Den omkost­ning avislæs­ning har haft for mig, er en demo­kra­tisk opvågnen. Muligvis lyder det ikke som en omkost­ning, men det har kostet mig den tryghed ved vores insti­tu­tioner og samfund­s­in­dret­ning, jeg ellers ifølge herskende opfat­telse burde føle.

Men jeg har ikke altid haft det sådan. Det var f.eks. gennem Informations oprul­ning af stats­lø­sesagen, at det gik op for mig at vi har svare demo­kra­tiske problemer i landet. Problemer som under­bygges og forstærkes af en åben­lyst tvivlsom demokrati-forståelse og -kultur på Christiansborg. Den gang troede jeg, at Tamil-sagen bare var den afvi­gelse, som ingen systemer kan garan­tere imod og en absolut undta­gelse i Danmark, men Information hjalp mig altså til at få øjnene op, og siden da har jeg været ubehjæl­pe­ligt poli­tisk enga­geret som borger – ikke som medlem af noget parti eller interesseorganisation.

Den demo­kra­tiske funk­tion, medi­erne har og som jeg lærte om i folke­skolen, er altså reel – det har jeg erfaret person­ligt – og det giver medi­erne et ansvar som de må løfte.

De genbrugte mediekaptajners klub

Desværre har medi­erne også et andet ansvar, et ansvar der går forud for ansvaret for demo­kra­tiet og som altid må løftes først: nemlig ansvaret for salgstal, klik og opmærk­somhed. Vagthunden må selv sørge for pølsen, og så lukker vi medi­e­bru­gere momen­tant øjnene og håber, at tyven ikke har pølse med. I hvert fald er Pressenævnets indsats, hvor udmærket den end måtte være, langt fra effektiv nok.

Men når man nu ikke kan lave de økono­miske struk­turer om, således at pressen ikke også er nødt til at vægte sensa­tionen og det hurtige fix i jagten på over­le­velse, så er medi­erne så meget desto mere nødt til at gøre deres arbejde grun­digt og med indsigt i langt mere end blot, hvordan man opsporer en kilde, bygger en artikel op og smækker en saftig over­skrift på.

Vi har en del store medi­eout­lets i landet, og deres ansvar er enormt, langt større end man fornemmer af deres kapta­jner forstår. Kaptajnerne ved, at de først og frem­mest er i konkur­rence med hinanden, og at den konkur­rence handler om popu­la­ritet, for den kan veksles til prestige og indtjening.

Den gode historie er ikke nødven­digvis den akku­rate historie, den egentlig kede­lige historie kan blive spæn­dende hvis man twister den lidt. Det føles som om flere og flere kneb gælder.

Og hvis man bliver dømt for grove brud på pres­se­etik og kræn­kelse af privat­li­vets fred fordi man ulov­ligt har aflyttet borgere, bliver man efter doms­af­si­gelsen modtaget med kamme­rat­lige skul­der­klap fra de andre kapta­jner, og får i øvrigt stadig lov til at lave højt­pro­fi­leret jour­na­li­stik om politik. Mediechefer, der uret­mæs­sigt har hængt uskyl­dige ofre ud på tabloi­da­vi­sers forsider, undskylder og skynder sig videre til næste udnæv­nelse efter at have været til aflus­ning som ”konsu­lent” eller ”freelancer” eller under­vist sage­s­løse jour­na­list­stu­de­rende i et stykke tid. Andre suser blot videre efter at have kørt redak­tioner i sænk med dårlig eller dikta­to­risk ledelse. Selv deci­deret skan­daløs opførsel straffes ikke i den uigen­nem­sig­tige loge-lignende herre­klub, som jour­na­list Gretelise Holm kortva­rigt fik sat fokus på, da hun for år tilbage skrev en nu kult­lig­nende kronik om sagen i Politiken. Jeg har forstået, at teksten cirku­lerer i feminist-kredse, men nogen effekt fik den ikke.

Fake news og meningssiloer er ikke forbeholdt de små nye sites

Kaptajnerne er også i krig med nye tendenser. I dag kan hvem som helst som bekendt, lave et website der ligner et profes­sio­nelt nyheds­site, og det glæde­lige er, at de gør det.

Det knap så glæde­lige er at visse af disse små outlets ofte skriver lige præcis, hvad der passer ind i deres kram, uden nogen som helst loya­litet overfor den obser­ver­bare eller doku­men­ter­bare sandhed. Den Korte Avis, i øvrigt vor inte­gra­tions­mi­ni­sters eneste medie-like på Facebook, er et berømt eksempel – newspeek.dk et andet. Ingen af disse er medlem af Pressenævnet.

I de store medi­eout­lets, i main­stream­pres­ssen, der hvor folk får løn, har chefer, der er besty­relser, bygninger, kugle­penne med logoer osv. læser vi næsten dagligt om denne bekym­rende udvikling.

Den har fået stemplet “fake news” – og alle med pres­se­kort kan være enige om at den udvik­ling er højst bekym­rende for renheden af den demo­kra­tiske infor­ma­tions­strøm. Ja det er sandelig en “bekym­rende” udvik­ling og det hersker der så godt som fuld enighed om.

Men … es gibt ja immer eine aber dabei … når vi nærlæser main­streams egen produk­tion, altså den som angi­ve­ligt ja pr. defi­ni­tion, ikke er “fake news” så er den ikke sjæl­dent selv fuld af fordrej­elser, forkerte fakta og bevidst skæve vinkler. Ikke mindst planter denne presse ofte stærke indtryk som det kun ved efter­tænksom nærlæs­ning viser sig, at der faktisk ikke er dækning for.

Det er simpelthen ikke godt nok.

Ved ikke at hæve sig mile­vidt over “rigtig” fake news mister medi­erne befolk­nin­gens tillid til main­stream, og borgeren er nu enten over­ladt til de forhån­den­væ­rende fake news site som vedkom­mende tilfæl­digvis er enig med i forvejen eller også til sig selv og egen research.

Det kan ikke være en ønskelig udvik­ling, og hvis man skulle fore­stille sig, hvem der skulle kunne se en fordel i sådan noget, ja så falder folk som f.eks. Putin straks i tankerne. Han ser sikkert gerne den vest­lige befolk­ning miste tilliden til egen presse aldeles. Af hensyn til den poli­tiske balance vil jeg i øvrigt nævne at “vores” side også benytter disin­for­ma­tion og også kan have glæde af den i poli­tiske og opera­tio­nelt øjemed, og hvis man tvivler på rigtig­heden af den påstand, så har man en meget kort hukommelse.

Det er hårde ord, jeg ved det godt, og jeg beher­sker mig endda, jeg synes de er for bløde. Men ord af sådan hård­heds­grad må gerne følges op af påvis­ning af at det man taler om rent forholder sig i den kritisable stand man påstår at det gør.

DR og Politiken – hvem var mest sjusket?

Til den ende vil jeg tage fat i en nylig artikel i et større dagblad. Artiklen tager afsæt i en dr.dk artikel iflg. hvilken 320 fami­lier i Danmark har over 60 mia. i skattely.

men selv et hurtigt blik i rapporten bør være mere end nok til at forvisse sig om at Politikens udlæg­ning af metoden er helt i skoven.

Der har været rig kontro­vers om DR’s artikel og DR har måtte bløde den lidt op. Tallene er nemlig udtryk for kvali­fi­ce­rede skøn fra en forsk­nings­rap­port, og ikke præcise angi­velser af faktu­elle forhold. Hovedindtrykket af DR’s artikel er at “de meget rige sender deres penge i skat­tely” – og det hove­d­ind­tryk må desværre siges at være i over­ens­stem­melse med alt hvad vi ved, også selvom Politiken i det flg. gør deres bedste for at forvirre os. POL har skrevet en artikel der hedder:

“Det ved vi om rige fami­lier med konto i skattely”

Artiklen tager afsæt i den rapport som DR refe­re­rede og først forklarer den tallene “320 rigfolk” og “60 mia. kr.” er anta­gelser som forskere er kommet frem til pba. oplys­ninger fra en læk i en verdens mange skat­te­havne, nemlig Schweiz. Forskerne har taget disse oplys­ninger og så via udreg­ninger anslået hvordan det ville se ud hvis man kendte tallene fra alle skat­tely. Det er fuld­stændig korrekt, men så vælter artik­lens lødighed også efterfølgende.

Først tages under­sø­gel­sens metode under behandling.

Et par hurtige nedslag i rappor­tens tekst viser følgende:

“In this Section we analyze three new samples of micro-data on high-end tax evasion: the HBSC-leak, the Panama Papers, and a sample of amnesty participants.”

“We combine stra­ti­fied random audits—the key source used to study tax evasion so far—with new micro-data leaked from two large offshore finan­cial insti­tu­tions, HSBC, Switzerland (“Swiss leaks”) and Mossack Fonseca (“Panama Papers”). We match these data to population-wide wealth records in Norway, Sweden, and Denmark. We find that tax evasion rises sharply with wealth, a pheno­menon that random audits fail to capture.”

Det bliver i Politikens version kogt ned til at forskerne har taget nogle tal fra et læk og ganget dem med 50.

Først sluttes et afsnit af med ordene “Forskerne har antaget, at HSBC på det tids­punkt havde to procent af markedet for velha­veres diskrete penge­an­brin­gelse.” og det giver afsæt til næste hug under over­skriften “Ganget med 50” hvorunder vi kan læse følgende:

“I et forsøg på at få et samlet billede af, hvordan det ville se ud, hvis forskerne havde haft adgang til alle skat­te­ly­banker, gangede de tallene fra HSBC-lækket med 50. På den måde nåede de frem til, at i alt 320 danskere kan have gemt 60 milli­arder kroner for skat­te­væ­senet i 2006.”

Det samlede indtryk kan sammen­fattes således:

Forskerne gætter på at HSBC-lækket udgør 2 procent af de samlede penge­an­brin­gelser i skat­tely, dernæst ganger de med 50.

Altså – der er bestemt ikke kun brugt “data fra et læk”, men fra flere læk. Disse sammen­holdes med data fra de skatte-amnesti programmer der har været i de skan­di­na­viske lande, samt mikro-data om velstands­for­de­lingen i de respek­tive skan­di­na­viske samfund, hvor­efter vores samlede viden om stati­stik, finan­si­elle mønstre og en række andre forhold bliver taget i betragtning.

Jeg skal ikke påstå at min frem­læg­ning af forskernes metode her er dækkende, jeg er lægmand – men selv et hurtigt blik i rapporten bør være mere end nok til at forvisse sig om at Politikens udlæg­ning af metoden er helt i skoven. I min private subjek­tive optik er den simpelthen uveder­hæftig. Et syns­punkt der måske nok kan møde indven­dinger, men at Politiken her afgiver konkret infor­ma­tion der er i skarp uove­r­ens­stem­melse med den obser­ver­bare virke­lighed og at det beklikker rappor­tens lødighed, bør være hævet over diskussion.

Tal, tal, tal og metodekritik

Hvem kan have inter­esse i en groft forenklet, nedgø­rende og ja … fordum­mende sammen­fat­ning af et stykke seriøst forsker­ar­bejde? Det kan vi ikke lige vide, vi kan kun speku­lere, men vi ved så afgjort hvem der ikke kan have inter­esse i sådan en manøvre: Demokratiet og læserne, men den gryende mistanke om at Politiken her bedriver politik og ikke jour­na­li­stik forstærkes i den grad når artik­lens forfatter fast­slår at:

“Men det er ikke noget forskerne ved. Det er stati­stik og teori, ganget op fra et ganske lille talma­te­riale – ikke levende danskere som er taget med fingrene i kagedåsen i Geneve.”

Den urime­lige udlæg­ning af metoden gentages som del-konklusion: “ganget op fra et ganske lille talma­te­riale” – indtrykket der over­le­veres er klart: Du kan ikke regne med den rapport, de har bare ganget lidt oplys­ninger op. Desuden slås det fast at der ikke er tale om “levende danskere der er taget med fingrene i kagedåsen” og her er optakten til næste led i artiklen der skal vise sig at udvikle sig til at ligne et temme­ligt under­lø­digt defen­sorat for landets store, penge­tunge fami­lier, for som artiklen fortsætter:

“Vi ledte – men de var der ikke”

“Politiken under­søgte gennem adskil­lige måneder i 2014 og 2015 de lækkede doku­menter fra HSBC. Hvis de 320 rigeste danske fami­lier havde optrådt i mate­ri­alet med penge, som var gemt for Skat, havde Politiken skrevet om dem.”

Undersøgte Politiken Panama-lækket? Det gjorde forskerne nemlig selvom Politiken konse­kvent misre­præ­sen­terer dette forhold. Nej – det viser sig iflg. Politiken at de eneste POL fandt, da de kun kiggede i et læk var af typen “tæppe­handler” og “enke­frue” og som POL fortsætter:

“Vi fandt få navne, som hører hjemme på en Top 50 liste over de mest velha­vende danskere. Dem under­søgte vi nærmere, og kontak­tede dem for at høre deres egen version. Det er ikke i sig selv ulov­ligt at have penge i en bank i Schweiz.”

Her begår Politiken selv den fejl som de ellers forsøgte at give indtryk af at rapporten begik. De forlader sig på oplys­nin­gerne i et (og kun et) læk og antyder derfra noget om helheden. Kunne det evt. tænkes at der kun var få navne fra dansk top-50 fordi der er mange flere skat­tely end Schweiz og mange flere insti­tutter end blot HSBC?

Kan vi først urig­tigt beklikke nogen ved at påstå at de ser på for få data for derefter selv at gøre nøjagtig det samme og lade resul­tatet af denne util­stræk­ke­lige indsigt stå som artik­lens konklu­sion? Er det en lødig fremgangsmåde?

Holder selve indtrykket: Der er næsten intet om disse rige fami­lier i det ene læk POL har kigget i, og derfor er der nok ikke så meget om snakken? Kan artik­lens over­skrift “Det ved vi om rige fami­lier med konto i skat­tely” bære?

Svaret er i begge tilfælde nej. Allerede i starten af artiklen lød en over­skrift ’Handler ikke om Lego eller Mærsk’ – og efter­føl­gende i artiklen har vi altså set et rime­ligt under­lø­digt forsøg på at under­løbe rappor­tens lødighed. Det efter­ladte indtryk er klart at ’der er altså ikke rigtigt noget at komme efter mht. Mærsk og Lego’

Om Mærsk ved vi at de har så mange akti­vi­teter i skatte- og infor­ma­tions ly at de betragtes som landets største brugere af den slags. Der er ganske vidst ikke påvist urent trav, men det er jo en af forde­lene ved informations- og skat­tely, man kan ikke vide hvad der foregår.

LEGO er blevet taget på fersk gerning i skat­te­tænk­ning, hvilket BT har skrevet om: http://www.bt.dk/danmark/undgaar-skattefar-lego-scorer-kassen-i-skatteparadis

“Lego-bossen Kjeld Kirk Kristiansen har i årevis fået sendt Lego-millioner til det lille skat­te­pa­radis Zug i Schweiz uden om det danske skattevæsen.”

”BT kan i dag afsløre, at Kirk-familien har skrabet en hemmelig formue sammen ved at oprette selskab i alpelandet og sørget for dette selskab fik rettig­he­derne til vare­mærket Lego.”

Altså – man laver et firma hvis eneste opgave det er at eje ens logo og så lader man det firma over­fak­tu­rere ens hoved­firma for brug af dette logo.

Hvordan harmonerer det med Politiken, der i sin artikel opsum­merer og bruger vendingen “det vi ved” og over­skriften ”handler ikke om Mærsk og Lego”, hvor­efter skri­benten kommer frem til den konklu­sion, at der ikke er grund til at antage at disse fami­lier skulle benytte sig af skat­tely. Men hvordan ved vi det? Blot fordi POL ikke kunne finde det i gennem­gangen af en enkelt banks aktiviteter?

POL-artiklen er desværre langt fra eneste eksempel. Der er rigtigt mange. Det er som om chefre­dak­tø­rerne bedriver politik pr. presse, hvilket den verse­rende Støjberg-sag faktisk er et pinligt tyde­ligt eksempel på. Næppe nogen rystende nyhed eller ny indsigt, men det er ved at udvikle sig til uanta­ge­lige propor­tioner, og main­stream pressen mister i stadigt stigende grad trovær­dighed. Folk taler sammen på FB. Avisartiklerne har fået mange flere tusinde par kritiske øjne. Min konklu­sion er simpel men beskæm­mende: medi­erne lever for sjæl­dent op til den funk­tion, de rette­ligen burde have i et demo­krati. Og det kunne jo være en af grun­dene til, at brugerne bliver mindre og mindre inter­es­seret i at betale for dem, og det er i hvert fald det rene gift for demo­kra­tiet. ”Det står i avisen” bør være et kvali­tets­stempel, ikke en vittighed.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here