 blev den jødiske milits til den israelske hær, men i tidsrummet fra slutningen af 1947 til begyndelsen af 1949 ødelagde de næsten 500 byer og landsbyer og sendte næsten 800.000 palæstinensere i eksil. Mennesker der den dag i dag nægtes tilladelse til at vende tilbage. Så det viser sig altså at skabelsen af Israel alligevel ikke havde været en tumultarisk kamp hvor araberne flygtede på ordre fra deres egne ledere, men derimod en systematisk etnisk udrensning udført af den jødiske milits. En udrensning som indebar massakrer, terrorisme og engros plyndring af en hel nation.
Min mor husker de hjem som palæstinenserne tvungent efterlod da de blev fordrevet fra Vest-jerusalem. Hun blev selv tilbudt et af disse smukke, rummelige hjem, men hun nægtede at tage imod det. Hun kunne ikke bære tanken om at bo i et hjem som en anden familie var blevet tvunget ud af, en anden familie der nu var tvunget til at bo i en flygtningelejr. Hun fortalte at kaffen stadig stod varm på bordene da soldaterne væltede ind og begyndte plyndringen og hun husker vognlæs af bytte som de israelske soldater havde plyndret disse hjem for.

Sporene slettes

Da staten først var oprettet, arbejdede Israel utrætteligt på at udslette sporerne af den foregående palæstinensiske tilstedeværelse ved at nedrive både byer, landsbyer og historiske steder ned. Det er anslået at dette inkluderede 2.000 moskeer. Jeg husker den israelske tv-serie Tkuma, ”Genfødslen” (en fremragende serie der beskriver det jødiske folks genfødsel og etableringen af den jødiske stat). I et interview bliver en brigade-kommandør fra 1948 spurgt om det er sandt at de jødiske styrker nedbrændte arabiske landsbyer. Han så langsomt op i kameraet og sagde ”som bål”, de brændte som bål.)
Da krigen var overstået blev de tilbageværende palæstinensere i den nyskabte jødiske stat tvunget til at blive borgere i den stat der havde der havde tvunget sig selv ned over dem og de fik betegnelsen ”De israelske arabere”, en betegnelse der nægter dem en egen national identitet og rettigheder. De er arabere i en jødisk stat og de er borgere i en stat der er foragtet af alle dens naboer.

Myten om 1967

En anden myte der accepteres bredt er at Israel i 1967 var nødt til at forsvare sig selv mod en eksistentiel trussel fra invaderende arabiske hære der truede med at udslette Israel totalt. Heldigvis vandt Israel ganske mirakuløst over tre massive hære og erobrede ved den lejlighed landområder i nord, øst og syd. Tjaeh, uagtet utallige bøger skrevet på hebræisk, engelsk og arabisk samt dokumentarer-udsendelser der modbeviser denne myte og tydeligt viser at Israel angreb for at erobre, brugte jeg dagevis i den israelske hærs arkiver da jeg researchede til min bog. Jeg gennemlæste referaterne af den israelske hærs generalstabsmøder. Her er et citat fra bogen:

Ved et stormfuldt møde mellem IDFs top-chefer og det israelske kabinet der fandt sted d. 2. juni 1967, sagde min far, general Matti Peled, i utvetydige vendinger til kabinettet at ægypterne var mindst halvandet år fra at være klar til fuld krig. Hans pointe var at det var nu man burde handle og rette et ødelæggende slag mod den ægyptiske hær. Ikke fordi den udgjorde en eksistentiel trussel, men fordi at den ægyptiske hær IKKE var klar til krig. De andre generaler samtykkede, men kabinettet og premierministeren tøvede og et tovtrækkeri af dimensioner fulgte. Ved det stormfulde møde sagde min far til premierministeren: ”Nasser (Gamal Abdul Nasser, daværende egyptisk præsident) rykker frem med en dårlig forberedt hær fordi han regner med at det israelske kabinet vil tøve. Han er overbevist om at vi ikke vil slå til. Jeres tøven er hans fordel.

Ikke et ord om nogen eksistentiel trussel, kun om en lejlighed til at gennemtrumfe israelsk styrke. Årevis senere blev dette bekræftet af andre generaler, inklusive slagteren Ariel Sharon.
Til sidst gav kabinettet efter for generalernes enorme pres og gav tilladelse til et præventivt angreb på egypten der startede d. 5. juni 1967. Jeg citerer igen:

På få dage førte overraskelsesangrebet til den totale ødelæggelse af det egyptiske luftvåben, til en decimeret ægyptisk hær og generobringen af Gaza-striben og Sinai halvøen. Den israelske hær var også klar over at den syriske hær var en rodebutik og at heller ikke jordanerne udgjorde nogen udfordring for IDFs styrke. Efter at kampagnen mod egypterne var nemt overstået vendte generalerne blikket mod Vestbredden og Golan højderne, to regioner som Israel i mange år havde kastet lange blikke efter. Begge regioner havde strategiske vandressourcer og højdedrag med udsigt over israelsk territorie, og Vestbredden indeholdt det bibelske Israels hjerteområder og kronjuvelen, den gamle by Jerusalem. Det tog seks dage så var det hele overstået. De arabiske tab blev estimeret til 15.000 (15.000 på seks dage!), de israelske tab var 700 og Israel havde næsten tredoblet sin størrelse. Nu havde Israel ikke alene landområder og ressourcer som det længe havde ønsket, man havde også de største lagre russiske våben udenfor Rusland. Nok en gang havde Israel trumfet igennem som en hovedmagt i regionen.

Og her sker noget af overordentligt store proportioner: husk på at det her er 46 år siden.

Ved et generalstabsmøde efter seksdageskrigen strålede generalstabschef Yitzhak Rabin af sejrsglæde. Men da mødet nærmede sig sin afslutning, rakte min far hånden op. Han fik ordet og han talte om den enestående chance sejren gav for at løse det palæstinensiske problem en gang for alle. For første gang i Israels historie stod vi ansigt til ansigt med palæstinenserne uden andre arabere imellem os. Nu havde vi chancen for at tilbyde dem deres egen stat på Vestbredden og i Gaza. Med fast overbevisning sagde han at det var imod Israels langtidsinteresser at holde fast på Vestbredden. Der ville opstå folkelig modstand mod besættelsen og Israels hær ville blive brugt til at knægte denne modstand med katastrofale og demoraliserende resultater. Israel ville blive en stadigt mere brutal besættelsesmagt og en stat med dobbelt nationalitet. Dette var intet mindre end profetisk for det er nøjagtig den virkelighed vi lever under i dag. Den gang han ytrede disse ord lå lederne af Intifadaen stadig i deres vugger

Men hans ord blev ignoreret, hans påstande fejet til side. Den nys vundne adgang til steder med mytiske/bibelske navne som Hebron og Betlehem, Shilo og Shcem forblændede de israelske ledere og de påbegyndte i stedet et massivt bosættelsesprojekt i det nyligt erobrede land. Få år senere plæderede min far for at Israel skulle forhandle med PLO, den Palæstinensiske Befrielsesfront. Han fremførte at Israel var nødt til at tale med det palæstinensiske folks repræsentanter, det folk vi delte dette land med, uanset hvem disse repræsentanter måtte være. Han var overbevist om at kun fred med palæstinenserne kunne sikre vores fortsatte eksistens som en både jødisk og demokratisk stat.

Nu, så mange år senere, taler folk om at oprette en palæstinensisk stat på Vestbredden men den mulighed er forpasset.

Myten om Israel som en demokratisk stat – palæstinensere ingen adgang.

Myten om Israel som en demokratisk stat bliver, trods overvældende beviser på det modsatte, stadig fremført. Selvom jøder i Israel og AIPAC i USA foretrækker at tro at de retmæssige borgere i deres land og vil påstå at de lever i et demokrati er dette langt fra tilfældet. Israel, der har kontrolleret Vestbredden i mere end 40 år, har bygget og investeret massivt i Vestbredden, men størstedelen af befolkningen på Vestbredden er nægtet adgang. Med andre ord: 100% af byggeriet på Vestbredden er blevet udført med henblik på at bosætte jøder på Vestbredden og ekskludere dem hvis land det var til at begynde med; palæstinenserne. Tre millioner palæstinensere udelukkes, uden stemmeret mens deres landområder tages, deres hjem ødelægges og veje, indkøbscentre, skoler og afspærrede boligområder kun for jøder opføres uden adgang for palæstinensere eller deres familier. Sikken et demokrati.

Palæstinenserne tørster, israelerne vander have

Og det er ikke det værste. Israelske myndigheder kontrollerer den knappeste ressource af dem alle, nemlig vand. Dette inkluderer de enorme mængder af vand der findes på Vestbredden. Iflg. B’Tselem, den israelske menneskerettigheds organisation, er grundvandet fra bjerget en fælles vandressource for israelerne og palæstinenserne. Det er den største vandressource, med den bedste kvalitet vand i området og producerer omkring 600 millioner m3 vand om året. Israel har næsten fuld kontrol over grundvandet og udnytter 80% af produktionen til eget brug, resten overlades til palæstinensisk brug.

“Den diskriminerende og uretfærdige fordeling af fælles vandressourcer skaber en kronisk vandmangel på Vestbredden og er medvirkende til at skade den palæstinensiske folkesundhed”.

Verdenssundhedsorganisation WHO anbefaler som minimum 100 liter vand pr. indbygger pr. dag. Det daglige vandforbrug pr. indbygger i Israel er 242 liter, på Vestbredden er det 73 liter.

“I visse distrikter var forbruget helt nede på 37 liter (Tubas distriktet), 44 liter (Jenin distriktet) og 56 liter (Hebron distriktet).”

Så palæstinenserne er tvunget til at købe deres eget vand tilbage af Israel eftersom Israel ikke anerkender palæstinensernes ret til det vand der ligger i deres egen undergrund. Hvor absurd det end lyder er det forbudt for palæstinensiske landmænd at grave brønde på deres egen jord. Ser man på den årlige vandfordeling er tallene endnu mere alarmerende. Israel fordeler vandet som følger: Jøder får 300m3 om året pr. indbygger hvor Palæstinensere får 85m3 om året. WHO anbefaler mindst 100m3 om året. Jødiske bosættere på Vestbredden får tildelt 1500 m3 om året.
Med andre ord – mens palæstinensere knap har nok at drikke, har jødiske bosættere kun 500 meter derfra svømmepøler og grønne plæner. Er der nogen der i alvor tror at dette kan fortsætte evigt? I sandhed et demokrati.
I lyset af de folkelige opstande i mellemøsten kan vi forvente at de diktatoriske regimer vil falde som dominobrikker. Men kan vi forvente at 5 millioner palæstinensere fortsat vil leve under et regime der er demokratisk overfor jøder men som brutalt undertrykker palæstinensere?
Henved 6 millioner jøder og 5,5 millioner palæstinensere deler det samme land men under forskellige love. Min far, det var en af militærets giganter, men som også brugte år i kampen for retfærdighed for den palæstinensiske sag, blev ofte spurgt om den palæstinensiske terrorisme. Jeg husker hans svar i et interview i israelsk TV, og jeg citerer det i min bog, fordi det er en klassiker.

”Terrorisme er en forfærdelig ting. Men det ligger fast at når en lille nation regeres af en overmagt er terror det eneste middel de har til rådighed. Sådan har det altid været og jeg er bange for at sådan vil det altid være.”

Min fars forudsigelser er alle gået i opfyldelse. Uanset det arbejde den israelske lobby i USA har lagt for dagen er det ved at gå op for folk rundt omkring i verden at der faktisk er to nationer mellem jordan-floden og middelhavet og at det brutale regime som palæstinenserne lever under er uacceptabelt.

Skolebørnene i Gaza

Og nu hvor vi taler om den israelske lobby, AIPAC. Jeg kan huske jeg så mange af jer der sidder her i aften til den mindehøjtidelighed der blev afholdt for de uskyldige ofre der blev myrdet af Israel i Gaza. Det var et par måneder siden i Balboa parken. Svøbt i israelske flag, sang og dansede i, mens vi der også var der, adskilt fra jer af en politikæde og lidt moralsk sans, forsøgte at mindes navnene på de mere end 1400 døde, uskyldige civile, politifolk, børn, kvinder og mænd der blev dræbt af den israelske stat på kun tre uger (i Gaza-krigen, kaldet ’Operation Cast Lead’).

figure obama aipac.png
Det officielle navn for Israels seneste overfald på Gaza er “Operation Protective Edge”. Et bedre navn ville være “Operation Déjà Vu”. Som så mange gange før, bruger Israel våben tilvejebragt af USAs skatteydere i bombardementet af de indespærrede og forarmede palæstinensere i Gaza hvor tabstallene nu overstiger 500 …

Det var tre uger med næsten ufattelig død og destruktion. Jeg husker historier om israelske kamppiloter der fløj mission efter mission og kastede hundreder af tons bomber over Gaza, og dermed udsatte den civile befolkning for ubegribelige rædsler for derefter at tage hjem til deres familier og fejre helligdagene Hanuka – for det var under Hanuka at angrebene fandt sted. Efter veloverstået festivitas og en god nats søvn i deres trygge hjem stod disse piloter op igen om morgenen og begyndte forfra, og forfra, og forfra. Jeg husker at dem af jer der var svøbt i det israelske flag havde skilte der gentog den israelske hærs advarsel til det palæstinensiske folk i Gaza. De smed tusinder af flyveblade ud over Gazas besatte befolkning for at fortælle dem at mareridtet var ved at begynde. Jeg kan kun forestille mig den moder der så disse advarsler. Velvidende at død og ødelæggelse var nært forestående og at der ingen steder at flygte hen. Ingen steder at flytte hendes børn til, ingen steder at gemme dem fra ilden, røgen, kemikalierne og den hvide fosfor der smelter kødet og ikke går ud – intet sted at flygte hen fordi Israel belejrede Gaza, et uendeligt jerngreb om Gazas befolkning. Så for de israelske luftvåbenspiloter, unge mænd der overalt af israelere og jødiske zionister anses for de bedste af de bedste, var dette ikke andet end lerdueskydning da de begyndte deres nådesløse angreb d. 27. december, præcis kl 11:25. En dato der for evigt er brændt ind i vores hukommelse som en af de mørkeste og mest skamfulde dage i det jødiske folks lange historie. En dag hvor den jødiske stat begik en skammelig og rædselsfuld forbrydelse ved at droppe hundreder af tons bomber på præcis det tidspunkt hvor Gazas børn var ude i gaderne. Mellem kl. 11 og kl. 11:30 er 800.000 af Gazas børn i gaderne, for det er på det tidspunkt at skoledagens skiftehold bytter. Det var det tidspunkt de israelske beslutningstagere valgte at påbegynde overfaldet.
figure gaza schoolchildren.jpg

Skolebørn i Gaza
For at understrege hvor kriminelt dette er, vil jeg gerne læse et citat af Charles Glass op for jer. Glass er en veteran skribent og mellemøstreporter: I bogen ”The Tribes Triumphant” der formentlig er en af de bedste bøger der nogensinde er skrevet om mellemøsten, beskriver journalisten Charles Glass Gazas børn på vej til skole. Alle burde i øvrigt læse denne bog og her er hvad han skriver om Gazas børn:

”… små piger i deres blå eller grå busseronner med hvide frynsekraver, drenge der fører deres yngre brødre med skoletasker på ryggen, håret redt tilbage og ansigterne skurret rene … tusinder og atter tusinder børnefødder der tripper på vejen mellem deres mødres hoveddøre og deres skoler …. Gaza er børnenes land … smukke poder, så uskyldige at de stadig kunne le, selv i Gaza.”

Det er disse folk Israel angreb den sorte, sorte decemberdag. De af jer der er her i dag fordi i støtter den israelske brutalitet vil uden tvivl hævde at Israel havde ret til at handle som det gjorde fordi det handlede i selvforsvar. Selvforsvar overfor quassam raketter, affyret af militante Hams folk i Gaza. Tusindvis af raktter der blev affyret for at dræbe uskyldige civile i Israel.

Quassam raketter

Jeg ved et og andet om quassam raketter. Jeg sad en lørdag eftermiddag og slappede af med mine børn og slægtninge i en kibbutz kun et stenkast fra Gaza da raketterne begyndte at flyve os over hovedet og sirenerne gik i gang. Det var skræmmende. Så sent som sidste december ramte en quassam raket den samme kibbutz tæt på børnene i børnehaven. Børnene kom til skade. Der var blodige rifter, knust glas overalt og adskillige børn blev indlagt i chok-tilstand. Jeg så det hul i jorden raketten lavede, så stort som en stor fodbold. Og så kom jeg i tanker om hvordan et krater efterladt af en 1-tons bombe ser ud. Det er på størrelse med en bolig-karre. Børnene får ikke rifter og chok, de slås ihjel, bliver brændt og begravet i murbrokker og kvalt af dampene. Gang det op med 100 og gør det igen og igen og husk at Gazas befolkningstæthed er en af de højeste i verden. Og alligevel vil israel-lobbyen søge at retfærdiggøre dette. De jødiske iblandt jer kender historien i 1. mosebog, kap. 18, vers 23-26: Gud beslutter sig for at ødelægge byen Sodoma og Abraham, patriarken, skænder på ham og siger

”Vil du virkelig udrydde retfærdige sammen med uretfærdige? Måske er der halvtreds retfærdige i byen. Vil du så virkelig udrydde dem og ikke tilgive stedet på grund af de halvtreds retfærdige, som er i den?”

og Gud lover at han vil benåde byen hvis Abraham kan finde 50 retfærdige. Men i dagens Israel er der ingen Abraham, for som vi ved er der 800.000 børn i Gaza, og Israel sparede dem ikke for rædslen. Svært at begribe.

Den palæstinensiske terror

Jeg bliver ofte beskyldt for ensidighed og for ikke at nævne den palæstinensiske terror. Det vil jeg gøre i dag. Som min far sagde for årtier siden: Når en lille nation bliver regeret af en brutal overmagt må man forvente en hvis modstand. Og ofrene er altid de uskyldige. Min egen families oplevelse med terror fik os til at lære mere om konflikten og til at række ud til vores palæstinensiske naboer. Og det endelig skub i den retning for mit vedkommende var en knusende tragedie. Jeg citerer igen fra min bog, Generalens Søn:

Og så, i efteråret 1997, katastrofe. Min niece Smadar blev dræbt af palæstinensiske selvmordsbombere. Få timer senere sad vi der – på vej til kirkegården. Politiet eskorterede vores ligtog med motorcykler og banede vejen for biler med de sønderknuste familiemedlemmer til et andet jødisk offer. Da vi trådte ud af bilen trådte en person frem og bad mig om at bære den lille kiste. Mit hjerte var langt tungere end den hjerteskærende lette vægt på mine skuldre. Israelere og palæstinensere, familiemedlemmer og venner fra hele det politiske spektrum, berømte lederskikkelser og almindelige mennesker kom for at holde gravtale og udtrykke deres sorg over dette ubeskrivelige tab. Smadar blev stedt til hvile ved siden af min far, hendes bedstefar, på en lille kirkegård på en bakketop lidt uden for Jerusalem. Den dag i dag kan min søster Nurit ikke tilgive sig selv at hun efterlod sin pige tilbage i den kolde, fugtige jord, men da hun trådte ud og mødte de tusindvis sørgende bad hun ikke om gengældelse. Hun tryglede ikke om hævn. I stedet sagde hun: ”Ingen ægte moder ville ønske en så forfærdelig skæbne for en anden moder”

Det virkede umuligt at fortsætte, men min mor sagde altid at livet var stærkere end døden, så vi fortsatte. Men noget havde forandret sig. Jeg følte at jeg måtte gøre noget og jeg vidste at det rigtige ville være at møde og tale med palæstinensere. Og det gjorde jeg og jeg begyndte lige her i San Diego hvor jeg blev budt velkommen i det lokale palæstinensiske samfunds varme favntag.

Forandringen vil komme

Det var en trøstende, befriende og hjerteskærende svær oplevelse at møde palæstinenserne. Trøstende fordi jeg oplevede at de var meget som os, befriende fordi jeg indså vi ikke er dømt til evigt fjendskab og hjerteskærende fordi jeg indså at jeg ikke havde fuldt indblik i sandheden – og det er der i er lige nu mine AIPAC støttende venner. I har ikke fuldt indblik i sandheden og jeg foreslår at i kommer videre og slutter jer til mig i det den store Clovis Maqsoud så formfuldendt har kaldt ”Bevidsthedens valgkreds”
Jeg kan kun forestille mig hvordan de hvide i Syd-afrika der så enden på Apartheid nærme sig, længtes efter at fastholde deres døende livsstil, uanset hvor korrupt den måtte være. Jeg kan kun forestille mig hvordan racisterne i USAs sydstater gjorde det samme da der blev sat en stopper for lovlig racisme og diskrimination. I dag ser vi brutale tyranner overalt, fra Libyen til Golf-staterne, gøre det samme. Holder fast selvom de falder en efter en. Nu er det zionisterne der gør det. Bilder sig selv ind at et racistisk regime kan vare ved, at uretfærdighed og rædsel kan overleve, at forbrydelser mod dem der er anderledes kan gå ustraffet. Men vi nærmer os slutningen. Zionisternes drøm om en etnisk og religiøst homogen stat er blevet knust af zionisterne selv, af deres uslukkelige tørst efter land. Med egen hånd skabte de den bi-nationale stat, en stat hvor halvdelen af indbyggerne ikke er jødiske eller israelske, men palæstinensere og arabere. Det er sandt at disse står uden rettigheder, men det vil ændre sig og det vil ændre sig før i aner.
Forandring vil komme fordi den ikke-voldelige modstandsbevægelse i byer og landsbyer over hele Palæstina vil sejre. I Beit-Umar, i Bil’in, i Nabi Saleh, i Silwan, i Ni’illin, i Shekh Jerrakh og i Maasara arrangerer kære venner, palæstinensere og israelere der er engageret i retfærdighed og demokrati, ikke-voldelige protestmarcher hver eneste uge. Og derfor er vi der tror på retfærdighed og demokrati optimistiske. Folkene, palæstinensiske græsrodsledere som er dedikerede og standhaftige.
I Øst-jerusalem, lige uden for den mur-omkransede gamle by og ikke langt fra det jødiske kvarter, ligger kvarteret Silwan med op mod 50.000 indbyggere. Israel ønsker at udstøde familier fra Silwan for at gøre plads til en arkæologisk park der glorificerer byens jødiske fortid. De påstår at kong David byggede en by her for omkring 3.000 år siden og de håber at de vil gøre arkæologiske fund af denne by under Silwan-befolkningens hjem. Tusinder af familier bliver måske nødt til at flytte fordi Israel vil bygge en park der kan glorificere en erobring der fandt sted for 3.000 år siden, uagtet at der ikke findes så meget som skyggen af bevis for at en sådan konge nogensinde levede, på samme måde der ikke findes beviser for at verden blev skabt på en dag. Fortiden overtrumfer nutiden i Israel – en stat der ønsker at eliminere et folk der lever på sit eget land for at fasttømre en myte om en glorværdig fortid.
Men palæstinenserne forstyrrer stædigt og konstant zionisternes mytemageri, og derfor må mænd, kvinder, børn og gamle samt deres skoler, moskeer, kirker og ældgamle kirkegårde og alle beviser for deres eksistens ødelægges, så zionisternes krav om eksklusive rettigheder til landet kan føres igennem. Så til de af jer der ønsker at associere jer selv med zionisme og AIPAC og svøbe jer i det zionistiske flag, det flag der nu symboliserer intolerance, had, racisme og brutalitet: I er frie til at gøre det, men vid: Når retssagerne begynder, når tribunalerne indtager deres pladser, når ”Sandhed og forsonings” kommissionerne begynder deres arbejde, og når i endeligt skammes til at indrømme at i tager fejl, så husk at fald på knæ og bed om tilgivelse fra det folk i så udtrykkeligt mishandlede. I vil ikke være i stand til at påstå at i ”intet vidste” – fordi vi så jer danse da andre talte deres døde. Husk det og glem aldrig at i og jeg og disse vidner var her i dag. For jeg vil ikke glemme jer, de vil ikke glemme jer og det værste af det hele: Jeres samvittighed vil ikke lade jer gleme at i svøbte jer i Israels flag, at i støttede drabene og at i hånede de efterladte.
Vi andre vil komme videre, og sammen med resten af mellemøsten vil vi følge de tapre ægypteres eksempel og skabe det der helt sikkert vil blive en formidabel bedrift: En demokratisk, sekulær stat i vores fælles hjemland. En stat hvor muslimer, kristne og jøder kan leve som ligemænd. En fælles stat, et sekulært demokrati hvor hver en stemme tæller og folk opdrager deres børn til at elske deres forskeligartede hjemland med dets mange kulturer, dets rige historie og dets lovende fremtid. Det er sandt at der er en vildfaren formodning om at det at dele landet betyder fjendskab, men denne formodning er ikke sand. Israelere og palæstinensere vil forene sig i deres fælles hjemland og danne noget der er større end summen af dets bestanddele.
Mange tak.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here