I et skarpt opråb til de sociale modstands­be­væ­gelser opfor­drer kandidat til borger­re­præ­sen­ta­tionen i Københavns kommune, fatti­grøven Troels Christian Jakobsen(Å) til ikke at vise tillid til det han kalder makværkvældet. Han opfor­drer til at man ikke bare sluger pæne ord og fæster sin lid til at det hele nok skal gå.

Fattigrøven Troels Christian Jakobsen kalder styre­formen i dagens Danmark for ‘Makværkvælde’

For så kan makværkvældet fort­sætte ufortrø­dent. I ro og mag lave lang­va­rige sags­be­hand­linger, evalu­e­ringer, under­sø­gelser, forhand­linger og nedsætte endnu en task force, mens tiden går og makværkvæl­dets folk i ro og mag kan hæve deres sikre løn og pynte på deres flotte CV’er, mens de leder efter et endnu bedre job med højere bonus og flere privilegier.

Skriver Troels i sit opråb, men hvad mener han egentlig med ordet ‘Makværkvælde’? Vi har spurgt ham …

Lad os fucke med Makværkvældet

Kun gennem mere pres kan vi vinde over kommu­nalt makværkvælde, siger Fattigrøven i et opråb til de sociale modstandsbevægelser. 

Hvad betyder ‘Makværkvælde’?

Ordet er en fordansk­ning af navnet Machiavelli. Machiavelli er kendt for sin bog ‘Fyrsten’ hvor han analy­serer magtens psyko­logi. Samtidig er det en sammen­skriv­ning af de gode danske ord ‘Vælde’ og ‘Makværk’. Vælde som i enevælde eller pøbel­vælde, dvs. styrings­form og makværk som i amatør­ag­tigt klamphuggeri.

Det er hårde ord, mener du at vi er styret af klamphuggeri?

knap 20.000 stil­linger – 150.000 CV’er – ledig­heden bliver angrebet som om den handler om doven­skab. Makværkvælde.

Det kan dårligt blive andet med den måde man har indrettet magtsy­ste­merne på, hvor der er så langt fra beslut­nings­tager til den virke­lighed de bestemmer over. Man kan ikke tage fornuf­tige og menne­ske­nære beslut­ninger pr. doku­ment, regneark eller rapport. Det der sker er at det som lyder fornuf­tigt på papiret, mister enhver menne­skelig visdom. Og det ser vi jo i hele samfundet, spørg bare en politi-betjent, en sygeple­jerske eller en skole­lærer. Allerværst er det på jobcentre og andre steder, der skal tage sig af samfun­dets mest udsatte. Det der slår hovedet på sømmet for mig, er at hvis du skal have en chance på jobcen­teret, skal du hyre din egen soci­al­rå­d­giver eller jurist, ellers drukner de dig med regler og bureau­krati, og hvem fanden på bistand har råd til det?

Jamen, er det fordi at dem der styrer er dumme eller inkompetente?

Vi har efter­hånden en virkelig velud­dannet både befolk­ning og magte­lite, så det er jo ikke viden det skorter på. Det som sker, kan kaldes funk­tionel dumhed. Dygtige, bega­vede og velud­dan­nede folk sidder fast i et system, der nærmest tvinger dem til at tage dumme beslut­ninger. Normalt siger man jo om et godt fodbold­hold, at holdet er større end den enkelte spiller, at de spiller hinanden bedre, men i makværkvældet spiller folk faktisk hinanden dårli­gere. Gennem årtier har de kloge hoveder lavet flere og flere regler, flere og flere doku­men­ta­tions­krav og flere og flere såkaldte ‘effek­ti­vi­se­ringer’. Alt bliver syste­ma­ti­seret i en grad der ikke levner plads til hverken virke­lighed eller menne­sker. Men menne­ske­livet lader sig aldrig sætte på formel, og derfor fejler disse makværkvæl­dige systemer hver gang.

Hvordan fejler de?

Iflg. rappor­terne går det frem­ra­gende med bespa­rel­serne på papir.

Det gør de når f.eks. en leder, giver ordrer som er menings­løse i forhold til den virke­lighed, medar­bej­derne står i. Det sker når medar­bej­dere, af frygt for deres karri­erer, ikke tør åbne munden og kriti­sere dårlige ledel­ses­be­slut­ninger. Det er et kultur­spørgsmål: Systemerne er skruet sådan sammen at den korte bane bliver den vigtigste. For at fremme din karriere skal du kunne opvise her-og-nu resul­tater, men konse­kven­serne af dine hand­linger på længere sigt, bekymrer ingen sig om, heller ikke dig, for du er alle­rede på vej videre til næste job.

Hvis du f.eks. er mellem­leder, og din afde­ling skal under­søge grund­laget for et nyt poli­tisk tiltag, og dine under­ord­nede fagfolk kommer frem til at tiltaget af faglige grunde er uhen­sigts­mæs­sigt, så vil det være fristende at nedtone deres bekym­ring i din rapport. Når den rapport så går videre til næste ledel­seslag, så vil de sikkert også nedtone endnu et hak. Den rapport, der ender på poli­ti­kernes bord, vil alle bekym­ringer være renset bort og det poli­tiske forslag ligne en ren vindersag. Det handler nemlig om, at vinde og være en succes overfor den næste chef i kæden. Det er den styrende tanke­gang, og jeg har talt med flere embeds­mænd, der fortæller at det er sådan – bl. a. i Københavns Kommune.

Er det ikke bare ’sådan er det jo’ over hele linjen? Hvad kan man stille op?

Ikke en skid, sålænge vi bliver ved med at hoppe på limpinden om at det gælder om at vinde og være en succes. Det er en tom og alt for kort­sigtet måle­stok. Jeg bliver syg i sjælen, når jeg hører Lars Løkke Rasmussen igen og igen frem­ture med sit nye slogan ‘Alle skal være frem­ti­dens vindere’, det er en hul løgn, vi skal i stedet indrette samfundet på at vi alle sammen er både vindere og tabere, også Løkke. Vi kan ikke være perfekte i noget billede og det bliver en tabersag at sigte efter det.

Så vi skal have en kulturforandring?

Stræben efter det perfekte er en fejl i sig selv

Ja, det bliver vi nødt til hvis vi ønsker at forny vores velfærds­sam­fund i en menne­skelig retning. Hvis man vil tilgive mig at jeg bruger et billede fra eget fagom­råde, drama­tikken, så tænker jeg sådan her på det: I flere tusinde år har vi dyrket ideen om de stærke og magt­fulde, vinderne, dem Machiavelli beskrev. Når vi klamrer os til magten, skaber det altid trage­dier. Vores opgave nu er at skabe rammerne for et ‘kome­diens’ samfund. I kome­dien er det okay at være en taber, det er ok at falde på røven. Komedien er jordnær, den ved at mad, drikke, sex og humor er det vigtigste i menne­skets liv.

Det lyder meget godt med lidt mad, drikke og sjov sex, men det lyder også lige lovlig nemt?

Det er det absolut ikke. Som teater­mand ved jeg at kome­dien er den sværeste kunst. Som poli­tiker kan jeg se, at det også bliver uhyre svært at skabe de samfunds­rammer, hvor vi tør give slip på magten og fore­stil­lingen om det fejlfri menneske. Vi skal turde at være svage og vi skal have et samfund der ikke straffer svaghed, men kan genkende og løfte styrken i svagheden.

Hvordan kan der da være styrke i svaghed?

Det vi tror er svag­heder, det vi ser som fejl, viser sig ofte at være stærkt origi­nalt. Makværkvældets store problem er, at det stræber efter at udrydde fejl. Det ender selv med at være en kæmpe­fejl, fordi det dermed fjerner det menne­ske­lige. Det fejl­bar­lige. Det store spørgsmål for mig som poli­tiker er, hvordan vi laver rammer, der kan tåle det fejl­bar­lige. Endda trives med og udnytte fejl og svag­heder til at udvikle sig. Deri ligger kome­diens kunst – og vil jeg påstå: den nye poli­tiske kulturs kunst. Politik er ikke en eksakt viden­skab. Det handler om menne­sker. Hvordan vi lever sammen. Det kræver visdom – og det er også en kunstart. Hvis vi kan bygge på vores svag­heder og fejl, hvis vi tør erkende dem, så kan vi skabe et stærkt og leve­dyg­tigt samfund. Et hold­spil hvor den enkeltes svaghed kan blive en del af fælles­ska­bets styrke.

Du stiller selv op som kandidat til Københavns rådhus. Hvordan ser du nogle af alle disse tanker udmøntet i praksis?

Som kommu­nerne er indrettet nu, handler det først og frem­mest om ledelse og forvalt­ninger. Det kræver en øverste ledelse, der tør det fejl­bar­lige, det menne­ske­lige. Det kræver en foran­dring i forvalt­nings­kul­turen. Vi skal væk fra makværkvæl­dets funk­tio­nelle dumhed, væk fra virke­lig­heds­fjerne beslut­nings­pro­cesser. I stedet skal beslut­nin­gerne tages så tæt på borgeren som muligt, og aller­helst i tæt samar­bejde med borgerne. Det er ikke poli­ti­kernes opgave at bestemme over borgerne, men at skabe rammer hvor borgerne kan være med til at bestemme.

Det lyder som en stor opgave?

Ja, og den kommer til at tage en hel del år. Måske er det slet ikke muligt lige nu, fordi makværkvældet er så stærkt indgroet på rådhuse og i forvalt­ninger. Derfor er det første jeg kan gøre, hvis jeg bliver valgt ind, alene at øve pres for mere borge­r­ind­dra­gelse og samtidig påpege overfor alle borgere når makværkvældet ikke fungerer. Det bliver nemlig ikke nok med nogle få hoveder som mig på rådhuset, der skal også pres til fra borgene og fra medar­bej­dere der tør sige fra. For mig er den foran­dring livs­nød­vendig for vores samfund. For mig er det et kald og det vil jeg arbejde utræt­te­ligt for.

Lad os fucke med Makværkvældet

Kun gennem mere pres kan vi vinde over kommu­nalt makværkvælde, siger Fattigrøven i et opråb til de sociale modstandsbevægelser. 

 

 

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here