Vi mangler sprog
copy­right: Red is the bad colour

Valgsejren var kun forud­sæt­ningen for en langt vigti­gere sejr, nemlig sejren i det Rune Lykkeberg, jour­na­list og debattør ved dagbladet Information, kalder ‘Kampen om sandhederne’.

Hvis du kan bestemme hvordan et problem skal formu­leres, kan du også bestemme hvordan løsningen skal se ud.

Man kan ikke leve på andre folks penge – det er nas” giver lavere over­førsler, mere kontrol samt større frihed til dem der har masser af penge. Dette argu­ment rider på en meget simpel defi­ni­tion af ejen­doms­retten “Det er mit, jeg har købt og/eller skabt det”.

Ingen er som individ ansvarlig for samfun­dets mang­lende evne til at skaffe nok arbejde” giver mere omfor­de­ling fra rig til fattig og dermed større indi­vi­duel frihed og velfærd til de udsatte. Det kræver en mere kompleks forstå­else af ejen­doms­retten “alt hvad vi ejer, ejer vi takket være samfundet og os selv”

Bogen ‘Kampen om sand­he­derne’ bør være pligt-pensum for alle venstre­o­ri­en­te­rede; beslut­nings­ta­gere, menings­dan­nere og helt alm. menne­sker som under­teg­nede. Den er ikke lige en pixi-bog, men den er heller ikke vold­somt “Underbuksitets” højt­tra­vende. Kampen om sand­he­derne er ikke en opskrift på hvad der skal til, men en analyse af hvad der er sket. Gennem Lykkebergs analyse går det op for en hvor kampen blev tabt. En forud­sæt­ning for at vende skuden.

Hvis vi skal vinde landet tilbage må vi vinde sproget først, dernæst værdi­erne. Venstrefløj på libe­rale problem­for­mu­le­ringer virker ikke, det ses tyde­ligt i dette herrens år 2012.

Vore poli­ti­kere må indse det her, og vi alm. menne­sker må øve os i at omfor­mu­lere spørgs­må­lene i vores diskus­sioner med højre­fløjen på f.eks. Facebook

Rune Lykkeberg i “Kampen om sand­he­derne

Venstrefløjen har i årtier arbejdet på  en alli­ance mellem den kultu­relle over­klasse og under­klassen med den økono­miske over­klasse som modstander. Projektet kan resu­meres som følger: Den kultu­relle over­klasse vil frigøre de udbyt­tede i under­klassen fra udbyt­terne i den økono­miske over­klasse. Den kultu­relle over­klasse vil give de udbyt­tede en sand bevidsthed om de kræfter, der domi­nerer dem, så de ikke længere behøver være frem­med­gjorte, passive og tilfredse forbrugere **.

Anders Fogh Rasmussens borger­lige rege­ring brød den defi­ni­tion og satte en ny trekant: Den borger­lige rege­ring vil befri under­klassen og middelklassen fra den kultu­relle over­klasses pæda­go­giske domi­nans. Og mobi­li­se­ringen virekde. Ikke som væbnet kamp mod den kultu­relle over­klasse, men som kamp mod dens sand­heder, som nedgø­relse af dens stra­te­gier og som et opgør, der samlede vidt forskel­lige frak­tioner i det danske samfund til modstand mod huma­ni­sterne udpeget som “tosse­gode pladderhumanister”

** venstre­flø­jens pointe er at folk ikke kan ende som tilfredse forbru­gere. Det har den ret i, jvf. f.eks. USA hvor store dele af middelklassen har mistet job, bolig og sikkerhed, og nu må bo i camping­vogne, eller jvf. Danmark hvor arbejds­løs­heden sådan set ikke er sensa­tionel, vi har været oppe på ca. dobbelt så mange arbejds­løse før, men kommer til at få fryg­te­lige konse­kvenser for mangt en “tilfreds forbruger”, fordi sikker­heds­nettet er blevet revet i store laser. Hvis du er på kontant­hjælp er du fattig, og fattige er ikke “tilfredse forbrugere”

Links

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here