Niels Gjern, fhv. cand. kommende automationsteknolog
Niels Gjern, fhv. cand. kommende automationsteknolog

Jeg er ked af at meddele dette, men i det kommende år vil jeg forlade mange af jer, da jeg regner med at opsige mit medlem­skab af den akademisk-kreative klasse. I stedet vil jeg bruge to år på at studere til auto­ma­tions­tek­nolog, hvor jeg skal lære at sætte compu­tere, maskiner og robotter til at arbejde sammen i produk­tions­sy­stemer. Jeg fik ideen, fordi jeg en dag læste i en meget lille rubrik i MetroXpress, at de bare skreg på auto­ma­tions­tek­no­loger både i hæren, på fragtskibe, i vind­møl­le­in­du­strien, på hospi­taler og alle mulige andre steder. Og straks tænkte jeg ”Det er lige mig!”

I sin tid stude­rede jeg ellers Public Relation, hvilket er en uddan­nelse, hvor man lærer ”noget med kommu­ni­ka­tion.” Og folk, der kunne ”noget med kommu­ni­ka­tion,” var der brug for ude på arbejds­mar­kedet dengang jeg begyndte, og desuden lyder det sexet at arbejde med ”noget med kommu­ni­ka­tion”, og sex får man jo altid for lidt af.

Men sådan var det så ikke, da jeg blev færdig. Det har faktisk været umuligt at få fast arbejde indenfor ”noget med kommu­ni­ka­tion”, men det gør ikke noget, for det er eneste, der er værre, når man ikke kan få fast arbejde med ”noget med kommu­ni­ka­tion,” det er rent faktisk at have arbejde inden for ”noget med kommunikation.”

For indenfor denne branche forsøger arbejds­gi­verne at pine så meget ud af en som over­ho­vedet muligt, men natur­ligvis til ens eget bedste, for det er jo vigtigt, at man udvikler sig person­ligt og fagligt, ens kolleger skal være ens familie, ja, faktisk ses det som noget posi­tivt, hvis man glemmer navnene på sine egne børn.

Og så når man er lige ved at bryde sammen med post­trau­ma­tisk stress, så får man et kursus i mind­ful­ness. Her er der så en eller anden coach, der har udviklet sin egen vulgær-buddhistiske livs­fi­lo­sofi, der går ud på, at dine følelser og tanker ikke har noget med dig at gøre, at hverken fortiden eller frem­tiden eksi­sterer, og nuet er det eneste, man har, og nuet skal så bruges på at sidde med lukkede øjne og lade sig over­vælde af indtryk, som man heller ikke har noget med at gøre. Ja, faktisk eksi­sterer verden slet ikke, og døden er bare en fordom, et udtryk for vestlig mate­ri­a­lisme og mang­lende ånde­lighed, der står i vejen for, at man slipper sit uende­lige poten­tiale fri. Og når nu verden ikke eksi­sterer og ens poten­tiale er uende­ligt, kan man jo godt lige tage lidt arbejde med hjem i weekenden.

Til sidst havner man så på Rehabiliterings Center for Torturofre. Der ser man flygt­ninge fra Afghanistan og Syrien komme med frygt og rædsel i øjnene, man ser dem få det bedre, og man ser dem forlade centret i langt bedre tilstand, end da de kom. Man selv kommer ikke videre, for man har jo arbejde med ”noget med kommu­ni­ka­tion,” og den slags kan ingen terapi kurere.

Men alt det er så snart slut for mit vedkom­mende. Så vil jeg ikke have et netværk, men gode venner i stedet. Mit arbejde bliver lidt kede­ligt og ensfor­migt og ikke noget, der fylder mit liv med mening, men til gengæld har så meget mere fantasi og krea­ti­vitet til overs, når jeg i min fritid skriver om marsvin, der ryger sig skæve i gnaver­foder og opklarer mordet på Svend Auken, laver tegne­se­rier eller skriver anonym trus­sels­breve de andre genrer, jeg har beskæf­tiget mig med indenfor litteraturen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here